søndag den 25. september 2011

Tilstand af sorg


Selvfølgelig blev det ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Det var ikke sommertemperaturer i går. Jeg småfrøs, mens jeg stædig sad i bare fødder og med kaffe i det, der skulle ligne sol. Træerne kastede lange skygger og vinden vidnede om efterår. Det fulgte med hvert eneste pust, en træagtig kulde og et sted i min krop blev der aldrig rigtig varmt. Jeg prøvede at fange strålerne, prøvede at mærke varmen og integrere den i mit indre, men det forblev et håbløst forsøg på at fastholde noget, der for længst er forbi. Hvorfor tager du ikke bare lange strømper på, sagde en forsigtig stemme i mig. Den var en lille smule bebrejdende. En anelse irriteret over, at jeg spildte tiden med forsøg på at fange sommerillusioner. Og jeg var virkelig ikke i Sydfrankrig. Bogen var god, vigtig, men ordene blev en smule koldere end tiltænkt. Også de blev ramt af træernes mægtige skygger.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg sådan? Og er det ikke synd for efteråret, at det bliver klemt mellem en sorg over den mistede sommer og frygt for den kommene vinter? Denne tilstand er jo i grunden fuldstændig nyttesløs, men ikke desto mindre er den menneskelig og virkelig. Den findes. Det er det tidspunkt, hvor vi står midt på broen og indser, at vi aldrig mere kan vende om og gå tilbage. Det føles tomt og trist, og sorgen breder som de ringe i vandet, der opstår, når vi lader en sten dumpe fra broen og ned i det iskolde, grønlige vand. Hvad skal man gøre, når man står der på broen og føler sig uendelig ensom i sin store sorg, der nærmest ikke kan udtrykkes i ord? For hvordan skal man dog forklare, at man sørger over det, man har mistet, det, på den anden side af broen og som man selv har forladt? Det var nødvendigt. Det kaldes forandring. Og selvom man udmærket ved, at det er for det bedste, at man går mod bedre tider, nye tider og et andet jeg, så er det frygtindgydende at vide, at der ikke findes en vej tilbage. Hvorfor vil du også tilbage til noget, du er gået fra og som du ved, du for længst er færdig med? En stemme taler sagte fra et sted dybt nede i sjælen. Stiller et spørgsmål. Et meget relevant spørgsmål. Og så på en søndag. Lad mig være, jeg vil bare gå videre. Ikke tænke over det, jeg forlod. Ikke hænge mig i fortiden og al den tid, der gik uden jeg vidste det, jeg ved nu.

Så står man der og tænker på, hvad man dog skal svare den stemme, der på sin stille måde kræver et svar. Og pludselig går det op for en. I det sekund, man så sandheden og forstod, hvor det er, blev alting forandret. Den gamle identitet, de gamle identifikationer og ikke mindst, sikkerheden, trygheden, forsvandt. Der er ikke længere en maske at gemme sig bag. Der er ikke en passende make-up eller et paryk, der på nogen måde kan skjule den nu lysende sandhed, der står malet på morgenhimlen som et skilt i neon. Det er et skræmmende tidspunkt. Jeg er som efteråret, tænker jeg. Jeg er en sorg over den mistede sommer og en frygt for den kommende vinter. En vinter, der kræver min fulde opmærksomhed og endnu mere indadvendthed. Endnu mere sandhed, der skræller flere lag af det, jeg troede var mig. Der var engang. Og for enden af den gang er der en port. Jeg går, jeg åbner den, mens jeg føler mig fuldstændig uforberedt på alt det, der kan gemme sig på den anden side.

It is only when we are willing to see the truth about our lives as woman,
however painful that truth may be,
that we enter the portal of the journey
- Sue Monk Kidd -

9 kommentarer:

  1. Uh ja, Megan, det er voldsomme ord sådan en solrig søndag morgen.... men kender også godt den sorg.

    SvarSlet
  2. Rejsen rummer mange voldsomme følelser, Lone, og jeg tror det er min opgave at beskrive dem. På godt og ondt. Nu går jeg ud i solen, men jeg fornægter ikke skyggerne! ;) God søndag til dig.

    SvarSlet
  3. nei hvem vil vel ta farvel med noe som er godt.. får oss til å føle velvære.. derfor krampholder vi nok.. og håper i det lengste.. at den stadig kommer forbi porten.. som en ungdomskjæreste vi længter etter å kysse : )

    god søndag til deg : ))

    SvarSlet
  4. ps ! din blogg er blitt flott : ))

    SvarSlet
  5. Her har det vært makeover, så flott!
    Jeg er ikke den som ofte lengter tilbake, sørger sjelden over det som er over, men jeg er den som ser for langt fram....og nå ser jeg mot neste vår og sommer:O)..litt dumt det også, for jeg glemmer å se etter det gode med høsten og vinteren når den er her..
    Nyt dagen videre;)

    SvarSlet
  6. Et smukt citat af Sue Monk Kidd, som jeg elsker ;o)

    SvarSlet
  7. Ikke noe kjekt med disse dagene da man stopper litt opp på sin vandring i livet. Jeg tenker at når det skjer er jeg nede i en bølgedal og da kan det jo bare gå en veg - nemlig oppover.

    Ha en fin søndag og du - ta på gode varme strømper - det hjelper:-)) Klem

    SvarSlet
  8. Her har det skjedd store forandringer med layout'n. Nydelig.

    Jeg gjenkjenner sårheten du beskriver ved å gi avkall på sommeren som aldri helt ble realisert. Samtidig forsøker jeg å tvinge fokuset og oppmerksomheten akkurat her og nå. Lett er det ikke. Fortid og framtid drar i hver sin retning.

    SvarSlet
  9. Smukt skrevet om forandringens væsen, veje og vildveje. Jeg blev inspireret til lidt Hjertearbejde ;-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.