tirsdag den 6. september 2011

Orange smoothie morgen


Tirsdag morgen først i september. Toget sætter farten ned, det knager i skelettet, hjulene hviner mod skinnerne. En høj metallisk lyd rammer mine ører og jeg tager uvilkårligt hænderne op for at beskytte mine sarte trommehinder mod den gennemtrængende lyd. Jeg har sovet godt i kupeens rumlende mørke, bag det blafrende gardin i den i grunden lidt ubekvemme køje. Mærkelig nok har jeg ligget ganske udmærket. Og haft mange drømme. Måske er det togets bevægelserne, der har været katalysator for drømmenes hersken. Måske er det bare sådan nogle gange. Man drømmer. Man drømmer meget. Men som morgenen kom og toget kørte mod den station, hvor jeg skal stå af i dag, forsvandt de som dug for solen. Lige så stærke og virkelige de var, da toget endnu kørte gennem natten, ligeså sarte og skrøbelige bliver de, når øjnene forsigtigt åbner sig og man blinker sig ud af søvnens svøb. I det øjeblik man gør sig en ekstra anstrengelse for at huske dem og genkalde sig drømmens budskab, springes den i små usynlige atomer som en sæbeboble, der rammes af en nål. Puf. Forsvundet.

Jeg vasker mig og tager tøj på, så jeg kan bevæge mig ned i togets spisekupé. Her sidder jeg nu med morgenkaffe, smoothie og krummerester på tallerkenen. Jeg er den eneste passager, som har valgt at blive i toget for at spise den morgenmad, der blev serveret af en usynlig herre i solopgang. Der er noget fredfyldt over at sidde her alene og forsigtigt drikke af kaffen. Trække tiden ud, så kaffen varer længe og til sidst bliver helt kold. Den orange smoothie af gulerod og appelsin har beklædt glasset med en tynd væg af frugtrester. De danner et edderkoplignende mønster og et kort sekund forventer jeg næsten at se en lille edderkop kravle afsted i spindets midte. Så ryster jeg den tanke af mig. Det er trods alt min morgendrik.

Jeg sidder stille og lader dagen komme til mig. Jeg føler mig næsten ligeså skrøbelig som drømmen, jeg havde i nat. Stærk og sart på samme tid. Det er et spændende tidspunkt på min rejse. Dagens station er ingen tilfældighed, selvom jeg ikke kender dens indhold endnu. Der bag trinbrættet og den tilsyneladende øde perrson, det store ur med gigantiske viser, der fortæller om tidens slag, gemmer sig en by, jeg nu skal udforske.

Jeg bevæbner mig med min altid trofaste styrke nysgerrighed. Og jeg tager forsigtigt mit tålmodighedstørklæde på. Det skal minde mig om at gå langsomt. Forsigtigt. Træde varsomt ind i dagen og nyde den første morgensol, der følger mig på vej. Jeg børster krummerne af tøjet og drikker den sidste kolde kaffe. Mit blik strejfer den orange smoothie, der ligner en solopgang i øst. I det jeg skal til at vende hovedet og rejse mig fra sædet, fastlåses mine øjne i de bogstaver jeg tydeligt ser i det orange gulerodsappelsinmønster. De er på engelsk! Heldigvis er det jo mit andet modersmål, sådan næsten da, så jeg tænker ikke nærmere over det. Det giver fuldstændig mening og jeg nikker, mens de små hår rejser sig på mit hoved. En mild kuldegysning går gennem min krop.

She is able who thinks she is able.  Love Buddha.

5 kommentarer:

  1. Hvad mon der stod, tænker den evigt nysgerrige Lavendel :-)

    SvarSlet
  2. Man kan hvad man vil - og heldigvis for det. Når nu der er så meget, vi gerne vil... ;-)

    Ha' en dejlig smoothie-gul dag... :-)

    SvarSlet
  3. Dejlige langsomme morgentanker. Ja, vi kan det vi tænker vi kan.
    Klem og nyd den fine dag.

    SvarSlet
  4. jeg aner at en annen penn har skrevet i dag.. det er et annet språk.. en annen historie.. ikke den vi pleier å følge.. er vi mellom sidene i en bog ?

    by the way.. you are able : ) ha en deilig dag !

    SvarSlet
  5. Gode ord på morgenkvisten, vise ord av Buddha;)
    Her er det full rulle med bbarn, men i morgen tar jeg hverdagen tilbake;)
    Ha en gylden dag! Klem fra meg;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.