tirsdag den 27. september 2011

Megan og mig


Egentlig er Megan bare en historie. Hun er historien om, hvordan en kvinde rejste tilbage for at finde sig selv. Hun er personificeringen af den rejse, der startede i mig for snart to år siden, en morgen i oktober. Hendes navn opstod af ingenting og jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det dukkede bare op. Jeg tog det til mig, tog det som et tegn og når jeg ser tilbage og genkalder mig hvert eneste skridt på vejen, så var hun et tegn. Hun er et tegn. Hun er et tegn på, at det kan lade sig gøre. Man kan tage forandringen i egen hånd og man kan gå vejen. Man kan tage turen og mens man går frem, opdager man, at man må tilbage.

Her til morgen lukkede jeg Megans konto på Facebook. Den del af mig, som hun har repræsenteret, er nu så integreret i mig, at jeg kan overtage og med stolthed i stemmen sige, at det er mig. Jeg er hende. Og ligegyldigt om jeg kalder mig Megan eller Lene, som er det navn, mine forældre gav mig for mange år siden, så er jeg den samme. En kvinde med eventyr i maven. Et eventyr, som har været gemt så længe og i så mange lange år, at jeg på et tidspunkt frygtede, at det var dødt. Jeg troede, at den del af mig, som rummede alle drømmene, mulighederne og alt det, jeg godt kan lide og det, jeg oprindeligt troede og håbede, at livet var, blot var en illusion. Det jeg så, var ikke noget jeg brød jeg synderligt om. Men jeg prøvede at tilpasse mig. Jeg gjorde det godt. Jeg har været heldig, jeg er fra naturen udstyret med en god forstand og en evne til at lære nyt. Jeg fandt en vej i det, der kaldes det normale liv. Det liv, som på forhånd er defineret af andre og hvor man meget tidligt får at vide, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan. At man må yde for at nyde. Og i det ligger der en sand underdanighed og en grusom undertrykkelse af det oprindelige.

Megan. Jeg elsker hende. Jeg kan ikke lade hende gå og jeg vil for altid kalde det kreative barn i mig for hendes navn. Hun er den lille pige, som kastede sig over skrivemaskinen ved enhver lejlighed og digtede historier. Håbløst fordybet i fantasien og med en umiddelbar glæde og skabertrang. Hun er den lille pige, som vidste, at det handler om at være glad i sit liv og gøre det, man er bedst til. Jeg var bedst til at skrive. Jeg var bedst til at fortælle historier og var aldrig lykkeligere, end når jeg prøvede og fandt ud af, at det kunne lade sig gøre. På min måde. I min verden. Entusiasme, skabertrang, drama og store ord. Men de dyder var, skulle jeg snart finde ud af, ikke noget man kunne leve af. Nej! Jeg troede på det. Efterhånden fik de mig overbevist, den virkelige verden, den tilsyneladende rigtige verden, kastede sig frådende over mig og begravede mig i alt sin uvirkelige virkelighed. Jeg fandt en vej, men jeg var aldrig rigtig glad. Ikke sådan helt ned i maven glad og med smil over hele hovedet. Der manglede noget indeni. Det har altid manglet. Indtil nu.

Måske var det nødvendigt. Jeg skulle den lange omvej gennem tykt, tyndt og tæt på afgrunden af uendelig håbløshed for at lære det, jeg ved nu. Jeg fortryder intet. Alle de mange år har gjort mig til den, jeg er. Jeg har skam haft det hæderligt. Godt. Jeg var bare ikke rigtig mig. Og der har været tidspunkter, hvor Megan kiggede frem og gjorde mig forskrækket over sin voldsomhed. Hun var fræk. Ukuelig. Uforskammet, ville min farmor have kaldt hende. Og farmor ville have smilet, for hun har altid elsket Megan. Det var hende, hun så. Kært barn har mange navne og farmor kaldte mig både Lene-Lotte, Sulejma og Bolette Surskov, når jeg blev vred over verdens uretfærdighed. For det gjorde jeg. Hun kunne ligeså godt have kaldt mig Megan.

Du kan kalde mig Lene eller du kan kalde mig Megan. Det er op til dig. Fra nu af er jeg mig, hvad det så end indebærer, men jeg fornemmer, at det er langt sjovere og langt mere tilfredsstillende end noget andet, jeg nogensinde har foretaget mig i mit liv. Jeg er tilbage ved farmors store spisebord. Der er flasker og bøtter med oliemaling, der er papir og der er blyanter. Der er fantasi. Der sidder en lille pige og hendes farmor. Nu starter den næste del af rejsen.

Verdens bedste Sidse har malet billedet til mig. Det er for mig symbol på min vej videre. Tusind tak min gode ven! ;)

9 kommentarer:

  1. Tror slet ikke at det er så tosset at få en ekstra identitet i perioder af sit liv. Som giver lov til at være noget af det vi også er, bare lidt længere inde. For mig er du allerede både Lene og Megan i en og samme person....
    Knus og god dag.

    SvarSlet
  2. Kære Skytteven, kære Megan, kære Lene.

    Jeg vil male dagen rød i dag. Ild. Flammer. Kærlighed. Glæde. Sikke et billede, den søde Sidse har malet til dig. Umådeligt smukt. Tak for dejlig inspiration.

    Farver, kulør og kram herfra!

    SvarSlet
  3. Tillykke med Dig! :-)

    Det er et stærkt billede... får blodet i årerne til at rulle... livsglæde :-)

    SvarSlet
  4. nei, det spiller ingen rolle hva vi heter.. bare vi er tro mot oss selv.. for det er det hele handler om..

    Ha en vidunderlig dag Lene ! stor klæm fra mæ ; )

    SvarSlet
  5. Å finne seg selv er en lykke. Ta godt vare på funnet. :-)

    Alt godt fra Eirin

    SvarSlet
  6. Jeg trodde lenge at ditt navn var Megan - men så oppdaget jeg at noen også kalte deg Lene...en og samme person - som må gjøre det hun har behov for og lyst til. Stå på videre

    Klem fra jannetove

    SvarSlet
  7. Kære Lene - sikke en energi, der stråler ud fra din side i dig !
    Her er dejligt at være :-)

    SvarSlet
  8. Et nydelig bilde :-) Det er fine ord du har skrevet, og det er godt å lese om at du føler at du nå kan 'stå frem' og være Lene. Jeg syns det er veldig greit å kalle deg Lene, for det er henne jeg har møtt :-D

    Ha en fin efterårsdag - klem Siv

    SvarSlet
  9. Kære Lene, Hvor er det skønt at læse! God fornøjelse med den videre rejse ;) Knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.