mandag den 5. september 2011

Livets skole på en mandag


Jeg havde egentlig planlagt en tidlig morgenløbetur. Beslutningen traf jeg i går. Det var en god beslutning i går, hvor vejret stadig var sensommerligt og lyset lå blødt over landskabet. Jeg skal nemlig ud og coache sidst på formiddagen, så en løbetur med hundene som det første forekom som verdens bedste ide. Men da vækkeuret brølede sit "klokken er 6:30" og jeg slog øjnene op, forvirret og helt overbevist om, at det ur var helt galt afmarcheret, fik øjne og kunne se, at det stadig var halvmørkt og i øvrigt hørte regnen tromme mod ruden, lavede jeg øjeblikkelig den plan om. Jeg orkede simpelthen ikke. Min krop protesterede og jeg tænkte, at hvis jeg virkelig skulle stå op nu, i dette halvmørke regnfulde septembervejr, så skulle det være for at gå ned og sætte mig ved PC'en. Starten dagen roligt med kaffe og ord. Ikke med løbesko i regnvejr. Det må komme senere. I eftermiddag.

Sådan kan man ændre sin plan. Hvis man altså har en. Og sådan kan september ændre sit vejr og med et beslutte, at nu er det nok med sensommerstemning og god bog i solen. Slut. Vi fik en vitaminindsprøjtning og kan nu, mener Vejrguderne og hvem der ellers har en finger med i spillet, klare arbejdsugen. Værsgo. Sæt i gang. Ikke pive, ikke klynke. Jeg kan høre dem rulme i vejrgudehimlen, de taler, de brøler, de taler med stort vejr. Mere regn. Meget regn. Kom ikke her og sig, at vi ikke kan give vand. Jeg siger tak. Hvad skal jeg ellers sige? Jeg kan ikke gøre noget ved vejret, men jeg kan gøre noget ved mine tanker og mit gode humør. Og det skal ikke ødelægges af en grå regnfuld morgen med udsigt til mange våde milimeter oveni alle dem, vi allerede har fået gennem hele sommeren, der gik. Denne dag bliver god. Regn eller ej.

Nød du søndagen? Fik du slikket solskin, som katten slikker skålen med fløde? Nød du at mærke varmen, solen mod din hud og at se den blå himmel som et mægtigt tæppe over hovedet? Fik du gjort det, du ville og det, du have lyst til? Jeg brugte en del af dagen på at læse. Kaffe med mælk, bog og notesbog og så en stol ud i haven. Det var ikke sommer, luften var anderledes, lidt friskere, men alligevel varm. Jeg læste og jeg nikkede, som de gode ord tog bolig i mig. Fik tankerne til at rumstere. Jeg skrev noget ned. Resten blev skrevet bag ørerne. Og i hjertet. Jeg vaskede tøj og tørrede det i sol og vind, duften kildrede blidt i næseborene og jeg befandt mig i en salig stemning af sensommer og sæbe. Da jeg senere så mig selv i spejlet, kunne jeg tydeligt se, at jeg havde genvundet lidt af den gyldne farve, jeg har betalt dyrt for i sommer. Barcelona får det meste af æren. Gode Barcelona. Det føles som et andet liv nu.

Ha' en god mandag. Jeg vil tage regntøj på og gå ud med hundene. Indtage morgenen og gribe dagen. Kysse den velkommen og åbne mig i tiltro til, at der er en mening med alting. Jeg er student. Jeg er her for at lære. Livets skole er uendelig og lektionerne vil ingen ende tage. Den tanke tiltaler mig. Lærdom. Hvad vil jeg mon lære i dag?

7 kommentarer:

  1. Hej Lene!
    Her er vejret også regnfuld og gråligt, men dog over 16 grader :-) Vejret skal heller ikke ødelægge min mandag vi spilder vores tid hvis vi lader vejret bestemme vores liv.
    Idag må vi leve højt på weekendens solskin. Ønsker dig en dejlig mandag.
    Kh.

    SvarSlet
  2. Ja, sikke et vejr at vågne op til! Men weekenden har været fin, og jeg håber, din landmand har kunnet høste.
    Jeg nød solen i går i Louisianas smukke park - på trappen med udsigt over Øresund og med kære venner ved min side. Børnene rendte rundt på bare fødder og nød sensommervejret.
    Ha' en dejlig mandag, Lene! Klem

    SvarSlet
  3. JEg sto opp til tett tåke idag.....nå er det letnet litt.....og dagens første tur er unnagjort....
    Ha en fin og lærerik mandag, klem fra meg:)

    SvarSlet
  4. huff.. jeg håper dagen ble god trods regn ! jeg synes virkelig at dere har fått rikelig av den slags i år ! har din kæreste høstet ?? eller ligger kornet slått i bakken ?

    søndagen ble flott.. jeg fikk en tur i skoven emd Rocky.. plukket bær og kjent på duften af efteråret..

    du spurte om det ble mørkt her til vinteren.. ja.. helt mørkt.. fra midt i november til 21 januar er der en periode med kun nogle timer daglys.. det er den tid vi kaller mørketid.. da er vi utmattet pga av mangel på lys.. mange blir deprimert.. har problemer med matlyst og energi.. men så kommer solen tilbake den 21 januar.. og så er alt glemt : ))

    ha en god aften : )

    SvarSlet
  5. Her har det også regnet i dag. men plutselig var solen her.....jeg var på jobb, og stakk nesetippen ut døren, for å fange noen solstråler, som jeg kunne leve på senere i dag.
    Håper gåturen med hunden i kveld, var frisk og god.

    SvarSlet
  6. Jeg nøt søndagens øsregn. Inne. Med maling og montering av Ikeamøbler osv. Gøy å få det ferdig.

    Sov godt.

    SvarSlet
  7. Vi skal lige have lidt mere sensommer. Bare et par dage. Jeg skal nemlig på camping....såååå:-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.