onsdag den 28. september 2011

Kvinder, bøger og en skrivemaskine

Giv din blog et frisk udseende, stod der på skærmen, da jeg loggede på for at skrive mig morgenindlæg. Prøv det nu! Nej, tænkte jeg, jeg vil ikke prøve det nu. Jeg vil bare sidde i fred og ro og skrive mine ord, mens morgenen rejser sig af tågedisen og solen trænger igennem. Jeg er helt tilfreds med udseendet af min blog, som den er nu lige nu, farverne, udtrykket og jeg føler mig godt tilpas, når jeg ser på den. Den er min blog. Mit sted. Gå væk og lad mig være i fred!

Jeg burde måske have sagt tak for tilbuddet, men det gjorde jeg ikke. Jeg blev lidt irriteret. For er det ikke utroligt, så mange ting vi skal tage stilling til hele tiden. Det vælter ind med tilbud og udbud. Men jeg vil selv bestemme farten. Jeg har brug for at finde det sted i mig selv, hvor jeg er tilfreds. Hvor jeg trives. Og så er jeg ligeglad med, hvad moden dikterer og hvor mange nye smarte designs, det nye blogger, eller Facebook, kan byde på. Man har jo knap nok vænnet sig til det gamle og lært det at kende, før der kommer en ny model. En smartere. Mere avanceret. Prøv det. Prøv det nu. Og så sidder man der og var lige så glad, men får at vide, at det skal man overhovedet ikke være, for ens mobil er håbløst gammeldags, PCen er på dødens rand hvad design og funktionalitet angår og nu lyder jeg som en gammel dame, der nægter at følge med tiden, og ved du hvad? Det er jeg måske også. Pludselig dukker der en vis gammel kvinde op med langt hvidt hår og hun smiler underfundigt, mens hun klapper mig på kinden. Og hvad så?

Det var lidt af en omvej for at komme til dagens indlæg. Det blev jo næsten et indlæg i sig selv, et dybt suk over alle de forstyrrelser, vi i vores jagt på det sidste nye og evige forbedringer af det allerede gode, påfører hinanden. Jeg lukkede for det hele i går aftes. Jeg så på solnedgangen og ja Janna, det var min solnedgang på billedet, jeg skrev mit indlæg og drak min te. Så lod jeg PC hvile og tændte ikke for fjernsyn eller radio. Der var stille. Kun hundenes snorken og lyden af mit eget åndedræt, min slubren te og bladren sider. Jeg læste. Jeg læste en god bog og jeg fordybede mig. Jeg lod mig opsluge af stilheden, hvilede mod den og svøbte den om mig som et tæppe. Jeg spiste ord og jeg fordøjede dem. Sue Monk Kidd. Kender du hende? Jeg har før citeret hende, jeg har rost hende og nu går jeg så vidt som at sige, at jeg knuselsker hende, for hun har skrevet op til flere bøger kun til mig og det er jeg hende dybt taknemmelig for. Det drypper af synkronicitet fra hendes ord og sætninger, jeg nikker, jeg forstår og jeg gør noget af det til mit eget, for jeg kan mærke genkendelsen. Jeg bliver varm indeni og taknemmelig for, at hun har skrevet den bog. Til mig. At hun har gjort sig umage med at huske, beskrive og fortælle om sin rejse til glæde for sig selv og de kvinder, der selv er på rejse ogtilfældigvis får fat i hendes bøger. Men intet er jo tilfældigt. Ikke i mit liv i hvert fald! ;)

Hun får mig til at tænke, hvor vigtigt det er, at vi fortæller vores historier. Vi har alle hver vores unikke historie, et smukt liv, som vi har fået som gave. Vi har talenter, de er forskellige og ens, de er specielle, finurlige, forunderlige og underskønne i deres væsen. Vores historier. Den vi er, det vi har lært, det vi har fået med os og det vi tænker, tror og fornemmer. Vi kan dele, øse af det og fortælle om det i det omfang, vi finder det behageligt. Nogle siger mere end andre. Men her taler vi altså om hjertehistorier. Ikke snik snak og sladder, ikke støj som den, der hyler fra fjernsynet, man ikke kigger på alligevel, ikke lytter til, slet ikke kan rumme. Nej, her taler vi om historisk rummelighed. Og sådan var min aften. Jeg lyttede til en anden kvindes historie og jeg så min egen genspejlet i hendes ord. Jeg lyttede.

Ved du hvad? Nogle gange længes jeg efter en gammeldags skrivemaskine. :)

En skrivemaskine er et apparat, hvormed man skriver tekst primært på papir ved at trykke på taster, hvor hver tast skriver et enkelt tegn. Skrivemaskineskrift er monospatieret – alle bogstaverne har præcis samme bredde.

5 kommentarer:

  1. Sue Monk Kidd... *SS* Hvis du ikke har læst Billie Letts, vil jeg anbefale "Hvor hjertet er"! Og den taler til hjertet. Alice Hoffmann elsker jeg også! ;o)

    SvarSlet
  2. Jeg begynder at forstå, at tilfreds er den eneste vej til glæde og ro! Og skal man være tilfreds, er der tilbud og krav om fornyelse, man må sige 'nej' til.
    Jeg har kun læst én bog af Sue Monk Kidd (endnu), men hun har skrevet et af mine yndlings citater. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra. Her er det:

    "I'm discovering that a spiritual journey is a lot like a poem. You don't merely recite a poem or analyze iit intellectually.
    You dance it, sing it, dry it, feel it on your skin and in your bones. You move with it and feel its caress. It falls on you like a teardrop pr wraps around you like a smile. It lives in the heart and the body as well as in the spirit and the head."

    SvarSlet
  3. Rina, tusind tak for anbefalingerne. Jeg skriver Letts' bog på min liste og skal vist også genfinde Alice Hoffmann ;)

    Anne, tusind tak for det smukke citat fra Sue Monk Kidd, er det fra "When the heart waits" ...? Jeg kan huske at have læst det. Åh hun har så smukke ord, måder at beskrive på, som går lige i mit hjerte. :)

    SvarSlet
  4. Likte godt "bienes hemmelig liv" av SMK. Den boka grep meg. Nydelig historie. Sanselig.
    En annen bok "Havfruestolen" fenget meg lite.

    Overforstående sitat fra Anne Thomsen er nydelig. Må jeg skrive opp.

    SvarSlet
  5. akk ja.. jeg blir også en smule forbandet når jeg hele tiden må sette flueben hist og her for å lukke boxer som dukker opp på skjermen..

    har nok ikke lest denne damens bøker men etter sitatet lengere op på siden å dømme, er hun en klok kvinde : )

    ha en deilig aften : ))

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.