fredag den 2. september 2011

Hvor universet ender


Har du tænkt på hvorfor du blogger? Hvorfor du næsten hver eneste dag sætter dig til computeren for at skrive, vise billeder og fortælle om dig og din virkelighed? Hvorfor startede du med at blogge? Tænkte du nærmere over det og havde du en mission? Nygerrighed? Behov for at dele? Udfolde dine kreative evner og dele dem med andre, der ligesom dig tidligere strikkede til sig selv og ungerne måske, men aldrig rigtig fik det vist frem? Havde du ord, som tidligere led en stille død i skrivebordsskuffen eller måske endda aldrig kom længere end til tankerne? Hvad fik dig til at begynde at blogge?

Jeg vil ikke her komme ind på, hvorfor jeg startede med at blogge. Det har jeg skrevet om tidligere. Derimod vil jeg forsøge at kaste lys over, hvornår det ender. Bloggingen. Og behøver det at slutte? Jeg har på det seneste spurgt mig selv, hvorfor jeg fortsætter. Måske fordi Megans rejse på ingen måde er slut endnu. Den slutter aldrig. Men Megan. Hvem er hun? Og hvorfor opstod hun pludselig en oktobermorgen for et par år siden, som en hemmelig herlighed fra et skjult sted i mig, der længtes efter at stikke hovedet frem. Endelig at komme ud i lyset. Hun var mit mod. Måske startede hun i anonymitet, men hun blev hurtigere dristigere. Som dagene gik og ordene piplede frem, fyldte hun mere og mere og en dag måtte jeg konstatere, at jeg ikke et sekund kunne tænke mig at undvære hendes tilstedeværelse. Hun var mit kreative barn. Min glød. I skrivende stund er hun blevet en så stor del af mig, at jeg ikke aner, hvor hvor hun ender og jeg begynder. Eller omvendt. Vi er en og samme person. Hun har forsigtigt hjulpet mig ud af mit kreative mørke og gjort mig så modig, at jeg nu tør stå på egne ben. Jeg har endda brug for det. Jeg er mig. Lene. Ikke Megan. Eller?

Så jeg tænker over, om Poetiske Paradokser stadig har berettigelse? Hvorfor fortsætter jeg med at skrive, morgen efter morgen, når jeg er kommet ud af mit såkaldte fangehul? Jeg ved nu, hvad jeg skal, sådan nogenlunde da og jeg bruger meget tid på at passe og pleje mit nye behov, som i virkeligheden er en integreret del af min personlighed. Men sandheden er at jeg nyder det. Jeg synes stadigvæk, at det er hyggeligt at drikke morgenkaffe foran PC'en og sende ord ud i indlæg. Jeg håber at kunne inspirere. Jeg tænker, at jeg med mine ord og med min gave for at kunne sæt ord på subtile stemninger og noget af det, der kan føles svært, når man er på rejse, kan være med til at give andre mod. Og så elsker jeg jo at skrive. Mine morgensider giver mig til stadighed mod, jeg oplever gang på gang, hvad jeg er lavet af og ikke mindst kan jeg med egne øjne se, at jeg har gennemgået en stor forandring og at jeg er på rette vej.

For at være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad der kommer til at ske med Poetiske Paradokser, når året er omme. Skal jeg rydde op, må jeg sætte alting under et undersøgende lys og vurdere, om det stadigvæk har en egentlig værdi for mig eller det skal væk for at gøre plads til noget andet. Og Guderne skal vide, at jeg kommer til at få brug for plads. Planerne presser sig på, studier, et projekt, det vil kræve tid, blod, sved og tårer. På den helt igennem gode måde! Og så drømmen om at skrive en roman. Og få den udgivet! Måske vil Poetiske Paradokser bare udvikle sig, blive lidt anderledes, men bestå, fordi det er et lille univers i det store, der som en ukendt planet kan svæve af sig selv. Eller hvad planeter nu gør. Vi får se. Men lige nu og her blogger jeg. Skriver.

Tænker du over at stoppe bloggeriet? Og hvorfor? Eller hvorfor ikke? Ligegyldigt, hvad du tænker og hvad du gør, så sender jeg dig gode fredagstanker. Ha' en dejlig solskinsdag!

8 kommentarer:

  1. Nej, jeg tænker aldrig på at stoppe bloggeriet. Tværtimod, faktisk. Jeg har så mange planer for fremtiden - planer, der indebærer en alternativ livsstil og mere rejseri - og det vil være rigtig sjovt at fortælle om det. Og så er der alle mine projekter; nogle af dem bliver til noget og andre ikke - men også de kan formidles i "slim" udgave via bloggen. Og så alle mine naturoplevelser - alle mine holdninger til naturen og det, jeg holder så meget af. Nej, nej - der er stof til ÅRTIERS blogning.

    Dette var den korte version... ;-)

    Jeg håber, at du også fortsætter med at blogge om dig og dit. Glæder mig til at høre om alle dine ideer; nu skal jeg bare lige have vundet os et godt sted at gå tur. Mon ikke jeg finder på noget her i weekenden. Go' fredag.

    SvarSlet
  2. Det hedder så fundet og ikke vundet! Jeg sku' tage et skrivekursus... ;-)

    SvarSlet
  3. da jeg skrev de "smukkeste ting", hadde jeg behov for å dele.. samtidig var vi flyttet til et fremmed land.. det ble ikke så nemt som vi trodde.. jeg ville ha noe annet å tenke på enn problemene..

    så flyttet vi.. ting var ikke smukk lengere.. jeg bor i en by.. og det var derfor mer passende med "urban living by me" jeg har endret bloggene etter mitt liv.. og min tillstand..

    jeg har nu en fotoblogg.. og jeg har en dagbog.. nei, jeg kan ikke holde op.. jeg må skrive.. dagbog bloggen er min terapi.. for å komme gennem dagerne.. den vil nok følge meg videre..

    det ville være træls om du holder op Lene ! jeg elsker å lese dine ord.. og jeg gemmer de alltid til den tid hvor jeg får være alene.. læse og tenke over det du skriver.. fordi det er godt : )

    ha en super dag ! måtet alle dine ønsker og forhåpninger gå i oppfyldelse!

    knus fra mig

    SvarSlet
  4. Jeg er inne i en periode med mindre bloggelyst, men tenker ikke slutte;) Tror vi alle er litt lei av og til og tenker over hva skal jeg med dette, men jeg synes det er god avveksling...men skal trappe ned på tiden her inne;)
    Du må selvfølgelig ikke slutte!!..så fint å lese dine funderinger og tanker, nyte hvordan du får satt ord så flott ned på "papiret".
    Ha en flott dag, Lene, klem fra meg;)

    SvarSlet
  5. Uha, ja jeg er tit stoppet og skiftet blogs, men vender altid tilbage.
    Jeg kan godt huske da jeg begyndte at blogge. Jeg vil tænke lidt over, om jeg kan fortælle om det - det er mange år siden :-)

    Selvfølgelig håber jeg du bliver ved! Måske med et ugebrev eller noget, så du kan bruge al din daglige skrive energi på dine projekter. Men bare så vi stadig har en forbindelse til dig... det ville være trist at undvære dine ord.
    :-)

    SvarSlet
  6. Jeg er iallefall glad for at du begynte å blogge, Lene - for to år siden. For ellers hadde ikke du og jeg møttes :o) Ikke kunne jeg heller kikke innom her, for å undres, få en tankevekker eller oppstrammer, eller gapskratt. Jeg ville sette pris på om du fortsatte bloggingen, om den dreier slik eller slik.

    Som du vet har jeg jo akkurat tatt spranget, og startet med blogging. Så lenge jeg syns dette er gøy og lett vil jeg fortsette. Tenker ikke langt fram, bare her og nå. Bloggen skal ikke være stress, men et fristed. Begynner jeg å kjenne på stress, vil jeg heller vurdere å stoppe.

    SvarSlet
  7. Jeg håber, du bliver ved at at skrive blog, Lene! Ind imellem kan man have brug for at ændre sit 'koncept' - det har jeg selv gjort flere gange. Nu er mit fokus naturen og det, der ellers giver mig glæde - og at dele mine oplevelser med min familie i England. Klem og ha' en rigtig god weekend! Jeg når nok ikke at blogge ret meget, fordi jeg blandt andet skal på høstmarked hos Aarstiderne på Krogerup.

    SvarSlet
  8. Jeg er egentlig ganske fersk, jeg startet bloggen min i januar i år. Siden har jeg blogget oftere og oftere, egentlig.
    Jeg startet med et behov for å uttrykke meg, en lyst til å dele og inspirere. Men i bunnen ligger det også behov for å ha et sted å undre seg. Undre seg over livet, alle dets sider.

    Og - et behov for å utvikle seg som menneske.
    Takket være bloggen har jeg blitt "kjent" med flere, og det synes jeg er fantastisk.

    Jeg føler meg hjemme her hos deg, Lene, så jeg håper du ikke slutter! Klem.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.