fredag den 30. september 2011

Disen og duggen


Disen ligger som en lysegråt tæppe over de nysåede marker. Hænger i træerne og drypper tunge dugperler fra bladene. Der er noget magisk over denne morgen. Det er som om natten hænger lidt ved, tøver med at trække sig, lige skal se hvordan dagen tager sig ud og i sin eventyrlige nysgerrighed glemmer at gå. Her sidder jeg i overgangen mellem nat og dag, et øjeblik af evighed, inden dagen blidt skubber natten væk og tager et skridt frem. Og så et til. Helt forsigtigt glider den på plads og forsøger at ryste duggen af sig, men den bliver hængende. Nattens tårer. Afsked er aldrig nemt. Ikke når man holder af hinanden og det gør natten og dagen. Desværre er det sådan, at de aldrig helt kan være i hinandens selskab. De må afløse hinanden, være modsætninger og der er altid kun tid til et kys, når deres veje krydses, så skilles de igen. Måske er denne magiske morgen et udtryk for deres kærlighed. Disen og duggen. Deres afhængighed og deres adskillelse. Den ene findes ikke uden den anden, men de kan aldrig forenes og blive til et. Men derfor kan man godt elske, hvisker dagen og ser sig omkring. Længes. Nogle gange er et kys nok. En bekræftelse. Et håb.

Her sidder jeg som et vidne til en kærlighed så stor, at den ikke kan beskrives med ord. Det er umuligt at skrive samtidig med at det sker. Jeg kan gå tilbage og genkalde mig det øjeblik, jeg stod op og så ud af vinduet, disen, magien, et øjeblik og så var det næste allerede på vej, i gang, bevægelse. Jeg gik ned af trappen og da jeg så ud af køkkenvinduet, var det et andet syn. Noget nyt. Anderledes. Bare stå og kigge, tænkte jeg på min bare fødder. Gulvet er koldt om morgenen nu. Det er snart tid til strømper og hjemmesko. Natten hænger ved, bliver længere, strækker sig for at nå sit livs kærlighed, dagen, og vinteren er hans længste forsøg. Hvis han altså er maskulinum, natten. Jeg ved det ikke. Dagen forsøger at blive hos ham, tøver, bliver kortere. Hvis jeg gør mig mindre, tænker hun, så kan han måske nå mig. Men lige meget hvor mange gange de forsøger og det gør de, for de er ukuelige, så bliver det aldrig til mere end et kys. To gange i døgnet. Så opløses de. Et magisk sekund som i kyssets velbehag er en evighed.

Nu har dagen fået selskab af solen. Kom, jeg varmer dig, siger solen og lægger blidt sine vinger omkring hende. Du skal være en smuk og varm septemberdag, skal du. Med nattens kys på dine læber skal du bruge dine timer på at fryde. Udvise dejlighed. Og hun nikker og smiler og bliver glad ved tanken om kysset. Hvis jeg nu er en rigtig dejlig dag, tænker hun, så bliver mit korte møde med natten endnu mere frydefuldt. Det bliver uendeligt smuk. Den skønneste solnedgang, verden endnu har set. Og hun sætter sig det mål, mens hun ruller videre i sekunderne. Den skønneste solnedgang, det vidunderligste kys. Disen og duggen glæder sig allerede.

Og jeg? Kvinden med kaffen og ordene, hende på rejse, som er så heldig at få lov til at opleve alt dette. Jeg glæder mig også.

5 kommentarer:

  1. Jeg tror, du får en dejlig dag med sol, varme og kærlighed:-)

    SvarSlet
  2. Åååh, hvor smukt, Lene.

    Lapper dine bløde ord i mig - og kommer i tanke om Schack Staffeldts digt om Liljen og Dugdråben, den uendelige uforenelighed, den evige dualisme... Åh ja, de gode romantikere. De kunne også noget med ord! Og følelser...

    "Og Solen kom. Med Barnets Iil
    Mod længe ventet Faders Smiil,
    Flyer Draaben til dens Trone.
    Et Øieblik kun Liljen staaer,
    Et Suk den drager og forgaaer
    Med opløst Bladekrone."

    Rigtig god weekend, min ven.
    Håber solen vil skinne og mødet mellem dag og nat bliver eventyrligt.

    SvarSlet
  3. ahh : ) her henger kun regn og tåke : ))

    ha en god dag : ) knus

    SvarSlet
  4. Takk for at du får tankene mine innpå skillet mellom natt og dag. Jeg har en uvane at når jeg våkner og ser at mørket ennå bor utenfor gardinen - ja så snur jeg meg om og tenker at jeg bare skal hvile litt til. Det ender som regel med at jeg sovner igjenn og så går jeg glipp at denne eventyrstunden....Men i de siste dager har jeg stillt klokken på litt tidlig og oppdaget freden det gir å sitte alene med kaffen og alle gode ord som blir skrevet en sen kveld/nattetime eller en gryende morgen rundt om i bloggverden.
    Håper din dag blir fin Lene og at du får en flott helg.

    Klem

    SvarSlet
  5. Her er jeg usikker på om natten har dratt, for det er en blanding av dag og natt ute...helt grått, lite lys. Men temperaturen er en dag verdig;)
    Nyt dagen videre, Lene, knus;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.