mandag den 22. august 2011

Pandora til søs


Morgenen startede i sensommerhuset. Jeg gik fra seng til løbetøj og Keeva var frisk. Ud i dagen og i løbetempo ned til stranden. Det gør godt at løbe om morgenen. Når man først har fået rystet søvnen af sig og overtalt kroppen til at fungere, er det den skønneste start på en ny dag. Og en ny uge! For det er jo mandag og jeg er velsignet med en rolig morgen, stadig i sommerhus, men snart klar til at drage sydpå og tage hul på ugens gøremål. Et møde i aften. Business and pleasure. Og skriverier, der skal tages kærligt hånd om. Fremtidsplaner, som pludselig synes at blive klarere. En stjerne i horisonten, der før blot kunne skimtes som et glimt af håb, er nu klarere og lyser stærkere. Den rykker nærmere og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er mig, den har i kikkerten. Stjernekikkerten. ;) Og jeg føler mig heldig og glad, som jeg også beskrev det i indlægget i går i et øjebliks lykkerus. Måske var det en tand for meget, tænkte jeg bagefter, og var tilbage i mit gamle hylster. Ganske kort. Så krakelerede det hylster som skrøbeligt glas, der går i stykker og splintres. Opløses og forsvinder. Fra nu af kan jeg kun være for lidt. Og det har jeg ikke i sinde!

Jeg har tænkt lidt på rejsen. Hvordan det er at være på vej. At have truffet en beslutning om, at man begiver sig afsted. Det er et valg. Men det er kun det allerførste valg i en række af mange. Man tror det ikke på forhånd. Man aner ikke, hvad der dukker op nede af vejen og hvis man forventer afbrydelser og kringlekroge, så er man helt sikker på, at det er fra det ydre. Forbavselsen er stor, når man opdager, at det meste kommer indefra. Jeg har lukket Pandoras æske op. En æske fuld af udfordringer. Men som Pandora har jeg værnet om det allervigtigste i den æske og holdt det op foran mig selv og mærket det i mit hjerte, når tvivlen rasende og jeg for vild. Håbet. Det har været hos mig hele tiden og det er blevet stærkere og stoltere. Har du taget dit håb ud af æsken for nylig? Kigget grundigt på det og gjort det til dit? Vandet og gødet det og tilladt det at vokse sig større?

Men rejsen. Den er som en tur til et andet land. En helt anden verdensdel, hvor man aldrig har været før. Man køber billet og gør sig klar. Pakker taske. Tager ferie eller siger sit job op, fordi man altid har drømt at tage på denne rejse. Nu skal det være. Og på billetten står der et afrejsetidspunkt og sågar, hvilket flyselskab man skal flyve med. Eller hvilket tog. Tænk at tage med tog ned gennem Europa for på at tidspunkt at finde en færge, som fragter en over et stort og vildt hav. Turen tager mange dage og uger. Det går langsomt. Og man sidder på dækket og stirrer ud i horisonten og undrer sig lidt over, hvor man egentlig er på vej hen. Det er som man vågner op og bliver lidt forskrækket over, at det gamle land er forladt og at man, selvom man en dag skulle vende tilbage, aldrig vil se det på helt samme måde igen. Måske vil landet være det samme, men man selv er for altid forandret. Man kan ikke vende om. Det findes ikke.

Det går op for en, at det trygge ved hylsteret og det gamle land ikke længere eksisterer. Se det er en skræmmende konstatering. Ingen tryghed. Skibet sejler videre, bølgerne går højt, men solen står op i horisonten hver morgen. Hvem er jeg nu? Tankerne blander sig med bølgerne og der er indre skumsprøjt og sjælelig søsyge. Nu kaster jeg op! Nu hænger jeg over ræligen i kvalmende fortvivelse og jeg overvejer bare at lade mig falde. Lade havet sluge mig og trække mig helt ned på bunden, hvor alting ender. Eller begynder?

Men kvalmen forsvinder og man bliver stærkere. Søstærk. Og en dag forstår man, at alt er som det skal være. I skønneste orden. Rejsen findes ikke uden og det ville i grunden også være kedeligt. For når havet slapper af og skibet sejler stødt og roligt med delfinerne dansede i kølvandet, føler man en uendelig stolthed over at være kommet så langt og glæde over at være på vej.

6 kommentarer:

  1. Det er smukt, som du formulerer den rejse, du er på - ja, og også meget genkendeligt! Man bliver søstærk på livets oprørte hav. Klem og ha' en rigtig dejlig dag, Lene!

    SvarSlet
  2. En fin måte å sjå livet på - vist blir vi sjøsjuk innimellom - men ein må tru på rolegar hav etter kvart:-))

    Ha ein fin dag og klem:-)

    SvarSlet
  3. Reisen din er variert og det går opp og ned. Sjøsyk blir man i bølger men det er ikke farlig når alt roer seg:)
    Joggetur om morgenen høres deilig ut...men kroppen min er stiv som en stokk før jeg drar på jobb:))
    Nå kom solen hit, vi får en deilig tur i "sommer"vær:)
    Ha en fin ettermiddag, klem fra meg:)

    SvarSlet
  4. jeg kan bare nikke og bifalle alle dine betraktninger.. og jeg føler at vi er litt i den samme båt men av forskjellige årsaker.. og med forskjellige mål..

    god reise til deg : )) knus

    SvarSlet
  5. Mange gange er jeg blevet søsyg på den lange rejse - du fik mig til at tænke tilbage på mit livs rejse og der har været mange steder som jeg kan fortælle om. Fortsat god rejse og oplevelser.

    SvarSlet
  6. Du beskriver din reise så vakkert, til tross for at bølgene skvulper noe;)
    God reise videre til en trygg havn for natten;)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.