lørdag den 13. august 2011

På vej


Det er noget mærkeligt noget med inspiration. Den kommer, når man mindst af alt venter den. Da jeg startede på denne del af min rejse for 7 måneder siden, troede jeg i al naivitet, at jeg skulle sætte mig til tastaturet og skrive en bog. Jeg skulle gøre det, jeg altid har drømt om, og vidst at jeg ville gøre en dag. Skrive. For alvor. Dedikere tid og hele min sjæl til projektet og jeg havde en ide om, at det lod sig gøre alene fordi jeg havde besluttet mig for det. Desuden havde jeg jo været på et spændende skrivekursus. Jeg havde lært, hvordan man kan tømme det øverste plumrede vand i kreativitetens brønd og siden begynde at øse af alt det, man slet ikke aner eksisterer dernede. Det gemmer sig. Men jeg havde oplevet, hvordan man kan få det frem og jeg havde gjort det, frydet mig over ord og formuleringer, ideer, som tilsyneladende bare kom springende ud ingenting og forvandlede sig. Det er som om man kan snyde inspirationen lidt på den måde. Og man kan så sandelig også snyde inspirationen lidt med gode rutiner, som Stephen King er inde på i sin bog om at skrive, men en ting jeg har lært. Man kan ikke snyde sig selv.

Når jeg kigger tilbage på de 7 måneder, der er gået, er det ikke helt blevet som jeg havde forestillet mig. Og nu tror du måske at jeg er lettere frustreret, men det er jeg faktisk ikke. Jeg er glad og en smule forundret. For det var ikke inspirationen, der dukkede op under det plumrede overfladevand i kreativitetens brønd. Det var mig! Når man har gemt sin sprudlende kreativitet væk i mange år og kun sporadisk benyttet sig af den, så tager det tid, før man kan få vasket al det ildelugtende forestillingsvand af sig igen. Det sker i små etapper. En slags åndelig etagevask. Og jeg er ikke færdig med det bad endnu, skal jeg hilse at sige, men jeg kan næsten ikke genkende den kvinde, der efter 7 måneder nu sidder her med kaffen og ordene og hilser på sig selv. Velkommen til dit nye liv. Og sådan er det virkelig. Jeg er forandret. Og nogle gange bliver jeg faktisk lidt forskrækket, for jeg dingler ligesom et sted på hængebroen mellem dengang og lige om lidt. En skarp læser ville måske kalde det nuet, men man kan ikke dingle i nuet. Man kan være dér. Og det er jeg! Men jeg er også på vej, stadigvæk, og indser at rejsen tager meget længere tid end jeg havde drømt om.

Man kan godt rejse jorden rundt på 80 dage, men så får man ikke set det hele. Helt ærligt. Det gør man ikke! Man må give sig tid. Man kan vælge med omhu og tro, at man er på vej et sted hen, et land, man altid gerne har ville besøge, men pludselig sker der noget og turen bliver anderledes. Man tvinges til at gøre ophold på et sted, i en by, som man ikke engang havde hørt om i forvejen. Her møder man et menneske eller ser noget, som gør noget ved en. Dette ukendte sted bliver til det mest betydningsfulde sted på hele rejsen. Det kunne man ikke vide på forhånd. Det stod ikke i "Turen går til til ..." og var heller ikke at finde på Internettet. Overraskelse! Men når man på et tidspunkt rejser videre, så er det med smeltende varm kærlighed i hjertet og en taknemmelighed så stor, at man uvilkårligt får tårer i øjnene, for det giver bare så meget mening, at man skulle ende lige der. Noget, man ikke så komme og som man ikke planlagde. Noget som man ovenikøbet blev slemt frustreret over til at starte med, fordi det var en streg i regningen, en uvelkommen afbrydelsen på en rejse, man havde planlagt ned til sidste detalje. Næsten.

Jeg bliver hængende på broen og hygger mig med lørdagen. Inspirationen er hos mig, så jeg er ikke ensom. Jeg får skrevet og det er helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Nu er det sådan, at jeg ikke kan lade være. Det er ikke tvang og det er ikke fordi jeg skal. Det er lyst og det er en god ide. Noget, jeg bare må gøre. Skrive om. Jeg kan ikke spørge Augusta om det er hende, der har listet inspirationen ind af bagdøren, for hun er igen taget på weekend. Jeg tror hun har en hemmelig elsker. Men det er en helt anden historie! ;)

8 kommentarer:

  1. Det må da være deilig å se at man har endret seg på de 7 månedene. Selv om det ikke ble som planlagt. Fortsatt god reise Lene:)
    Så Augusta har en elsker? ;))
    Solen skinner og jeg skal ut:)
    Klem til deg:)

    SvarSlet
  2. aha : )) du er taget på selvransakelses-reise : )) det har vi alle godt av.. for vi mister oss selv på vejen.. plustelig er vi endret.. formet av familie, jobb og venner.. til det vi TROR de vil ha.. vil like.. og så står man der forundret når man begynner å gjenfinne seg selv.. er det slik jeg er.. og så skal man bli kjent med sitt jeg.. og det er en prosess som tar tid.. for det er ikke alltid det passer omgivelsene.. at vi finner oss selv ; )

    nyt reisen Lene.. vi fortjener den alle sammen : ))

    SvarSlet
  3. Rejsen slutter heldigvis aldrig Lene, med mindre du giverudtryk for at du ikke længere vil rejse, udvikling udvikler og former os i den retning vi vil udvikle os henimod, heldigvis.
    I kærlige tanker, god weekend,

    SvarSlet
  4. Det lyder som en spændende og lærerig rejse du er på Lene. Jeg er spændt på hvad der venter der om næste hjørne. God lørdag. Knus

    SvarSlet
  5. En åndelig etasjevask høres godt ut;)..noe vi alle trenger fra tid til annen.
    Nyt lørdagen..men pass på hvem Augusta flørter med!!
    Klem fra meg;)

    SvarSlet
  6. Ting blir ikke alltid som man tror, og godt er det, for ellers blir man jo ikke kjent med seg selv. Noen ganger kan tilfeldigheter avgjøre det hele. Og man velger den annen sti, enn den man hadde planer om å gå.
    Har du hørt "the Brothel" med Susanne Sundfør?
    Nå skal ikke jeg snakke om teksten, men om følelsen. Hun sier nemlig at sanger blir til, ved at hun får en følelse, ser et vakkert bilde, eller leser en historie i en bok.
    Slik er det vel å skrive også?

    SvarSlet
  7. Ja, det er noget sjovt noget med vores livs rejse - ikke alt bliver, som vi troede. Jeg er selv forundret over, hvad der er sket i mit liv i det seneste år.
    Ha' en rigtig god weekend, klem!

    SvarSlet
  8. Jeg ville bare si at det er godt å lese dine erfaringer om hvordan du har blitt et menneske som står nærmere deg selv.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.