mandag den 1. august 2011

Når kvinden er klar, dukker bogen op!


Jeg har mange bøger. Det har jeg konstateret, efter jeg gik i gang med min feng-shui runde for en uges tid siden og flyttede om på både det ene og det andet. Men det er jo ikke så underligt. Jeg elsker bøger. Jeg har i tidernes morgen været medlem af mange forskellige bogklubber og jeg kommer altid til at gå ind i de boghandler, jeg møder på min vej. De drager mig. Nogle gange ser jeg en bog, jeg bare må eje. Den må jeg læse, tænker jeg, når jeg har haft den i mine hænder, udtalt titlen og smagt på coveret. Set hvad den handler om.

Men altså. Bøger. De har hobet sig op. De er flyttet ind og det er slet ikke alle, jeg har læst endnu. Og med tiden glemmer jeg jo, at jeg har dem. Specielt lige nu, hvor jeg ikke kan byde mine elskede bøger det rum, de fortjener. De bor allevegne. I flyttekasser ovre i laden. I bunker på gulvet i det, der engang var min del af et fælles kontor. På sparsomme reoler samme sted. Og i det skabsarrangement, som kæresten havde, da jeg flyttede ind og som jeg aldrig helt har været fan af, men som jeg alligevel har indtaget. Eller rettere sagt. Bøgerne har. De bor der. Nogle står pænt i rækker, andre har lagt sig ovenpå. Men det er et smukt syn. I mine øjne.

Selvom jeg ikke kan huske alle titler i min bogsamling og selvom jeg slet ikke har læst dem alle endnu, så har jeg hele tiden vidst, at den dag kommer, hvor netop den bog jeg skal læse dukker op. Og det sker. Igen og igen. Det skete også her i eftermiddag, hvor jeg træt og rastløs gik på jagt i mine bogtitler efter noget, der kunne inspirere mig videre. Bogligt. Fagligt. Jeg har netop læst sommerkrimien færdig og har så endnu to bøger, jeg kun har læst halvt. Suk og ak. Det er ikke fordi de ikke er gode. Tværtimod. Jeg holder af dem begge. Det er god læsning. God litteratur på hver deres måde. Men lige nu opfylder de bare ikke mit behov. Sorry. Sådan er det. Tiden er løbet fra dem, midt i bogen, midt i historien og jeg tænker, at det må være en trist ting for en forfatter. At ens historie bliver lagt væk og skubbet ud i periferien af andre bøger. Fordi læseren løber tør for lyst til at læse dem. Fordi læseren er i en søgende fase, hvor alt skal have en dybere mening. Der er ikke ro til ren underholdning, hvor god og velskrevet den end måtte være. På det punkt er sommeren forbi for mig.

Jeg gik omkring i min stue, arbejdsrummet, kontoret og så stødte jeg på et par titler. Bøger, jeg havde glemt alt om. Hvornår jeg har købt dem? Jeg aner det ikke, men de sprang mig nærmest i møde. Selvfølgelig. Som sendt fra himlen!

Når kvinden er klar, dukker bogen op! Sådan er det så magisk med bøger. Og nu skal jeg læse! :)

Det fine billede er lånt på xantippe.dk

2 kommentarer:

  1. JEg er dårlig på bøker...var medlem i noen bokklubber for endel år siden og leste i rykk og napp......men det er jo deilig å sette seg ned med en bok...bortsett fra at jeg oppnåes ikke kontakt med mens jeg leser:)))
    Kos deg med bok, august og kanskje et glass med rødt:)
    Klemmer fra meg:)

    SvarSlet
  2. Lene, al ting kommer til den rette tid og på rette sted.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.