torsdag den 28. juli 2011

Uredigeret om sårbarhed, styrke, sår, livet og store ord


There is no such thing as "getting to heaven." There is only a knowing that you are already there. The irony is that most people think they have to leave where they are to get to where they want to be.
Ordene er Neale Donald Walsh's. Jeg ved, at han har ret. Himlen er i os selv. Vi er himlen. Kærligheden. Men vi tror at vi skal søge udenfor os selv for at finde lykken og den fred, vi længes sådan efter. Det paradoksale er, at vi aldrig vil finde den fred nogen andre steder end i os selv. Og så længe vi leder med lys og lygte i øst og vest, nord og syd, og pålægger andre mennesker at give os det, vi savner og mangler, forventer at de kan stoppe tomhedens hul og lappe de revner, vi har fået af livet og som vi, på trods af tid, gode oplevelser og anstrengelser, stadig mærker som et uendeligt savn og længsel, så bliver det aldrig anderledes. Vi bliver ved med at længes. Vi bliver skuffede. Sårede. For ingen kan leve helt op til vores forventninger, hvis vi forsøger at finde fred for vores længsel og søgen i andre mennesker. Den findes ikke. Den kommer ikke udefra. Den bor i os selv. Først når vi er kærlighed, kan vi give den videre. Først når vi er himlen, kan vi være i den.

Jeg har haft mange tanker i de sidste dage. Nogle af dem kan læses i de seneste indlæg. I dag vil jeg ikke dvæle meget mere ved det skrækkelige, sørgelige, forfærdelige, der skete i Norge i fredags, jeg vil bare sige, at jeg har været og er utroligt påvirket. Jeg deler sorgen. Jeg mærker den. Jeg har fulgt med i nyhederne, læst aviser, set grusomme billeder og hørt de mest forfærdelige skrig. På TV. Billeder fra virkeligheden. Jeg vidste godt, at jeg var påvirket og at jeg måtte skrive om det på en eller anden måde, vise min medfølelse, græde min sorg, men jeg var ikke klar over, hvor hårdt jeg var ramt. At jeg var kommet til et sted midt i sorgen og meningsløsheden, hvor jeg måtte stoppe op og passe på mig selv. Jeg forstod det, efter jeg fik nogle ord fra min gode norske veninde. Jeg græd som pisket i en halv time og så gik jeg ind i min stue og deltog i Mindegudstjenesten fra Københavns Domkirke. Jeg var nødt til at tage sorgen et sted hen. Sammen med andre danskere og nordmænd, som bor i København eller opholder sig her lige nu på grund af ferie, arbejde eller andet. Hvor skal jeg tage min sorg hen? For mig er Gud allevegne og for mig har Gud ingen religion. I går var jeg glad for kirken. Den kristne. For ordene og for mindehøjtidligheden. Nu kunne jeg græde med de andre, synge sange, lytte til gode ord og få den trøst, jeg åbenbart havde brug for. Sorg. Jeg var jo i sorg. Jeg er i sorg. Men livet går videre.

Jeg læste på Facebook en status fra en norsk TV personlighed, som udtalte, at hun var sliten. Hun havde fulgt med i det hele, forsøgt at tage del, været der, læst, set, havde selv skrevet om det, og nu opdagede hun at hun var helt udkørt. Kunne ikke sove. Og hun sluttede af med at skrive, at hendes konklusion var, at hvis man ikke blev berørt at så megen grusomhed og sådan en meningsløs meningsløshed, så var man ikke et menneske. Så havde man ikke et hjerte. Og alle skrev tilbage til hende at nu måtte hun passe lidt på sig selv og gå lidt væk, for der er grænser for, hvor meget vi mennesker kan kapere. Og skal kapere. Hvad gør man? Livet går videre og vi skal leve det liv. Vi skal se solnedgange, se solen stå op igen, beundre himlen og naturen, elske hinanden og gå videre med de sår, vi nu har fået. Give det videre til børnene. Troen. Håbet, Kærligheden. Nogle sår er dybere end andre. Men en ting må vi vide. Sår heles ikke. At have sår er en del af livet. Nogle bliver til ar, næsten usynlige, andre kan slet ikke ses. Men de er der. Sårbarheden. I den findes styrken. Det er menneskeligt at blive såret. At være såret.

Hos Rina læste jeg i går nogle ord, som havde gjort stort indtryk på hende. Det gjorde de også på mig.
Livet foregår, når du lever med sårene. Livet er ikke at blive fri af sårene, så du endelig kan leve. Du kan ikke hele alle sår. At være såret er en del af livet. Når du mærker sårene, vælger du livet. (Annette Ilfeldt)
At være såret er en del af livet. Når du mærker sårene, vælger du livet. Ja, tænkte jeg og nikkede, sådan er det. Og eftersom jeg føler mig dybt såret, kan jeg mærke livet. Og jeg vælger det. Jeg vælger at gå videre og håber, at jeg fremover bliver bedre til at vise kærlighed. Medmenneskelighed. Sige det, jeg føler, ikke mindst det gode, give udtryk for kærlige følelser og bruge de store ord, der bobler i mig, selvom de ofte er grænseoverskridende mægtige og næsten for svære at få over læberne og ud over tastaturet. Jeg elsker. Jeg elsker livet. Og jeg er såret. Så uendelig sårbar og følsom og så uendelig stærk.

Jeg lader mine ord stå uredigeret. Jeg havde brug for at lade alt dette flyde. Mit lille skrig. Jeg holder aldrig op med at skrive om det. Sige det. Så længe jeg lever, vil jeg kæmpe for kærligheden og retfærdigheden. Friheden. Det gode i mennesket. Forskelligheder. Sårbarhed. Styrke. Sammenhold. På min måde. Og bruge store ord.

S T O R E  O R D!



Alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag. Anne Linnet.

6 kommentarer:

  1. Hun siger det så skønt, Anne Linnet. Alt svinder på en forårsdag. Naturen er den store healer, og den omgiver os hele tiden, trøster, beroliger. Du har sikkert gjort det, men ellers vil jeg sige: Løb sorgen af dig. Sid længe og lyt til fuglene. Sug naturens kraft til dig. Det lindrer... Knus

    SvarSlet
  2. Mia, tak, jeg er på vej ud og løbe nu. Og du har helt ret. Det findes i naturen, den store healer. Got you! ;) Knus.

    SvarSlet
  3. "Så uendeligt sårbar og følsom og så uendeligt stærk"......følgende fra en tale til en translokation i juni....med Pippi Langstrømpe som ideal...."man skal være sød for at være stærk....og man skal være stærk for at være sød".....og hvor er det rigtigt:0)...men ikke altid lige let at være sød og såret samtidig:0)
    God dag til dig.

    SvarSlet
  4. Nydelig sang.
    Vi må bare ta med oss denne sorgen videre, den blir en del av livets sår, og jeg gråter med de som er direkte berørt, for deres sår er ikke enkle å bære med seg.
    Ønsker deg en god dag videre, klem fra meg

    SvarSlet
  5. Lene, tak for de ord. Ja, man skal være stærk for at være sød. Sårbar for at finde styrke. Livet er fuld af paradokser!

    Tovepia, nej det er ikke enkelt at bære den sorg med sig, som de efterladte, pårørende, skal bære med sig. Vi må hjælpe. Allesammen. Være dér. Støtte. Trøste. Sige gode ord. Dem, man kan høre og de tavse.

    Klem til jer begge.

    SvarSlet
  6. Jeg synes, Mia siger det så utrolig fint - lige hvad jeg selv ville skrive. Tak for den smukke sang!
    Klem og ha' en god dag, Megan.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.