mandag den 25. juli 2011

Om at sætte ord på


Jeg er dybt berørt. Sorgen over det, der er sket i Norge, ligger over mig som en dyne, jeg ikke bare kan sparke af. Jeg er fuld af følelser, vrede, manglende forståelse for det, der er sket, men mest af alt er jeg fuld af kærlighed. Kærlighed til det gode. Kærlighed til de mennesker, denne forfærdelige tragedie har berørt personligt. De pårørende til dræbte og savnede. De nordmænd, som er helt tæt på katastrofen. Oslos beboere og bybørn. Ja, hele Norge, for en sådan sorg lammer nationen og folk rykker tættere sammen. Vi har brug for hinanden. Brug for omsorgen, medfølelsen og kærligheden.

Og hvem er vi? Hvor går grænsen for medfølelse og sympati? For retten til at give udtryk for den forfærdelse, vi alle føler, og for at stille os i køen af sørgende? Når sådan noget sker, får vi umiddelbart lyst til at trøste. Sorgen lammer os. Der er tårer. De fleste danskere føler sig norske i disse dage. Norske fordi vi er tæt på Norge og har fælles historie. Mange af os har gode venner i Norge. Familie. Kender nogen. Og selvom vi måske ikke kender nogen, der personligt er berørt af tragedien, så er alle alligevel i sorg. Hele Norge. Og Danmark med. Sådan er det. Faktisk vil jeg vove den påstand, at der ingen grænser er i hjertet. Vi har vores lande og nationer og nationalfølelsen kan være stærk, men kærligheden har ingen grænser. Det har det gode, medfølelsen og sympatien heller ikke. Vi er alle mennesker og vi skal stå sammen. Vi står sammen! Der er ingen grænser i hjertet. Der er kun kærlighed.

Hvad skal vi gøre som danskere, svenskere eller anden nationalitet, for at give udtryk for vores sympati? Mange af os har valgt at sætte det norske flag på Facebook profilen som et tegn på, at vi har medfølelse. At vi er dér. Tænker på vores norske venner og på alle dem, som er berørt. At vi sørger over de døde, de fleste unge mennesker, som havde hele livet for sig. Nu er de døde. Slagtet. Likvideret af en, jeg slet ikke vil nævne her. Navnet er ondskab. Hvad kan vi gøre? Vi tænder lys i egne hjem, vi følges med vores norske brødre og søstre ind til den norske ambassade i København og lægger blomster, tænder lys. Eller til den norske kirke i vores egen hovedstad. Her møder vi nordmænd, som bor i Danmark eller er på ferie. Og vi deltager så godt vi kan. Giver et trøstende klem. Græder og forstår ingenting. Vi er mennesker. Og vi har brug for at vise, at vi er dér. Nogle ryster på hovedet af tanken om flaget på Facebook profilen. Hvad skal det dog hjælpe? Tror vi, at vi bliver bedre mennesker af at gøre det? Svaret er nej. Men vi har behov for at vise, at vi tror på det gode. Kærligheden. Og at vi føler med vores norske naboer, venner, familie, søstre og brødre. Og ja, det er tæt på. Oslo er lige ovre på den anden side af vandet og færgen rejser afsted med danskere og nordmænd på vej til hinandens kyster hver eneste dag. En dansk kvinde er blandt de savnede på Utøya. Hun var mor til en pige, der deltog i sommerlejren. Og hun hjalp til. Nu er hun også væk.

Hvis vi har ord, så skal vi sige dem. Eller skrive dem. Hvis vi har en sang, så skal vi synge den. Hvis vi føler kærlighed, så skal vi vise den. På vores egen måde. Om det er med kys og klem, vi personligt kan dele ud, en arm, et kærtegn eller med et flag på vores Facebook profil. Et lys i vinduet. En tro på, at vi står sammen og på det gode i livet og i menneskene. Kærligheden. Blive ved med at følge lyset, holde hinanden i hænderne, støtte og være dér. På vores egen måde. Personligt gør jeg det, jeg kan, selvom det føles som så uendelig lidt og ubetydeligt. Flaget på Facebook. De ord, jeg kan finde frem midt i sorgen og vantroen, når jeg ser nyhederne fra Oslo og Utøya. Man kan ikke sige eller gøre noget forkert, når man vil give udtryk for sin medfølelse. Det findes ikke. Alt tæller!

Og ord. Hvad er ord? Kan man overhovedet sætte ord på? Nej! Jo! Faktisk er ord meget værdifulde og mægtige, hvis man vælger dem med omhu. Det starter med en tanke. Så en følelse. Ord. Og siden kommer handlingen. Hvis den er udsprunget af gode tanker, efterfulgt af følelser af kærlighed, som så er udtrykt i ord, så godt man nu kan, og til sidst sluttes af med en handling af godhed, kærlighed, medfølelse, så kan det ikke gå helt galt. Faktisk kan det kun gå godt. Så bliv ved med at tænke på det gode. Mærk det. Sig det. Vis det. På din måde. Lad det gode være det, der fylder. Midt i sorgen. Midt i mørket findes lyset.

Tenderness and kindness are not signs of weakness and despair
but manifestations of strength and resolution.
- Kahlil Gibran -

10 kommentarer:

  1. Fint og smukt indlæg, og ja vi sksl skrive, sætte ord på, tale sammen. og blive ved.
    knus til dig.

    SvarSlet
  2. Smukt indlæg! Det er så grusomt det der er sket - det er slet ikke til at forstå. Knus

    SvarSlet
  3. Det er næsten ikke muligt at sætte ord på de to frygtelige katastrofer. Den norske statsminister gjorde det smukt i Domkirken i Oslo. Når ord ikke slår til, synes jeg, at musikken, som Mia havde på i går, siger alt det usigelige. Vores små genvordigheder er pludselig uden betydning. Jeg tænker dog, at vi bliver nødt til at huske glæden – og ikke for at forklejne, hvad der er sket i Norge. Livet er fyldt med kontraster …
    Klem og god mandag til dig!

    SvarSlet
  4. Kjærlig og vakkert sagt, Lene.

    Klem

    SvarSlet
  5. Tusen takk for omtanken og for dine vakre ord!!!
    Sammen er vi sterke i kjærlighet, og vi skal bekjempe det med demokrati <3 Jeg har selv en datter som bor i København sammen med sin mann, og jeg er sikker på at de sørger lige så mye som vi gjør ...
    Vakre tanker fra K@ri*

    SvarSlet
  6. Vakre, sanne ord. Takk for at du skrev dem.

    SvarSlet
  7. Tusen hjertelig takk for disse vakre og omtenksomme ord :) Dette er en grusom tragedie, men vi står sterke sammen og kjemper i mot med samhold og kjærlighet <3 Min samboer er dansk, og han har det også vondt for alle disse stakkars barn, ungdom og voksne som er drept og skadet samt alle deres familier og pårørende.
    Igjen tusen takk for at dere viser deres omsorg :) <3 Varme klemmer sendes over sjøen :)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.