søndag den 31. juli 2011

Mit nye liv


Søndagen kom gående hen af vej med skridt, der gav genlyd i usynlige vandpytter. Jeg sov, men blev vækket blidt og langsomt, stille trukket ud af søvnen, drømmene og det land, jeg har befundet mig i hele natten. Søvnen har gjort mig godt, kan jeg mærke. Den var tiltrængt. De sidste dage og nætter har jeg været strandet ved afgrunden, den, man bare skal over, hvis man vil videre på sin rejse. Det sker. Den dukker op. Nogle gange når du mindst af alt venter det. Sådan var det også for mig. Her midt i sommeren, den regnvåde juli, som egentlig skulle have været et muntert sommerparadis, den blev for mig en rejse gennem tunnelen. Og jo da, der var lys for enden. Jeg fulgte det med fortrøstning, håb og tro, men da jeg kom ud på den anden side, mærkede jeg regnen og så skyerne, som dækkede for himlen og den sol, man forventer sig så meget af på denne tid af året.

Pludselig stod jeg dér. Vejen sluttede ligeså brat som den var begyndt. Jeg stod stille og kiggede ud over en mægtig afgrund, hvor tvivlen og tunge tanker dukkede op fra dybet, kravlede over klippegrunden og tog fat i mig uden at spørge om lov. Det var ikke voldtægt. Det foregik på en helt stille og næsten umærkelig måde. Jeg mærkede det først, da jeg var helt opfyldt af sorg og tunghed. Jeg måtte bare sætte mig ned. Mine ben kunne ikke længere bære mig. De var som kogt spagetti og ikke al dente. Og der sad jeg så. Tårene trillede og tristheden lagde sig over mig som et kæmpemæssigt tæppe. Så forstod jeg. Huskede noget jeg havde lært. Læst. Sidste år, da jeg stod ved en afgørende skillevej. Forandringen. Den store. Sorgen. At skulle sige farvel. At skulle efterlade noget af sig selv tilbage for at kunne rejse videre. Det gør ondt. Det smerter så voldsomt, at man tror man skal falde livløs om. Ikke mere tilbage. Ingen ild, intet vand. Kun afgrunden i jorden, der bliver større og større og truer med at opsluge dig. Farvel.

Jeg hørte noget hviske og så en fjer komme flyvende. Den landede forsigtigt ved min fod og jeg kiggede ud gennem tårefyldte blå øjne. Blinkede. Tørrede de tårer af, der var løbet ned af mit ansigt og som tegnede forunderlige sorte streger, et mønster fra min mascara, et billede. Fjeren blev liggende, selvom det pludselig blæste lidt op. Nu kunne jeg mærke den, vinden. Et køligt pust, som et åndedrag, et luftigt stykke liv, der nu tog mig i hånden og forsigtigt fik mig op at stå igen. Nej, tænkte jeg, jeg må bare blive siddende her. Jeg dør. Afgrunden sluger mig, trækker mig ned i et dyb, hvor jeg ikke ønsker at være. Dernede er der sort og uendelige mængder af intet. Alt det, jeg ikke vil. Nu trækker det mig ned som kviksand og alle mine drømme slukkes en for en som stjernerne på himlen. Kan du forestille dig det? En helt sort nattehimmel, når vi er så tæt på august. Det tidspunkt, hvor stjernerne danser på himlen og jeg plejer at stå hernede på jorden og kigge på dem, suge sagt og kraft til mig, tro, håb og endda kærlighed. Sort. Intet. Farvel.

Så skete der noget. Afgrunden lukkede sig. Det knagede lidt, så blev hullet mindre og jeg så kun et glimt af det sorte dyb, da jorden igen blev hel. Kun en forsigtig streg var tilbage. Et vidne om såret. Et ar. Jeg knælede ned og lod min hånd glide over stregen. Arret. Kærtegnede det blidt og kyssede det. Mit sår. Mit ar. Du skal med mig videre, sagde jeg og rakte det hånden. Kom. Nu går vi. Videre. Og det rejste sig, smilede lidt og lagde sig tæt ind til mig. Nu er du lidt større, hviskede en stemme fra vinden i træerne. Nu er du lidt mere dig selv. Den du er på vej mod at blive.

I dag går jeg videre. Jeg har sovet som en drøm og alting er nyt. Selv er jeg både gammel og ny. En begravelse og en fødsel. Mit nye liv.

10 kommentarer:

  1. Så smukt - at komme igennem - det kalder på håbets tårer *S* God vind ;o)

    SvarSlet
  2. så deilig å lese tidlig på søndagsmorgenen og gratulerer med ny dag; ditt nye liv!!!!

    hadde en drøm jeg også, ute på en klippe...der var en hule jeg klatra inn og beundret hvor nydelig det var der inne. imens hadde åpningen lukket seg ;( jeg ropte og ropte på min mann som aldri hører og jeg ropte på min ene sønn som satt litt lengre opp oppslukt av sitt Donald blad....

    jeg voknet av min katt som sto og mjauet på taket og ville inn til kos og mat så jeg er nok i den hule fortsatt eller...?

    skal straks ut og hente vårt nye familiemedlem; tror drømmen handler om det....hunden ;) men man klarer vel den utfordringen og ;)

    klem til nye dag!!!

    SvarSlet
  3. Det var smukt at læse, Megan - ja, man kender der jo så godt! Klem og rigtig god søndag til dig.

    SvarSlet
  4. Jeg kunne næsten ikke læse det.....det gør for ondt - men vi skal videre, også jeg. Du forstår at give ordene liv - knus

    SvarSlet
  5. Lykke til i ditt nye liv....jeg holdt pusten mens jeg leste....
    Ha en god søndag, klem fra meg:)

    SvarSlet
  6. Herlig å lese!
    Mitt nye liv starter hver dag;)
    Nyt dagen, klem fra meg;)

    SvarSlet
  7. Hold op hvor er du god til at skrive og sætte ord på det, der foregår i dig her og nu! :)
    Du skulle skrive en bog en dag - du har jo en helt fantastisk, poetisk måde at skrive på - og det vedkommer os alle, eller mange af os...
    Tak for en skøn blog -
    Kh Marianne

    SvarSlet
  8. Du kommer til mange skilleveje endnu. Du skal over flere kløfter for at finde den der er dig. Du skal svømme i havet (følelser) til du er fri af det gamle og endnu en ny dag og endnu et nyt liv venter dig. Tak for at du deler med os andre og tak fordi jeg fil lov til at græde små tårer med dig. - Tak !!

    SvarSlet
  9. noen vegkryss skulle man gjerne være foruten.. samtidig er det vel de som former oss.. på godt og vondt..

    hell og lykke med den nye vei !! knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.