lørdag den 30. juli 2011

Karlas køkken


Min fars familie på min farfars side stammede fra Jylland. Da jeg var barn, levede de stadigvæk. Ikke min farfar, han døde i en altfor tidlig alder, men hans to søstre var gift og boede på landet i nærheden af Uldum. Jeg husker stadig turene over vandet, når vi i sommerferien tog på besøg. Dengang sejlede man. Hele vejen til Jylland. For mig var det en rejse. En lang rejse. Vi forlod selveste Danmark og begav os ud på det åbne hav, tog på eventyr i noget, der var helt anderledes end det liv, jeg kendte fra byen i København. Og de talte også anderledes!

Jeg husker brudstykker fra de sommerferier. Solen skinnede altid. Selvfølgelig. Jeg husker gårdspladsen hos Karla og Emil, og brønden i midten, hvor man trak vand op. Hos mig i København kom det ud af vandhanen. Jeg var fascineret af den brønd, den måde Emil pumpede vand ud af jorden på. Og jeg elskede at komme ud i staldene, hvor der lugtede af køer og efterladenskaber, selvom han holdt det pænt. Min mor gik aldrig med derud. Hun var en rigtig sart københavnerdame. Men jeg, en pige fra byen, var nysgerrig og dyr har altid tiltrukket mig som en magnet. Jeg skulle ud til køerne. Røre ved dem. Fortælle dem, at jeg beundrede dem, deres kærlig øjne. Jeg vil også have en ko, sagde jeg og min far lo og rystede på hovedet. Jeg mente det sgu, far!

Jeg husker også den røde traktor. Markerne udenfor gården. Stikkelsbær, hindbær, solbær og ribs. Hjemmelavet marmelade. Grød med kold mælk. Stuerne husker jeg ikke rigtig, men jeg tror de var mørke. Små vinduer. Men jeg husker køkkenet. Og jeg husker, når jeg vågnede om morgenen, og slog øjnene op i det værelse, hvor jeg sov sammen med min lillebror. Jeg kunne høre lydene fra køkkenet. Klirrende kopper og dæmpet snak. Nej, det passer ikke. Ikke dæmpet. Karla talte altid højt! Hun overdøvede alt og alle, hun var en stor dame med en stor stemme og et kærligt sind. Ligefrem. Og så undrede hun sig til stadig over mit sprog. Min udtale. Hvordan kunne sådan en lille pige tale så københavnsk?

Jeg skyndte mig altid at stå op. Der var ingen tid at spilde, det var morgen og livet var allerede i gang. Uden mig? Nej! Jeg gik direkte ud i køkkenet og husker, at min far og Karla sad ved køkkenbordet og spiste morgenmad. Emil var i stalden. Karla sad vist heller ikke så meget ned, hun puslede og nussede rundt, mens hun klirrede med porcelæn, skeer og gafler og serverede gode ting, som hun stillede på bordet med et smæld, mens hun talte med sin høje stemme på bredt jysk. Eller hvad det nu hedder derovre. De drak kaffe. Det gjorde jeg ikke. Jeg husker faktisk ikke hvad jeg drak, jeg fik sikkert et glas mælk. Men morgenmaden. Den husker jeg. Hjemmebagt rugbrød med danablue. En cremet blåskimmel med den pikante og for nogen næsten grimme smag. Jeg elsker den. Det har jeg gjort siden Karlas køkken. Jeg spiste altid det, de vokse spiste og det var slet ikke fordi de tvang mig. Jeg vidste bare, at jeg måtte smage. Jeg havde på fornemmelsen at de havde sans for det gode. Det lækre.

Og danablue på rugbrød om morgen - det er lækkert! Simpelthen. Det er indbegrebet af Karla, Jylland og det landlige liv. Min familie, min fars familie. Jeg blev sat ved køkkenbordet og så spiste jeg rugbrødsmadder med danablue sammen med Karla og far. Min mor har aldrig forstået det. Men min bror har det ligesom jeg. Det er guf. Det var noget, vi havde sammen med far og Karla. De er begge døde nu, men ind i mellem køber jeg danablue og spiser det på rugbrød om morgenen. Det gør jeg også i dag. Og minderne vælter frem med hver en bid. De hænger i osten, brødet og den tidlige morgenstund med solskin og fuglesang. Jeg er tilbage i køkkenet hos Karla i Jylland.

Billedet er lånt hos nostalgiladen.dk

10 kommentarer:

  1. Du kan fortælle historier så jeg smager den grimme ost ( ja, undskyld) og kan se det hele for mig :-)

    SvarSlet
  2. Åh ja den barndom. Fik lige et minde til at blusse op, som barn i byen var jeg hvert år med min olde mor på bondegårds ferie. Dejligt, skønne minder...God dag og weekend til dig :-)

    SvarSlet
  3. Det er så fascinerende, hvor anderledes børn oplever verden - for dælen hvor ku' vi lære noget! Og du beskriver det, så man hører fluerne summe i sommervarmen... og brændekomfuret *SS* Hav en dejlig sommerdag!

    SvarSlet
  4. Barndommens sommerminder er bare det bedste!
    Min mormor og morfar boede også på landet (udkanten af en meget lille by) i Jylland.
    Min morfar var pensioneret slagter og tog stadig ud på enkelte gårde og så var jeg med. Der elskede jeg også at komme i staldene og se og røre ved dyrene. En gang kan jeg huske, at jeg sang for svinene og hønsese. Jeg tror dog ikke de kunne li' min skønsang ;0)
    Og så er danablue på rugbrød noget af det bedste der findes!!
    God lørdag Lene ☺

    SvarSlet
  5. Deilige minner fra barndommen Lene:)
    Ha en riktig god helg, klem fra meg:)

    SvarSlet
  6. Super skønt når man engang imellem tager turen ned ad "memory Lane" :)


    Sommerhilsen

    Kent
    http://www.mobilreparationer.dk

    SvarSlet
  7. Gode minner er gull verdt, og minnene om smaker, dufter, lyder er en skattekiste når man som du kan dukke ned i den på jakt etter skattene, plukke dem fram, beundre dem for så å legge dem vekk - til neste gang.
    Og når man kan dele skattene; ja, da kan man glede mange: slik du gjør når du nå beretter om dine deilige, koselige sommeminner. Takk. Lene. Det bringer fram mine minner, jeg tilbrakte også mange somre på gården hos mine besteforeldre. jeg kom også fra en by, dog en liten by, på en øy, men dog hvor vi levde et helt annet liv enn det livet på gården representerte. Og det var et eventyr..., men det er dog en annen historie.

    Ha en fin lørdag.
    Klem

    SvarSlet
  8. Vilka härliga minnen, tack för att du delar dem, kändes nästan som att vara där med dig. och visst är det något alldeles särskilt med matminnen, smaker från förr, dofter..det man minns allra bäst och närmast..

    kramar Lycke

    SvarSlet
  9. ønsker meg til jylland igjen, der er så vakkert..
    klem ogtakk for din hilsen...

    SvarSlet
  10. Tak for din fine beretning, jeg elsker også køer :-) de har de sødeste øjne og en sjov ru tunge. Vi talte fornylig om at der er mange børn som ikke ved hvordan en gris er at røre ved eller at koens mule er våd. Det burde være alle børns ret ikke?
    Knus.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.