tirsdag den 19. juli 2011

Døren til drømmen


Jeg har ikke lagt mærke til den før. Døren. Jeg er gået forbi utallige gange, men jeg har aldrig skænket den et blik eller en tanke. Den er dør til et gammelt hus, der står på gården, hvor mine svigerforældre stadig bor. På vej op i indkørslen ligger det lille tomme hus, som engang husede noget af gårdens personale. Det er længe siden. Nu står det tomt og det har det gjort længe. Det er ikke faldefærdigt, men det er forsømt og vel næsten glemt. Jeg får helt dårlig samvittighed ved tanken om, at jeg så ofte har passeret det uden at undersøge det nærmere. Uden at stoppe op og se rigtigt på det. Men jeg har enten været på vej ud eller på vej hjem, gået med hundene gennem den store have, på plænen op til marken, forbi. Uden at smile. Uden at nikke en venlig eller høflig hilsen til et gammelt hus, som nu bare står der.

I går skete det. Jeg stoppede op. Og spørg mig ikke hvorfor, men pludselig var det som om huset kaldte på mig. Josie og jeg kom gående bagom, ned af den store plæne og på vej hjem efter vores gåtur. Det regnede ikke mere, solen var kommet frem og jeg havde taget mit kamera med for at fange et glimt af sommeren i form af alle de små og store blomster, der titter frem i hegn og i hæk. Selvom jeg langtfra er gartner, men gerne ansatte en til min egen lille have, fordi jeg føler mig håbløst ugideligt, når det kommer til at ordne have og den slags, så elsker jeg alligevel blomster. Og ikke mindst dem, der passer sig selv. De vilde. Dem, som planter sig selv et helt umuligt sted og dukker op, hvor man mindst af alt venter det. Dem i grøftekanterne. Markerne. Jeg føler mig på forunderlig vis forbundet med dem. Men altså.

Huset. Jeg fik øje på den blå dør. Og jeg blev stående og kiggede, nærmest forelsket ved første blik, den afskallede blå maling på døren til det hvide hus. Den blå dør. Nu er malingen bare rester, afskallet, ældet og småspist af tidens tand, men man kan stadig se farven. Den er smuk. Og døren er smuk. Der er noget over den. Dér stod jeg og beundrede den i eftermiddagslyset, som om jeg havde fået nye øjne. Pludselig følte jeg en gennemsyrende ømhed overfor døren, som engang har været blå og det lille hus, ingen længere lægger mærke til. Nu så jeg det. Og jeg fik lyst til at åbne døren, men jeg lod den være. Tog bare et billede. En dør. En drøm. Og det slog mig, da jeg så på billedet senere på dagen. Døren til drømmen er sjældent nymalet!

Døren til drømmen er sjældent nymalet. Ordene dumpede ned i mit hoved, ud på min tunge og jeg udtalte dem uden tøven. En besked. En besked til mig om, at intet er som det ser ud til at være. Alting er tilsyneladende. Og den dør, du måske går forbi i årevis, uden at ænse, uden rigtig at se den, det er måske lige den dør, du skal åbne for at alting forvandler sig. Bag lige netop den forsømte, lidt slidte dør med afskallet blå maling bor svaret. Derinden svæver drømmen rundt og venter bare på, at du en dag skal opdage den gamle dør, standse op og forsigtigt lægge hånden på håndtaget. Mærke hvordan døren giver sig, binder lidt, knirker, men så åbner sig på næsten magisk vis...

11 kommentarer:

  1. Det var smukt.
    Der er noget ganske særligt med døre..

    SvarSlet
  2. Fantastisk - intet mindre, Lene. Jeg er tryllebundet - både af billedet med den flotte dør, der nok kan fortælle en historie eller 2, og af dine ord. Det giver stof til eftertanke.

    Ha' en god dag.

    Knus Lisbethk

    SvarSlet
  3. Så sandt og hvilken gave med disse døre, der åbner sig for os. Trods det osse kan skabe usikkerhed, og en smule frygt for hvad der gemmer sig bag. En dør lukkes og der åbnes en ny sådan er det for mig pt.

    Dit indlæg i går har givet mig lyst og trang til at flyte om, for det gør jeg nemlig også jævnligt, (hvilket var til stor irritation for min ex ) Skabe nyt rum og inspirerende omgivelser ud fra de midler og mulighder der er dejligt. Og få ryddet op..:-)
    Knus og dejlig dag til dig...

    SvarSlet
  4. Nu bli'r jeg nysgerrig....hvem mon bor i hytten der? Dejligt billede.

    SvarSlet
  5. Smukt, poetisk. Som skrevet lige ind i min sjæl. Tak!

    SvarSlet
  6. Så smukt og reflekterende skrevet. Du har fuldstændig ret; overførselsværdien i dit udsagn, ordsprog, talemåde er stor. Det vil jeg gemme på. Dér hvor de andre ligger, som jeg har taget med mig fra dit skriveri. ;-)
    Knus og god dag

    SvarSlet
  7. Fine tanker, og ei nydelig dør :-)

    Ha en fin dag - klem Siv

    SvarSlet
  8. H Gemmer der sig en ny arbejdsplads der, bag døren? Jeg har også noget med døre - da jeg blev 40, fik jeg alle gæster til at male et lille billede - eneste anvisning var at der skulle være en dør i motivet *SS* Døre rummer historier, som du smukt viser...

    SvarSlet
  9. Dejlig fortolkning Lene, for hvor har du ret, der må gerne være lidt modstand i hængslerne, døren skal nok åbne ind af alligevel, akkurat som livet, modstand opstår indimellem, men med vedholdenhed kommer vi hele ud på den anden side.
    I kærlige tanker, god Tirsdag.

    SvarSlet
  10. For et vakkert og poetisk innlegg.

    SvarSlet
  11. jeg er helt med i tanken på at drømmene befinner seg der.. like foran oss.. vi skal bare åpne døren.. på det rette tidpunkt for å se de : )

    hilsen fra meg i berlin : ))

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.