onsdag den 29. juni 2011

Jeg er rav


Så er jeg hjemme igen. Sommerhus, strand og duft af saltvand er for en stund lagt på en god hylde, hvor jeg stadig kan se og mærke det. Men nu sidder jeg i hjemlige omgivelser midt på "øen" og mærker suset fra vinden i træer og ser de bølgende marker, der snart skal høstes. Tiden flyver lige nu, synes jeg. Smuldrer som sand mellem fingrene, det sand, som i går velvilligt kildede mig mellem tæerne. Det sand, jeg gik på og lavede fodspor, som for længst er skyllet væk af tidevandet.

Tiden. Jeg kan mærke den på mange måder lige nu. Jeg tænker over nogle ting, over at blive ældre, at være kvinde og nærme sig det tidspunkt, hvor man ikke længere er den kvinde, man var. Hvor frugtbarheden forlades og man træder ind i helt andre rækker af noget, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal synes om. Det nærmer sig bare. Jeg kan mærke det. Og selvom jeg tænker pyt og det kan gøre nogle ting nemmere, så mærker jeg også en stor vemodighed og en tristhed over, at jeg ikke er uovervindelig og at tiden også sætter bidemærker i mig. Krop og sjæl forandres som de sten, der skyller ind med vandet, som slibes af havet og i enkle tilfælde bliver til rav. En slags guld. Så pyt da, prøver jeg at tænke igen, så vil jeg være som en gylden ravklump. Som guld!

Lige nu påvirker det mig. Det hele. Jeg føler mig som en sten i vandet, som ruller lidt rundt på må og få og ikke får lov til bare at blive liggende. Lad mig være, råber jeg uden lyd og mit suk forsvinder i suset fra vind og vejr. I samme åndedrag tænker jeg, at jeg på ingen måde har lyst til bare at være. Jeg vil bruge og bruges. Nyde at blive den kvinde, jeg er på vej til at blive, hende, som gør det, der gør hendes hjerte glad og forsøger at leve sit liv i overensstemmelse med sine værdier. Som fremover vil forsøge at træffe bevidste valg med et stænk af impulsivitet og eventyr, det eventyr, der betyder så meget for mig og som jeg ikke overlever foruden. Men påvirket er jeg. Sårbar. Og sommeren smiler bare og gør min hud gylden som det rav, jeg beundrer på afstand, gør mit hår lysere og skjuler de grå hår, som danser og bølger blandt det andet lyse. De er i grunden flotte, de grå hår. Kraftigere, mægtigere, som om de indeholder større styrke og selvtillid.

Sandheden er, at jeg har lyst til at blive lige her. Lige nu. Hvile i sommeren og lade mig solbade, havbade og spise frisk fisk og gode grøntsager. Læse bøger og skrive selv. Ikke tage stilling til mere end højst nødvendigt og da slet ikke at blive fragtet til en helt anden kvindeby, hvor flertallet lider af svedeture og andre skavanker. Jeg har altid været lidt af en frossenpind. Så lad mig dog være! ;)

Med disse ord vil jeg gå videre. Videre ud i sommeren, videre ud i eftermiddagen. Der vil altid være tidspunkter som disse, livet findes ikke uden. Og der er tanker, som skal tænkes og følelser, som skal mærkes. Så lever man. Og jeg vil leve! Aftenen byder i øvrigt på en cykeltur til byen og god italiensk mad med et par gamle kolleger. Jeg har ingen grund til at klage! ;)

9 kommentarer:

  1. Vi er alle et sted imellem barn og evighed, som jeg så smukt læste i et kvindeportræt i går. Vi har alle aldre i os ...
    Klem og ha' en dejlig aften, Megan!

    SvarSlet
  2. Herlig og flott beskrivelse av dine grå hår. Den vil jeg legge meg på minnet.

    SvarSlet
  3. Kære Lene. Dejligt indlæge, som rammer mig lige ind noget genkendeligt. At få øje på, hvordan tiden svinder mellem fingrene ligeså stærkt som det løber gennem et timeglas. At mærke vemodet derved, at mærke styrken og blive klar over, at nu er nu. Der er ingen tid at spilde. Lyder dejligt med italiensk mad og kollega-gensyn :-)

    SvarSlet
  4. Madame, det er meget smukt sagt; vi er alle et sted mellem barn og evighed. Den vil jeg huske! ;)

    Elisabeth tak. Sådan er det vel med grå hår! ;)

    Charlotte, ja det er en styrke at det er nu. Husk at leve mens du gør det, sagde Piet Hein jo og ja, sådan er det. Vi ses ;)

    SvarSlet
  5. Det er ikke så nemt at opdage at tiden sætter sine spor. Men også den alder har sin charme og faktisk er det slet ikke så dårligt at lade sig glide med udviklingen. Jeg tror at hvis man ikke sætter sig til modværge, så vil det ikke føles som noget negativt.
    Forleden da jeg løb mødte jeg en der var ude at gå tur med sine to labrador hunde - en sort og en brun - og jeg tænkte på dig. Hvor er det dog nogen dejlige hunde, havde helt lyst til at stoppe op og kramme dem - men det gør man vist ikke i Finland.....
    Knus :-)

    SvarSlet
  6. Har lige været turen igennem selv, for jeg er vist lidt ældre end dig... Og ved du hvad, det var slet ikke spor slemt. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville tage mig af det - så det gjorde jeg ikke. Hedeturene var sporadiske og egentlig velkomne om vinteren, når det var hundekoldt... :-)

    SvarSlet
  7. Hver alder sin sjarm, og hver rynke vel fortjent, sier jeg;O)
    Hetetoktene kunne jeg vært foruten, da de har vært med i ti år....men de setter forhåpentligvis fart i systemet:O)
    Nyt nuet, det må bare nytes!!
    Klem fra meg;)

    SvarSlet
  8. : ) jeg kan fortsatt følge deg og den længsel etter å være på et sted man føler et godt.. tiden står stille.. man puster i befrielse.. ikke i stress..

    de grå er et tegn på klokskap velger jeg å si : ))

    håper din aften var hyggelig og at du kom vel hjem på sykkelen : )) klæm fra mæ

    SvarSlet
  9. Ang. rav

    Kig på min hjemmeside > www.ravsiden.dk
    Jeg leder efter rav fra forskellige steder i Danmark

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.