onsdag den 15. juni 2011

Fuldmåne og Barcelona


De to ting, fuldmånen og Barcelona, har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Men mon ikke det også var fuldmåne i Barcelona i nat? Måske kunne man se hende over byen, lyse over bjerge, vand og gode gader i både den nye og den gamle del af byen. Her kunne jeg ikke se hende, men jeg vidste at hun var dér. Hun gjorde nemlig det, som hun har gjort så mange gange før. Hun stjal min søvn. Og jeg ved det jo godt, jeg er påvirkelig og selvom jeg tænker "træt" og "godnat", så er hun ligeglad. Jeg er nødt til at tage din søvn, min ven, siger hun med et underfundigt månesmil og rækker ud efter det, jeg ellers har så kært. Min gode nattesøvn. Hun sagde i det mindste tak. Hun er høflig nok, fuldmånen. Hun gør bare det, hun er nødt til at gøre og som hun har gjort så mange gange før. En gang om måneden dukker hun op og selvom jeg ikke altid kan se hende, så ved jeg som regel, når det er tid. Jeg kan ikke gøre noget. Bare acceptere.

Ret skal være ret. Hun tog ikke al søvnen. Der blev lidt tilbage til mig og selvom jeg ikke ligefrem er frisk som en havørn, så har jeg da sovet. Hvem har også brug for 7-8 timer, når man ved fuldmånen kan nøjes med en 4 stykker sådan cirka? Nej vel. Hvem gider også sove sommeren væk, når de lyse nætter danser over landet i luftige sommerklæder og fuglene synger, så snart lyset igen bryder den helt korte mørketid. Og helt mørkt bliver det jo egentlig ikke. Der er noget over de sommernætter. Og der er noget over fuldmånen. Selvom hun er en tyv, så er hun en elegant en. En slags magisk klatretyv med lange hvide månefingre.

Der er helt sikkert også noget over Barcelona. Og nu er det snart tid til, at jeg finder ud af, hvad det er. Kæresten og jeg tager afsted til den gode by i morgen formiddag, en by, som jeg har ladet mig fortælle er byernes dronning. Det tegner jo godt. Jeg har læst om Barcelona og Catalaniens historie, jeg har læst om arkitektur og ikke mindst om den berømte arkitekt Gaudí, som mente at det stærke middelhavslys over byen gav dets beboere en særlig sans for skønhed. Gaudi har jo i allerhøjeste grad sat sit præg på Barcelona og dets bygninger med mere, så det glæder jeg mig til at se nærmere på. Stakkels Gaudí endte i øvrigt sine dage, da han blev påkørt af en sporvogn. Det var vel tragisk. Han burde i det mindste have fået en mursten i hovedet fra et af sine egne imponerende bygningsværker, men sådan skulle det ikke være.

Men altså. Barcelona venter. En uge i en by, som jeg har store forventninger til. Jeg har fået gode tips, læst og studeret og nu må resten bare komme, som det kommer. Jeg er tilhænger af den lidt mere impulsive og spontane udforskning af storbyer, for der sker så meget rundt omkring, som man slet ikke kan læse om i gode bøger. Ikke før jeg selv har skrevet dem i hvert fald. Og det kan jo godt være, at det ender med det. I hvert fald tager jeg igen min notesbog med og mine Spanske Dage genopstår, for jeg skal aldrig mere være foruden skriverier. Men blogge gør jeg ikke, det bliver en uge uden Internet, så jeg vil ønske jer alle en god sommeruge og så skrives vi ved, når jeg er tilbage igen. Sikkert med en masse gode historier på ærmet, så kig forbi til den tid.

Glædelig 15. juni. Lad dig inspirere og begejstre. Vi ses! :)

10 kommentarer:

  1. Kan du have en rigtig dejlig ferie og nyd det nu sammen med kæresten. :-)

    Jeg sad i øvrigt og nikkede ivrigt til dit indlæg om entusiasme og glæden ved det. Det ER virkelig en gudegave at have evnen til at lade sig begejstre... :-) Knus

    SvarSlet
  2. Jeg vil ønske jer en rigtig dejlig ferie :-)
    Tænk at have en hel lang uge i denne spændende by og så sammen med ham man elsker !
    Jeg håber vi kan ses, når I vender hjem :-)

    SvarSlet
  3. Kære Megan, rigtig god ferie! Det lyder helt vidunderligt, og jeg glæder mig til at læse om dine oplevelser, når du kommer hjem.
    Klem!

    SvarSlet
  4. Ferie må vere uten intenet og blogging tenkjer eg - så kos deg i Barcelona - kjenn på at du lever.

    Klem jannetove

    SvarSlet
  5. jeg sukker bare ved tanken på å reise til Barcelona.. det er ikke så langt derfra til Eirin : ))

    Håper du får en fantastisk tur !! nyt og hev glasset for meg når du lander der på terrassen og skuer utover byen : ))

    ps! er pålogget fra min nye blogg ; )

    SvarSlet
  6. Ha' en fantastisk uge i Barcelona. Glæder mig til at høre/læse om dine oplevelser i byen, når du kommer hjem. Og så skal vi da vist ud og lufte løbeskoene sammen ;-)

    SvarSlet
  7. sukk, kos deg ;)

    her er det straks Oslo ! klem

    GundaM

    SvarSlet
  8. Håper du nyter Barcelona, Megan.
    Gleder meg til å følge bloggen din videre framover.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.