mandag den 27. juni 2011

Beretning fra mit pigeværelse


Jeg sidder i sengen på mit gamle pigeværelse i sommerhuset og skriver. Blogger. Egentlig var jeg gået i seng for læse, præcis som i gamle dage, den grønne lampe over sengegærdet skulle kaste lys ned i bogen og det eneste, der ville være anderledes, er at jeg nu bruger læsebriller. Og så slog det mig pludselig. Jeg kan jo gå online. Lige smutte en tur omkring Landsbyen og se, om der er sket noget nyt. Åbne dører og vinduer og lukke sommeraftenen ind i stedet for at begrave mig i min bog.

Her sidder jeg, mens det skumrer udenfor, men helt mørkt bliver det jo ikke. De lyse nætter er lige nu. Vejrudsigten er lovende for i morgen, sol, varme, blå himmel og står der sommerhus tatoveret på min skulder. Selvfølgelig kan jeg ikke forlade sommerhuset med sådan et vejr i vente. Og eftersom jeg nu er blevet mobil bredbåndsejer og kan arbejde både her og der, så vælger jeg at gøre det her. Lige her i sommerlandet. Og tilbringe endnu en nat på mit gamle pigeværelse, hvor mine gamle franske plakater stadig hænger på den ene væg og hestene i solnedgangen på den anden. Det er retro og det er rørende. Jeg har det godt lige her og nu.

Der er nemlig noget over at være her. Gamle dage hænger i gardiner og driver ned af væggene, men jeg er en anden, forandret, tidens tand har kastet sit lys over mig og fortiden er skyggen, som hører med. Der, hvor jeg kom fra. Men jeg kan frit gå tilbage, når jeg er her i sommerhuset, sove på min skibsbriks og drømme til duften af gamle dage. Alt det, som for mig altid vil være en del af sommeren og som jeg er så heldig stadig at kunne nyde godt af. Mor, som laver morgenkaffe, duften af dug på græsset og morgenmad på terrassen, hvis det er varmt nok. Og det er det i morgen.

Mit gamle pigeværelse. Det rummer så mange minder, så mange drømme, smil og tårer. Her skal jeg sove i nat. Og jeg kan mærke at jeg vil sove godt. Drømmene venter tålmodigt på at jeg lukker dem ind. Lukker mine øjne og lader dem trænge igennem den usynlige dør mellem sommernattens vågenhed og drømmeland.

Godnat! ;)

7 kommentarer:

  1. som jeg ønsker jeg hadde et pigeværelse å drømme meg bort i : ))

    sov godt : )

    SvarSlet
  2. Det lyder skønt, Megan - ha' en dejlig ferie i sommerhuset! Både i dag og i morgen skulle vi få dejligt vejr.
    Klem!

    SvarSlet
  3. Godmorgen Lene!
    dejligt dejligt indlæg, håber du har sovet godt :-)
    Knus.

    SvarSlet
  4. God morgen! Håber, du sov godt?!
    Kan mærke at jeg bli'r lidt misundelig over dit internet i sommerhuset. Måske sku jeg også...
    Følelsen af sommer, sommerhus og frihed kom krybende ind under huden på mig, mens jeg læste. Tak for det!

    SvarSlet
  5. Det er noe vemodig med å besøke sitt eget, gamle pikeværelse. Man kan prøve å fange minnnene, men den lille jenta er liksom borte for alltid.
    Tingene er de samme, jenta er en annen. Med mange flere minner og erfaringer i hjertet enn da hun bodde på værelset sitt...
    Ha en flott dag!

    SvarSlet
  6. Det er vemodigt at besøge barndommens tabte land. Minder søde og bitre pibler op fra alle kroge,

    SvarSlet
  7. Ingenting er vel så rosenrødt i minnenes rike,som barndommens somre, der solen alltid skinte og sommeren var uendelig lang! Der jordbær og blåbær ble tredt på strå, og bestemødrenes varme og myke armer alltid var tilgjenelige...

    Gode og vemodige minner; vi trenger dem.

    Ha en fin dag videre,
    Klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.