onsdag den 4. maj 2011

Stemmen


Vi kender den vist allesammen. Stemmen. Den bor i os alle. Den har en gennemtrængende røst og har det med at ytre sig på de mest ubelejlige tidspunkter. Den vil hele tiden diskutere. Der er ikke noget, som bare er. Det skal debatteres. Vendes og drejes. Og selv når man tror, at man har fået den overbevist og at den nu vil være musestille og holde mund, så hvisker den. Den mumler. Men den udtaler ordene og hvis man er helt stille, kan man høre den alligevel. Den er ikke gjort tavs. Den lever i bedste velgående. Og pludselig taler den igen højt og man tager sig selv i at diskutere med den. Nogle gange bliver man så træt, at man har lyst til at overgive sig til den. Stemmen. For den holder aldrig op. Den er stærk og stædig og stolt over at være sig selv. En stemme. Modstand.

Jeg har efterhånden lært min stemme at kende. Den er godt nok vedholdende. Selv når jeg tror, at alt er som det skal være, jeg har truffet en beslutning, som føles god og ligger godt i maven, så sker det alligevel. Jeg hører den. Mens jeg går tur med hundene, prikker den mig pludselig på skulderen og hvisker mig i øret. Hør lige her. Er du nu helt sikker? Og så begynder den at plapre op og ødelægger på få sekunder idyllen, overdøver lyden af mine skridt og af hundenes poter, ja taler endda højere end fuglene kan synge. Er du nu helt sikker? Og når man bliver overrumplet af det spørgsmål bedst som man går i sit lune tomrum og nyder stilheden, så bliver man ofte lidt i tvivl. Er jeg egentlig helt sikker? Vil jeg nu også det, jeg har besluttet? Er det nu klogt? Og hvem kan overhovedet svare på det, for en ting er sikkert; man skal ikke spørge stemmen! Den er kommet for at puste ild i tvivlen. Den elsker små røde gløder, der er ved at brænde ud. Den nyder at få liv i det, der tilsyneladende var gået ud. Den lever af det!

Tag nu bare min svømning. En ganske almindelig svømmetur en tirsdag først på aftenen. En tirsdag, hvor det ovenikøbet er koldt og regner. Hvor man er lidt øm i sit bækken og faktisk trænger til at spænde ud og gøre noget godt for ømme muskler. Der er svømning jo genialt. Og jeg har besluttet at det er en del af mit træningsprogram. Mindst en gang om ugen! Ikke desto mindre prøver stemmen alligevel. Den tager det som en udfordring at få mig på gal kurs. Og i går faldt jeg i med begge ben og brugte flere timer på at diskutere med den. Den prøvede sågar at lokke mig ud på løbetur i stedet for. Den fristede med det, jeg holder så meget af. Lige for øjnene af mig og inde i mit hoved. Du kan sagtens løbe to dage i træk. Restitution. Puft. Hvem gider det? Og når du ikke løb mere end fem kilometer i går, så kan du vel sagtens løbe en mindre tur. Det er dejligt at løbe i regnvejr. Og så kan du restituere i morgen, onsdag, hvor du alligevel skal til frisør om eftermiddagen, løbe igen torsdag og svømme fredag i stedet for. Stemmen plaprede op og jeg blev i tvivl. Jeg var få skridt for at gå i en helt anden retning, end den jeg havde besluttet mig for. Jeg lod mig forføre af stemmen. Næsten.

Men historien har en lykkelig slutning. Jeg kom i svømmehallen. Jeg besluttede mig for at overhøre stemmen og min pludselig uvilje mod at køre afsted. Jeg gjorde det! Jeg ignorerede eftermiddagens dialog, svømmede mine 1000 meter og nød det. Det gjorde godt og jeg er overhovedet ikke øm i dag. Så i dag skal jeg ud og løbe. Og til frisør ja.

Stemmen er bare en stemme. En modstand, som tilsyneladende er kommet for at blive. Men det betyder ikke at man skal føje den. Man skal følge sit hjerte. Det taler ikke så højt, men hvis man kan ignorere stemmen og være helt stille, så synger hjertet en sang, man kan danse til. Og gode beslutninger truffet med god mavefornemmelse akkompagnret af hjertets sang skal ikke saboteres af den altid tilstedeværende stemme. Man kan faktisk godt lytte til den og gøre det alligevel. Det man havde besluttet. Komme afsted og være sin egen helt eller heltinde. Føle sig uovervindelig, fordi man trodsede stemmen og den mærkelige modstand, der bor i ethvert menneske. Og når man har gjort det? Svømmet, løbet eller hvad man nu havde sat sig for, så kan man nå stjernerne i himlen. Glæden bobler. Og stemmen er tavs. Den slikker sine sår.

YES! :)

3 kommentarer:

  1. Jeg kender også den stemme og prøver ihærdigt at overhøre den ligesom du. Det lykkes dog ikke altid, for jeg er nem at lokke...;-)

    Jeg kender OGSÅ det med tvivlen, som du skrev i dit indlæg i går. Jeg er også overbevist om, at mit gode skib er solidt og ligger godt for vinden, men puha hvor det river i det, når det blæser. Så er det, man må finde en lille bugt at ligge i læ... ;-)

    SvarSlet
  2. Ja Mia, ind i mellem må man simpelthen bare finde sig en lille bugt at ligge i læ i. Dejlig metafor! ;)

    SvarSlet
  3. Dejlige ord Lene, hvis man forsøger at overhøre stemmen popper den bare op konstant, det er bedre at vedkende sig den, men søge at fornemme hvad vi føler for, er vi i balance eller ubalance og så på den måde søge at komme i balance, gøre det man føler for.
    I kærlige tanker, god Onsdag aften.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.