tirsdag den 17. maj 2011

Hvem sagde Facebook?


Facebook. I dag vil jeg skrive om Facebook. Og nu lyder det som indledningen på børnetimen. I dag skal vi høre om den store bjørn. Og så sidder man klar, er lutter øre og ser allerede den store bjørn foran sig, mægtige poter med farlige kløer og en stor brun pels. Eller sort. Men lad være med at tænke på bjørne. Forestil dig i stedet Facebook. Ja, det forum af fjæser, som de fleste af os færdes dagligt i. En veninde fortalte, at hun holder en pause fra Facebook, fordi det er en tidsrøver. En slags blodsuger. Et sted, man bare må hen, en dør, man åbner og et kæmpemæssigt rum, hvor man træder ind og spejder efter sine venner. Ja, for umiddelbart ser det bare ud som et virvar af mennesker, af støj og af larm. Men det er det ikke!

Jeg tænkte lidt over det. For pludselig var veninden væk. Alle spor var slettet. Som om hun aldrig havde været der. Det er så nemt. Et tryk på en knap, et stik der trækkes ud. Så er man ikke længere i rummet. Forsvundet. Forevigt. Eller for en stund. Og jeg forstod egentlig godt beslutningen, guderne skal vide at jeg også ofte har været fristet til at smutte ud af bagdøren og forsvinde ligeså stille. For Facebook er som en kæmpemæssig reception. En reception, der holdes på et stort hotel i den største banketsal og hvor folk flokkes for at komme til. En reception, hvor man går rundt med sit champagneglas i hånden og kigger sig omkring, hilser på dem man kender, nikker, smiler og udbryder "hvor er den dog smuk, den kjole du har på". Eller "hvor ser du godt ud". Det synes pludselig vigtigt, at man får hilst på så mange som muligt. Ja, måske kan man endda få nye venner. Få øje på nogle man ikke kender. Endnu. Og så kan man notere vedkommendes navn i sin lille bog over registerede venner. Jo flere, jo bedre. Ja altså, bortset fra, at der så er endnu mere at holde øje med. For hver eneste ven har noget på hjerte. Og det gælder om at sige det så kort og præcist som muligt. Gerne lidt sjovt. Så kan man nemlig få en masse klap på skulderen i form af "synes om" og så bliver man glad.

Reception. Ja, sådan er Facebook lidt, tænker jeg. Der var engang, hvor jeg bare var dér, fordi nogle venner havde spurgt. Kommer du ikke snart til reception, Lene? Kom nu. Vi savner dig. Og hvem kan stå for det? Tænk at der var nogen, som savnede mig. Og så kom jeg. Jeg var pænt klædt på, jeg registrerede mig og udfyldte min blanket og så fik jeg stukket champagneglasset i hånden. Jeg gik rundt i mængden af mennesker, en flok ansigter, og efterhånden fik jeg øje på nogen, jeg kendte. Hvilken lettelse! Jeg hilste på, uddelte knus og klem og kram og kindkys og ikke et øje var tørt. Jeg havde fået venner. Og jeg blev genkendt. Så fik jeg øje på alle udstillingsbordene blandt menneskerne, boder med udbud og tilbud, hvor jeg kunne "synes om" og løbende få opdateringer. Gode citater. Opdateringer om dette og hint. Og jeg blev grebet af stemningen og så pludselig mig selv gå omkring med mit halvtomme champagneglas med blussende kinder. Jeg synes godt om! Jeg synes godt om en masse! Og der kom flere venner til og jeg tænkte, at her må jeg sørge for at være på. Jævnligt. Dagligt. Ja helst flere gange om dagen og så skal jeg følge med i alt det, andre skriver og foretager sig. Hvem der har spist rødgrød med fløde, hvem der rejser til Italien og hvem der har gået tur med hunden. Jeg fik travlt.

Spøg til side. Jeg er stadig på Facebook. Men jeg prøver at trappe ned. Det gør jeg altså. Jeg kan ikke hele tiden rende til reception bare for at se, hvem der nu er der. Eller spise buffetmad. Det tager tid. Men det er så hyggeligt, synes jeg. Det er godt at se sine venner og dem, som man ikke kender, og dem som jeg ikke kender, dem skåler jeg med ... Men altså. Der må være en grænse. Eller? Hvad med dig? Er du på Facebook? Og kan du styre det? Begrænse det? Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt afhængig. Og fortabe mig i menneskemængden. Men nu prøver jeg at tage det roligt. En lille daglig dosis. Og så heller ikke mere. Jeg skal bare lige ... ;)

12 kommentarer:

  1. Det passer egentlig meget godt med en reception. Jeg har selv været til mange receptioner, og jeg må indrømme, at jeg ikke er vild med dem. Jeg finder dem alt for overfladiske - alt det småsnak med mennesker, som man med stor sandsynlighed aldrig ser igen. Jeg er meget social og holder meget af at møde andre, men altså ikke til receptioner... :-)

    Jeg bruger Facebook aktivt, som du ved - men ikke særligt tit. Titter ind en gang om dagen eller to højst. Skriver lidt på mine to "erhvervssider", som er magasinernes. Men ikke for tit; folk skulle nødig blive trætte og irriterede over, at jeg hele tiden "kommer rendende"... ;-)

    Jeg vil hellere bruge tid på bloggen, hvor jeg møder så mange dejlige mennesker. Her føler jeg, at jeg kommer mere ind på livet af dem. Det er ikke bare "pipperier".

    Men det ER en balance. Som skribent må man være lidt om sig og meget udadvendt, for det er jo et ensomt job at skrive. Det skal bare heller ikke tage så meget tid, at man aldrig får skrevet noget seriøst. Pipperier på Facebook og blogning er godt, men det er jo ikke det, der er det essentielle. Det er HISTORIEN, eller BOGEN, eller - som i mit tilfælde - MAGASINERNE.

    Held og lykke med nedtrapningen... ;-)

    SvarSlet
  2. Facebook ER en tidstyv, ja...
    Men etterhvert som tiden går,
    merker man fort selv at man bruker midre tid "der inne." Det regulerer seg selv.
    Samtidig er det nok noen (mange) som blir "hekta." Man må innom, både titt og ofte.

    Jeg blir litt betenkt når noen skriver at de skal slette venner som ikke har svart på statusoppdateringer som er lagt ut i løpet av dagen... Hm...! Det blir feil! Man kan ikke bare bestemme seg for å skille mellom venner der, og å tenke slik. Alle deltar ut fra sine behov og ønsker. Jeg logger meg først på om kvelden, som regel. Bruker da ca. 1/2 time på å lese siste nytt. I det siste har det til og med gått flere dager mellom hver gang jeg er innom der. Man må uansett begrense det litt.
    Livet er så mye, mye mer...
    Dine statusoppdateringer er noen av de jeg liker mest. Gode sitater og kloke ord.
    Så jeg trykker ofte liker under innleggene dine. Fordi du fortjener det!

    I dag er det nasjonaldagen vår,
    her i Norge,
    så nå skal det feires.
    Hipp, hipp hurra!

    Ha en god dag, Lene!

    SvarSlet
  3. Jeg leste kommentaren til Mia over her også.
    Kloke ord, og noe å tenke over, ja...
    Betraktningene hennes både understreker og bekrefter forskjellen mellom Facebook og blogging.
    Jeg kan lettere slette profilen min på Facebook, om jeg vil, eller må, men ikke bloggen min. Den er "meg," på en måte...

    SvarSlet
  4. Jeg var på facebook i tidernes morgen og slettede så min profil igen. Et års tid efter hoppede jeg på vognen igen, afklaret med, hvordan jeg vil bruge det. Jeg skriver stort set aldrig selv derinde, for jeg vil hellere blogge. Men jeg synes det er enormt hyggeligt at læse og kommentere hvad venner og familie, der bor langt væk fra mig, oplever og fortæller. Jeg har ikke hundredevis af venner derinde, så det er begrænset hvormeget jeg 'skal' holde øje med. Jeg er inde og kigge næsten hver dag, men kun kortvarigt. :O)

    SvarSlet
  5. jeg er på FB men nyheds interessen er gået væk så jeg kommer ikke forbi hver dag mere ... men jeg er så enig med det du skriver :)

    SvarSlet
  6. Dit billede med facebook som reception har jeg hermed taget til mig! Jeg har det ens med begge to: Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv, og ender med at koncentrere mig om maden, om at finde toilettet eller sætter mig ved et bord og snakker dybere med nogen jeg faktisk kender, eller som gider snakke mere end chitchat.
    Jeg er på facebook, men langt fra dagligt. Jeg skriver meget sjældent på min profil, og jeg kan ikke overskue at se med hos alle dem, jeg kender. Jeg er der mest for de direkte beskeders skyld. Og for mit arbejdes. Som jeg jo så ikke er på ligenu. Som arbejdesredskab er det en anden sag, for der ser jeg et direkte formål med at bruge facebook aktivt. Men for min egen skyld vil jeg hellere blogge, sms'e eller snakke i telefonen. Allerhelst mødes ansigt til ansigt,

    SvarSlet
  7. Fin sammenligning med reception. Jo, har osse været lidt on / off på FB. Fordi det blev en tidrøver. Vupti sådan bare.
    Tjekker ind hverdag, læser lidt, kommentere, syns om osv.. skriver selv i perioder (som du jo ved)
    Rart at kunne "følge" mine store unger i KBH.
    De nære venner er jo mere sms / tlf kontakten.
    Løbe bekendskaberne holder jeg osse kontakten med her, følger hinandens liv og gøren.

    Så, jo er på men indimellem må jeg osse "trappe" ned. Men nu hvor man kan være "på" over mobilen, ja så tjekkes der ind og ud jævnligt.
    Og helt ærligt var det nu helt rart da jeg lå på sygehuset, med en masse hilsner...
    Men nok sundt at stoppe op og lige tænke over brugen af dette medie..
    Knus og God dag til dig..
    Tina

    SvarSlet
  8. FB har je nesten kuttet ut.. det gir ingen mening :)

    ha en fin dag.. knus

    SvarSlet
  9. FB er et sted som aldri har tiltalt meg, av en eller annen grunn. Jeg trives i Bloggelandsbyen, men ikke på FB. Synes det bare er intetsigende ting som skrives der:)
    Ha en fin dag, her har vi ropt Hurra og godt i tog:)
    Klem fra meg;)

    SvarSlet
  10. Du forteller om Facebook så billedlig!
    jeg var der en gang, fordi jeg hadde vært på en klassefest, og ble spurt om jeg ville være med på siden med "dem som gikk ut av ungdommskolen år 19....". Der var bilder fra festen, og kommentarer. Så gøyalt, tenkte jeg.
    Men så fikk jeg forespørsel om å være venn, med først noen jeg kjente godt, men så kom andre perifere "kjente", som jeg knapt nok kjente, men hadde gått i paralell-klasse med. Hadde jeg noen interesse om hva de bedrev sin tid med, og om de hadde barn, var gift, eller skilt......

    Og tiden, ja, den bare forsvant. Og så hadde jeg jo bloggen min.........
    Jeg avsluttet facebook, for aldri å komme tilbake. det er jeg glad for. Jeg trenger ikke 1023 venner som jeg knapt nok kjenner!!

    SvarSlet
  11. Hvilken rammende beskrivelse af facebook. Jeg er der skam, men ikke nær så ofte som tidligere, oplever at det er ved at fade lidt ud, har mistet nyhedens interesse. Omvendt giver det i en travl hverdag en nem måde at kommunikere med veninderne på, på den måde bruger jeg det efterhånden mest. Blogverden er langt mere interessant og berigende, men også en tidsrøver dog ;-) Kh Charlotte

    SvarSlet
  12. Kan kjenne igjen den dragningen til stadig å kikke innom "Facebook-resepsjonen" (Bra ordvalg forøvrig). Spesielt i begynnelsen når det var nytt.
    Det hyggeligste med FB - for meg - er å enkelt ha kontakt med personer/familie/venner man ellers ikke naturlig ville hatt telefonkontakt/mail med.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.