fredag den 6. maj 2011

Glad til bens


Solen skinner fra en skyfri himmel. Blå himml og grønne træer. Det lysegrønne skær, der hviler over foråret og ændrer sig lidt hver dag. Bliver lidt mere markent. Lidt mere grønt. Maj er ved at indhente sig selv og noget tyder på, at hun her til weekenden vil være i sit rette element. Hun byder på varme. Sol og varme. Så måske er hun i virkeligheden sød og mild? Eller også er hun som alle os andre. Lidt af hvert. Hun har gode dage og dårlige dage. Dage, hvor det hele går som smurt. Hvor hun smiler. Hvor andre kigger misundeligt på hende og spørger, hvad der dog gør hende så glad. Og hvor hun bare ryster på hovedet, trækker på skuldrene og uden svar glider videre afsted i sin dag. Sådan er det nogle gange. Ingen forklaring. Bare glædelig og en lethed, som sommerfuglen der endelig forlader sin puppe og spreder sin smukke vinger. Som fuglen, der sejler afsted på himlen, mens vi bare kan stå her på jorden og kigge på. Hvordan gør det mon? Flyver. Og så er der de dage, hvor vingerne er tunge og humøret daler i takt med lavtrykket. Hvor tankerne er tunge og kredser om alt det, der er svært. Og det gør ondt.

Jeg har gennem snart mange år haft en slags medicin, som altid gør godt ligegyldigt hvordan jeg har det. Mine løbeture. Ja, jeg har regnet på det og faktisk har jeg været løber i 19 år. Jeg husker ganske svagt mine første ture på Frederiksberg, Søndermarken, Frederiksberg Have, rundt i gaderne, rundt om Carlsberg. Hvordan jeg kom i form, blev bedre, begyndte at lave små målsætninger, løb med i forskellige løb rundt omkring i byen arrangeret af Sparta, Alt for Damerne og andre. Eremitageløbet. Ja, jeg trænede sågar til halvmarathon, det første broløb, men blev syg af influenza dagen før og måtte til min store ærgelse kapitulere. Der græd jeg! Det var øv. Men jeg løb videre, da jeg var blevet rask. Jeg løb, da min far blev syg og døde. Jeg løb fra sorgen, med sorgen og jeg flygtede fra det hele. For en stund. For selvfølgelig kom jeg hjem. Og jeg kom altid hjem og havde det lidt bedre. For sådan er det. Man kommer aldrig hjem var en løbetur og har det dårligere end da man tog ud. Med mindre man da er skadet eller blevet syg, men det er en helt anden sag.

Nu er jeg tilbage som løber efter 1/2 års pause på grund af skade og jeg indser, hvor meget det betyder for mig. Det er blevet en del af den, jeg er. Løb er ikke bare motion. Det er meditation. Medicin. Det er en slags lykkepille, for man bliver glad i låget af en god løbetur. Og der sker jo faktisk forandringer i hjernen, når man løber. Der frigives endorfiner og det er 5 gange højere efter en løbetur end før. Tænk engang! Så det giver et positivt boost at løbe. Den gode følelse, der kommer i kølvandet. Jeg gjorde det. Jeg kom afsted. Jeg løb og jeg gjorde det lidt bedre end sidste gang. Eller jeg havde en fantastisk naturoplevelse. Mærkede mig selv og min krop og blev stolt over, at jeg løber. Og er man meget "oppe i hovedet" er løb virkelig en god måde at komme tilbage på kroppen på. Man mærker sig selv, sine muskler og hvordan kroppen arbejder. Man bliver gladere for sin krop. Stolt. Og det skal man være!

I dag skal jeg ud og løbe igen. Turen langs åen. Den er blevet min favoritrute lige nu. Der er så smukt langs vandet. Og træerne er så grønne, nyudsprungne knopper, blomster og dufte. Måske kan jeg slå min rekord igen i dag. Og hvis ikke, så pyt med det. Så gør jeg det næste gang. Det kan godt være at det er sjovt at deltage i motionsløb og vinde over andre, men der er en sejr, som er sødere end dem allesammen. Sejren over sig selv. Over modstanden mod at komme ud og afsted. Over dårligt humør og dårlige undskyldninger. Slå sine egne tider og blive lidt bedre. Bare løbe. Blive lidt gladere. For det gør man.

Jeg er så glad for at løbe at jeg har besluttet mig for at give det videre. Jeg vil være løbecoach. Og jeg er startet lidt i det små, men til efteråret regner jeg med at gå i gang med uddannelse og blive certificeret løbecoach. Jeg vil smitte andre med glæden. Jeg vil motivere og hjælpe andre til at få den fantastiske oplevelse med løb, som jeg har haft igennem så mange år. Give glæden videre!

5 kommentarer:

  1. Dejligt at du vil give din inspiration videre Lene, der er masser der bare lige mangler det sidste skub for at holde ved løberiet, så det bliver godt med ekstra motivation.
    I kærlige tanker, god weekend.

    SvarSlet
  2. Forstår deg godt - at du syns det er godt å jogge. Eg kan ikkje fordra å jogge - men eg går tur og det gir nok meg samme følelsen når eg har kommt opp ein bratt bakke som du har når du har sprunge ein tur. Dei gode endorfinane som gjer oss så glad og stolt.

    Ha ei fantastisk helg:-))

    SvarSlet
  3. Det lyder spændende, at du vil være løbecoach! Din begejstring må smitte af på alle, så jeg tror, det er en rigtig god idé :-)
    Klem og ha' en skøn aften!

    SvarSlet
  4. Ja, jeg siger som Madame: Din begejstring må være smittende, og det er jo altid en god start. Held og lykke med projektet. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme i gang med at løbe, for jeg kan godt huske glæden ved det - men jeg får nu også en god portion af den glæde ved at gå. Jeg elsker at gå!! ;-)

    SvarSlet
  5. Hvordan lavede du/i de høje paneler???
    Hvor kan det evt. købes?

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.