onsdag den 18. maj 2011

Det næste skridt


Endnu en grå morgen, endnu en regnvejrsdag. Markerne og jeg siger ja tak, for jeg har besluttet mig for ikke at falde for fristelser. Og solen frister mig. Den virker som en magnet på mig, jeg må bare ud, ud og sidde, læse, nyde og suge til mig, slikke hvert solstrejf som en dråbe. Men skyerne er enige med meteologerne, vi får byger. Der kommer mere vand fra himlen og sådan skal det også være. Den gode balance. Nu har vi haft sol og vind så længe, at alting er tørt. Det er jeg dog ikke, men kunne det mon ende med at jeg løb tør for ord? Jeg bruger jo mange i løbet af sådan en dag. Jeg blogger og så har jeg fat i en historie, som endelig har formået at fange min opmærksomhed, som drager mig og som kærligt suger ord, mens jeg sidder ved skrivebordet og lader mig tømme. Nu, endelig, efter fem måneder har jeg fundet ud af, hvordan det er med mig. Og det siger mig i grunden bare, at ting tager tid, forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden, men starter med det første skridt. Og som Martin Luther King så klogt har sagt, skal man blot tage det første skridt. Man behøver ikke at kunne se hele stigen - eller vejen. Bare tage det første skridt!

Jeg har taget mange skridt nu. Jeg har kravlet rundt på sten i vandet, sten, som tilsyneladende kunne tage mig over floden, men viste sig at ende i ingenting. Jeg har gået over broen kun for at vende om, fordi jeg blev i tvivl og fordi det pludselig gik for stærkt. Jeg har tænkt og jeg har tøvet. Jeg har læst og samlet indtryk, udtryk og jeg har lært mig selv bedre at kende. Forsøgt med både det ene og det andet. Fået ideer. Indfald. Og jeg har grædt og leet. Jeg har i det hele taget nydt denne del af min rejse, som jeg aldrig nogensinde vil fortryde. Jeg rækker mig selv hånden, kysser mig på kinden og takker fordi jeg gjorde det. Tog afsted. For jeg kan, hvis jeg vil. Det mærker jeg nu. Det synger vinden om.

Nu står jeg her, hvor vejen deler sig i to. Hvilken en skal jeg vælge? Jeg tøver og står helt stille. Ser mig omkring. Mærker efter. Søger efter et svar i trækroerne, de store gamle træer, som jeg ved rummer så meget visdom. Hvorfor siger de ingenting? Bladene er lysegrønne. Det er maj. Alting ånder fred, jeg hører kun mit eget åndedræt og selvom jeg ved, at jeg er på rette vej, fordi det er min vej, så føles det alligevel lidt skræmmende, at jeg ikke kan se så langt. At jeg kun kan tage et skridt af gangen. Nogle gange ønsker jeg, at jeg var en fugl, som flyver lidt i forvejen og sonderer terrænet. Hvis jeg bare lige kunne smugkigge. Åbne den dér dør på klem og kigge ind, udspionere, se hvad der gemmer sig. Se om det er noget for mig. Men sandheden er at døren ikke findes, før jeg er parat til at åbne den. Der findes ingen dør. Der findes ingen veje. De dukker først op, når jeg er parat. Når jeg vælger at åbne den. Døren. Eller gå på den. Vejen. Sådan er det så mærkeligt og i grunden vidunderligt. Det er derfor vi ikke kan se det på forhånd. Det kommer først, når det første skridt er taget. Og det næste. Og det næste.

Nu er morgenen kommet. Dagen er ny. Jeg tøver lidt, det er dejligt bare at sidde her, nyde kaffen og fuglene, som synger udenfor vinduet. Kigge op i træerne de store, de kloge og se dem smile underfundigt, velvidende at de ved besked. De ser ganske fortrøstningsfulde ud. Et af træerne nikker til mig. Jeg tror da næsten, at det smiler. Bare lidt. En stille og kærlig opfordring til at fortsætte. Bare tage det næste skridt. Ud i dagen. Hen af vejen. Det næste skridt.

11 kommentarer:

  1. Litt regn etter tørre dager gjør bare godt:) Bare ikke regnet blir i dagesvis....jeg har vært på jobb grytidlig idag..nå kaffe her også, solen skinner men det er kaldt ute.
    Å ha en fugl som kunne sondere terenget i forkant hadde vært noe:) Men da hadde vi vært safe alltid...kanskje ikke lært så mye da.
    Ha en fin dag Lene, klem fra meg:)

    SvarSlet
  2. Det er også spennende å ikke vite hva fremtiden vil bringe!
    jeg er også snart kommet til et veiskille, kjenner jeg. Jeg vil snart trå ut av den trygge tilværelsen, for så å gjøre mine drømmer til virkelighet. Når jeg er 50 år (flere år til...;) ) vil jeg gjøre nettopp det jeg har drømt om hele tiden, og som er MEG! jeg har lyst til å starte turen snart.........
    Ha en hyggelig dag, selv om det er regn. Klem

    SvarSlet
  3. Dejligt du er på vejen, osse selvom du ikke kan se hele stien det er de rjo en vis spænding i .
    Men kunne nu godt selv tænke mig at være en lille fugl, flyve lidt i forvejen og se hvad der venter. Bare lidt :-)
    Smuk og dejlig dag til dig.
    Knus

    SvarSlet
  4. Kære Lene.

    Er nysgerrig. gad vide hvad det er, du står og skal vælge imellem? Jeg håber, at du bliver ved med at skrive på din roman og forfølger din drømme til den SØDE ende, selvom det nogle gange kan føles... hmm... ikke bittert, men SVÆRT. Jeg ved præcist, hvordan du har det. Sidder i nøjagtig samme situation. Men ved du hvad? Jeg tror også meget det handler om at turde og at ville. At ville det så meget, at man gør det. Og vigtigst af alt: At man gør det FÆRDIGT! Det er det, der motiverer mig for tiden, og så det, at jeg har sat mig selv en deadline - både definitivt - og per uge :-)

    Rigtig god arbejdslyst.
    Kh. en kollega

    SvarSlet
  5. Rettelse:
    Der skulle stå 'drøm', og ikke 'drømme'.
    Kh. Den forfængelige ord-æstetiker

    SvarSlet
  6. Eva, typisk skytte! Nysgerrigheden er et sikkert kendetegn. Og som skytte kender jeg det, så jeg skal svare dig kort og godt. JEG OPGIVER IKKE DRØMMEN! Jeg skriver løs. Og du har ret, det handler om at gøre det færdigt. Gå videre og have et mål. Gøre det færdigt. Jeg har også en deadline. Ikke desto mindre skal jeg også vælge andre ting, for sådan er det og det bliver noget godt for mig. Men skriverierne. De er kommet for at blive. Som det primære. Fordi jeg elsker det. Fordi det er mig! :)

    SvarSlet
  7. Det er noe som heter at veien blir til mens man går, og det kan være litt godt;)
    Her har det regnet i hele natt,men nå skinner en blek formiddagssol her.
    Nyt dagen, klem fra meg;)

    SvarSlet
  8. Godt at høre!
    (Og ja... ALTID nysgerrig ;-)

    SvarSlet
  9. Hvert skridt ændrer vejen og fremtiden.

    SvarSlet
  10. Nåede altså ikke at kommentere igår.....Men jeg har opdaget at det ikke er Facebook der tager tiden - det er alle de herlige blogge man bare er nødt til at besøge.....
    God regnvejrsdag! Knus.

    SvarSlet
  11. For et veldig fint bilde :-) Greit at vi ikke vet helt hvordan veien vår blir.

    Ha en flott dag - klem Siv

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.