fredag den 8. april 2011

På marked


Jeg er her endnu! Og det var jo ikke til at vide, for det har stormet, buldret og braget hele natten, så man kunne jo godt have været blæst væk. Simpelthen. Ligesom vasketøjet i går, som jeg optimistisk havde hængt ud til tørre i sol og vind. Det kunne jeg siden samle op rundt omkring i hele haven, spredt for alle verdenshjørner. Det tuder i træerne og mine morgenløbeplaner er blevet udsat til senere på dagen. Jeg håber på lidt blidere vejr. Og eftersom det også er svømmedag i dag, klarer jeg mig jo nok uden, selvom jeg brænder for at få afprøvet det nye løbetøj. Vi får se. Dagen er ny. Og stormfuld.

Mærkeligt at tænke på, at jeg for en uge var i Spanien og at vejret viste sig fra sin bedste side. Smuk blå morgenhimmel og sol over bjergtoppe og appelsinplantager. For en uge siden drog vi på marked og købte ind til verdens bedste grønsagslasagne. Kiggede på ting og sager, for der var nemlig også meget andet godt repræsenteret på markedet i Albir. Tøj, Sko. Smykker. En masse glade mennesker og overdækkede boder, så man kunne gå i ly for solen. Lyder det ikke vildt? Hvem ønsker dog at skjule sig for solen? Det forekommer helt malplaceret, når man tænker på vejret her udenfor. Stillede man boder op med teltdug og pressening, ville det flyve til Malmö eller Malta. Mindst. Og man kunne selv hægte sig på og gratis blive fragtet ud på eventyr. Dog uden sol. Som det ser ud lige nu.

Der er noget fint ved at handle på et marked. Grøntsager af alle sorter og i alle farver er repræsenteret og man kan vælge og vrage. Udvælge sig helt sin egen gulerød eller sin rødlige squash. Netop denne art kendte vi ikke og besluttede, at den skulle indgå i grøntsagslasagnen. Det var en god beslutning, for den smagte skøn og af lidt mere end de almindelig grønne squash og gav maden sin helt egen, pikante smag. Uhm siger jeg bare! Det var billigt at købe frugt og grønt og et kilo jordbær kom også med hjem. Jordbær og druer. Som vi senere spiste på terrassen i solen sammen med oliven, mandler og majskorn. For bare en uge siden. Og vi lavede grøntsagslasagnen i fællesskab og spiste den udendørs, mens solen sænkede sig. På de breddegrader græder man ikke, når solen siger godnat. Man venter bare. Nyder aftenen, sover om natten og så står man op til endnu en dag af samme slags. Sig det ikke til nogen, men jeg kan godt blive lidt misundelig. Bare lidt.

Nyd din fredag. Her skal der skrives og jeg kan sige så meget, at historien tager mig med på rejse. Og at det er tilladt at drømme! ;)




8 kommentarer:

  1. Hvor ser de grøntsager friske og dejlige ud Lene, glæder mig til at høre mere til rejsen, jeg råbte ellers til dig her til morgen, men vinden har nok båret lyden væk!!!!
    I kærlige tanker, god weekend.

    SvarSlet
  2. Ja, det er sjovt at være menneske :-)

    SvarSlet
  3. Drømme er vejen til en ny virkelighed :-) God weekend.

    SvarSlet
  4. Jeg får godt nok også lyst til at drømme mig langt væk....og misundelig....det tror jeg da nok lige, jeg bliver på sol, varme, bugnende grøntsagsmarkeder. Det er så godt at kigge indenfor her hos dig og få lidt sommerstemning med på vejen på sådan en blæsende og grå fredag. Ups...løbeskoene skriger...må løbe...søde :-)

    SvarSlet
  5. Dette er bare eksotisk, å kunne gå på et marked å velge blant de herligste frukter/grønnsaker og farger!
    Ha en god reise, klem fra meg;)

    SvarSlet
  6. Ahhh så flott med store grøntmarked - bare bittelitt misunnelig. Her bles vi omtrent bort akkurat no - antageleg liten storm i kasta. Men sola skin og livet smiler og eg har nye joggesko som skal prøvast i dag (skal ikkje jogge - berre gå)

    God helg og klem jannetove

    SvarSlet
  7. Uhm, skønne billeder, Lene! Jeg elsker markeder, men der er desværre ingen her i mit hjørne af Sjælland. Husker overdådige markeder i Rom og i London.
    Klem og en god blæsevejrsdag til dig!

    SvarSlet
  8. ahh. der har jeg også vært : ))

    er bare innom dsom snarest for å ønske god helg.. med mannen hjemme er det lite tid til blogging : ))

    God weekend : ) og riktig god til til Kbh..

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.