onsdag den 13. april 2011

Det våde element


Det var en vaskægte vanddag i går. Det gode vejr forsvandt og blev afløst af et stædigt regnvejr, der ydermere bragte kold vind og lave temperaturer med sig. Hvor blev forårsvejret af? Solen og de velgørende varmegrader, mulighed for at sidde lidt i haven, nyde, føle sig født påny? Pludselig blev vi skubbet hårdt tilbage og stødte igen mod kanten af vinteren. Jeg fandt vanterne frem og sørme ikke om vinterjakken også fik sin renæssance. Av! Det gjorde næsten ondt. Det føltes som en smerte. Og jeg blev pludselig træt og ugidelig, ting blev udsat og dagen endte med at være en, som jeg bare famlede mig igennem, våd og kold.

Der er bare sådanne dage. Det kan ikke hjælpe noget at kæmpe imod. Energien udebliver og det bliver de små ting, der tæller. Måske skal de til for at danne kontrast til dage med solskin og flow. For at være som de dale, der giver mægtighed til tinder og viser os, hvordan livet er i evig bevægelse og bølgegang. Og i dag kigger jeg ud på endnu en dag af samme slags. Regn og kold vind. Men i dag kan jeg ikke tillade mig at udskyde og udsætte længere, så jeg tager handlehatten på og kvinder mig op. Jeg gør det!

Faktisk gjorde jeg også noget i går, jeg var lidt stolt af. Jeg kom afsted i svømmehallen. Jeg svømmede mine 1000 meter og det føltes rigtig godt. At have gjort det. Mens jeg svømmede og kiggede ned på bunden af det store, blå bassin tænkte jeg på, at man har lov til at være stolt, når man tager sig sammen og gør noget trods indre modstand og en million mere eller mindre gode undskyldninger. Der var mange af slagsne i går. De havde forskellige stemmer, en sød og blid en, en mere hoverende, en fræk og en irriteret en. Men da tiden nærmede sig, gik jeg resolut op af trappen og fandt mine svømmeting frem. Pakkede taske og kørte afsted. Svømmede. Og det føltes godt. Jeg var sgu stolt af mig selv. Sådan kvinde! :)

I dag står der løbetur på programmet, men hvis vind og regn fortsætter sin sejrsgang over landet, må jeg nok flytte turen ud i skoven. Når jeg har gjort de ting, jeg nu skal her i formiddag. For jeg skal! Og jeg gør det.

Den fine sten på billedet er en spansk drømmesten. Det kalder jeg den. Jeg fandt den på stranden i Albir og den bor nu hos mig i min vindueskarm. Den minder mig om det gode i livet og om at tro på drømmen. Om at man kan, hvis man vil. Og om jeg vil! God onsdag! Bare gør det ;)

7 kommentarer:

  1. Kære Lene
    Det er en smuk sten og et smukt navn, du har givet den.
    Her skinner solen, og vinden har lagt sig lidt. I morgen skal jeg på ravtur. Jeg tror, at der ligger gyldne klumper og venter i havstokken. Rigtig god onsdag til dig:-)

    SvarSlet
  2. Det lyder dejligt, at du kom i svømmehallen, Lene - vejret var jo elendigt i går, men det gør ikke noget i en svømmehal. Her styrter regnen stadig ned, og det er helt mørkt udenfor. Jeg havde ellers planer i haven, men det må vente.
    En rigtig god onsdag til dig, klem!

    SvarSlet
  3. Det var godt at du kom af sted selv om lysten var lille. Bagefter er det sådan en god fornemmelse!!
    Jeg har det lille trick at min træningstaske altid er pakket: Jeg har alle de toiletsager jeg bruger fast i tasken, håndklæde og træningstøj / sko er lagt i den dag jeg ikke træner. Så er det bare at snuppe den uden at tænke for meget over om man har lyst eller ej mens man pakker. Man er så nem at narre....

    SvarSlet
  4. Kære Lene.

    Uuuh! Det var lige præcist sådan en peptalk, jeg havde brug for! Jeg tager handlehatten på og gør det, ja jeg gør :-)

    Knus og tanker fra Istanbul

    SvarSlet
  5. Jeg troede lige et øjeblik at din drømmesten var en vandmand :o)Du er så sej. Du har planer, hensigter, og underhunden frister, men du trodser og handler på det, du tænker. Sådan! Jeg tror også de træge dage er med til at sætte tingene i perspektiv, og gør de lyse og lette dage endnu mere lysende og lette. God aften til dig søde :-)

    SvarSlet
  6. Drømmesten - evigt sovende ansigt, skabt i tidernes morgen, hvad mon det drømmer?

    SvarSlet
  7. Jeg var i Albir sommeren for 2 år siden, og da plukket jeg med meg rundt 10 steiner hjem - det er de mest perfekte steinene jeg har sett :-) Drømmesteinen din var også fin :-D

    Klem Siv

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.