onsdag den 9. marts 2011

Svenske detaljer


Dagen i går måtte godt have varet længere. Solskin og smuk blå himmel. Det er som om et tæppe bliver trukket væk og man pludselig opdager, at der overhovedet har været et tæppe. Jamen, har jeg virkelig ligget dér hele vinteren? Pludselig er der lys og håb i horisonten. Over broen til Sverige, Øresund har næsten smidt isen, der ligger kun små flager og rester fra den lange vinter, som nu langsomt sejler agterud. Da vi ankom til Ystad, lå byen badet i formiddagssolskin og folk vrimlede rundt med cykler, hunde og indkøbsposer. De farvestrålende huse og gader med brosten bød os velkommen og vi kunne næsten ikke vente med at komme ud af bilen og tage hul på vores svenske timer i Wallanders idylliske hjemby.

Vi tilbragte et par timer i Ystad. Gik tur i gaderne, så på huse, farver, blomsterbutikker, brugskunst, tøj og mennesker. Jeg fandt hurtigt kameraet frem og legede med detaljerne. Der er mange. Små pudsige påfund på huse og facader. Anderledes farver på døre og vinduer. Når solen skinner fra en skyfri himmel og forårslyset kaster sine første stråler, så sker der noget. En bogcafé i en baggård havde dristet sig til udendørs servering. Vi spiste frokost på en lille restaurant, som serverede dagens ret. Kødboller! Måske ikke det mest eksotiske måltid, men det var hvad vi lige kunne finde. Og som tjeneren sagde: Et ægte svensk måltid. Det skal jeg da lige love for. Der blev serveret sovs og kartofler til. Sådan god gammeldags sovs, som jeg husker den fra min barndom. Men det var hyggeligt og i grunden ganske velsmagende. Serveret med tyttebær naturligvis.

Svenske detaljer. Jeg kan godt lide Sverige. Jeg kan godt lide de små ture, vi har derover og den venlighed, og gode service, vi altid bliver mødt med. Og i går bød Sverige på det bedste, man kan give mig i øjeblikket. Sol og blå himmel. Tak til Ystad, tak til Sverige, tak til solen. Se det var en dejlig dag ...

12 kommentarer:

  1. Godmorgen:-)
    Dejlig tur, med sol, hygge og oplevelser for øje og sjæl. Skønt med en dag ud i det Blå.
    Må du få en super dejlig dag.
    Knus

    SvarSlet
  2. Det lyder som den skønneste dag i det dejlige solskin. Jeg er vild med det øverste billede af dig i spejlkuglen :)
    Klem og god dag til dig

    SvarSlet
  3. Dejlige Sverige....men mind ikke om stakkels Wallander, jeg bliver så trist...jeg kan faktisk helt godt li' de der köttbullar - især når det er med grädesovs..tak for at minde mig om Sverige

    SvarSlet
  4. Hvor dejligt med sådan en Sveriges-tur. Jeg holder meget af Sverige, og vi tog tit på éndagsture før i tiden. Det var næsten altid Malmø eller Helsingborg; men det kunne også være lidt længere væk. Og Ystad kommer jeg til med (lange) mellemrum, når vi skal til Bornholm. Mmmmm, nu fik jeg bestemt lyst til sådan en udflug til det svenske igen. Tak for den inspiration og rigtig god dag til dig... :-)

    SvarSlet
  5. Hvor lyder det dog dejligt, Megan - og sikke nogle smukke billeder. I var meget heldige med vejret :-) Det er alt for længe siden, jeg har været i Sverige, selv om min søn bor der. Men om 1½ uge skal jeg derover :-)
    Klem og ha' en fin dag!

    SvarSlet
  6. Mmmmm, mit hjerte banker også varmt for Sverige. Hvis man bare lige kunne tage sådan en smuttur... Fantastisk! Skønne billeder :o)

    SvarSlet
  7. Hørtes herlig ut! Så det var en bok-kafe der også, du var vel innom;)
    Nyt dagen hjemme, klem fra meg;)

    SvarSlet
  8. Jeg er jo fra Helsingør og har altid kun været 20 minutter væk fra Sverige..
    Jeg er begyndt at savne en tur til Sverige, og jeg savner sproget, de har så mange pusse løjerlige udtryk jeg elsker..
    Her på Ærø kigger de meget når jeg bruger sjove svensk ord.. Pragtfuld tur du har været på..
    Det lille blå hus har en masse søskende her i Marstal.
    Knus til dig fra mig.

    SvarSlet
  9. Dejlige billeder og det lyder som en dejlig tur. Så får man en masse energi når man sådan har været i udlandet!!
    Knus herfra hvor vi mangler lidt forår...

    SvarSlet
  10. Jeg vil også til Sverige !! :-)

    SvarSlet
  11. Meget rammende beskrivelse af vintertæppet - blev grebet af en stemning og købte en potte med sart-hvide hornvioler. Det er SÅ skønt med forårshåb! ;o)

    SvarSlet
  12. Og dejligt ser det ud! For min skyld kunne dagen i går også have varet til i dag - i hvert fald hvad vejret angår. Det gjorde så godt med sol og blå himmel. Mere. Vi vil ha' mere!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.