tirsdag den 22. marts 2011

Og hvilken rejse ...


Kender du det? Man har det som om man er ankommet, selvom man stadig er undervejs. Man har ikke lagt mærke til, hvor langt toget egentlig er kommet, men pludselig mærker man bare, at noget er sket. Noget er anderledes. Man kigger sig forundret rundt i kupeen og betragter de medpassagerer, der nu sidder på de andre sæder. Jeg forestiller mig et af de toge, der kører ned gennem Europa. Der er kun 6 eller 8 pladser i hver kupe. Et gammeldags tog, som har charme og god tid. Farten er tilpas, så man kan nå at se landskabet og de skiftende scener derude. Toget kører gennem byer uden navn og krydser grænser mellem nat og dag. Humøret skifter som farverne på himlen og tankerne er ikke altid lige dér, hvor man selv er.

Så vågner man op en morgen og gør som man plejer. Toget nærmer sig en station og det er en af de betydningsfulde. En af dem, hvor passagererne stiger af og går ud i byen. Forsvinder i alle retninger uden at se sig tilbage, for man kan ikke blive ombord, når toget er ankommet til en af den slags stationer. Ikke med mindre man gemmer sig under sæderne og håber på, at rengøringspersonalet ikke opdager en. Eller konduktøren.

Så man hanker op i sin kuffert og forlader stationen. Begiver sig ind mod centrum af byen, som altid har dagens navn. Her møder man nye mennesker og ser anderledes huse og forretninger. Hvis man vil. Man kan nøjes med at kigge, med at betragte fra afstand, mens man læner sig op af sin kuffert og glæder sig til at klokken bliver så mange, at man igen kan stige på toget. Eller man kan gå helt i centrum, stille sin kuffert bag disken hos en flink købmand, som gerne vil passe på den, mens man udforsker, taler med byens beboerne og smager på det, der bydes på. Måske får man nye venner? Måske møder man sin skæbne midt på den lille gågade med de hyggelige huse og fristende dufte fra åbne dører og vinduer? Noget, man ikke havde troet var muligt. En lille ting, som viser sig at være det største, man nogensinde har oplevet. Starten på noget godt. Man ved det ikke på forhånd. Man er nødt til at stole på, at det kan ske på et tidspunkt. Og at det vil ske, mens man vandrer omkring på må og få og falder i staver over alt det nye, man ser og oplever. Detaljer på facader. Småsten under skosålerne.

Det er ikke altid, at der sker noget drastisk. Nogen gange mærker man det bare pludseligt og ser sig forundret omkring, som om hændelsen kom udefra. Så opdager man at der slet ikke er nogen i nærheden. Man står for enden af en gade, som munder ud i et åbent torv, hvor den blå himmel kan nå helt ned mellem hustagene. Der er ikke et øje at se. Stilheden er enorm. Hvad er der sket? Så går det op for en. Forandringen har fundet sted, gradvist, forsigtigt og sådan som den slags så ofte sker. Ved at tage et skridt af gangen. En dag. Man går videre og stiller sig foran et hus med en stor glasfacade, hvor man kan se genspejlingen af sig selv helt tydeligt. Hvem er den kvinde? Det menneske, der står og smiler underfundigt og ser på sig selv som for første gang. Er det virkelig mig? Forandringen er sket. Jeg er anderledes. Jeg ved noget mere. Jeg føler noget andet. Noget bedre, noget dejligere, noget meget mere mig!

Sådan var det i går. Det var som om jeg mødte mig selv for første gang og jeg kunne lide det, jeg så. Jeg kunne lide den kvinde, som forandringen har taget med sig på en enestående rejse, skræddesyet til lige netop den, jeg er. Og jeg kan lide ideen om, at jeg selv sidder ved roret og er den, som har kraften og magten i mit liv. På den gode måde. Jeg synes om det faktum, at jeg har de alle de evner og styrker og svagheder, som der skal til for at være mig. Jeg synes om dem allesammen! For to år siden begyndte jeg at blogge og en god veninde gjorde mig forleden dag opmærksom på mit allerførste indlæg. Dér skrev jeg, at jeg helt tilfældigt var endt på Blogger, fordi jeg havde googlet paradoksalt. Og så kom Megan til syne og resten er historie. Og hvilken en! Rejsen begyndte og her to år efter kan jeg tydeligt se sporene fra noget, jeg slet ikke havde drømt om. Den slags kan man ikke rigtig forestille sig. Der er tankemurene for tykke og stædige. Man kan ikke se ret langt. Man skal først bryde murene ned.

Det bedste er, at jeg jo slet ikke er ankommet endnu. Rejsen er kun lige begyndt. Toget kører videre. Men foråret er kommet og jeg kan så småt begynde at se spirerne fra de små frø, jeg plantede engang for længe siden. Og jeg planter dristigt nye. Det her er jo spændende. Det her er jo mit liv. Mit liv! :)

Forandring kræver, at vi udfordrer det kendte og vover at sætte spørgsmålstegn ved vores traditionelle behov for tryghed, bekvemmelighed og kontrol. Jeg er klar til at rejse videre og vil du med, skal du være så hjertelig velkommen. Let's go!

14 kommentarer:

  1. Mavepuster, hjertegib og tilbageholdt åndedræt !
    Tak:-)

    SvarSlet
  2. Jeg følger med, i en av de kupeene på toget, skal av på en stasjon nå, så får jeg se hva som møter meg og hva jeg kommer til å oppleve...nyt dagens reise videre, plutselig er jeg på toget igjen;)
    Klem fra meg;)

    SvarSlet
  3. Du har fundet tilbage til din stærke karakter Lene, den der både indeholder vovemod og nysgerrighed i rigt mål, og derinde er der meget at udforske ja, du bliver aldrig færdig skønt du finder nyt hverdag, fortsat god rejse.
    I kærlige tanker, god Tirsdag.

    SvarSlet
  4. Du er på reise, ja, Lene, og jeg tror du har funnet deg en god og behagelig kupé, slik at reisen har det beste utgangspunkt. God tur videre!
    Klem

    SvarSlet
  5. Jeg vil gerne med. For det er en spændende rejse. Intet er statisk, alt er i bevægelse.
    Knus og god dag :-)

    SvarSlet
  6. Vidunderlig tekst, Lene - ja, jeg tror vi kender det alle sammen.
    Klem og en dejlig solskinsdag til dig og hundepigerne!

    SvarSlet
  7. Jeg blir med på reisen, Lene. Og for en herlig tur!
    Det sies at man ikke skal se seg tilbake, men gå videre....Noen ganger ser jeg meg tilbake 1 år, for å se hvilke forandringer som har skjedd på dette året.
    For et år siden bodde jeg et annet sted, var influensasyk og uten energi. Nå skal det pusses opp i vårt nye hjem, og energien min er på vei tilbake, sammen med sol og vår/forår. Hvor er det herlig å leve!!!
    Ha en deilig dag!!

    SvarSlet
  8. Jeg er altså vildt duperet over hvor godt og dejligt og smittende livsglædeligt du skriver. Når jeg har læst din tekst, går jeg altid herfra lidt mere lys og let og med sommerfugleflagrende mavefornemmelser.
    TAK!!!!
    :-)

    SvarSlet
  9. Hvor dejligt at høre om din togtur, og jeg forstår, hvad du mener. Det er så sjovt at være undervejs, og turen er både lang og spændende, for vi ved ikke præcis, hvor vi kommer hen. Hver eneste dag vågner man med et "hvad mon der sker i dag"? Det er da skønt! ;-)

    SvarSlet
  10. Livet er en reise og dets opplevelser påvirker hvordan vi opplever reisen fremover:) En lærdom vi ikke kan være foruten:)
    FOrtsatt god reise, klem fra meg:)

    SvarSlet
  11. jeg holdt pusten en lang stund mens jeg leste.. det der med å stå forundret å se seg omkring.. å, så mange ganger jeg har vært der.. undret på hva som skjedde.. og hvornår.. jeg har mange ganger ikke lyst å gå videre.. jeg vil stoppe.. og jeg vil at verden også skal stoppe.. jeg vil ikke ha den forandringen.. det krever for mye av meg som menneske.. på godt og vondt.. nei.. jeg vil helst at toget stopper ved en av de små stationer hvor tiden står stille.. iallefall for en stund :))

    god aften til deg og takk for turen :)

    SvarSlet
  12. Kæreste Lene,
    Velkommen hjem! For det lyder som at komme hjem...til dig selv og den fortsatte rejse! Et stort og varmt tillykke ;o)

    SvarSlet
  13. Det Er så dejligt at blive taget med på din rejse og ført igennem landskaber og steder der emner af poesi set og oplevet med dine øjne. KÆrligst

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.