mandag den 21. marts 2011

En station


Toget nærmer sig en station. Jeg kigger spændt ud af vinduet og betragter landskabet, der farer forbi. Det begynder at gå langsommere og pludselig standser vi med et ryk på en perron. En smuk morgen. Solen står op som en orange kugle i horisonten, himlen er sart lyserød og frosten ligger som små hvide perler på alle overflader. 21. marts står der på byskiltet.Velkommen.

Jeg stiger af toget, hanker op i min kuffert og ser mig nysgerrigt omkring. Her har jeg aldrig været før. Luften er frisk og kold, men noget siger mig, at det bliver varmere senere og at jeg snart kan gemme mine vanter langt væk. Dog ikke lige nu. Fuglene synger og byder mig muntert velkommen til dagen, som jeg aldrig har besøgt før. Nyd den, traller de, mens de flyver til og fra fodertræet og forsyner sig fra morgenbuffeten. Jeg sætter mig taknemmeligt på en café, som ligger i umiddelbart forlængelse af stationen. Her serverer Marts god varm kaffe og jeg kan sunde mig lidt ovenpå nattens togtur og nyde dagens første lys, mens solen fuld af selvtillid kravler højere op på himlen og lover os en flot dag.

Hvad mon der er at opleve i den lille by med det underlige navn 21. marts? Er der mon en gammel bydel, hvor jeg kan vandre på toppede brosten og smage på lokale herligheder, som sælges fra boder helt ud til gaden? Et spændende udbud af farvestrålende varer, som fortæller noget om det sted, jeg befinder mig. Eller er det en helt anden slags by? En by med en bogcafé, hvor man kan sidde og læse uforstyrret i timevis, mens værten diskret serverer espresso eller koldt vand med citron og ved frokosttid forsigtigt spørger, hvad man har lyst at spise? Og hvis jeg lige må tilføje, siger han og leger med sit imponerende cykelstyroverskæg, så kender jeg den helt perfekte restaurant til Deres aftensmåltid. Udsøgte specialiteter.

Der er bøger, som gerne vil læses i dag. Ord, der gerne vil skrives. Det er helt op til mig, hvad jeg vælger at dekorere dagen med. Men en ting er sikkert. Den kommer aldrig tilbage. Når mørket falder på og timerne er talte, kører toget videre og jeg sidder i det. Når jeg i aften går tilbage til stationen efter at have tilbragt en dejlig dag i 21. marts, er jeg ikke i tvivl om, hvilket tog jeg skal med. Det har et stort skilt i forruden, hvor der med store velformede bogstaver står: Forandring. Og jeg læner mig tilbage i mit sæde, putter mig under et tæppe, drikker te og mærker toget sætte i bevægelse og køre ud i mørket. Videre.

Ha' en god 21. marts. Nyd dagen, turen, byen eller landet ... hvad du nu vælger! ;)

Billedet er lånt på rejseavisen.dk

11 kommentarer:

  1. God morgen, Lene;) Ja, vi er konstant på reise, og det gjelder å få med seg både det vi ser fra vinduet og det vi opplever på stoppestedene:)
    Ha en god reise gjennom denne dagen, klem fra meg;)

    SvarSlet
  2. Tak for gode ord til min rejse ud i denne Mandag :-)

    SvarSlet
  3. Øv vi var med samme tog, men ikke i samme kupe.
    tak for ordene. Jeg vil nyde min dag og være opmærksom og tilstede:-)

    SvarSlet
  4. Kære Lene, det er meget smukt formuleret - ha' en dejlig mandag, varme klem til dig!

    SvarSlet
  5. Håper den 21. mars blir en fin dag Lene;) Klem fra meg:)

    SvarSlet
  6. Du er en kunstner med ord! Beundringsverdig!
    Håper oppholdet ditt i 21. mars blir spennende og lærerikt, alt det du vil det skal være!
    Klem

    SvarSlet
  7. Fantaser og del med oss, det er spennende kor turen går videre.

    Ønsker deg virkelig ein fin dag!

    SvarSlet
  8. ja, den der byen skulle jeg gjerne besøke.. en by der man blir oppvartet.. det kunne jeg godt tenke meg :))

    ha en god aften :))

    SvarSlet
  9. Der kunne jeg også tenkt meg å være akkurat nå :-)

    Ha en fin kveld, lene - klem Siv

    SvarSlet
  10. For en deilig by, 21 mars.
    Så var det en som sa: at dagen i dag kan være den lykkeligste i ditt liv, så nyt den!!!!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.