onsdag den 16. februar 2011

Storm og stilhed


Det stormer nu på fjerde dag. Den iskolde vind bider og er næsten ubehagelig at være ude i. Selv hundene synes at det er for meget. De elsker at være i haven, men i disse dage er havebesøgene ganske korte. Aimee siger til, når de vil ind igen og jeg kan høre på hendes skingre gøen, at det ikke er sjovt at stå derude og vente. Ind i varmen igen! Jeg sover med ørepropper. Det larmer oppe i soveværelset, vinden kaster sig ind gennem træerne og piver omkring husmuren. Brøler og tager ingen hensyn til sovende mennesker. Og nu lover de 15 mm sne i morgen. Vinteren er stærk og har ikke tænkt sige at vige for foråret. Ikke endnu. Slet ikke endnu.

Vi taler meget om vejret. Det gør jeg også. Jeg taler og skriver om det. Vejret er en god indgangsvinkel til en lille snak med folk, man ikke kender. Man kan jo altid smide en bemærkning om dagens vejr. Eller sommerens. Specielt hvis den er dårlig. Sikke en elendig sommer, vi har. Vi har haft regnvejr i flere dage nu. Uger! Og eftersom min kæreste er landmand, hører jeg meget om vejret og det forekommer mig, at det sjældent er perfekt. Enten er der for meget af det ene eller for lidt af det andet. Jeg tror, at beklagelser over vejret er et fag på landbrugsskolen. Og min kære kæreste bestod med glans!

Det er som om vi alle altid drømmer om sol og sommer. En skyfri blå himmel og endeløse dage med bisummen og fuglesang. Grønt græs, bølgende korn og sommerblomster, der dufter og fortryller med deres underskønne farver. STOP! Lige her vil jeg blive. Lige midt i sommeren, som aldrig slutter. Ligge på græsset med bare fødder og kigge op i den himmelblå.  Skyer eksisterer ikke. Men vi bor i et land, hvor den slags dage er i fåtal og hvor efteråret og vinteren er lang. Vi kender ikke vejret på forhånd. De sidste par vintre har sneen hersket og lyst landskabet op, men nogle gange har vi kun lidt sne og mest dage med regn, blæst og en hær af skyer, som marcherer over himlen. Kolde vinde. Tåge. Men se på det fra den positive side. Så har vi da noget at snakke om!

Hvorfor flytter vi ikke? Jeg mener, alle os som kun kan brokke os over det aldrig perfekte vejr? Emigrerer til Spanien eller endnu fjernere himmelstrøg, hvor man næsten altid er garanteret sol og blå himmel og hvor vinter er et fremmedord? Lige nu kunne jeg godt se mig selv gå tur på en sandstrand. Sand mellem tæerne, blide bølger og et ocean af blå. Guldknus fra solen, som skinner fra morgen til aften. Kold vin på terrassen, nøgen brun hud og fjerlette stoffer. Fantastiske rytmer fra den nærliggende restaurant, hvor bordene er sat op helt ud til vandkanten og der serveres drinks af lækre, veltrimmede unge mænd med glimt i øjnene og som på gebrokkent engelsk siger, at jeg ligner en på 30! Og i øvrigt er den smukkeste kvinde, de nogensinde har set. Uhm. Man har da lov til at drømme! ;)

Men gad jeg egentlig det i længere tid af gangen? Er det i grunden ikke allermest attraktivt, fordi det ikke er til stede lige nu? Nu hvor stormen raser og kulden går gennem marv og ben. For findes det perfekte vejr? Er det ikke altid enten for varmt eller for koldt? Hvorfor ikke bare sige, at vejret altid er perfekt? Vejret er lige som det skal være! Vinteren er lang på disse breddegrader, men vi har altså også flotte dage med sol og blå himmel. Som i lørdags! Dér kunne jeg stå midt på gaden i København og vende mig mod solen, lukke øjnene og bare mærke varmen midt i februar. Et kys af håb. Længslen er en slags drivkraft. Den får mig videre. Videre ind i februar, en dag af gangen, et skridt nærmere marts og mod det forår, vi alle savner. Lad os fejre det, når det kommer.

Men lige nu? Jeg vil ikke brokke mig over vejret. Jeg vil leve i dag og hygge mig. Selvom jeg elsker udelivet og alt det, man kan foretage sig under åben himmel, vil jeg nyde at jeg kan sidde inde i varmen og bare lytte til stormen. Tænde stearinlys. Tage de store uldsokker på, sætte god musik på og danse til dagens rytmer. Lave mad med fyrige farver og krydderier. Bage en solskinskage med sommerglasur. For livet er nu og her. Ikke til foråret. Og ikke til sommer. Livet er storm og stilhed. Kontraster.

12 kommentarer:

  1. God morgen:-)
    Ja, brokker os over vejret men vil som du bare tage det for hvad det er og finde charmen i dette vinter vejr. For så kan vi gå og glæde os til forår og sommer.
    God bagning, skrivning, læsning, og hvad dagen ellers bringer.
    Knus fra Fyns land.
    ps. skriveblokken er genopstået:-)

    SvarSlet
  2. Hej Igen:-)
    Fejl indtastning til skriveblokken.
    Er nu rettet:-)

    SvarSlet
  3. Jeg brokker mig bestemt også over vejr og vind, men prøver at være åben og positiv over for al slags vejr :-)
    MEN- denne storm, dén går mig på!
    Jeg bliver tummelumsk.
    Må din dag blive lige så dejlig, som du beskriver :-)

    SvarSlet
  4. Jeg tror, vi bliver boende her i landet, fordi vi elsker at der er 4 årstider. Vi skal nok bare forlige os med at det bliver bidende koldt og øv vejr om vinteren og vaaaarmt og ulideligt om sommeren og at foråret ikke er så lang som vi mener den plejer at være og at efteråret nogle gane føles som udebleven.
    Jeg er f.eks. ikke til varme. Har det skidt når det er varmt og så er en sommer ualmindelig lang!
    Men stormen her må godt stoppe nu!

    SvarSlet
  5. Apropos landmandens problemer:


    Den gode Bondemand Tom Thomsen lå på briksen
    hos hjernevrideren Olga Striksen:
    ”Og hvad er så dit problem, min gode Tom?”
    ”Jo jeg har en bekymring oh så stor,
    langt større end de fleste tror.
    Jeg har slet ingenting at bekymre mig om!”

    SvarSlet
  6. Fik den tanke, at netop dette vejr, vintervejret får os til at drømme og længes - og det er en god ting. For det kommer der ord og indsigtsfuldhed ud af... Når vejret er sådan at vi ikke kan skue ud, må vi skue ind. ;O)

    SvarSlet
  7. Jeg elsker de fire årstider. Men derfor kan jeg godt brokke mig over vejret, når det ikke arter sig efter mit hovede.Når sommeren er ved at være forbi, glæder jeg mig til den mørke tid, hvor lysene tændes og der "puttes" indendøre.
    God dag til dig - trods vejr og vind:-)

    SvarSlet
  8. Du ved det; jeg taler og skriver også om vejret. Tror faktisk, at det er noget, som - også - kommer med alderen. Vi tillægger vejret større betydning for vores velbefindende. Eller måske er det en af faktorerne? Ved ikke. Det var bare en tankestreg.
    Når det så er sagt, er jeg træt af blæseriet, ligesom alle andre. Og hunden er meget berørt af den om natten. Hun vil ikke sove alene, og det er ok. Men det er jo synd. Så et ordenligt omslag i vejrliget ville ikke være at foragte.
    En god dag til dig. Indenfor med lys, madlavning og hygge.
    Knus :-)

    SvarSlet
  9. Jeg elsker at bo i et land, hvor vi har årstiders skiften og aldrig ved hvilket vejr vi vågner op til. Men jeg kan godt forstå det er en stor udfordring som landmand :O)

    Husker en stribe bag på Politiken. Her stod der "Vær hver vejr værd..." :-)

    (Jeg lægger ikke så tit en kommentar, men at komme herind og læse er blevet en daglig glæde!
    TAK :-) )

    SvarSlet
  10. Det er lett å drømme seg bort til varme strender i disse dager, men jeg foretrekker å lengte litt mot vår....for det gjør jeg, selv om jeg lever her og nu:O)
    Kos deg, klem fra meg;)

    SvarSlet
  11. det perfekte vejr findes ikke.. og uansett om man flytter, er det noget nyt å brokke sig over :) vi flyttede til DK for å slippe for de lange vintre.. og hvad fik vi så?? jo værre vintre enn hvor vi kom fra :)) og om det perfekte vejr var der ude, ville vi ikke savne vinter, regn, snø og kolde vinder ??

    knus til dig fra stjerneklare og iskolde nord

    SvarSlet
  12. Mitt motto: Det finnes ikkje dårlig vær, berre dårlige klær :))

    Var i København 3 til 6 Februar og det var så vårleg men ein foryktelig kald vind.
    Turen var ei gave til meg og min mann og vi var på Noma og fikk 12 retters middag.
    Skal tilbake til denne flotte byen når sola varmer.
    Ha ei god natt!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.