onsdag den 2. februar 2011

Så kan jeg lære det


Jeg begynder langsomt at stige mod overfladen. Forsigtigt glider jeg opad og bliver modtaget af lyset. Heroppe er vandet lysere, grønt og blåt og et guldskær af sol danser på overfladen. Jeg tager de sidste svømmetag og sparker med benene. Mærker vandets kant skære igennem mig, idet jeg glider helt op og igen kan trække vejret.

I mandags accepterede jeg tingenes tilstand. Jeg er forkølet, tænkte jeg, så meget at der står sofa og bog på programmet. Jeg lavede te og varm hyldebærsaft, tændte små fyrfadslys på sofabordet og lod mig fortrylle af Zafóns ord. I Barcelona var jeg ikke forkølet. Jeg var slet ikke mig. Jeg var en usynlig iagttager af et velskabt univers. Læser og lytter. Dagen smøg sig om mig som det tæppe, jeg sad under. Timerne protesterede ikke, selvom jeg blev siddende og læste. Heller ikke da jeg sov en time efter en frokost, som jeg i øvrigt slet ikke kunne smage. Alting var i skønneste orden. Jeg accepterede min forkølelse og tog den på mig. Det var jo mig selv, som havde taget den togtur til København. Som havde siddet dér i skudlinjen på et sæde i kupeen og var blevet ramt af mine medpassagerers baciller. Som havde lyttet til host og nys og håbet, at bacillerne fløj udenom mig. Udsat! At gemme sig bag gode ord var ikke nok. Slet ikke nok. Så jeg tænkte pyt. Min krop må have brug for at dykke ned. Jeg tager med. Det går over igen!

I går var det anderledes. Mandag aften besluttede jeg nemlig, at jeg var rask tirsdag. Sådan da. At min forkølelse ville være meget bedre. Jeg praktiserede mind-over-matter midt i en tilstand, der har det med at gå sin gang. Sendte gode tanker ned gennem svælget sammen med den varme hyldebærsaft. I morgen er jeg rask! I morgen skriver jeg videre på min historie, løsladt fra forkølelsens fængsel og ikke længere med behov for en snotklud indenfor umiddelbar rækkevidde. Frisk. Klar i hovedet. Sådan var det bare ikke. Jeg vågnede op med et hoved fuld af vatkugler. Tung og tåget. Men jeg ignorede det, for jeg var jo rask! Jeg gjorde klar til dagen, skrev mit morgenindlæg, endda om dufte selvom jeg ikke selv kunne lugte spor. Jeg gik i bad og vaskede hår. Tog noget tøj på, som jeg føler mig godt tilpas i og min yndlingshalskæde med min lykkeamulet. Klar til at skrive. Drage videre med min egen historie og det, jeg har gang i. Så sad jeg dér. Fuldstændig snottet og træt som en gammel bil med håndsving. Der var bare ikke nogen til at dreje på det håndsving. Kun mig selv og jeg lod mig distrahere. Facebook er god til det. Ikke et ondt ord om Facebook, men den kære bog med kendte ansigter og små fristende ord, kan være en tidsrøver af rang. 'Se mig', råber den. 'Skal du ikke lige ind og se, om nogen synes godt om din status? Eller se, om der er noget, du synes godt om'?

Jeg forsøgte at ignorere det hele. Facebook. Forkølelsen. Jeg pressede ordene ud og tro mig, de flød ikke som snotten fra min næse. Slet ikke! Jeg fik skrevet en side og det tog lang tid. Altfor lang tid. Sådan plejer jeg slet ikke at måtte trække ordene i land. Men gav jeg op? Nej. Og da jeg endelig måtte sætte mig over i sofaen og læse de sidste sider i Vindens Skygge af min gode ven Zafón, var jeg opfyldt af rastløshed og irritation over, at jeg ikke havde fået skrevet mere! Jeg ved ikke, hvorfor det blev sådan. Mind-over-matter er godt, men nogle gange er det bedre bare at acceptere, at bølgerne vil det anderledes. At sætte sine sejl efter vinden i stedet for at forsøge at sejle i modsat retning, kæmpe med vinden og bølger, der slår mod skibets skrog.

Til sidst drog jeg med nattoget til Lissabon. Tog en tårevædet afsked med Zafón, kyssede farvel og satte ham tilbage på hylden ved siden af de andre bøger. Nederlag? Skuffelse? Jeg endte med at smile af mig selv, ryste kærligt på hovedet og lave mere te. Så kan jeg lære det! Eller kan jeg? Hvis du spørger, hvad jeg skal lave i dag, så venter jeg med at svare. Spørg mig i stedet i morgen, hvad jeg lavede. Så skal jeg svare dig. For i dag sejler jeg med vinden og strømmen. Et er et søkort at forstå ...

Så kan jeg lære det! ;)

Billedet er lånt på datasapiens.net

11 kommentarer:

  1. Kære Lene
    Du har haft så meget fart på. Der er sket store omvæltninger i dit liv. Du har taget stilling til mangt og meget, og du har handlet og ageret/navigeret i ukendt farvand. Nu fortæller din krop dig, at du har brug for lidt ro. Så fat det dog:-)
    Jeg sender dig mange kærlige tanker.

    SvarSlet
  2. Accept, accept, accept... Det er SÅ svært, and yet - på sigt er det det eneste, vi virkelig BØR lære! Pladsen og roen, du nu finder i dit liv gør det meget nemmere at få øje på - der er plads til at træde lidt tilbage og se sig selv... "Orv, her smuttede accepten". Vær blid ved dig selv, du er det bedste du har ;o)

    SvarSlet
  3. Kære Lene, det var en smuk måde at fortælle på, at vi skal sætte vores sejl efter vinden. Jeg kender det så godt - nogle dage går slet ikke, som man havde planlagt. Sådan var min også i går.
    Klem og god onsdag - og rigtig god bedring!

    SvarSlet
  4. Viljen vil et og kroppen noget andet.
    Jeg ønsker dig god og hurtig bedring.
    God onsdag
    Knus

    SvarSlet
  5. Festina lente - skynd dig langsomt. Eller med Tina Dickows ord:
    Sometimes
    the fastest way to get there
    is to go slow.
    And somestimes
    if you want to hold on
    you have to let go.

    Rigtig god bedring og nyd din dag, hvor du kan det, du kan.

    Knus

    SvarSlet
  6. Jeg sender varme gode tanker, og anbefaler appelsiner. Hvis de ikke gjør deg kroppslig frisk med en gang, så gjør i alle fall synet deg godt. ;-)
    Ellers tror jeg, som en av de andre har sagt det, at kroppen di ber deg slappe av litt nå. Du har hoppet og du har gjort store endringer. Dette er en naturlig reaksjon.

    Alt godt fra Eirin.

    SvarSlet
  7. Man lærer så lenge man lever...enkelte dager blir ikke slik som planlagt. Slik er det bare....
    Håper formen stiger, nyt dagen som best du kan:)
    Klem fra meg:)

    SvarSlet
  8. Er veldig enig med ravheksen! Stopp opp og hør på kroppen din gode venn! Det er en del av prosessen! Også får du ikke lov å være så stremg med deg selv! Er en syk og trenger hvile er det akkurst det du skal! God klem

    SvarSlet
  9. Pas på din selv Lene :-)

    SvarSlet
  10. Håper du snart føler deg bedre!
    Ta livet litt med ro og les flere gode bøker. God bedring!

    SvarSlet
  11. Måske er du nået et sted i din handling som skæbnen vil have en indvirkning på Lene, du får så lige lidt ekstra tid til mere inspiration.
    God aften.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.