torsdag den 10. februar 2011

Kommende livretter


'Kan du lide dit job, Filosof? Kan du lide at være Filosof og stå dér på bordet hver eneste dag med dit strithår og dansende hjerte? Synes du om alle de store tanker, du er skabt for at tænke og er du vild med at vente på den helt rette lejlighed til at sige dem højt? Åbne dine lerlæber og synge de store spørgsmål på dit søde norske sprog?'. Han træder lidt frem i lyset, Filosoffen. Lidt forbavset over, at jeg har tiltalt ham direkte, for det plejer at være ham, som blander sig. Han er aldrig blevet adspurgt før. Ikke i sin tid i Danmark i hvert fald. Ikke før nu. En torsdag morgen i februar fik han sit gennembrud. Eller?

Han smiler og smilet når hans øjne. Den isblå farve forvandles til en varm azurblå og et øjeblik er jeg fortabt i Middelhavet. Mit ene ben er på vej ind i foråret. Hele tiden et skridt foran. Men så tvinger jeg mig selv tilbage, for nu må jeg lytte til min kloge Filosof ven. Jeg vil meget gerne høre hans svar på mit spørgsmål.
'Jeg elsker det', svarer han og mener det. 'Er der noget bedre end at være lige den, man gerne vil være? Den man er inderst inde og som med alle sine fejl og mangler også besidder stor visdom og erfaring. Og det gør jeg, tilføjer han og nikker eftertænksomt. Jeg elsker min rolle som filosof og ja, vennskab er en sjel i to legemer!' Så sandt som det er norsk!

Hans smil indikerer at han betragter mig som sin ven. Det er jeg glad for, for jeg ved godt, at jeg måske ikke har været helt så åben for ham og hans ord, som jeg burde være. Af hensyn mine indlægs længde og mine egne tanker og ord, har jeg skubbet ham lidt til side og tilbage til hans plads ved siden af den tavse Skytsengel. Jeg kan mærke en lettelse brede sig i hele kroppen. Hvor er det dejligt, at han ikke har dømt mig, men blot har ventet tålmodigt. Det kunne jeg vist lære lidt af! Måske er det fordi han hviler i sin rolle som Filosof? Fordi han kan lide at være dér, hvor han er og accepterer, at man ikke kan kontrollere alting. Man kan ikke kontrollere verden omkring sig og sine medmennesker. Det lader sig ikke gøre! Det eneste man får ud af det, er at blive frustreret og endda ulykkelig. For tingene går jo alligevel aldrig helt, som man havde planlagt dem.  Jeg sagde noget andet, end Filosoffen gerne ville have hørt, hvis han på forhånd havde tænkt, hvad jeg nok ville sige og måske endda allerede havde sit svar parat til netop det udsagn.

'Det skal man ikke gøre, nej'! Han læser mine tanker og ryster på hovedet. Det er bedre at være åben og modtagelig. Lytte til spørgsmålet, inden man udtænker sit svar. Og måske lige mærke efter, inden man svarer. Han danser lidt på stedet, for her på matriklen øver vi os alle på at danse med livet, og så retter han igen blikket mod mig. 'Det er bedre at lade tingene gå sin gang'. Acceptere, at sådan er det. Og så indrette sig og flyde med, mens man undres og forundres alle de sjove ting, livet har det med at servere. Man kan jo starte med at smage på det, inden man siger, at man ikke kan lide det!'

Det bliver vi enige om, Filosoffen og jeg. Vi vil smage på det, livet serverer, inden vi siger at vi ikke kan lide det! Det er jo klogt. Og når alt kommer til alt, har vi så ikke alle lyst til at smage på nye retter? Hvem gider altid spise det samme? Jeg gør ikke! Der er så mange muligheder og kombinationer. Hvordan kan jeg overhovedet vide, hvad der står på fremtidens menu og om noget i den ikke bliver min livret? Aha! Måske har livet tænkt sig at servere mig min kommende livret? En jeg slet ikke kender endnu. Hvis jeg venter tålmodigt og ikke forhaster mig til spekulationer. Stoler på, at den ret, der nu er i gryden indeholder nogle magiske og i den kombination endnu uafprøvede ingredienser, som kærtegner mine smagsløg og får mig til at synge som fuglene på en forårsdag.

Det vil jeg gøre, mens jeg danser ud i torsdagen. Stole på livet! Og stole på, at den jeg er og det jeg kan, er smukt, unikt og noget, som kun jeg i hele verden kan. Være mig! :) Og man må gerne drømme om kommende livretter og hvordan de måske smager. Forestille sig den himmelske kombination af lækkerier, der smelter på tungen og får tænder til at løbe i vand!

Billedet er lånt på saesonforgodsmag.dk

7 kommentarer:

  1. Godmorgen, Megan, det var smukt at læse - ja livets retter skal vi smage på. Jeg tænker på, om du mon har kogebogen på billedet? Aarstiderne har mange skønne retter.
    I dag vil jeg være flittig i haven, håber du får en dejlig dag, klem!

    SvarSlet
  2. Jeg har desværre ikke lige den kogebog, Madame, men jeg er vild med Aarstiderne og har bl.a. en om rodfrugter. Mange endnu uafprøvede opskrifter! ;)

    SvarSlet
  3. :)) livretter :)) de der i frysedisken i butikk var min første tanke.. og de liger jeg bestemt ikke !! :)) og jeg har smagt ;)

    god torsdag og knus

    SvarSlet
  4. Ja, vi skal smage på alt det, livet byder os. Og nogle gange er der bare noget som smager helt forkert og så gælder det om at spytte ud og finde noget andet, der giver glæde helt ned i maven.
    Klem og god torsdag,
    mette

    SvarSlet
  5. Godmorgen Lene :) 'Er der noget bedre end at være lige den, man gerne vil være? og smage på hvad livet byder os - skønne sætninger ! God dans ud i torsdagen og nyd livet :-))

    SvarSlet
  6. Kære Megan,

    Som skytter kunne vi sikkert begge to lære meget af Filosoffens ro og tålmodighed. Jeg kunne i hvert fald - og jeg øver mig på det... men puha, hvor er det svært!

    Jeg vil lade mine fingre danse over tastaturet i dag, lade dem skrive ordene af sig selv og hvis de går i stå, vil jeg minde dem om, at de godt kan. De er faktisk gode til det. De kan lide det. De har smagt på det - og kunne lide smagen (selvom der også er mange andre ting, de er vilde med). Men de er glade for en god portion veltilberedte ord, med parmasan på toppen og godt brød til.
    Velbekomme.
    Og rigtig god arbejdslyst.

    Kh. din skytteven

    SvarSlet
  7. Vi får smagt på livet, smerten må vi tage, for skønheden kommer nok en dag, synger Michael Falch, så smukt, så det er bare om at komme ud at smage på livet Lene, dejligt indlæg.
    I kærlige tanker, god dag.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.