lørdag den 19. februar 2011

Det er ganske vist


Det er sådan en morgen, man ønsker at fastholde. Fastfryse billede af solopgangen på nethinden og bade i lyset. Hvilken forskel det gør! Jeg mærkede det straks, da jeg vågnede. Et lysglimt gennem en sprække i gardinet, en lille indsprøjtning af energi og umiddelbar glæde over, at dette godt kunne gå hen og blive en solskinsdag. Da jeg kom ned i køkkenet og kastede det første blik ud gennem vinduet, så jeg den. Min ven solen. En lille orange kugle i horisonten, som langsomt steg til vejrs og klædte himlen på i det smukkeste lørdagsskrud. En ny dag. En solskinsdag!

Jeg er kommet til et tidspunkt på min rejse, hvor vinteren kan mærkes. Det er som om mit gode skib ligger en smule kuldsejlet dér på det store ocean. Som om vi ingen vegne kommer, men bare bliver kastet lidt omkring af storm og skyer. Havoverfladen skummer og den blå farve er iskold og uendelig. Jeg venter bare, tænker jeg og forsøger at holde mig varm det bedste jeg har lært. Jeg væbner mig med tålmodighed og tænker på alt det, som gør mig glad. Men nogle gange rammer man en luftlomme, hvor man bliver hvirlet rundt som en snurretop. Mister orientering og glemmer alt om det indre kompas. Sådan er det! Det er dér, man finder ud af hvad man er lavet af. Om man er mus eller en mand.

Jeg hører en klukkende latter, som jeg efterhånden kender godt. Filosoffen! Han står i en solskinsdråbe og ser ikke ud som om han er påvirket af vejret og årstiden. Som om han ikke kan mærke, hvor længe vinteren har varet og hvor slidt alting ser ud. Måske er det fordi han kommer fra Nordnorge? Han er vant til lange vintre og til mørke. Han har tidligere været en af dem, som spiser solboller sidst i januar og fejrer lysets tilbagevenden. Solen. Det må være en fantastisk følelse. Måske i grunden lidt, som jeg føler det i dag?

'Mus eller mand?', siger han og smiler til mig. Skænker endnu en kop af den gode kaffe og hælder mælk i. Jeg ser forbavset på ham. Så galant han pludselig er blevet. Hvad sker der? Han holder ikke op med at overraske. Jeg sidder og bliver lidt varm indeni og forstår, at jeg er i grunden er glad for hans selskab. Hans kloge maveord om, at venskab er en sjæl i to legemer og hans små udfordringer, som jo i grunden nok er kærligt ment. Vi trænger til den slags udfordringer, os mennesker. Vi trænger til små prik på skulderen og noget, som rusker op i os. Noget, som får os til at tænke over de små og store ting og til at turde forundres på ny. Den effekt har Filosoffen på mig. Hvor er jeg i grunden en heldig kvinde!

'Som du dog tænker her til morgen' fortsætter han ufortrødent. Men det er gode tanker, kan jeg mærke! Jeg ville egentlig bare sige, at du jo hverken er mus eller mand. Du er kvinde! Og sikken en', tilføjer han og blinker kækt til mig. Han er lidt af en flirt. En flirtende, frimodig og forfriskende Filosof, som jeg har været så heldig at kunne bortføre fra en ø langt mod nord. Smukke Senja. Jeg tror, at vi bliver prægede af de omgivelser, hvor vi kommer fra. Vi går og tror at vi er individuelle og uafhængige individer, men vi er så forbundne med jorden, landskabet omkring os, himmel, hav og de fire årstider, at det næsten gør ondt at tænke på. Det geniale er, når vi pludselig forstår det og kan slappe af i vished om, at alting i grunden er, som det skal være. Vi er ikke upåvirkelige. Vi er ikke robotter, som kan tænke os til tilstande af frigørelse fra alt det, som omgiver os. Filosoffen er præget af Senja. Han ved noget, som jeg ikke gør. Og jeg er påvirket af Danmark og lyset, de skiftende årstider, det utilregnelige vejr og af solen, som nu står højt på himlen og smiler til mig fra en klar himmel.

Jeg finder fred ved tanken om, at det er sådan det forholder sig. Jeg føler taknemmelighed over naturen, som omgiver mig og over fuglene, som synger derude i dag. Over at jeg hver dag har besøg af to spætter, som spiser af mejsekuglerne. Søren og hans fætter. De er så smukke at jeg kan falde i svimer og forsigtigt stå og kigge ud af vinduet. Glemme tid og sted og vinteren, som har varet altfor længe. Længslen vokser og det skal den også. Det er meningen! Foråret lader vente på sig, men det kommer, når tid er. Det kommer, når den sidste dråbe af tålmodighed er opbrugt og sjælen er ved at sprænges.

Men i dag skinner solen. Jeg skal nyde hvert eneste sekund. Jeg er lyset!

10 kommentarer:

  1. Ja i dag skinner solen !
    Og med den kommer overskuddet og rummeligheden.
    Og godt humør :-)

    SvarSlet
  2. Det er dejligt at læse, at du også havde en fantastisk solopgang nede hos dig - jeg har sjældent set noget lignende, det var enestående smukt. Jeg har lige fodret fugle og egern for anden gang, de er umættelige i kulden. Men lyset gør, at vinteren ikke føles helt så slem.
    God lørdag til dig, Lene, det havde været dejligt at have dig med til vores blogtræf i dag.
    Varme klem!

    SvarSlet
  3. Det må da betyde noget, at solen er så klar og smuk i dag.
    Energi giver den og det har vi alle brug for.
    Hav en god dag med sol og glæde og så håber jeg du kan være med næste gang der er træf!

    SvarSlet
  4. uten tvivl gir solen energi.. man merker det inden man vågner.. derfor har vi i nord til tider store problemer under mørketiden.. søvn, humør, energi..
    men det glemmer vi fort under sommeren hvor vi har lys 24/7 :))

    god lørdag til dig :) knus

    SvarSlet
  5. Ja, lad os glædes over lyset i dag - jeg vågnede også med et solstrejf i ansigtet, og DET er ved Gud længe siden. Men det var dejligt! ;-)

    SvarSlet
  6. Her har vi solen og lyset som varsler at våren ikke er langt unna, men ser jeg på bakken og den isbelagte sjøen, skjønner jeg at utenom hytta er det vinter til gagns;)
    Dessuten sitter jeg her og har fått et anfall av kuldeallergi...igjen, nesen renner..men satser på snarlig bedring:O)
    Ha en flott dag, klem fra meg;)

    SvarSlet
  7. Enig Du er Lyset med dine positive tanker. Da jeg stod op kl. 06.00 :-) kunne jeg ane en lille orange stribe i det fjerne over mod Sjælland. Vidste at solen var på vej ;-)
    Fantastisk for vore vinter trætte sjæle.
    God lørdag til dig.
    Knus

    SvarSlet
  8. I dag skinner solen! Hurra! Våren nærmer seg med stormskritt!!! (Å glde seg til en glede er også en glede!)

    Håper på en finfin lørdagskveld

    Klem

    SvarSlet
  9. Sol og blå himmel - så bliver det ikke meget bedre :)) Fortsat god lørdag til dig :-)

    SvarSlet
  10. Herlig med sol!!
    Her har det vært fantastisk vintervær idag...vi har fortsatt MYE snø, så våren er fortsatt et stykke unna...men det å kjenne solen varme gir vårfølelse likevel :).

    Klem

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.