torsdag den 20. januar 2011

Planer, afbrydelser og havet


Det er ikke altid tingene går efter planen. Det må jeg sande hele tiden. Så spørgsmålet er, om man overhovedet bør have en plan? Har man ingen planer, så går tingene vel af sig selv eller? Jeg fik gjort en del af det, jeg havde planlagt i går. Jeg kom på crosstraineren og fik "løbet" mine første 4 kilometer i lang tid. Det var en fantastisk fornemmelse. Mest af alt tanken om at være i gang igen! Tanken om, at der ikke er langt fra crosstrainer til rigtige landeveje, løbesko og min nye løbejakke, fødselsdagsgaven, som slet ikke har været i brug endnu.

Jeg fik også skrevet. Men jeg fik ikke skrevet så meget, som jeg egentlig havde tænkt jeg ville. Jeg havde forestillet mig stille timer foran brændeovnen, den eneste lyd ville være de små kærlige smæld fra brændeknuderne og ildens næsten lydløse dans i orange. Fingrene, som bevægede sig over tastaturet, fandt de rigtige bogstaver, som dannede ord og sætninger uden for meget ståhej. Inspiration som flydende honning i rigelige mængder. Men NEJ! For udenfor vinduerne i den idylliske landsby var der gået ged i den og ged er nok ikke det helt rigtige ord. Det vil jeg i hvert fald ikke håbe. For noget stoppede en septitank! Der var med andre ord gået lort i den. Og jeg ønsker egentlig ikke at være så kontant og fuldstændig mangle poesi i mine betragtninger, men virkeligheden levede bare ikke op til mine ønsker og forestillinger i går. Kommunen rykkede ud med mandskab og store orange kæmpebiler med blinkende lygter. Højrøstede mandestemmer gik til kamp mod forstoppelsen og huset rystede som et espeløv, mens der blev boret og regeret. Idyllen var jævnet med jorden. Jeg prøvede at ignorere det kaos af lys og lyd, der pludselig omgav mig, men jeg magtede det ikke. Koncentrationen udeblev. Inspirationen løb væk og er ikke set siden.

Jeg gav op! Jeg kapitulerede med bøjet hoved, erkendte mit nederlag og begav mig ud i eftermiddagen iført hund i snor. Josie og jeg gik en tur ned på havnen, gennem landsbyen, fjernede os fra orange biler og mænd i ditto jakker. Se det var en god plan! En impulsiv indskydelse opstået af noget, jeg egentlig havde planlagt, men som ikke lod sig gennemføre. Et alternativ, der var langt mere velgørende end at forsøge at skrive i takt til et rystende kæmpebor. Havnen var en oase af vand og is. Små skibe, der ligesom os venter på foråret. Måske var de strandet for en stund, fastlåst i is og underdrejet af vinteren, men der var noget stærkt og modigt over de små både. En tålmodighed, jeg stadig har til gode at mestre. Og håbet kom tilbage dér på molen, mens jeg skuede ud over vandet, vinteren og spejdede efter lysere tider på den tvivlsomme januarhimlen. Livet gav mening på havnen. En lille havn på vej mod noget andet. Større? Eller? Planer er til for at ændre. De er gode at have og kan være med til at få tingene gjort, men når det bare ikke spiller, så skal man gå lidt væk. Gå en tur. Gøre noget andet. Så falder det hele på plads igen.

Tilbage på matriklen var semtitank-redningsmandskabet på forunderlig vis forsvundet. Roen var kommet tilbage. Jeg lagde mere brænde i ovnen og skrev lidt videre. Det blev en god dag. Anderledes ... men god!

8 kommentarer:

  1. Godt å høre at dagen ble god, likevel,
    når du oppsummerer det hele.

    Ønsker deg en god torsdag også.
    Vi får ta alt som det kommer... :)

    Klem.

    SvarSlet
  2. Planer har det med at vælte, og nogle dage er det helt håbløst at planlægge noget som helst. Hverdagen og alle de "sjove" udfordringer, den bringer med sig, kan spænde ben for alle gode intentioner - men så må man bare samle op igen, så snart det lader sig gøre. Lad os håbe, at dagen i dag bliver bedre rent skrivemæssigt... ;-)

    SvarSlet
  3. Frisk luft og tur hjelper alltid på:) Ikke enkelt å konsentrere seg med bråket du hadde utenfor:)
    Ha en god skrivedag, klem fra meg:)

    SvarSlet
  4. Puhada, det var godt, du valgte at tage hunden i snoren og gå væk fra den grimme lugt og de irriterende lyde.
    Må din dag i dag blive bedre.
    Klem

    SvarSlet
  5. Så fint at du fikk deg en tur på crosstraineren i går. Det er fin trening. Nå venter vi bare på barmark så vi kan begynne å løpe igjen. Det ser jeg fram til.

    Høres ut som om du har det fint på Sydsjælland, der du kan kose deg med venninne og hente inspirasjon og skrive.

    Det går ikke alltid som en hadde tenkt, men da er det fint å være fleksibel, så en kan endre den eksisterende planen. En tur med josie er heller ikke å forakte.

    Ha en fin torsdag!

    SvarSlet
  6. Tror planer er gode at have- som retning- vi må bare leve med de omveje der kan opstå.
    Hvis du forstår.

    SvarSlet
  7. Jeg tror at man som forfatter er nødt til at improvisere lidt Lene, både med hensyn til indhold i bogen, men også med hensyn til omgivelserne den bliver til i, mange kunstnere får stor inspiration ved havet, fordi de hævder at lyset er anderledes der, måske din inspiration ville have godt af forskellige omgivelser.
    Held og lykke og god aften.

    SvarSlet
  8. Ja nogen gange må man bare gøre noget andet og ikke hænge fast i det der ikke virker - dejligt du formåede at skabe en god dag på trods :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.