mandag den 10. januar 2011

Lad os gå


Det føles stadig som midt om natten, når det indre vækkeur trækker mig ud i morgenstunden. I dag måtte det hive ekstra hårdt og være stædig som et æsel, for jeg var tung og træt og langt væk i en drøm. En elevator som et flyvende tæppe, frit i luften. Et slags hotel og en underlig mission, jeg var på, som jeg aldrig helt fandt ud af, hvad gik ud ud. Jeg havde lyst til mere, men de røde tal fra uret kastede sandheden ud i natten, som slet ikke var nat, men tidlig morgen. Det er tid til at stå op. Tid. Stå op! Kaffen er heldigvis god. Mørket ligger stadig tæt som uigennemsigtigt plastik. Ikke en stjerne at se på himlen. Måske er de allerede gået hjem hånd og hånd ad mælkevejen?

Det endte med at blive en læseaften i går aftes. Kæresten havde regnskab, tal og budget at arbejde med og jeg gad ikke se fjernsyn. Faktisk kan jeg mærke, at bøgerne nu drager mig mere og mere. Fjernsynet skal virkelig have noget interessant at byde på, før jeg vælger at spilde tiden foran det og lader mig underholde uden at ænse noget som helst. Jeg vil hellere læse! Det er hyggeligt at sidde med te og stearinlys og glide væk i historien og i går var jeg jo i Barcelona og nød resten af Zafóns historie om Englenes Spil. The Angel's Game, for jeg læste den på engelsk. Datid for nu har jeg læst den færdig! Jeg anbefaler den på det varmeste! Da jeg havde læst den sidste side og lukket bogen i, kom den velkendte tomhed som et black-out. Øv. Det er som at forlade en god ven, man har hygget sig med. Som man har talt godt og fortroligt med og følt sig godt tilpas sammen med. Afskeden er aldrig helt let. Man har lyst til at holde fast i omfavnelsen - bo i et knus af evighed.
"Så er det vel heller ikke værre!". Filosoffen på mit skrivebord afbryder mig og kommer et par skridt nærmere. "Det var jo bare en bog og du kan læse den igen, hvis du vil. Den står jo der på din hylde sammen med de andre gode bøger. Det er jo bare ord!"
"Bare ord?". Jeg ryster irriteret på hovedet og tænker, at han vist må være ligesom ham Oluf, hvis han mener det. Ord er jo noget af det bedste, jeg ved. Ord man udvælger som et stykke fyldt chokolade i en smuk og indbydende æske med andre gode ord. Forsigtigt betragter udvalget, mens man overvejer, hvilket stykke, der ville være helt passende til lejligheden. Den helt perfekte smag!
"Du ved, hvad jeg mener", siger han nøgtern, Filosoffen, og vender sig om for at se, om hans veninde Skytsenglen er fulgt med ham. Men hun står stadig lidt i baggrunden og ser ud på verden med sine milde sommerøjne. Hun dufter lidt af fjeld og frisk luft. Hun siger ikke noget. Jeg er efterhånden ret spændt på, om hun overhovedet har en stemme. Måske er det bare ham den lille filosof, som ikke kan nøjes med at være pyntegenstand?
"Hvornår skal vi tale om de større ting i livet" siger jeg henvendt til Filosoffen. Nu vil jeg teste ham lidt! Ved han overhovedet noget om livet. Om de store spørgsmål, vi mennesker går og filosoferer over, når vi tillader os selv en rolig stund? Kan han overhovedet bidrage med andet end at at være en sjov norsk fætter og et kært minde fra en dejlig ferie hos en skøn norsk veninde og hendes gode familie?
"Når tid er!" svarer han og tilføjer med en vis arrogance. "Du er vist en utålmodig sjæl". Se du nu bare at få sluttet dagens indlæg af, så du kan komme videre i tidsplanen. Den plan, du så nydeligt har lagt for dig selv. Dagens skriverier. Jeg er spændt på, hvad der nu kommer til at ske med din karakter og de omgivelser, du har placeret hende i. Om ...
"Stop" råber jeg og skubber ham tilbage, så han står placeret dér tæt på Skytsenglen, hvor jeg synes han hører til. "Lad være med at afsløre noget og lad for Guds skyld være med at kigge mig over skulderen, når jeg skriver. Det er meget irriterende. Og", tilføjer jeg og ser formanende på ham, "det er yderst uforskammet. Uhøfligt".
Hans latter runger, så morgenen bliver forskrækket og lyset står op med et smæld. Bang! Dagen er skudt i gang. Og ja, selvom Filosoffen er lidt af en irriterende figur med lyst til at blande sig i næsten alt, jeg skriver og siger, så har han ret. Jeg har lagt en plan for i dag og der skal skrives videre på historien. Senere café. Tur med hundene. Og læsetime, når skumringen kommer. Det er noget, jeg sætter stor pris på. For på det tidspunkt sker der noget. Ord bliver levende og får helt deres eget univers. Turen er kommet til Stephen Kings bog om at skrive, som Mia har nævnt og som jeg er stødt på flere gange. On Writing. Den må jeg læse!

En ny uge og nye veje. Kom, lad os gå ..

Billedet "Tilbage til Naturen" er malet af Storm P.

9 kommentarer:

  1. Der er intet som at læse Lene, det er rigtig god underholding, jeg glæder mig til at høre ham filosoffen løfte mere af sløret omkring dit skriveri.
    God dag til dig og dine.

    SvarSlet
  2. Jeg er spændt på at høre, hvad du synes om mr. King. Det er længe siden, jeg læste den, så jeg kan dårligt huske indholdet - andet end den dér med at læse OG skrive hver dag. Den bed sig fast og har holdt ved lige siden.

    God fornøjelse med din arbejdsdag og din efterfølgende cafétur. Der skal også hygge til... ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg er frisk på den nye uge og de nye veje...
    Selvom ugen starter med en hjemmedag med Lillepigen, som har maveonde.
    Knus og en god dag med et godt program :-)

    SvarSlet
  4. Melder mig også klar til ny uge og nye veje.:-)
    Har bestilt bogen On Writing så håber jeg kan komme i gang med den når der er faldet lidt ro på flytningen der står for døren lørdag. Tak for inspiration.
    Livet drejer, vender og nye veje åbnes, er så tæt på lykkelig Lene, har mødt kærligheden:-)
    God dag til dig og dine kære.
    Glæder mig så meget til vort møde.
    Knus Tina

    SvarSlet
  5. At læse er så dejligt. At lade sig opsluge af bogens univers, lade sig glide ind som en del af historie og spejle sig i karaktererne.
    Og lade omgivelser være omgivelser, nyde læsestunden, som ofte tager time efter time med sig.
    God dag

    SvarSlet
  6. Dagen er skudt igang med Lene og Filosoffen.
    Rigtig god dag til dig med masser af inspiration og skriveglaede:-)

    SvarSlet
  7. Så filosofen er en smule uhøflig....det er nok Oluf-delen det:)
    Ha en fin dag Lene, klem fra meg:)

    SvarSlet
  8. Det er herlig å lese bøker som griper fatt i en. Jeg ser også ytterst sjelden fjernsyn. Da må det være noe helt spesielt. Jeg foretrekker bøker.
    Jeg har vært borti Stephen King, men ikke den du nevner her.

    Ha en fin dag!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.