fredag den 28. januar 2011

En togtur


Jeg tager ikke med toget særlig tit. Jeg har jo James, min bil, og han transporterer mig gerne derhen, hvor jeg skal. Men når turen går til København, og det kun er mig, som skal afsted, så tager jeg gerne toget. For mig er en togrejse lidt af et eventyr. Ja, måske ikke i myldretiden, hvor hele eventyret går ud på at finde en ledig siddeplads eller at overhovedet at komme ind i toget, men sådan en dag, hvor man kan være ret sikker på at finde et sæde. Og så bare sidde og kigge ud af vinduet.

Det kunne jeg i går. Finde et sæde altså. Jeg fik en fin plads, godt nok ikke ved vinduet, men jeg kunne sagtens se ud. Min sideveninde sov og sad godt tilbagelænet og sammensunket, så jeg havde frit udsyn. Jeg kunne tydeligt se det møgbeskidte vindue, hvor kun glimt af lys strømmede ind. Landskabet var uklart. Men hvem gider også kikke på sjællandsk natur, der farer forbi et togvindue, når man kan læse i sin gode bog? Jeg fandt bog og briller frem og glædede mig til en hyggelig halv time i selskab med selveste Zafón og Vindens Skygge. Den engelske udgave. Og nej, jeg er ikke færdig med den endnu! Jeg har jo gang i flere bøger, men Zafón var helt oplagt til togturen.

Bare sidder dér i sin egen verden på et togsæde. På vej mod København og et møde, jeg var spændt på. Bare sidde og lade sig forføre og fortrylle af ord og en verden, jeg har helt min egen forestilling om. Men nu er jeg jo altså vant til at læse i nogenlunde stilhed. Og jeg skal lige love for, at der IKKE var stille i den kupe, hvor jeg havde fundet mit sæde. Der blev snakket højt. Der blev snakket i mobiltelefoner, som ringede og bippede. Samtaler, som jeg ville klassificere helt private og på ingen måde egnede til fremmede medhørere i et tog, røg gennem kupeen og ramte mit øre. Forstyrrede! Zafón gjorde bestemt sit for at holde mig fast i bogens univers, men han fik kamp til stregen. Der blev sunget en sød sang tæt på mig. En lille glad pige, som var ganske bedårende, men som jeg hellere så gjort tavs lige på det tidspunkt. Men så kom jeg til at smile af mig. Du er blevet gammel! Sådan sagde jeg til mig selv og så rystede jeg på hovedet. Gu' er jeg ej! Jeg forstår bare ikke, hvorfor man konstant skal tale i mobil og modtage SMS til lyden af et brølende næsehorn og det, der er værre. Ikke i et tog. Ikke i en kupe fyldt med andre mennesker og jeg var på ingen måde den eneste, der sad med en bog.

Jeg fik dog læst lidt. Jeg fandt min koncentration og fordybelse. Det kan jeg nemlig godt! Og toget ankom til Københavns Hovedbanegård, hvor jeg stod ud på perronen. Solskin. Klar blå himmel. København havde foldet sin røde løber ud og jeg nød gåturen til mødestedet, som tog en lille halv time. By og lyde. Tage og tårne. Mennesker. Det var godt at komme hjem for en stund. For den gode by København er jo min hjemby. Mødet gik godt. Faktisk langt bedre end jeg havde forventet. Jeg fik talt med nogle gode og spændende mennesker. Jeg observerede. Skrev ned. Stillede spørgsmål. Og så konstaterede jeg, at jeg synes kvinder med et stort og lidt vildt opsat hår er sympatiske. Generelt. Hende, jeg mødte i går var i hvert fald. Det noterede jeg mig. Blandt andet.

Togturen hjem lignede til forveksling den ud, men nu var jeg helt indstillet på det, der ventede mig. Jeg havde ikke lejlighed til at finde en stillekupe, for dér var alle sæderne reserverede. Det kan jeg godt forstå! Men jeg fik læst en god bid mere af Zafón og pludselig var vi i Ringsted. Hjemme igen og med en god dag i bagagen.

7 kommentarer:

  1. Åh hvor jeg kender det der med de private samtaler, larm og støj. Så føler jeg osse jeg er ved at falde for alders grænsen!Bevæger mig meget med den offentlige transport form og forstår heler ikke hvad der får folk til at udpensle deres mest intime detaljer fra privaten i offentligt rum..
    Nå, det må de om, personligt hader jeg at tale i tlf offentligt og gør det kort når det sker:-)
    God weekend til dig, Kære Lene :-)

    SvarSlet
  2. Jeg elsker normalt også at køre i tog, men ikke hvis det forgår i en kupé med mobilsamtaler. Uha, det er noget af det værste, jeg ved, at være tvunget til at lytte til andres privates telefonsamtaler. Verden er da af lave - hvorfor nyder folk ikke bare stilheden og at sidde og læse eller bare vegetere ...
    Kunne man forestille sig, at det blev forbudt at tale i telefon i tog?
    Klem og god fredag, Lene :-)

    SvarSlet
  3. Jeg kører en del med kollektiv trafik og kan også blive forundret over folks mobil kultur. Jeg bliver ligesom tvangsindlagt til, at være en del af folks til tider meget private samtaler - og det har jeg absolut ikke bedt om eller lyst til.Der er som om, at for nogle sanser de ikke, at der er andre tilstede når de først går i gang med deres snak.Imponerende at du kunne få læst lidt :-)

    SvarSlet
  4. Jeg elsker også at køre i tog, men det er altså ikke den fornøjelse, det HAR været. Sidst jeg tog en lang togtur til Midtjylland, bestilte jeg første klasse for at få ro til at nyde turen. Desværre fandt DSB på at sende adskillige larmende elementer derind, så roen var heller ikke at finde dér (det var før stillekupeer blev opfundet). Gad vide, om stillekupeerne overhovedet virker??

    SvarSlet
  5. Mobiler er en fantastisk opfindelse...især fordi de også har en sluk-knap *GG* Jeg undrer mig også såre over, at "folk" har lyst til at tale privat i et offentligt rum?
    Jeg er SÅ nysgerrig på, hvad der er i København... Jeg forestiller mig alt muligt - forlagsmøder og den slags ;o)

    SvarSlet
  6. Å reise med tog er behagelig....men høye samtaler i mobil kan da unngå!! Fatter ikke de som tar høye samtaler på offentlige steder......
    Jeg er også spent på hvilket møte du var på, hehe...Men det lover godt:)
    Ha en fin dag Lene, klem fra meg:)

    SvarSlet
  7. Dejligt at læse at du havde en dejlig tur Lene, men som meget selvudvikling handler om er det nok umuligt at lave om på folk, så du må nok bevæbne dig med små ørepropper på din næste tur!!!!
    God weekend.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.