onsdag den 26. januar 2011

Alting har sin tid


Der skete noget i går. Mens jeg sad og læste og fyrfadslysene blafrede stille i hjertestagerne, mærkede jeg at nogen betragtede mig. Kender du det? Man kan bare mærke, at man ikke er alene. Og nu taler jeg ikke om hundene, som lå og sov lidt efter en god eftermiddagstur. Nej, der var ligesom andre øjne, der hvilede på mig. Det føltes som et strejf af varme, som solen, der kigger frem bag skyerne på en forårsdag. Der var helt stille i stuen og jeg var i Barcelona, vandrende i den gode historie, men med ét var jeg tilbage igen. Jeg så op fra bogen, tog læsebrillerne af og lod blikket glide rundt i stuen. Jeg følte mig ikke urolig. Jeg var ikke bange. For jeg kunne mærke, at det var gode øjne, der så på mig. Så opdagede jeg hende. Skytsenglen. Hun stod dér på reolen bagved lysene og foran nogle af mine bøger. Sagde ingenting, stod bare helt stille med sit blik rettet mod mig.

Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg lagde bogen fra mig og rejste mig fra sofaen. Skytsenglens plads er jo på skrivebordet sammen med Filosoffen, som du efterhånden kender lidt til. Du ved, ham med strithåret og de skarpe bemærkninger. Der gerne vil blande sig i ord og tanker og som altid har noget norsk på hjerte. Et hjerte, som i øvrigt sidder på hans ene skulder. Skytsenglen plejer at stå lige ved siden af ham. Eller det var i hvert fald hvad jeg gik og troede. I går blev jeg klogere. Hun lod sig afsløre der bag lysene. Det var som om hun gerne ville have, at jeg skulle opdage hende. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. 'Hvad laver du dog dér', spurgte jeg og indså, at det var første gang jeg talte direkte til Skytsenglen. Jeg har jo aldrig hørt hende ytre et ord og derfor har jeg ladet hende være. Tænkt, at hun nok fandt ordene frem, når tid var. Og så har Filosoffen jo altid talt så meget og så højt, at hun ikke har haft en chance. Måske. Eller også har hun bare ventet. Hvem ved?

Skytsenglen smilede til mig. Hendes smil var varmt og som et blødt uldent plaid lagde det sig kærligt omkring mine kolde januarskuldre. Jeg blev stum og stille og stod bare og så på hende. Så lige ind i hendes blå øjne og blev forsigtigt transporteret tilbage til Senja. Befandt mig ved vandet med udsigt til fjeldene så smukke og mægtige og mærkede suset fra skønheden, så jeg måtte snappe efter vejret. Den klare rene luft fyldte mine lunger og duften af hav og nordlig sommer lagde sig til rette i min sjæl. Jeg er i paradis, tænkte jeg. Paradis eller noget, der ligner. Så blinkede jeg og stod tilbage i min egen stue. Skytsenglen havde sænket sit blik og med den ene vinge pegede hun forsigtigt på teksten, som er vævet fint ind i hendes turkisblå nederdel.

"Din skyttsengel ser deg alltid" ...

Så det er altså sådan, det er. Hun har ikke sagt ord endnu, men i går fortalte hun mig noget, som jeg ikke var klar over. Jeg mener, jeg kunne lide teksten på hendes fine porcelænskrop, men jeg var ikke klar over, at det var mere end ord. Nu ved jeg bedre. Skytsenglen følger mig rundt i stuen. Hun spejder sågår ud i køkkenet, når jeg står bøjet over gryderne eller skærer gulerødder i tern. Hun ser mig altid. Og hvis jeg er så heldig at fange hendes blik, så kan hun tage mig med til Norge. Et sted langt nordpå, hvor jeg var i sommer og som altid vil bo i mit hjerte, for skønheden var enestående. Måske kan hun noget mere, tænker jeg, mens jeg sidder her over morgenkaffen og ser ud på mørket, hvor himlen i løbet af natten har sendt et fint lag sne ned på jorden . Det er stadig vinter. Men i Skytsenglens blik er det sommer.

Jeg glæder mig til at lære hende bedre at kende. Måske vil hun tale til mig en dag. En dag, når hun finder det nødvendigt. Jeg tror hendes stemme er som sød musik. Mild og fløjsblød. Det må den næsten være, når hun har sådan et magisk blik. Men jeg må vente tålmodigt, mens vinteren går sin gang og langsomt nærmer sig foråret. Alting har sin tid.

7 kommentarer:

  1. Der er nemlig mere mellem himmel og jord, end man ser med det blotte øje - dejligt at læse, Lene. Og at vide, vi har en skytsengel, er god tanke! Jeg var her til morgen ude for, at jeg tænkte på en veninde, jeg ikke har set længe - og få sekunder efter lå der en mail fra hende.
    Klem og god snevejrsdag til dig!

    SvarSlet
  2. Madame, den slags gør livet værd at leve! Syncronicitet! Jeg frydes ... :)

    SvarSlet
  3. Hvor er hun talende, den lille engel uden ord.
    Du er skrivende - heldigvis, for jeg elsker dine ord.
    Rigtig god dag til dig, lene:-)

    SvarSlet
  4. Jeg føler bestemt, at jeg har én, der passer på mig - det har jeg haft glæde af ved flere lejligheder. Og det er en dejlig følelse, så jeg ved, hvad du mener... ;-) Ha' en dejlig skrivedag.

    SvarSlet
  5. Der ER mere mellem himmel og jord.
    Et åbent sind giver mange muligheder.
    Du har lige oplevet en af dem. Skønt at læse om.
    Jeg ved, at jeg har en skytsengel. Det fik jeg at vide allerede som barn.
    Nyd din dag.

    SvarSlet
  6. Jeg har en Engle dagbog, hvor der er en dagens tanke og en skøn lille livsbekræftende tekst.
    Hvis du ikke kender den skulle du lige titte på den.
    God dag søde Lene.

    SvarSlet
  7. Jeg tror at skytsenglen giver dig den nødvendige tid til at fundere over i hvilken retning handlingen i din fortælling skal være Lene, den beroliger dig og fortæller dig at du har al den tid du behøver.
    God aften.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.