fredag den 31. december 2010

Godt Nytår! :)


Dette er årets sidste indlæg. Og hvilket år! Jeg har haft den store fornøjelse at lægge pensionat til 12 måneders udfoldelser og fået mulighed for at lære dem rigtig godt at kende. Jeg ved nu, at hver eneste måned har sine helt unikke egenskaber. Ja, månederne har sågar personlighed og nogle mere påfaldende end andre. Nogle flirter med vejret og har affærer med vejrforhold, vi mennesker nok helst var foruden. Andre maler smukke billeder på loftskammeret og drømmer, mens dagen går sin gang og naturen forandrer sig. Men trods forskelligheder, har de én ting til fælles: De er fuld af visdom! Visdom, som de gerne deler ud af. Jeg har personligt fået mange gode ord med på vejen og det er med en smule vemod, at jeg nu lukker pensionatet. Men sådan må det være! Alting har sin tid og mit job som pensionatejer og værtinde for årets skønne måneder er ved at rinde ud. Det har været mig en udsøgt fornøjelse. En ære endda! Jeg er blevet rigere og godt rustet til at træde ind i et nyt år og starte forfra, gå videre eller tilbage, som jeg beskrev det i går. Nu kender jeg nemlig hver eneste måned og sætter pris på hver og en. Hver time, dag og uge har sin egen sang.

Jeg skulle hilse fra December. Hun har pakket sin kuffert og rumsterer lidt rundt. Leger med hundene og rydder op. Vi har haft et par dagens feng shui oprydning her i stuerne og det begynder at ligne noget helt andet, end det var før. Der er plads til det nye år! Der er plads til drømmene, troen og modet. Jeg er taknemmelig for den lektie, 2010 har givet mig. For de mennesker, jeg har mødt på min vej, for den inspiration og glæde, de har givet videre og jeg har frydet mig, når jeg kunne give noget tilbage. I 2010 har jeg lært, hvor meget jeg holder af mennesker. Og hvor synd jeg synes, det er, når hver enkelt ikke udnytter sit fulde potentiale og gør det, han og hun er bedst til. Det som gør glad. Vi har alle fortjent at være glade! Skrivning og en form for arbejde med mennesker bliver nok mit gennemgående tema for 2011. Mennesker, bøger eller begge dele. Jeg ser en stor buffet af muligheder foran mig og skal nu finde ud af, hvilke retter jeg bedst kan lide og hvordan jeg skal sammensætte min helt egen menu.

Apropos menu, så skal jeg snart i køkkenet og forberede nytårsmenuen. Vi får gæster og skal hygge os med god mad, vin og godt selskab. Musik og snak. Det bliver forholdsvist roligt og jeg håber, at der bliver stille udenfor uden for meget fyrværkeri, for det er nemlig sådan, at Keeva, min dejlige hund, ikke bryder sig om fyrværkeri. Jeg har forbudt bordbomber og den slags her! Det er ikke nytårsløjer, det er hærværk! som min farmor plejede at sige! Farmor, som jeg har sendt mange kærlige tanker til i 2010, for det var hende som for mange år siden så, hvem jeg rigtig var. Og som elskede mig for netop det!

Jeg vil slutte for i år med at ønske jer alle et dejligt, lykkebringende og magisk nytår. Lad magisk være nøgleordet! Jeg kommer til at tænke på nogle kloge ord, som jeg har læst et sted: If you can dream it, you can do it! Hvis du kan drømme det, kan du gøre det! Og min gode ven og inspirator Pablo Picasso har sagt: Everything you can imagine is real. Alt hvad du kan forestille dig, er virkeligt! Det findes. Det er derude og hvis du vil have det, så bed om det! Det kan blive dit. Ja, det er faktisk allerede dit. Du skal bare tage det i besiddelse! :)

Tak for nye venskaber, gode kommentarer og fordi I fulgte med mig på
min rejse i 2010. Godt nytår!



torsdag den 30. december 2010

Livets skole


I går læste jeg videre i min bog "The Angel's Game" af Carlos Ruiz Zafón. Det er næsten umuligt at lade være. Den ligger på sofabordet og drager som en magnet.  Kalder med alle sine velkomponerede ord, og er en melodi, man bare må lytte til. Jeg er godt inde i historien og jeg nyder hvert eneste kapitel. Sådan en historieskriver er en gave til det læsende folk.

Jeg har altid læst! Der har altid været bøger i og omkring mig, men noget er anderledes nu. Jeg er langt mere observerede end tidligere. Nu handler det ikke kun om historien, selvom den selvfølgelig er hovedsagen, nej, jeg lægger også mærke til sprogbrug, kompositioner, stil og i det hele taget suger jeg til mig. Selvfølgelig vil jeg gerne lære. Zafón kan jo noget af det, jeg også gerne vil og som jeg øver mig på. Så læsningen er også en slags lektie for mig og jeg låner forsigtigt lidt guldkorn her og dér, som jeg skriver ned i min lille notatbog af fristende og godtgørende ord. Inspiration om du vil. Selvom jeg naturligvis har helt min egen måde og finder helt min egen vej. For sådan skal det være! Vi har alle vores helt enestående udtryk og hellere være en god original end en dårlig kopi! ;)

Med hensyn til at finde sin vej i livet, så læste jeg et par linjer i Zafóns bog i går, som vedrører livets skole, den mest gennemgribende og lærerige undervisning du kan modtage. Zafón skriver følgende gennem en af sine hovedpersoner: There is nothing in the path of life that we don't already know before we started. Nothing important is learned, it is simply remembered. Oversat står der at der intet er på livets vej, som vi ikke allerede vidste inden vi startede vores rejse. Vi lærer ikke noget vigtigt, men vi lærer at huske det. Vi genlærer med andre ord.  Den tænkte jeg en del over i går aftes! For er det i virkeligheden sådan, at vi alle instinktivt kender hemmeligheden ved livet, når vi starter vores rejse, for at fare vild og blive kastet ud i så mange oplevelser og hændelser, blive udsat for så mange krav og folk, som siger noget andet til os, end det der bor i vores hjerte, at vi på et tidspunkt mister orienteringen? Så fortsætter vi i blinde og gør det, som alle andre gør og tror, man skal gøre for at leve et godt og rigtigt liv. Rigtigt som i det gør alle andre. Rigtigt som i det var hvad min mor og far sagde, at jeg burde gøre, for sådan gjorde de jo! Det sad jeg dér i vintermørket ved stearinlysets skær og filosoferede over og pludselig hørte jeg et forsigtigt råb fra et sted i mit indre. En stemme så spæd som et ekko i skoven, men som efterhånden kom tættere på og lød mere og mere som min stemme. Ja! sagde den. Jeg tror faktisk det er sådan. Og jeg tænkte på dengang jeg var 10 år og ikke var et sekund i tvivl om, hvad den voksne Lene skulle i sit liv. Som vidste, hvad der gjorde hende glad og tændte hendes ild. En lille pige, som ikke var et sekund i tvivl. Men som, skal jeg love for, kom på helt andre tanker og for vild i en verden af krav og regler, sensitiv og åben som en uskrevet bog overfor påvirkninger og pludselig føjelig og ivrig efter at gøre, hvad andre sagde hun skulle. Lod sig rive med og kom langsomt men sikkert længere og længere væk fra den vej, hun altid havde vidst var hendes. Den vej, som i mange år har ligget gemt i et forseglet skrin på bunden af et mægtigt hav et sted nede i maven.

Og nu kommer det interessante ved den påstand! For ikke et sekund har været spild. Det var vist meningen, at jeg skulle fare vild, for ellers havde jeg jo slet ikke vidst, hvad jeg ved i dag! Hver eneste dag har været en dag i klasselokalet på livets skole, en skole, som aldrig slutter. Der kommer hele tiden nye lærere til. Nye oplevelser, som styrker eller gør en så sårbar, at man tror man brækker midt over. Går i stumper og stykker og aldrig bliver til et helt menneske igen. Som for altid kommer til at ligge dér midt i pytten af blod, sved og tårer og aldrig kan rejse sig igen og mærke glæden brede sig som morgenrøden på himlen en sommermorgen. Og er det ikke sådan for os alle sammen? Vi bliver revet væk fra vores vej med et eneste formål. At finde tilbage! At finde tilbage til der, hvor vi kom fra og på vejen tilbage genlærer vi alt det, vi egentlig godt vidste i forvejen, men som vi aldrig fik sat ord på, fordi vi på det tidspunkt ikke var parate til at give udtryk for det. Det var ikke klar til at blive født. Genfødt!

Nu begynder jeg rejsen tilbage, ja, jeg tror faktisk jeg har været på vej et stykke tid. Og den rejse er den mest vidunderlige rejse, jeg nogensinde kommer til at foretage mig. For som jeg bevæger mig i den retning, jeg fornemmer er den gode vej for mig, falder nogle brikker på plads og jeg forstår pludselig nogle ting. Ser, hvorfor noget skete. Eller i hvert fald hvad jeg lærte af det. Vi kan alle begive os ud på den rejse! Det er en bevægende rejse og man må gerne fælde tårer. Ligeså mange man vil! Men mest af alt tror jeg, at man kommer til at fryde sig, fordi man pludselig ser noget, der har været skjult bag tykke mure af tilsyneladende uvished og umodenhed. Så der vil også være en masse lettende latter. Glæde. Mod, fordi man tør gå tilbage og genlære alt det, man vidste i forvejen. Og nu ovenikøbet kan sætte ord på. Man kan kalde det for visdom! For eksempel. Kald det hvad du vil, men jeg bliver høj ved tanken. Så høj at jeg kan nå himlen! Sådan kan et par linjer i en bog inspirere. Blandt andet derfor elsker jeg bøger.

Er du enig i Zafóns ord, om at man gennem livet genlærer noget, man allerede vidste? Eller føles det helt anderledes i dit klasseværelse på livets skole?

onsdag den 29. december 2010

I går aftes


I går aftes tænkte jeg, at jeg nok langsomt ville konvertere til B-menneske. Jeg sad i sofaen det meste af aftenen, te på sofabordet, stearinlys og så den gode bog, jeg læser i øjeblikket "The Angel's Game" af Carlos Ruiz Zafón. Det er sådan en historie, som drager. Der er noget Dickensk over miljøet og stemningen, historiefortællingen er på sin vis en smule gammeldags men alligevel nutidig på en original måde. Jeg læste og var slet ikke træt. Historien er fængslende god. Jeg følte mig helt afslappet, ingen særlige lyde omkring mig, kun hundenes snorken og mit eget åndedræt. Et par enkelte biler, som kørte forbi ude på vejen og for en kort stund lyste snelandskabet op i vintermørket. Her skal jeg bare sidde i timevis endnu, tænkte jeg og i morgen sover jeg så lidt længere. Ja, for jeg har jo juleferie! Mit egentlige nye liv starter først i næste uge. Så kom jeg til at tænke på, at jeg fra næste uge og et stykke tid fremover selv bestemmer min dagsrytme. Jeg behøver ikke længere at stå  op kl. 05:30 for at nå det hele. Jeg kan lave morgentankerne om til aftentanker. Eller til strøtanker, når det passer mig. Der er ingen regler og rutiner endnu, for dem skal jeg først til at bygge op. Finde ud af, hvornår jeg bedst skriver og i hvilken rytme. Hvornår jeg holder pause. Hvornår jeg går med hundene, for det bliver helt sikkert i dagslys. Og så vil jeg også bruge lidt længere tid på at lave mad! Det elsker jeg jo og kan godt lide, at der er tid til at kræse lidt om gryderne.
Mit nye liv! Dér sad jeg i selskab med Carlos Ruiz Zafón, på rejse i Barcelona og i selskab af nogle spændende og udefinerbare personligheder. God te og tid til at tænke et par små tanker, klatter af inspiration og noget, jeg måske kan bruge. Og så alt det andet!
Men hvad blev der af B-mennesket, spørger du sikkert? Hun slukkede stearinlysene klokken 22:30 og gik i seng. Og nu sidder hun her, mens det endnu er mørkt udenfor og resterne af månen lyser gennem vinduet. For jeg kom nemlig til at tænke på, at jeg på ingen måde har lyst til at ofre min morgen. Jeg vil helt sikkert stå en time senere op, men ikke meget mere. Ikke sove morgenen og formiddagen væk. Som om jeg kunne det! Nej, jeg er faktisk ret sikker på, at morgen og formiddag vil være det tidspunkt, hvor der drypper flest guldkorn fra mit tastatur og ud i det dokument, der er indledningen til et nyt kapitel i mit liv. Men vi får se. Jeg har lært, at intet er sikkert og jeg er helt indstillet på at lade mig forbavse.

Jeg vil lige benytte lejligheden til at sige tak for de dejlige kommentarer på mit indlæg i går. De giver mig hjertemod og glæde. Og kære Rimkoger, tak for dine ord omkring porten. De var yderst inspirerende og jeg fik nogle spændende associationer. Noget, jeg måske endda kan bruge! ;) Så bliv endelig ved med at kaste ord i min retning. Jeg glæder mig ved hvert eneste!

tirsdag den 28. december 2010

Picasso og farmor


I begin with an idea and then it becomes something else. Ordene er Pablo Picassos. Og det er billedet her overfor selvfølgelig også. Det hedder "Portræt af Dora Maar" og er fra 1937. Jeg har altid synes, at Picasso lavede spændende billeder uden rigtig at vide, om jeg egentlig brød mig om dem. Jeg mener, de er da lidt underlige! Men samtidig fascinerer hans kunst mig på forunderlig vis og jeg elsker at granske hans farver og linjer og bliver forført at de surreaslistiske udtryk og det, der er tilsyneladende. Eftersom jeg selv er i fase, hvor jeg tager tilløb til det helt store kreative kvantespring, læser jeg lidt her og der om forskellige mestre udi kreativitetens kunst. Og nogle af de udsagn, Picasso er kommet med, fascinerer mig og får mig til at nikke samtyggende. Han var klog, den gode Pablo! Han vidste noget om kreativitet og noget om at tage på en rejse i farver, streger og penselstrøg. Men han er meget generel, når han taler om kreavitet og det at give sine ideer liv. Det er nemlig den selvsamme rejse, man tager på, når man rejser i ord og stemninger. Når man som jeg har en spæd ide til en historie, som ikke kan få form ved bare at tænke på den. Ideen vil ligesom ikke rigtig udfolde sig og der er altfor mange usikkerheder, sorte huller og ting, som jeg slet ikke har styr på. Engang troede jeg, at man skulle have hele historien som en ide og skitse, inden man begav sig på den rejse. Men det skal man slet ikke! Jeg skal ikke. Jeg har nemlig for ganske nylig genlært, at man bare skal gøre det! Og have det sjovt undervejs! Picassos kloge ord siger det hele: I begin with an idea and then it becomes something else. Han har også sagt noget andet som fascinerer mig og kilder mine kreative aner: Every act of creation is first an act of destruction. Og jeg ved godt, hvad han mener!

Picasso, du har inspireret mig! Du har sat ord på noget, jeg har gået og tænkt over og nu er jeg klar til at lade tankerne hvile og lade rejsen begynde. For der er kun ét at gøre. At gøre det! Og når jeg tænker på et tomt lærred og en masse spændende farver foran mig, pensler og den uigenkaldelige lugt af oliemaling, så tænker jeg på min farmor. Farmor, som jeg malede og lavede historier sammen med. Farmor, som instinktivt vidste, hvad hendes barnebarn var gjort af og hvad som gjorde hende glad. Det var nemlig det samme, som gjorde farmor glad. Så vi malede og tegnede! Farver spredt ud over hele spisebordet, oliemaling og terpentin, pensler og malerklatter, som ramte det ellers så fine spisebord, men farmor var ligeglad. Hun var langt mere interesseret i det, jeg sad og legede med på mit lærred. Når jeg bliver i tvivl, så tænker jeg på farmor. Og Picasso! Og så er den vist ikke længere. Jeg ved, hvad jeg er lavet af. Og jeg ved, at jeg rummer meget meget mere, end jeg aner og tør drømme om. Farmor vidste det. Troede på det. Picasso har sagt det og gjort det. Universet synger om det. Rejsen kan begynde ...

mandag den 27. december 2010

Hjertebank


Julen ligger igen bag os. December tilbringer sine sidste dage på pensionatet, som gør klar til at lukke og slukke. Når December drager afsted nytårsaften, drejer vi nøglen om og takker for at spændende år. 12 gæster har boet her, en efter en, aldrig sammen, men altid i perfekt rækkefølge og uden slinger i valsen. De kender deres plads, månederne, og har et velfungerende samarbejde. Ingen nævnt, ingen glemt.
"Hvad er så dit nytårsfortsæt?". December ser interesseret på mig og jeg kan mærke, at hun forventer et svar. Ikke noget med at vige udenom. Hun er helt sikker på, at jeg nu ved, hvordan mit liv skal flaske sig fremover. Men sandheden er, at jeg går forbi en masse åbne døre lige nu uden at kigge ind. Jeg har lukket en vigtig dør bag mig og jeg kan nu bevæge mig videre. Men jeg mærker instinktivt, at jeg skal passe på med ikke at forcere beslutninger lige nu. Jeg har læst et sted, at hvis man altid står med det ene ben i næste lejr og altid er på vej videre, så kommer man til at tilbringe sit liv på ét ben. Og noget har jeg lært! Selvom det er godt at kunne balancere på et ben engang i mellem, så gælder det om at finde fodfæste og have begge ben plantet solidt på jorden i øjeblikkets balance. Mærke roen, der breder sig fra top til tå. At kunne være i øjeblikket, hvile i troen og have tålmodighed, så tingene kan få tid til at udvikle sig omkring en, det er en gave. Det er en kunst, man kan lære at mestre og tro mig, jeg har virkelig haft svært ved den lektie. Jeg øver mig endnu! Jeg er en handler og tidligere har der ikke været langt fra tanke til handling, når jeg fik en fiks ide. Men jeg ønsker ikke at tilbringe mit liv på et ben!
"Du svarer mig jo ikke!". December sender mig et utålmodigt smil og blinker så til mig. "Hvor heldigt at jeg kan læse tanker. "Hvad er dit nytårsfortsæt?. Jeg er så nysgerrig ... også selvom jeg er Stenbuk nu og du forbliver den Skytte, du altid vil være!". Ja, månederne og jeg har en vis interesse for astrologi. December er ingen undtagelse og i modsætning til os andre, så har hver måned to stjernetegn, omend det ene er dominerende.
"Jeg vil følge mit hjerte" siger jeg så. Og mere vil jeg ikke sige lige nu! Jeg er i en omstillingsfase, hvor jeg taler ufornuft med mig selv og giver mig selv lov til at være følelsesmæssig ekstravagant. Jeg sætter følelser på ind på en glædeskonto i min helt egen hjertebank.
"Hjertebank"! December smiler varmt, så sneen smelter lidt. Det var en smuk tanke. Tag du den med dig videre ind i det nye år. Så kan jeg trygt rejse videre ud i verden af måneder og være den, jeg er skabt til at være. Hun klapper mig kærligt på hånden. For så ved jeg, at du er den, du skal være. Og når du er det, så falder alting på plads!

Sneen daler og en ny uge tager form. Den ser ligeså hvid ud som den sidste. Kæresten sidder på sneploven og jeg sidder på en fysiobold med resterne af min kaffe. Nu vil jeg gå ud i vejret!

Ha' en dejlig dag og husk, at du kan altid kan åbne en konto i hjertebanken. Det er gratis og renterne vil gøre dig så godt, at du slet ikke drømmer om det! ;)

Billedet er lånt på hjertebanken.no

søndag den 26. december 2010

Vintertur og 2. juledag


Det er jul så langt øjet rækker. Det er den hvideste jul i mands og kvindes minde og December sidder såmænd også her ved morgenbordet og ryster en smule forundret på hovedet. Hun har stadigvæk julelys i øjnene. For som hun siger: Hvad du ønsker skal du få og mange har ønsket sig en hvid jul. Det fik de! Jeg skal love for, at der kom sne og fygning, glatte veje og både hvid og sort is. Kom ikke her og sig, at vejrguderne ikke har sørget for, at vi fik vinter for alle pengene! Bornholm er nærmest i undtagelsestilstand. Begravede i sne. Får hjælp fra vores svenske naboer, snescootere, panserede mandskabsvogne og hvad ved jeg. Her på pensionatet og i omgivelserne ser det lidt fredeligere ud. Vi har gravet os ud og kan nu køre til og fra med en vis forsigtighed. Det er stadig glat og der er stadig snefygning og uanede snemængder på de mindre veje. "Pas på derude" siger December og det har hun ret i. Tag den med ro! Man kan sagtens køre, men det tager tid og skal man langt ud på landet, skal man nok lige overveje, om der er en mand med sneplov i nærheden eller hvor travlt Dansk Autohjælp har lige nu. For der er meget sne!

Vi kørte tur i går. Satte hundene i bilene, 4-hjulstræk på bilen og kørte ud i skoven. Som de eneste var vi på skovtur og selvom det var koldt, var det en dejlig tur. Skovstien var helt plan og man kunne gå uden videre forsigtighed. Sneen knitrede under fodsålerne (for mit vedkommende piggene!) og skoven var iklædt den smukkeste vinterdragt af tung, hvid sne. Skoven var som et åndehul af stilhed, man hørte kun lyden af fod- og potetrin. Vores egne. Godt pakkede ind og på eventyr. For eventyrligt var dér i skovens dybe, hvide stille ro. For første gang længe gik jeg en tur med rigtige skridt og nød det i fulde drag. Jeg havde næsten lyst til at løbe! Mit bækken frydede sig og jeg kunne mærke, hvor godt det gjorde at gå almindeligt. Vi fik røde kinder og naturlig varme og pulsen kom op, for vi gik i raskt tempo for at holde os varme. Sådan en tur er som et skud vitaminer for sjælen. Så kan man lidt igen!

I dag er der julefrokost på gården hos svigerfamilien. Og min mor kommer med toget fra København! Så udveksler vi de gaver, vi ikke fik givet juleaften og hygger os med god mad og brætspil. Brætspil hører juledagene til. Sådan har det altid været. Jeg er vild med at sidde omkring bordet og overgive mig til spillet, reglerne og chancen for at vinde. Drille og huje, men ikke snyde! ;) Tror det bliver en dejlig dag!

Glædelig 2. juledag!

Tre tøser på tur

lørdag den 25. december 2010

Traditioner


Det er langt op på formiddagen julemorgen. Ja, så er det vel ikke længere julemorgen, men det lyder mere poetisk. Det er julemorgen. Men eftersom klokken har passeret det tidspunkt, jeg anser for at være morgen, så må tidsangivelsen vel være datid? Det var julemorgen eller endnu mere eventyrligt: Det var en julemorgen ... Og det var det! Det har det været. Vi har hygget os, sovet længe og klokken 9 er virkelig længe for mig, A-mennesket! Morgenmad med blødkogte æg, varme boller og god kaffe serveret med masser af tid og stille snak.

Nu tager kæresten lige en tur med sneploven og ser, om der er et par gode naboer, der gerne vil graves ud. Snefygningen har holdt folk inde dér, hvor de bor. Juleaften blev for mange noget anderledes, end man først havde forestillet sig og drømt om. Alle vil jo gerne derhen, hvor tankerne og hjertet allerede er. Være hos familien, sammen med dem, man holder af, begrave sig i velkendte juletraditioner og gøre det man plejer. Det føles så godt juleaften. Det føles så trygt og rigtigt! Det er dét, man forbinder med jul og det, man ser frem til hvert eneste år. Men vejrsituationen lavede om på traditionerne og mange måtte finde alternativer, finde stemningen og hyggen på en anden måde end ellers. Og jeg var ingen undtagelse. Jeg ville jo så gerne op nord for København og tilbringe juleaften sammen med min familie. Ja, for jeg elsker at være lige dér, når der begynder at dufte af and og flæskesteg. Synge sangene på den måde, vi plejer at synge dem. Spise ris ala mande med varm kirsebærsovs og kæmpe om mandelgaven, som altid er en spændende ting pakket ind som en julegave. Hvem får mon mandlen? Og det gør min kære bror altid! Det er ikke engang snyd. Det er ikke fordi han er lillebror. Nej, han har bare mandelheldet med sig og det forlyder fra pålidelig kilde, at det havde han også i går. Jeg var dér nemlig ikke!

Vi kørte afsted men måtte vende om. Der var sort is på motorvejen! Det opdagede vi meget brat, da kæresten var ved at miste herredømmet over bilen. Den skred ud og var ved at komme på tværs. Jeg lukkede bare mine øjne og nåede slet ikke at tænke mere. Så fik han styr på bilen igen og trillede ind i inderste spor i køen bag de andre biler. Det snød. Det var simpelthen så glat og ved Borup besluttede vi os for at forlade motorvejen. "Vi kører over land", sagde kæresten og jeg fandt GPSen frem. For frem skulle vi! Jeg skulle holde jul sammen med min familie og kæresten var helten, som havde lovet at køre mig i bondebil med 4-hjulstræk. "Vi kører da bare over land", sagde vi i kor men blev hurtigt klogere. Der var ligeså glat, da vi kom af motorvejen. Is under sneen og fygning så langt øjet rækker. Der er om muligt faldet mere sne på Roskilde-egnen. Vi så en lang rejse foran os, hvis vi skulle nå frem, for der kunne umuligt køres ret stærkt og sneen føg ind over vejen. Så så vi på hinanden og nikkede. Plan B! Jul hos svigerfamilien på gården. Ja, vi vendte om! Jeg ringede med bævrende stemme til min familie og meddelte, at jeg altså ikke kom. Øv, sagde min bror. Øv, sagde min mor, men vi var enige om, at det var en god og fornuftig beslutning! Vi er jo voksne mennesker! Vi holder da bare jul en anden dag!

Så jeg tilbragte juleaften hos svigerfamilien og vi hyggede os. Ikke som vi gør i min familie. Anderledes. Jeg fik listet et par små ting ind fra min juletradition, bl.a. den dér med mandelgaven! Det skal man da have! Det er ikke jul uden mandel og gave til den, der finder nødden i den hvide dessert, vel? Vi sang og gik om juletræet. Kan du dine julesange udenad, spurgte min svigerinde forundret, og ja, det kan jeg faktisk! Men der var sanghæfter og hygge, levende lys og gaver. Godt nok blev gaverne delt ud på en anden måde, end vi gør det i min familie, men jeg accepterede den nye måde (selvom jeg klart foretrækker vores måde at gøre det på!) :)

Vi fejrer juleaften en anden aften med min familie. Vi har jo gaver til gode! Og vi har flæskesteg til gode, for på gården hos svigerfamilien fik vi "kun" and. Men det smagte godt. Og vi var varme og trygge og hyggede os. Hurra for gode alternativer!

Man kunne også sige som Leif Panduro: Rend mig i traditionerne! Men det gør jeg ikke ;)

Glædelig juledag! :)

fredag den 24. december 2010

Glædelig Jul


Hundepigerne Keeva & Aimee, December og jeg ønsker alle skønne blogvenner en dejlig og magisk jul. Og hvid jul bliver det i hvert fald!

I skrivende stund ved jeg endnu ikke, om jeg skal holde jul her på matriklen eller om turen går nord for København, hvor min familie holder til i aften. Vejrsituationen er bedre, men der er stadig snefygning og jeg skal lige love for, at her er faldet meget sne. Vi ser tiden an lidt endnu, inden beslutningen tages.

Glædelig jul. Ha' en dejlig aften og nyd julen og hinanden! :)

torsdag den 23. december 2010

Ikke i rute


Hold da helt op! Vejret er gået amok. Sneen vælter ned fra himlen, som om der gået hul på en pulserende sneåre. Stormen hyler og kaster med sneen, så den fyger om husmuren og lægger sig i store bunker. Bil og trappe ved hoveddøren er begravet. Og her sidder jeg med min kaffe og lytter til vinterstormens klagesang.
"Hvem siger, at stormen klager?" spørger December og ser eftertænksomt på mig. "Jeg synes, han lyder ganske veltilfreds!" "Og" tilføjer hun og smiler bredt med funklende julelys i øjnene "jeg har absolut ingenting med det vejr at gøre! Jeg har ingen affære med storm og snefygning. Er ikke forelsket i lavtrykket eller tanken om alle de mennesker, som er strandede på vejene eller må blive hjemme". En lille tåre kigger forsigtigt frem i hendes øjenkrog. "Jeg synes nu det er synd for alle dem, som ikke kan komme hjem til jul!".
Jeg ser en smule forundret på hende, for jeg har altid troet, at månederne havde fuld kontrol over vejrsituationen. Jeg troede, at de valgte vejret. Jeg må med skam i sjælen erkende, at jeg havde December mistænkt for at smutte ud ved midnatstide, når vi sov sødt, og kaste sig i armene på sneguden Blizzard, elske med ham hele natten for at komme hjem ud på de tidlige morgentimer, liste i seng og se forsovet ud, når jeg stod op ved 0530 tiden. Forsovet men ikke desto mindre frisk nok til at holde mig ved selskab ved morgenbordet og sige gode ord. For man lever jo kun én gang! Men har jeg taget fejl? Er hun helt uskyldig som den hvide sne, der ligger i knæhøje vinterdyner derude?
Jeg ser på hende og må indrømme, at hun ser ganske uskyldig ud, som hun sidder dér, tårer i de smukke isblå øjne og et åbent ansigt, der umuligt kan fortælle usandheder, det, man også kalder løgne! Men hvem har så skylden? Hvem er ansvarlig?
"Ikke et ord om klimaforandringer". December ser på mig og klapper mig så forsigtigt på armen. "Jeg tror at du skal indstille dig på en juleaften med svigerfamilien i morgen", siger hun og kigger granskede på mig for at finde ud af, hvordan jeg har det med det. Hun ved jo, at jeg utroligt gerne vil holde juleaften med min egen kære familie, min søde bror og mor og selvfølgelig svigerinden, som også er af den gode slags. Og hendes mor. Men, som bekendt kommer jeg fra nordligere himmelstrøg (læs København) og min bror, som holder juleaften i år, bor endnu længere nordpå i Kirke Værløse. Jeg må indrømme, at det ikke ser lovende ud. Kæresten har kørt sneplov siden kl. 0230 i nat. Han er en af hverdagens helte lige nu. Kæmper med alt for rigelige snemængder og fygning, der ødelægger det flotte arbejde, de netop har udført.
"Jeg har truffet en beslutning, kære December". "Jeg ser tiden an. Men jeg har indstillet mig på, at dette års juleaften nok bliver en smule anderledes, end jeg havde troet. Vi må udveksle gaver senere i julen. Holde juleaften igen! For det kan man jo. Vi kan fejre hinanden og den søde juletid, når vejret tillader det. Ja, det ser i høj grad ud til, at jeg kommer til at holde juleaften på gården med svigerfamilien og det er vel ikke så ringe endda for at citere min venner i Jylland?".
December nikker bare. Hun behøver ikke at sige noget, for vi ved begge, at det er klogest at tænke sådan. Acceptere tingenes tilstand og fyge med snestormen. Sådan er det jo bare! Og jeg er blandt de heldige. Jeg får en dejlig juleaften under alle omstændigheder. Og det gør min familie oppe nordpå også! Ikke desto mindre har jeg ikke afskrevet chancen for, at det alligevel kan lade sig gøre. Rejsen nordpå. Man skal aldrig opgive håbet, men man skal erkende og acceptere, når tiden ikke er inde!

Ha' en dejlig snestormsdag. Og bliv hjemme, hvis du ikke partout skal ud i det!

onsdag den 22. december 2010

Solsnu


I går lærte jeg et nyt norsk udtryk. Det hedder solsnu. Det betyder, at solen nu vender og at vi går mod lysere tidere. Solsnu. Jeg synes det er smukt! Jeg har aldrig tænkt på, at det var noget at fejre, men nu varmer jeg mig ved tanken om solsnu som ved flammerne på et bål, der lyser op i mørket en iskold vinternat.

Jeg tager den med ro her til morgen og når lyset kommer, kører James og jeg afsted på arbejde. Sidste dag! En dør skal lukkes og jeg glæder mig. Jeg synes næsten, at det er helt symbolsk, at det samtidig er solsnu og at jeg nu som solen vender mig og går mod lyset og det, jeg drømmer om. Håbet er et bål i mørket, der forsigtigt smelter sneen. Jeg kan fornemme duften af brændt træ og aske i næseborene. Mærke varme i mine kolde vinterhænder som forplanter sig til resten af kroppen. Gør mine kolde kinder friske og røde. Modet brænder som et bål i min sjæl. Der er noget, jeg skal. Der er noget, jeg skal i mit liv og nu gør jeg det.

Jeg ønsker alle en dejlig dag. Det er koldt derude, lige nu minus 22 grader her midt på Sjælland og jeg har egentlig ikke lyst til at bevæge mig udenfor. Men nogle gange er tanker ikke nok. De er vigtige og de gør alt det forberedende arbejde, men på et tidspunkt skal der også handling til. Når mulighederne opstår, så skal man gribe dem. Gribe dem, som man griber dagen.

Glædelig solsnu.

Billedet er lånt på heigrim.blogspot.com.

tirsdag den 21. december 2010

Fortsættelsen


Smukt så det ud, da lyset kom. Min morgen blev anderledes end forventet, men da jeg først havde accepteret tingenes tilstand, var det egentlig meget hyggeligt. Jeg mener, hvad kan man gøre? James fik sin vilje. Han kom ikke ud og køre i dag. Han gad simpelthen ikke og sådan var det. Jeg fik derimod et lift af min søde svigermor og hendes volvo, så jeg kom på arbejde! Og blev hentet af kæresten og kørt til fysioterapeut. Jeg har måtte lade mig transportere og har egentlig nydt det. Jeg fik ryddet op på mit skrivebord på jobbet, sat de sidste ting i system og smidt det ud, som andre ikke kan bruge til noget. Jeg er klar! Klar til at slutte af og tage videre på min rejse. Det føles godt. Det føles rigtigt. Jeg er ikke et sekund i tvivl og glæder mig til at sige farvel. Nu er det tid! Nu er det endelig tid!

James har fået sin julegave i dag. Han insisterede og selvfølgelig føjede jeg ham. Han føjer jo mig til hverdag, kører mig fra A til B og på tur. Ud i det blå! Han svigter sjældent, så når han siger fra, så tager jeg det alvorligt. Han ønskede sig et nyt batteri og det har han fået. Nu spinder han som en kælen kat og siger, at han nok skal få mig afsted på arbejde i morgen tidlig. Min sidste arbejdsdag dér. Jeg vil gerne sige farvel til mine kollegaer. Helt officielt og så på juleferie. Så kan jeg lukke den dør.

Aftenen smyger sig om benene på os. Lægger landet i et isnende jerngreb. Lige nu er temperaturen minus 16 derude. Det er vinter. Det er midvinter og det er eventyrligt koldt. De lover meget mere sne og det bliver jul under alle omstændigheder. Hvor og hvordan må tiden vise. Jeg ser den an. Vejret er ingen herre over. Kun vejrguden og han siger ingenting. Tror han sover lige nu, for han får travlt de kommende dage.

Får James mon sin vilje?



Så sidder jeg her. Tirsdag morgen med kaffe, ostemad og en bil begravet i sne. En bil, som ikke vil starte! James nægter simpelthen at komme i omdrejninger denne iskolde tirsdag morgen, hvor der igen er faldet en tung dyne af hvidt himmelpulver. Jeg skal skovle mig ud under alle omstændigheder, men tænkte jeg, nu gør jeg lige James ren, starter ham, så han kan få varmen denne kolde morgen og ... Nej! Han vil ikke. Fri mig for det onde, siger han, hoster og takker nej.
Jeg er tilhænger af, at man skal sige fra. At man kan tillade sig at sige fra og bruge ordet "nej" i ligeså høj udstrækning som "ja", hvis der er noget, man ikke vil eller ikke har lyst til. Man sætter selv sine egne grænser. Man ved selv, hvor den grænse går og hvornår det føles OK eller ej. Og lige nu føles det åbenbart slet ikke i orden for James, at jeg vil have ham i gang denne iskolde snemorgen i december, hvor kæresten igen er forsvundet med sin elskerinde, sneploven, og jeg sidder tilbage med 2 arbejdsdage, som nok ikke bliver blandt de nemmeste af slagsne at nå frem til. Senere må jeg prøve at få fat i vores gode nabo, som har fri i dag. Han er noget af det mest hjælpsomme og jeg er sikker på, at han gerne vil være præst og go-between, så James måske kan overtales til at ekskortere mig de sidste arbejdsdage til og fra jobbet.

Men smukt ser det ud! Månen lyser fuld og fin over snehvideland. Træerne er tunge af sne. Lyset er blåt og hvidt og var det ikke fordi jeg skulle afsted, ville jeg fryde mig over eventyret, trække i det gode tøj og gå en tur ind over markerne. Eller også ville jeg bare sidde her lidt og nyde det. Nyde, at jeg ikke var en af dem, der i dag skal kæmpe sig igennem snemasser, glatte veje og kaotiske trafikale forhold. Sommerpige, som er gået i hi, læser bøger, skriver bøger, jonglerer med ord og pynter op til jul. Jeg kunne endda overtales til en ordentlig gang rengøring i dag. Oprydning. Udsmidning. Jeg flirter med tanken om feng-shui og om at få luft omkring mig, så inspirationen og livsglæden kan spire og gro. Men der er to dage endnu og jeg har ikke fået fri. Ikke officielt, men måske giver snemasserne og James, som ikke vil, mig alligevel en dag, som ikke helt bliver efter planen? Jeg ved det ikke. Det afhænger af så meget.

Drømmer du stadig om en hvid jul? Jeg tror bare, at jeg skal gøre det samme, for lige nu er vejrudsigten lovende, hvis det er den slags, man går og håber på. Eftersom jeg jo skal nordpå og fejre jul med familien, er det slet ikke det, der står øverst på min ønskeliste. Men jeg får jo så mange andre ønsker opfyldt, så måske skal jeg bare tænke: Pyt! Hvis jeg ikke kan køre, så bliver jeg her! Så holder jeg jul med svigerfamilien og juleaften kan man da holde anytime. Big time! Det er kun fantasien, der sætter grænsen. Fantasien ... og sneen. Spørg bare James!

Fortsættelse følger ... :)

mandag den 20. december 2010

Hjertet som kompas

Tiden rinder ud. Som et timeglas hvor sandet næsten er nået bunden. Som den mørke nat, før dagen forsigtigt rejser sig på himlen, får selskab af solen og spreder lys over land. 3 dage tilbage! 3 arbejdsdage, så begiver jeg mig videre mod næste destination på min rejse. En destination, som jeg slet ikke kender endnu. Men som en klog mand, eller kvinde, engang har sagt, så er det ikke målet, det gælder. Det er turen. Det er turen, man skal nyde! Og det har jeg så absolut i sinde at gøre. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det skal blive. Jeg ved bare, at jeg skal skrive og bygge en rutine op omkring det. Lad det være kernen i det jeg gør og den, jeg er. Når man ønsker en tilstand, så skal man være den tilstand. Ønsker du glæde, så vær glæde. Det er lidt ligesom "walk the talk". Det du gerne vil opnå hos andre, må du selv være fortaler for. Men her kommer fidusen serveret på et sølvfad. Det er ikke nok bare at tale om det! Du skal gøre det selv og vise andre hvordan. Du skal være indbegrebet af det, du prædikerer og tror på.
"Walk the talk" siger December med et smil om læberne og en sjov engelsk accent. Den kan jeg ikke lige definere. Måske er der en smule walisisk over den måde, hun udtaler ordene på. Den måde hun synger bogstaver?
"Kan du egentlig engelsk December"? spørger jeg, mens jeg labber kaffe i mig. Træt fordi fuldmånetilstanden vækkede mig med et pling som en pære, der sprang. Lysvågen i nattens mulm og mørke, mens natten vågede over sneen og Vincents og Maggies stjerner gik tur på himlen. Fuldmånen kan noget, jeg ikke kan forklare. Den har stor indflydelse på meget her på jorden og min nattesøvn er hun også dronning over. Men selvom jeg er træt, så kan jeg ikke være sur på hende. Jeg er bjergtaget. Imponeret. Ydmyg og lillebitte, når jeg kigger op på hendes smilende måneansigt fuld af visdom og magi. Fuld af hemmeligheder så dybe som de krater, nogen siger der findes i hendes overflade. Jeg kan lide hende. Paradoksalt nok, når hun så ofte tyvstjæler min nattesøvn i sin fuldmånefase.
December betragter mig, læser min tanker og nikker bare. Om det er svar på hendes engelskkundskaber eller på, at hun er enig med mig i, at fuldmånen er en fantastisk dronning, det aner jeg ikke. Men det gør heller ikke noget. For der er 3 dage tilbage til jeg forlader min nuværende arbejdsplads og begiver mig videre- først ud i juleferie og siden noget, jeg ikke aner hvad skal ende med. Men én ting ved jeg. Hjertet er mit kompas. Glæden er mit brændstof og troen på, at jeg kan få det liv, jeg ønsker mig, mit store håb.
December er 20 dage gammel og hun bliver smukkere og smukkere for hver dag, der går. Som en kvinde, der ældes med ynde. Rynkerne er visdomslinjer. Jeg sidder og stirrer ind i hendes øjne, hvor julelysene tindrer, mærker trætheden og sender en kærlig tanke til fuldmånen på sin himmel og lyset over sneen i det magiske morgenlandskab.
"Jeg kan engelsk"! siger hun så og smiler til mig. Selvfølgelig kan jeg det! Jeg kan alle sprog. For der findes jo i virkeligheden kun ét sprog. Hun blinker til mig og behøver ikke at sige mere, for det sprog kender jeg også. Det gør vi alle.

Kæresten har lovet at køre mig på arbejde i dag. Og hente mig igen sammen med Aimee, som skal til dyrlæge og have sin årlige vaccination og tjek. Vi vil prøve en ny dyrlæge, som vi har fået anbefalet, en kvinde, som har sin egen landpraksis og som mange taler godt om. Jeg har talt med hende i telefonen og kunne godt lide hendes stemme. Kæresten ved lige, hvor hun bor, så hende besøger vi direkte efter arbejde. Håber vi kan lide hende, både Aimee og jeg. Men det tror jeg! Jeg har en god mavefornemmelse og den svigter jeg aldrig nogensinde igen. Den er sammen med hjertet den bedste indikation af, at tingene er i vater. Eller tæt på at være det!

Ha' en dejlig mandag! Følg dit hjerte, så farer du aldrig vild! :)

søndag den 19. december 2010

Julegavejagt og bronzemedalje


Det er søndag morgen og jeg er tidligt oppe. Denne søndag er ikke en af dem, hvor vi hænger over morgenkaffen og trækker tiden ud. Nej, den er dedikeret til de sidste julegaveindkøb, som det hele tiden har været planlagt. December, hundene og jeg er de første, som er stået op og vi kan konstatere, at kæresten stadig ligger i sengen og altså ikke er blevet kaldt ud til sneplovsarbejde. Der er nu heller ikke faldet mere sne i løbet af natten. Jeg kan tydeligt se hundenes potespor i sneen fra i går, som i øvrigt faldt i rigelige mængder. Der er nok nu! Behøver ikke mere! Men sørme om vejrudsigten ikke lover mere flødebolleskum fra himlen. Der er nogen, som har været rigtig søde og har en direkte linje til julemanden. Og som har ønsket sig hvid jul. Det er ikke mig. Jeg er ikke som Frøken Smilla. Godt nok har jeg fornemmelser, men må jeg med beklagelse erkende, at det ikke er for sne. Jeg er en sommerpige, som er landet midt i vinterland og prøver at finde hjem igen. Hjem til grønne enge, korngule marker i maj og blå himmel med hvide lammeskyer. Som læser sin litteratur i havestolen og får en sund kulør i ansigtet.
December ler af mig. "Sund kulør!? Den havde du da rigeligt af i går sidst på eftermiddagen. Da Norge lammetævede Danmark i EM håndbold og gik videre til finalen, mens Danmark måtte slikke sine sår og indse, at I bare ikke var gode nok! Du lignede en kogt krebs!". Hendes latter dunker gennem morgenmørket og ruller ind over mig som en lavine, der kun kan få mig med. Jeg ler også.
"Ja December. Jeg går op i det, når jeg ser håndbold. Og jeg havde gerne set Danmark vinde over Norge. Jeg visualiserede og prøvede at overtale Universet til at give os sejren. Jeg så den for mig. Mærkede dens sødme som solmodne kirsebær. Og lige fedt hjalp det!"
"Måske har en eller to nordmænd visuliseret bedre end du"! December griner videre. "Men du tog det pænt. Og i dag vinder Danmark selvfølgelig bronze og det er flot taget i betragtning, at I har et helt nyt og lidt umodent hold, som slet ikke havde troet, at de ville komme så langt"!
Men jeg gider ikke tale håndbold lige nu. Selvfølgelig vinder Danmark bronze tænker jeg. Det ville være en fin oprejsning. Men inden håndboldskampen og inden jeg igen pådrager mig en sund kulør og naturlig kropsvarme, fordi jeg ikke kan sidde stille, men hopper i sofaen som en kænguru i brunst, så skal vi altså ud og købe de sidste julegaver, kæresten og jeg. Afsted det går i bondebilen og turen går til Roskilde. Det har kæresten bestemt! Han er ligeglad med vejret; når bare han ikke skal ud med sneploven, så kører han gerne gennem snestorm, driver og glatte veje. Han kan vist lide det! Og jeg er helst medpassager i sådanne vejrforhold, må jeg med skam indrømme. Og synes, at bondebilen med 4-hjulstræk og en stærk mand ved rattet er lidt mere betryggende end James og jeg på glatis. Selvom vi er godt team, skal jeg tilføje, og selvom jeg er stolt og glad over James, min gamle Toyota, som altid bare starter og ruller derud af. Min gode bil!
"Der er ikke noget som en stærk mand"! December nikker. Kvindekamp og selvstændighed til trods, så er der tidspunkter, hvor en kvinde godt kan lide at en mand tager over. Værsgo! Vær en mand!" :D
Vi ler lidt mere, drikker morgenkaffe og sludrer, mens mørket boltrer sig. Det bliver jo først lyst kl. 8 og jeg er tidligt oppe. Klar til dagen, julegavejagt og bronzemedalje. Klar til at ønske Norge tillykke med EM guldet, for det fortjener de.

Ha' en dejlig søndag. Det fortjener du! Vær god mod dig selv og andre. Også mod de søde nordmænd og kvinder, selvom de bankede os i håndbold! ;)

lørdag den 18. december 2010

En hjælpende hånd


Lørdag morgen og landskabet ligner et eventyrland. Smukt ser det ud med den bidende frost og de tunge sneklatter i træer og buske. Magiske frostkorn har lagt sig til rette, små iskrystaller i det hvideste hvide. Stilheden er overdøvende. Sneen har lagt låg på alle lyde, dæmpet alt, der kunne minde om stress og julejag. Bliv her, hvisker hun med sin syngende, frostklare stemme. Bliv her og slap af!
Men nu er det jo sådan, at kæresten og jeg som altid har valgt at udskyde vores juleindkøb til noget nær sidste øjeblik. Denne weekend skal det være! Denne weekend må det nødvendigvis være, eftersom det er den sidste inden jul. Frost, sne og sandsynligvis glatte veje til trods må vi ud og gøre det, som vi har planlagt. Og ja, så har jeg også lige en bil, der står i Sorø, eftersom jeg blev hentet af kæresten fra julefrokost i går. Den skal vel hjem til matriklen? Stakkels James i frost og sne, ensom og forladt på en øde parkeringsplads bag firmaets bygninger. Kunne du dog bare selv køre hjem, James min egen. Men han har brug for min hjælp!
Jeg fik også brug for hjælp på vej til arbejde i går. Jeg fik gjort bilen fri for sne og is og begav mig afsted gennem tågen. Og tåget var det, skal jeg da lige love for. Jeg kunne ikke se en hånd for mig. Alt var mælkehvidt og uigennemsigtigt. Men, tænkte jeg frejdigt, jeg skal bare ud til hovedvejen, ind igennem Ringsted by og så ud på landevejen mod Sorø. Så er jeg på vej. Det viste sig bare, at vejen herude med den gode, velanlagte sne var den bedste at køre på. Da jeg ramte Ringsted, var det på en skøjtebane der lagde op til skøjteløb efter alle kunstens regler. Men der var ingen sød skøjtemusik og yndige skøjteprinsesser på isen; der var kaos! Bilerne sneglede sig afsted. Dem på sommerdæk (der er skam stadig nogen!) var prisgivet. De dansede salsa fra side til side og jeg var på et tidspunkt afskyelig tæt på at blive ramt af en dansende Fiat Punto. Jeg slap med skrækken og føreren af bilen fik styr på sit køretøj. Så holdt vi stille. Og så kørte vi. Det vil sige, dem foran mig kørte. Jeg kom ingen steder. James blev, hvor han var, hjulene kørte rundt og rundt på islaget og køen bag mig voksede. Der var ingenting at gøre. 1 gear. 2 gear. Jeg sad bare der og kæmpede forgæves for at få vejgreb, så jeg kunne komme videre, mens jeg tænkte på, at nu trænger jeg sørme til en velgørende engel, som hjælper mig videre. Min bøn blev hørt. Pludselig så jeg en sort skikkelse i snestormen bag min bil og mærkede det kærlige skub, der fik mig ud af mit ishul. Jeg kørte igen. Jeg rullede vinduet ned og råbte tak ud i snekaos og vintermørke. Tak til dig, som forstod at jeg havde brug for en hjælpende hånd!
Det fik mig til at tænke på vigtigheden af, at vi hjælper hinanden i hverdagen - og i trafikken! Nogle gange er et lille skub alt der skal til. Så kommer vi videre! En kærlig hånd, et smil, assistance, når det brænder på. Hold tilbage for ham eller hende, der ikke kan komme ud fra sidevejen, fordi trafikken er tæt. Skub bagpå, hvis der er en, ligesom mig, der ikke kan få vejgreb efter at holdt stille i is og sne. Hold døren for Fru Jensen, som kommer dér med alle sine indkøbsposer og er ved at få overbalance. Gør en forskel! Nogle gange har en lille forskel stor betydning! Større end man aner.

God lørdag! Vi skal ud i det, skal vi. Mens sneen falder i store snefnug, der vil gøre ethvert julekort misundelig.

fredag den 17. december 2010

Din egen engel


Jeg er vågnet op til et sandt frost og snelandskab. Vinteren har strammet sit greb, nævnerne er knyttede og han er klar til at stå imod mange måneder endnu. Sådan tænker jeg, for nu har vi haft vintervejr i snart en måned og den er kun lige begyndt, vinteren. Væn dig til det, kvinde! Kæresten er draget på job med sneploven og det betyder jo så, at han ikke kan køre mig på arbejde, som vi ellers havde aftalt. Jeg skal nemlig til julefrokost i eftermiddag og så havde det j været rart med en lille taxiordning. Men, sneen og frosten er ligeglad og sneplovmandschefen har brug for sit mandskab. Jeg klæder mig fornuftigt på og drager afsted! Besluttede mig allerede i går for, at jeg havde det godt nok til igen at bevæge mig ud i verden. Også selvom den bog, jeg nu er startet på er vældig god og fængende. Den drager mig og jeg vil have mere. "The Angel's Game" af Carlos Ruiz Zafón. Og ja, nu læser jeg sørme en spansk bog på engelsk! Hvad skal det ikke ende med?
December smiler bare. Hun holder fast ved sit løfte om hvid jul og jeg skal tilføje, at det ikke var et af ønskerne på min liste. Men der er jo andre i verden end mig! Der findes en masse dejlige mennesker udenfor pensionatets vægge og havelågen. Nede af vejen og ud mod hovedvejen, hvor lyset fra bilerne rammer snefnuggene og giver dem magiske egenskaber. Smukt ser det ud, når lyset kommer og endnu mere hvis solen skinner og himlen er blå. Måske er det sådan, alle dem, som har ønsket hvid jul, forestiller sig det?
Jeg ved ikke, hvad jeg har forestillet mig. Hvid jul eller ej, jeg glæder mig bare til at komme videre nu. Videre mod det, jeg drømmer om. Prøve at give det form. Lege med ord, som en kunstmaler leger med farver og pludselig ser et motiv midt i alle de tilsyneladende tilfældige penselstrøg. Og finde en vej, som er min og som både giver mig glæde og en indtægt!
Det skulle vel være muligt! December er kæk lige fra morgenstunden og den fødte optimist. Intet er umuligt, for den, der bærer viljen i hjertet! Og har lyst og glæde som sin følgesvend, tilføjer hun med kaffekoppen tæt på læberne, der er fyldige og rødmalede som det blødeste julehjerte. Hun ser altid godt ud, selvom hun ikke gør noget særligt for det. Ja altså bortset fra læbestiften og så den dér parfume, der smyger sig omkring hende som en symfoni af Bach. Hun skaber sød musik og stemning her på pensionatet, også selvom jeg ikke helt har styr på julerierne endnu. Jeg tager den med ro. Men englen er skam kommet frem! Og jeg synes pludselig, at hun er mere alsidig end bare en decemberting, så nu får hun lov at blive fremme. Hvem har ikke brug for en engel sådan lige indenfor rækkevidde?
Du er din egen engel! Hun peger på mig. Tænk på det hver eneste dag. Se på dig selv med mildhed, kærlighed og tilgivelse. Giv dig selv lov til at være glad. Lov til at lege. Og giv din glæde videre til dem, du møder på din vej. Vær gavmild! Ikke kun i min måned, tilføjer hun og ser pludselig lidt mere alvorlig ud. Julen er glædernes fest, hjerternes ... men hvad så til januar? Næh, lad englen blive fremme, se hende i øjnene hver eneste dag og tro på det gode. Den tro får planter til at spire og gro. Den får engle - og mennesker - til at synge. Lave smuk musik. Skrive fine og velkomponerede ord. Den tro er som det varmeste, kærligste knus og det skal du give videre hver eneste dag. Først til dig selv. Siden til andre!
Tak December! Det var en smuk tale på en snetyk fredag! Jeg ler og føler mig pludselig lidt lettere. Lidt gladere. På med vanten og ud og gøre bilen ren. Ud i verden og spred glæde. Tro på, at det kan lade sig gøre, det vi går og drømmer om. Hvis vi bærer viljen i hjertet og hjælper hinanden!

Se det var et rigtigt juleeventyr! Jeg tror sørme, jeg er ved at komme i stemning! Glædelig fredag - og smil! :D

Billedet er lånt på viekaergaard.dk

torsdag den 16. december 2010

Kylling i kanel


Jeg er ikke en praktisk gris. Gris måske, men praktisk er jeg aldrig blevet beskyldt for at være. I hvert fald ikke når det gælder huslige gøremål. Jeg havde gerne hushjælp til alt det grove, så jeg kunne koncentrere mig om alt det sjove. Og det er ikke for at være doven! Jeg er bare ikke særlig god til at gøre rent, pudse vinduer og få det hele til at skinne som katteskidt i måneskin. Jeg bliver distraheret, mens jeg er i gang. Kommer i tanke om noget, jeg lige skal se. Gøre. Skrive ned. Jeg misunder faktisk dem, som kan gøre rent i timevis og ovenikøbet påstår at de nyder det. For mig er det en sur pligt. Jeg prøver at gøre det sjovere, sætter god musik på (og ender med at danse i stedet for at tørre støv af). Tænker på, hvor skønt det er, når jeg er færdig, for jeg kan sørme godt lide, at her ser rent og pænt ud på pensionatet. Pænt med måde altså! Sterilt skal her ikke være og det er dér vist ingen fare for med to og til tider tre hunde. Men selvfølgelig gør jeg rent. Jeg er bare ikke verdensmester til det. Jeg rangerer langt nede af listen over top-rengørere ... meget langt nede!
Men når det kommer til madlavning, er det noget helt andet. Det elsker jeg. Simpelthen! Måske hænger det sammen med, at jeg elsker at spise maden også. Jeg elsker gode råvarer, farver og dufte ikke mindst. Jeg elsker flotte kogebøger med skønne billeder af velsmagende retter fra nær og fjern. Specialiteter på små glas med kreative etiketter. Jeg drømmer om en urtehave og måske endda et lille drivhus. Den slags frister mig og så må jeg jo tage det praktiske arbejde med! Tænk at kunne hente sine egne gode råvarer ude i haven hele sommeren. Ideen tiltaler mig. Måske i det nye hus med den nye have? I det nye år?
Jeg har en del kogebøger og jeg nyder at kigge i dem. Faktisk vil jeg gerne have dem fremme i køkkenet og der er ingen tvivl om, at en hylde i det nye køkken skal dedikeres til kogebøgerne. Det er jo inspiration! De skal være fremme og tilgængelige, så jeg kan blive inspireret, lære mere, prøve nyt ... Men tit ender jeg nu med alligevel at improvisere! Jeg køber nogle gode råvarer og så kigger jeg på dem og får en ide. Noget jeg skal prøve! Teste. Og det går faktisk rigtig godt det meste af tiden. Det handler jo om balance. En slags alkymi og når man har lavet mad i mange år, så ved man jo godt, hvad der passer sammen. Eller gør man? Jeg er altid frisk på at prøve noget nyt og ja, nogle gange gør jeg det alene for nyhedens interesse. Hvad nu hvis denne kombination smager godt? Ender med at blive et himmelsk måltid?
I går fandt jeg på en ny opskrift. Eller, jeg troede jeg fandt på en ny opskrift, en kombination som aldrig tidligere er blevet afprøvet. Jeg var en pioner, en opdagelsesrejsende i et nyt, uopdaget kulinarisk land. Kylling i kanel! Det lyder da godt. Måske også lidt mærkeligt. Men ikke desto mindre var det gårsdagens opskrift, som dukkede op i mit forkølede hoved og det lavede jeg så. Kylling, bouillon, peber, mild chili og masser af kanel, som stod og kogte ind. Så tilsatte jeg lidt mere bouillon, koncentreret tomatpure og siden hjemmedyrkede ærter (dem står landmanden for!) og små champignon. Og sidst men ikke mindst rosiner. Smagte retten til, lidt mere kanel, lidt mere chili. Til sidst en lille skvæt piskefløde. Ris og nanbrød til.
Det smagte godt! Det smagte rigtigt godt! En ny opskrift er opfundet og jeg har ophavsretten. Og skulle så lige google det for sjovt - kylling i kanel - og så findes den sgu sørme i forvejen. I en lidt anden variation godt nok, men ikke desto mindre. Er det overhovedet muligt at opfinde noget helt nyt i år 2010? ;)

God torsdag! Hold hovedet koldt og hjertet varmt! Og prøv bare noget nyt ... også selvom det er prøvet før! ;)

onsdag den 15. december 2010

Huset, håndværkere, tålmodighed


At lære tålmodighedens kunst er en af livets vigtige lektier for mig. Jeg sidder og piller ordet fra hinanden for at forstå betydningen bedre. Er det noget med at tåle og være modig i sin venten? Eller betyder tål i denne forbindelse noget helt andet? Den gode gamle Augustin sagde, at tålmodighed er visdommens ledsager. Og Alexandre Dumax, den franske forfatter, sagde at al menneskelig visdom kan opsummeres i to ord: vent og håb!
Egentlig vil jeg blot give en lille opdatering på tilstanden på huset, som der bygges på og som vi skal flytte ind i her først i det nye år. 2011. I øjeblikket går kæresten og hans medhjælper og ordner første sal. Der er blevet en lavet en væg, så jeg får mit eget kontor, det dér magiske rum, som jeg går og drømmer om. Jeg ser det for mig og jeg ved, at det bliver godt! Godt at være dér. Fuld af inspiration og ting, som jeg holder af. Symbolske finurligheder. Kærlige påmindelser om kreativitet og iderigdom. Den slags! Og et par stjernepuder til hundene, så de kan være omkring mig, mens jeg arbejder, skriver, lader mig inspirerer og falder i svimer.
Huset! Resten af det? Jo, vi havde hyret en maler, som skulle være startet for en lille måneds tid siden. Han skulle ordne hele 1. sal, maling, tapetsering. Hele molevitten. Ja tak, den opgave vil jeg meget gerne have sagde han. Og så sagde han ikke mere! Vi har accepteret hans tilbud og, troede vi, så havde vi da også en aftale om, hvornår han skulle starte. Men ak. Skuffelsen breder sig som ringe i vandet og den metafor er ikke god her, synes jeg. Den brød bare ud og jeg lader den være. Den insisterer! Men skuffede er vi! Endnu en håndværker svigter! Bliver forsinket og giver ikke besked. Dagene går. Kæresten har rykket ham, men den kære maler er åbenbart ikke sådan til at bide skeer med. Vi skulle måske prøve med malerskeer? Det trækker ud og vi kan se forsinkelsen ankomme med toget til perronen af frustration. Kunne det ikke bare blive færdigt. Nu, snart. Så vi kan flytte derud, få fælles arealer, mere plads? Og vi vil gerne betale for det! Håndværkere kom hid. Håndværker, som man kan stole på! Som du nok har gættet, har vi prøvet at blive svigtet før. Forsinkede. Og nu går kæresten og co. og laver det arbejde, som den kære malermester skulle have sørget for. Vi følger op og må sandsynligvis finde et andet foretagende, som har lyst til opgaven. Sådan meget snart. Tålmodighed er en dyd, siger de kloge. Og jeg må øve mig, øve mig og øve mig!

Men lige om lidt ankommer en flink ung mand til vores station. Det kan jeg mærke. Han er håndværker og han er en god en. En, som er stolt af sit arbejde og sit erhverv og som sætter en ære i at overholde aftaler. Han banker på og siger ja tak til opgaven. Og inden vi får set os om, står vores hus færdigt og vi flytter ind. 2011. Forår. Snart!

Sat ud af spillet


Pludselig har ugen taget en ny drejning. Noget, der vist godt kunne udvikle sig til pandehulebetændelse, hvis jeg ikke passer på. December har stoppet mig i døren og beordret mig tilbage i sofaen. Op med benene! Denne gang skal du lytte til mig. Du skal holde hovedet ... varmt! For en gangs skyld må jeg gerne holde hovedet varmt og også resten af kroppen. Den dér bidende kolde vind har sat sig. Næsen render. Den har lånt mine løbesko og er begyndt at træne til halvmaraton. Øjnene svier.
Du burde slet ikke sidde dér og glo ind i skærmen. December ser bestemt på mig. Og skulle du ikke drikke te istedet for kaffe?
Jeg kan drikke te senere, svarer jeg bare. Og selvom jeg er ikke er på toppen, så er det altså ingen undskyldning for ikke at nedfælde morgentanker. Du ved, når jeg har besluttet mig for noget ...
Disciplin! December nikker. Men så har jeg sagt det. Hun griner lidt af sig selv og laver sjove grimasser, så jeg også må trække på smilebåndet. Der er ikke noget som at starte morgenen med et godt grin eller et dejligt smil. Mærke hvordan kroppen bader i velvære, når lattermusklerne motioneres. Og det er også godt mod begyndende pandehule-halløj. Det er jeg helt sikker på!
Jeg tror min krop er træt nu. Den trænger til juleferie. Den trænger til at fjerne sig fra tomrummet og bevæge sig videre mod det, der skal komme. Til at tage de første skridt og nu med et bækken i god bedring. Når vejret bliver mildere, tænker jeg, så begynder jeg så småt at løbe igen. Det er noget, jeg ser frem til. Det er en del af mig, som jeg har savnet. Som jeg har måtte ignorere. Nu kan jeg mærke, hvor meget jeg glæder mig også selvom min fysioterapeut mener, at det er en god ide at starte på et begynderprogram, hvor man skiftevis løber og går. Jeg er med på hvad som helst, når bare jeg kan snøre løbeskoene, iføre mig min nye løbejakke og igen føle mig som noget, jeg altid vil være. En løber!
Løber og forfatter! December smiler så kærligt til mig, at jeg har lyst til at give hende et kæmpe knus. Jeg får næsten tårer i øjnene ved lyden af de to små ord. To titler, som giver fuldstændig mening, selvom jeg normalt ikke går op i titler og prædikater. Det er indholdet, der tæller. Og det er jo lige netop det. Jeg glæder mig til at være den, jeg er!
Filosofisk og influenzaramt. December leger med ord og jeg genkender mig selv i hendes spil. Vi bytter lidt om på ordene og sætter et par adjektiver på. Jeg får helt lyst til at spille scrabble, udbryder jeg og glemmer, at jeg har det skidt. Glemmer at jeg faktisk er sat ud af spillet. Eller gæt og grimasser! December nikker ivrigt. Måske hvis du får det bedre senere på dagen? Ja, for ligegyldigt hvad, så bliver det en dag, hvor du ikke bevæger dig udenfor! Du holder dig varm og slapper af, så du kan blive helt frisk. Du skal jo til julefrokost på fredag!
Så i dag taler vi ikke om jul og julestemning. Vi lytter til stilheden og drikker varm te med masser af honning. Den dér fra Portugal!

December og jeg ønsker alle en dejlig onsdag fra sofa med plaid og masser af varme!

Billedet er lånt på sn.dk

tirsdag den 14. december 2010

Den dér julestemning


Det samme sker hvert år. Jeg lægger fint ud. Finder mine 3 yndlingsnisser frem og får dem sat lige dér, hvor de fryder og pynter. Det er sådan nogle herlige nogle, som jeg kommer i godt humør af. De har lange slaskeben og et drilsk men kærligt smil om munden. Og der er en engel af keramik i en blå kjole. Hun skal også frem. Kæresten synes hun er direkte grim, men det må man ikke sige om en engel. Det passer i øvrigt ikke! Hun er smuk i mine øjne. Buttet, venlig og klog hele vejen frem til nytår. De små lyskæder med hvide og røde lys danner tilsammen et hjerte i mørket. Sådan har jeg valgt at hænge dem op. Det virker smukt og meget symbolsk. Kalenderlyset får jeg hvert eneste år af min mor. Det er en tradition. Hver aften brænder jeg endnu en dato af, mens vi hygger.

Og hvad så? Nu nærmer vi os, dér er 10 dage til jul, men der er ikke kommet mere julepynt frem. Har jeg ikke mere? Jo, det har jeg da vist nok, men jeg gider faktisk ikke kigge i kasserne. December mener, at der er nissemangel og måske har hun ret? Lidt men godt, siger jeg. Mere, siger hun, meget mere! Vi er vist ikke helt enige. Nu er jeg begyndt at lede efter julestemningen i alle krogene. Og jeg gransker mig selv for at finde den frem. Hver eneste morgen synger jeg engelske julesange sammen med Annie Lennox i bilen på vej til arbejde. De er store og gode og jeg nyder at træne min stemme sammen med en af mine favoritsangerinder. Big time! Den får ikke får lidt, mens jeg kører af landevejen og ser morgenen stå op. December lys i træer og vinduer. Ganske hyggeligt.

Men julestemningen? Hvordan skal den mon føles? Er den gemt i stroferne af julesangene, salmerne eller i Annies smukke stemme? Gemt i julelysene, kæderne eller bag nissernes drilske smil? Måske indfinder den sig først den 24. december, hvor jeg kører nordpå for at fejre juleaften med min familie? Eller den kommende weekend, hvor kæresten og jeg tager på julegaveindkøb? Det gør vi altid i noget nær sidste øjeblik. Måske er det derfor? Jeg skulle nok starte lidt før. Men skulle og burde … det har jeg hørt at man helst skal glemme alt om. Så det gør jeg! Og jul skal det såmænd nok blive – også her på pensionatet!

Nissemangel

Morgenen er kommet. En tirsdag i december er dukket op i horisonten og jeg er stået op, selvom jeg meget hellere ville have blevet liggende under dynen. Der var mere søvn på min konto, men nu står den og trækker renter. For jeg sidder her overfor December og et par glade hunde, som håber på en bid af ostemadden. Dagen danser med natten og mørket er endnu tungt og tykt. I dag er det svært. Svært at komme op, tage sig sammen og i det hele taget.
Visse vasse, siger December og klapper mig hjerteligt på skulderen. Bare fordi du er småforkølet og hovedet brokker sig over træthed. Jeg har også sagt, at du skal tage en varmere hue på, tilføjer hun og ser ud til at nyde rollen som mor. Lange underbukser og store sokker! Du skal holde dig varm, min pige. Hovedet koldt og hjertet varmt.
Jeg kan da ikke holde hovedet koldt, hvis jeg tager en varmere hue på! Hun får mig til at le, December. For jeg synes egentlig ikke, at hun er specielt moderlig. Hun er mere som en lillesøster, der lokker med sjove påfund og finurligheder. Som tilsyneladende er pjattet og pyntet som et juletræ, men som alligevel har sine meninger og mod til at sige dem højt. Jeg venter bare på, at hun foreslår at jeg pjækker i dag. Siger, at hun har lyst til, at jeg skal sidde lige her sammen med hende under en varm plaid, drikke kakao i rigelige mængder og læse videre i min gode bog. Læse den færdig endda! Men hun siger ikke noget. Ikke det i hvert fald. Og jeg ved heller ikke, om jeg ville have lyttet. Nej! Jeg tager afsted og holder mig varm.

Nej vel? December læser tanker, som vi andre læser overskrifter eller nyheder på tekst-tv. Man kan ikke skjule noget for hende. Men det er jeg vant til og eftersom hun er god og rummelig, så gør det ikke noget. Nogle gange sparer vi på ordene. Behøver ikke at formulere dem. Ikke sige dem højt.
Så bliver jeg stille og hun pludrer videre. Siger, at det var en god dag i går. Danmark vandt over Rusland i håndbold og det føltes godt! Nu går vi videre mod finalen. Hvor vi skal spille mod Norge, hvis jeg får min vilje. Og så kan jeg sende SMSer til en god norsk veninde og diskutere, om man staver heja "heia" eller "heja" og hvilket land der iøvrigt skal stå bagved.
Hvad har du egentlig på hjerte her til morgen? December ser kærligt på mig. Du er virkelig lidt træt, hva? Jeg ryster på hovedet. Jeg er frisk, December! Nu tager jeg mig sammen. Jeg har kun en uge tilbage på min arbejdsplads og jeg ser frem mod alt det nye. Jeg er på vej op af det dér bjerg, du ved. Og jeg stopper ikke på halvvejen!
Nej, det gør du da ikke! December sender mig et sejrende smil, der varmer hele vejen over spisebordet. Og skal vi så i øvrigt ikke have pyntet lidt mere op til jul snart? Hun ser sig omkring. Der mangler nogle nisser!

mandag den 13. december 2010

Tilbageblik og så fremad

Vinden har lagt sig, mens jeg er stået op. Hvor var det skønt at gå morgentur med hundene uden den iskolde blæst i ansigtet. Jeg blev så kold flere gange i går. Det var lige før jeg troede, at det endte med en pandehulebetændelse! Den gik gennem marv, ben og hue, vinden. Men nu er den blevet træt og putter sig, mens morgenen overvejer at stå op. Tøvende og uendeligt langsomt vender den sig i sengen, ser på uret og konkluderer, at den vist godt kan sove lidt længere. I modsætning til December, hundene og jeg, som sidder her i stuen og stilheden. En ny uge er oprandt. Endnu en mandag og den næstsidste i mit nuværende job.
Har du haft en god weekend, min ven? December er som altid i strålende julehumør og smiler over hele hovedet, mens hun bæller kaffe og spiser ostemad. Der skal godt med mælk i kaffen, siger hun, så den kan drikkes med det samme! Nydes, mens den er frisk. Jeg har ikke set så meget til hende her lørdag søndag. Hun har været på tur med vejret. Flirtet med vinden og varmere grader hele lørdagen. Sneen er næsten smeltet. Den hvide jul er muligvis i fare. Men hvad er vejret andet end en tilstand? Hvem bryder sig om det?
Din weekend!? Hun ser bestemt på mig og forventer vist et svar. Jeg er mere inde i mig selv end udenfor. En smule træt i hovedet og stadig lidt i tvivl om den dér nedkøling i går. Føler mig en smule forkølet.
Men jo, min weekend har været fin og afslappende! Jeg smiler tilbage til hende, min December ven. Julemarked i lørdags. Og en afslappende søndag med gåture, kondicykel og masser af læsning. En bog, som berører mig dybt og trækker tårer. Et sprog, som er fint, nuanceret og anderledes på mange måder, eftersom forfatteren blander tidsangivelserne og springer som en kænguru mellem nutid og datid. Jeg ved ikke, hvordan hun slipper afsted med det, men det gør hun. Jeg er fascineret af hendes teknik. Og endnu engang glædes jeg over det engelske sprog og dets mange nuancer. Taknemmelig for, at jeg har lært det så godt og kan læse bøger som denne uden problemer. Bogen hedder i øvrigt "Sister" og er skrevet af Rosamund Lupton. Det er hendes debutroman og den er virkelig god. Bevægende og betagende. Jeg skal nok anmelde den, når jeg er helt færdig, men den er ikke oversat - endnu - for den er ret ny. Og nomineret til flere priser i England.
Så var det derfor, du var sådan lidt våd i øjnene, da jeg kom hjem! December nikker forstående. Jeg var helt bange for, at du begyndte at blive deprimeret over udsigten til at skulle forlade dit job om meget snart! Hun ler og jeg ler med. Nej, det er der vist ingen fare for! Men der var også en film. En film i går aftes, som fængede mig og tog mig med derhen, hvor jeg har ganske let til tårer. "Fireflies in the Garden". Det var en rørende historie, velspillet og bevægende. Så den tog over, hvor bogen slap. Tudedag med andre ord! Jeg var næsten hudløs og gennemsigtig. Hold da op, hvor kan man blive revet med! Og når først der er taget hul på tårerne ...
Ved du hvorfor man græder? December ser spørgende på mig, men ligner en der allerede har svaret og næsten ikke kan vente med at sige det. Jeg ryster bare på hovedet. Ved det jo egentlig godt. Hvorfor griner man?
Nogle siger, at man vasker vinduerne til sjælen! December nikker. Det synes jeg er klogt sagt. Man pudser simpelthen vinduerne, så man bedre kan se. At græde er lige så naturligt som at grine og det har vi alle brug for. Følelserne skal have spillerum! Vi er jo ikke robotter, vel?
Nej December, det er vi ikke! Jeg smiler. Jeg er et menneske og du er en måned!
Og dagen er mandag. Hun blinker til mig og drikker det sidste af sin kaffe. Det er tid til at rejse sig og begive sig afsted på ugens første tur. Og så har du jo også en caffe latte aftale med en god veninde efter arbejde, minder hun mig om. Og Danmark skal spille EM håndboldskamp i aften. Mod Rusland! Det bliver spændende. Nervepirrende. Og det gør det, ja. Jeg følger med. Er ikke særlig sportsinteresseret, men når vores kvindelige håndboldsspillere er på banen, så bakker jeg op!

Med søndagen i bakspejlet og mandagen gennem nyvaskede vinduer begiver jeg mig afsted. Og ønsker alle en dejlig mandag og Luciadag! :)

søndag den 12. december 2010

Honning og piri piri


Så kom søndag sørme sejlende. Jeg nåede lige at hoppe ombord, inden søndagsskibet sejlede videre. Man skal ikke tøve, hvis man vil med. Det er bare at gøre det! Nu sidder jeg her med varm kaffe. Morgenmaden er serveret og skibet gynger blidt og behageligt. Stille og roligt sejler vi afsted, ind i søndagen og en dag, som er skabt til at foretage sig så lidt som muligt. Sådan tænker jeg lige nu, men jeg tænker også kondicykel, vippebræt og en god gåtur. Det gælder om at udnytte vejrforholdene, de rene veje og muligheden for at gå uden fare for at falde. Det er sød musik for mit bækken. Men lige nu skal jeg bare sidde her ombord og gynge i takt til søndagens melodi. Som hundene i øvrigt kender udenad og glade og fornøjede synger med på. Den er vist en del af deres morgenleg. Ih, hvor vi hygger os siger de og bringer mig legetøj. Skænker mig pivedyr og bolde på snor uden nogen form for bagtanke. Bare jeg husker deres mad og en god gåtur senere.

Kæresten og jeg drog på julemarked i går. Det er jo kun jul en gang om året og der er noget hyggeligt ved at besøge et af de mange julemarkeder, som holdes rundt omkring i landet. Egentlig havde vi tænkt os Gisselfeld, men de havde sørme kun julemarked de to sidste weekender i november. Mærkeligt! Så turen gik til Svenstrup Gods ved Borup. Der var alt, hvad hjertet kan begære af julerier. Nisser, lysestager, julehjerter, stjerner, trommer, fugle og andre dyr ... rødt og sølv og guld. Den slags bliver jeg hurtigt forvirret over. Synes det hele flyder sammen og virker for meget. Jeg bliver ikke fristet. Men der var heldigvis andre ting, som kunne friste mig og som jeg faldt for. Det Portugisiske Hus havde en skøn bod med keramik og små specialiteter fra Portugal. Jeg genkendte de glade mønstre i keramikken fra min egen rejse til Portugal for nogle år siden. Og huskede den gode honning og piri pirien, der er stærk og velsmagende, hvis man da kan lide den slags. Jeg kan! Og jeg købte både honning og piri piri på søde glas, som det næsten er synd er tage hul på. De er utroligt dekorative! Der var også smagsprøver på portvin og fortællinger fra det gode land ved Atlanterhavet. Der hængte jeg lidt ud, indtil kæresten gjorde opmærksom på, at der altså også var andre boder og mere at se på resten af julemarkedet. Næste stop var ved en bod med vin fra Cypern. Ægteparret importerer selv vinen og kunne også fortælle spændende historier om klima og druer. Jeg var lutter ører og skulle selvfølgelig også smage både rødvin og dessertvin. Jeg elsker, når jeg får fortalt, hvor druen gror og i hvilke omgivelser og skal prøve at genkende forholdene i druen. Jeg lukker øjnene og er på Cypern. Mærker de varme vinde. Vågn op, sagde kæresten og synes, at vinen var for tør. Men jeg mente, at vi skulle købe to flasker, når nu ægteparret havde fortalt så spændende om den vin, de selv holder så meget af. Det gjorde vi så og gik videre. Kun til næste bod, for dér solgte en kvinde cremer lavet af aloe vera og propolis. Dér kom jeg til at købe et par gode tuber af den helende salve. Sådan! Kæresten satte triumf på og mente, at nu kunne vi altså gå forbi nogle boder uden at købe noget. Og det kunne vi også, for så var vi tilbage i nisseland og jeg synes, jeg har hvad jeg skal bruge af den slags. Det er ikke så meget. Jeg er kræsen, når det drejer sig om julepynt! Så vi nøjedes med at kigge, indtil vi nåede boden med de spanske mandler. Så slog jeg til igen!
Konklusion. Jeg tror, jeg trænger til at komme ud og rejse. Gå i små, kringlede gader med toppede brosten iført sommerklæder. Sommerbrun og forført af dufte fra fremmede gryder. Gademarkeder med krydderier og andre specialiteter. La la la la la! Man har vel lov at drømme og selvom kaptajnen på søndagens skib siger, at vi bliver i hjemlandet og at det snart er jul, så kan jeg sagtens rejse lidt på egen hånd. Det kan ingen forhindre mig i. Og jeg ved, at jeg er på langfart, når jeg smager den guddommelige honning og mærker den stærke prikken af piri pirien på tungen.

God søndag!

lørdag den 11. december 2010

Tidligt en lørdag morgen


Det er et underligt syn derude. Vejret har vendt sig. Taget en drejning og placeret sig et sted, hvor varmere vinde blæser. Og de blæser til! De har skrålet og braget meget af natten og vækket mig et par gange. Og egentlig gør det ikke noget, for jeg elsker at vågne og vide, at det er weekend og jeg kan sove ligeså længe, jeg vil. Ja altså, bortset fra at jeg er A-menneske og sjældent sover længe. Men det er tanken, der gælder! I øvrigt gik jeg tidligt i seng og mere end 10 timer skal man vel ikke have? Jeg må have trængt til det. Mens kæresten var til julefrokost og hyggede sig med flæskesteg og ris alamande, stavrede jeg ovenpå med min bog for at læse og hygge mig under den varme dyne. Jeg fik ikke læst et ord! Så snart hovedet ramte puden, sagde det godnat. Godnat svarede jeg og sov.
Men tilbage til vejret. Sneen er smeltet meget derude, flisegangen er synlig og ligner sig selv. James, min bil, er sort og våd og man kan skimte græsset i sneen, der nu er tung og beskidt. Har jeg bedt om det? Var der noget om, at jeg tidligere på ugen bad til Kong Vinter og spurgte, om det mon var muligt at få mildere vejr og renere veje? Jeg må påtage mig skylden. For det gjorde jeg! Og sandelig om mit ønske ikke er blevet hørt. Der er nogen, som siger, at man skal passe på, hvad man beder om. Det kan jo være, at man får det! Hørt, siger jeg, for jeg blev hørt. Sneen smelter og regner pisker lystigt mod ruden.
Øv, tænker jeg, for vi har talt om at køre på julemarked i dag. Og et julemarked er altså hyggeligere i snevejr! Og, tænker jeg i samme sekund, jeg er ikke nem at gøre tilpas! Men pyt være med vejret! Et julemarked er et julemarked. Det er Decembers 11. dag og vi nærmer os. Julen venter lige rundt om hjørnet. Annie Lennox synger julesange i mine højtalere og mine små stjerner lyser og tegner et hjerte i mørket.
Lyset kommer listende nu. Forsigtigt og ikke helt overbevisende skubber det mørket til side og afslører et plettet landskab. Forandringen er sket! Sneen smelter.
Selv smelter jeg over Keevas øjne, som betragter mig så tæt på, hun overhovedet kan komme. Hun har det sødeste og mest hjerteskærende blik. Kan lægge hovedet i de helt rette overtalelsesfolder og kender den melodi, hun skal spille for at jeg giver mig. Jeg kan høre den nu. Den går lige ind under huden og prikker til mig. Jeg vil gerne ud og gå tur! Jeg vil gerne have dig med ud og gå tur! 
Og hvem kan modstå en laber labrador med søde øjne? Jeg kan ikke! Og selvom lyset ikke har overbevist mig om, at dagen er kommet for at blive, så trækker jeg i regntøjet og går den tur. Nu!

fredag den 10. december 2010

Det uventede ...


Fredag er ankommet uden stor ståhej ledsaget af Vincents stjerner. Der er smukt derude i den knitrende sne. Selvom det stadig er mørkt, kan man se aftegnelser af himlen og de skyer, der danser morgendans i timen mellem mørket og lyset. En lang time godt nok. En af dem, som varer to. Men danser, det gør de. De er dog ikke mange nok til at dække pladsen, så der er pletter af bar himmel som med lidt god fantasi godt kunne virke blå.
Det var en god dag i går. Jeg nød de fine kommentarer på mit blogindlæg, som endte med at handle om at øve sig på at blive bedre til at være sig selv. En lang sætning og vel heller ikke det nemmeste i hele verden. Men det er anstrengelserne værd. Det er såmænd den vigtigste rejse, man kan tage i sit liv og en rejse, jeg synes man bør begive sig ud på. For hvor bliver man dog velsignet, når man begynder at opdage, eller genopdage, glæden ved at være den, man er. Stifinneren blev inspireret og skrev et blogindlæg, som igen inspirerede mig. Jeg har nu bestilt en bog om at danse med livet. Selvom jeg synes valsen går vældig godt nu og jeg kan høre sød musik i mange af døgnets timer, så kan jeg jo sagtens blive endnu bedre til det. Ja, der er mange ting, jeg slet ikke ved om mig selv endnu. Forvent det uventede! Det tror jeg, der er må være en klog kvinde (eller mand), som har sagt. Og ellers har jeg lige gjort det!
Jeg havde en god samtale med min hollandske kollega over frokostbordet. Det er sjældent, vi sidder dér alene, men det gjorde vi i går og når det sker, så taler vi ofte om det lidt mere alternative. Spirituelle. Han spurgte mig, hvad jeg nu har af planer og jeg fortalte om det, jeg ved, og så om alt det, jeg gerne vil tiltrække. Kernen i det, jeg gerne vil lave og så det, som følger med, men som jeg ikke aner noget om endnu. Det fik ham til at tænke på engang, hvor han havde måtte opgive alt i sit liv. Praktisk talt. Han var blevet skilt. Havde mistet sin bolig. Og sit job sågar. Han boede på et kontor og var på kontanthjælp. Ja, en dygtig mand, som var nede og bunde den. Det kan ske for selv den bedste! Af kringlede veje, ved tilfældigheder og gennem uventende menneskemøder og fra-mund-til-mund endte han med en bog af Shirley McLaine. Ja, min gode ven Shirley! ;) Og det var den, der handler om hendes tur på Caminoen. Min kollega læser ellers sjældent bøger, men nu var der altså flere mennesker, som havde foreslået at han læste den, så det gjorde han og blev fanget. Og da han havde læst den færdig, vidste han lige hvad han skulle! Han skulle gå på Caminoen! Han købte flybillet, vandrestøvler og rygsæk og gjorde det.
Historien er selvfølgelig meget længere og jeg fik slet ikke den hele, for vi har altså kun en halv times frokost. Men det er en god historie. Den handler om uventede oplevelser. Om at møde mennesker, som man tilsynelandende render ind i ved et tilfælde, men som ved noget og som giver det videre. Noget, man har brug for at vide. Noget, som oplyser og giver en dybere forståelse af meningen med livet og den retning, man skal skal gå. Tilfældigheder, som min kollega og jeg er helt enige om, slet ikke er tilfældige.
Det handler om at turde give slip, sagde han til mig, min gode kollega. Og pludselig tænkte jeg, at jeg kommer til at savne ham. Savne ham, fordi han har oplevet så meget, jeg godt kunne tænke mig at høre endnu mere om. Han ved noget. Af og til fortæller han mig nogle små guldkorn, som en guru i Indien har sagt til ham. Ja, dér har han også været! Og de ord bundfælder sig hos mig. Tak, siger jeg og går og tænker over dem. Og pludselig bor de i mig. De er flyttet ind og blevet en del af det, jeg tror på og den jeg er.
Men jeg skal videre. Det er fredag og om 1,5 uge siger jeg farvel, og begiver mig ned af den der vej, hvor man skal forvente det uventede. Være åben og modtagelig. Turde give slip! Og hvis du spørger, om jeg er bange, så er svaret nej. Ikke mere! Det har jeg været. Jeg har i hvert fald været i oprør og været ved at drukne i tankehavet mellem skal og skal-ikke. Men jeg kan se en kyst i horisonten nu og den sejler jeg imod. Går i land og træder ind på "Unexpected Road", mens jeg mumler mine allerinderligste ønsker og tager de første skridt i det nye land ...

Men først fredag! Ha' en dejlig en! :)

torsdag den 9. december 2010

Hemmeligheder og havne


I dag ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal skrive om, siger jeg til December. Sætter mig tilrette med kaffen og PC på skødet som så mange gange før. Mens jeg gik med hundene, spekulerede jeg over, hvad dagens indlæg skulle handle om - for skrive skal jeg jo! Det har jeg besluttet for længe siden og den beslutning var det første skridt på min rejse.
Der er faldet sne igen. Den er god til det, sneen, og gør det igen og igen. Træner og bliver bedre. Det er såmænd den selvsamme disciplin, jeg tilstræber. Øvelse gør mester!
Og du vil gerne være mester!? December smiler over kaffekoppen. Ja, så er der kun en ting at gøre! Det er at øve sig. Træne! Hun løfter kaffekoppen men stiller den så brat igen og ser på mig med julelys i øjnene. Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed, min ven.
Jeg er straks fyr, flamme og lutter ører. Jeg kan godt lide hemmeligheder. Hemmeligheder, som afsløres for mig i fortrolighed. Jeg kan sagtens holde på dem. De passer perfekt i min håndflade. Når de først ligger der, er de trygge og tillidsfulde. Min mund er lukket med syv segl!
Ved du, hvad vi måneder laver, når vi ikke er på scenen? Ja altså, tilføjer hun og er ikke helt tilfreds med sit ordvalg. Når vi ikke er de måneder, vi er. Hvor er vi så henne? Snakker I nogen sinde om det, jer mennesker? Hvor pokker blev Februar af? Hvad laver hun nu? Hvor sover hun henne og hvad laver hun i det hele taget, når hun ikke er Februar i februar.
Jeg ryster på hovedet. Nej, det er ikke ligefrem det, vores samtaler handler om i menneskeland. Bortset fra, at vi ofte spørger os selv - og andre for den sags skyld - hvor sommeren blev af. Hvad pokker blev dér af min rejsekammerat Juli? De varme sommerdage langs stranden i Thy? Himlen og havet i blå sommerfarver og frisk fisk på grillen serveret med en iskold chablis?
Altid sommeren, siger December med en anelse foragt i stemmen. Men så ler hun bare. Nu skal jeg sige dig det. Når vi ikke er måneder, som I kender os, så er vi i træningslejr. Ja! Vi samles allesammen et tophemmeligt sted og dér bor vi hver især 11 måneder om året. Vi har hvert vores værelse, som er indrettet efter den årstid, vi repræsenterer. Ja endda så detaljeret som efter hver måned. Vores egen. Så jeg rejser ikke herfra sammen med det gamle år og tager på krydstogt til varmere lande. Jeg ligger ikke på en strand og spiller op til strandløver og andre gode dyr. Næh, jeg træner såmænd og bliver bedre til at være mig. Så ser hun intenst på mig med et spørgsmålstegn på læberne.
Kan du ikke mærke, at jeg er blevet bedre? Bedre til at være December og gøre det, man forbinder med min måned?
Jeg nikker uden tøven. Absolut December! Jeg kan mærke stor forskel. Jeg kan godt mærke at du har øvet dig. Denne gang har du tryllet med snevejr, så vi er næsten sikre på en hvid jul. Ja, så sent som i nat har det sneet! Du bliver bedre og bedre, December.
Hun ser glad ud. Vi vil jo alle sammen gerne have lidt ros. Gerne vide, at vi slår til og er gode til at være dem, vi er. Det vil jeg også. Ingen tvivl om det. Jeg skriver og jeg øver mig. Tænker tanker, skriver ned. Bobler med ord og syder med sætninger. Følger opskrifter og improviserer. 
Er det ikke skønt? December stråler og skynder sig at sætte en julesang på, så vi rigtig kan komme i stemning. En af de engelske, som hun ved, jeg holder så meget af. Er det ikke bare dejligt, at man kan blive bedre til at være sig selv? Blive den, man er skabt til at være. Når man mærker efter og tør stå frem, så sker der noget. Det er som om kroppen pludselig passer bedre omkring sjælen. Alting sidder på det rigtige sted og man bevæger sig afsted med selvtillid og glæde. Glæde fordi man er lige den, man skal være. Og jeg er December! Jeg elsker hver eneste dag og det håber jeg, at man kan mærke!
Det kan man December, svarer jeg og det er kloge ord! Jeg øver mig også på at være mig. Hele mig med hud og hår og lyst til at gøre noget helt andet end det, jeg gjort tidligere. Stille og roligt sejle mod den havn, som har ventet på mig hele livet og som altid vil være dér. Ligegyldigt hvornår man sætter kursen mod den. Ligegyldigt hvor sent man beslutter sig for, at nu skal det være og ændrer kursen.

Ha' en dejlig vinterdag og glæd dig over at være den, du er! En skøn original! ;)

onsdag den 8. december 2010

Vincent og Maggie


Stjerneklart er det vel ikke derude, men jeg går og småsynger en sang af Don McLean: Starry Starry Night, som handler om Vincent Van Gogh. En smuk sang og nogle ord, som jeg aldrig kan ryste af mig: This world was never meant for one as beautiful as you. Og så fandt jeg dette dejlige Van Gogh billede af stjernerne og lyset over vandet. Refleksioner af drømme. Sådan tænker jeg på det. Og forventede næsten at se stjerner på himlen derude, da jeg gik med hundene, men det er bare mørkt. Himlen er nok overskyet, men det ved vi først senere.
Hvad skriver du om i dag? December kommer ned af trappen, duftende af den dér herlige parfume, som jeg gerne ville have fingrene i. Den hemmelige duft af sommer og jul på samme tid. Sødme og friskhed i skøn forening. Og hemmelig for alle undtagen December. Jeg må bare nyde den, så længe hun er her. Snuse ind og forsøge at huske duften, som vækker min sanser og som forsvinder, når det nye år træder ind af porten. Ja, for en almindelig dør er jo ikke nok til et nyt år. Næh, der skal mindst en port til! Mine tanker tager på himmelfart og blander sig med Vincents stjerner. Jeg sidder lidt og filosoferer over kaffen og opdager på, at December betragter mig. Ligeså stille. For engangs skyld siger hun ikke noget, men hendes stemme er klar i stilheden. Sådan kan det være mellem venner og sådan er det mellem December og jeg.
Hvad har du drømt? Hov, det var vist hende rigtige stemme, den, der kommer ud af munden og når mine ører som sød musik en julemorgen. Jeg ser op og møder hendes smil. Drømt? Jeg aner det faktisk ikke. Jeg kan intet huske. Jeg ved bare, at vækkeuret ringede altfor tidligt!
Samme tid som i går! Hun nikker bare. Onsdag. Og tandlægebesøg lige fra morgenstunden!
Det er rigtigt. Jeg skal til tandlægeeftersyn på vej til arbejde. Nu er det heldigvis ikke noget jeg frygter. Så det er ikke dramatisk. Jeg sidder ikke og ryster og jeg hører ikke Beethovens Skæbnesymfoni i øregangene.
Nej, ler December, du hører Don McLean. Og tænker på stjerner og en hund, du havde engang, som døde altfor tidligt. Maggie, som var så smuk og enestående blid. Maggie the Gentle. Da hun døde, skrev du i hendes fotoalbum: RIP Maggie. This world was never meant for one as beautiful as you.

Til Maggie og alle de andre søde sjæle i himmelrummet. Her er sangen! Ledsaget af smukke Van Gogh billeder. Nyd den og nyd din dag!