tirsdag den 30. november 2010

Sommerfugle og flagermus


Så er November næsten rejseklar. Hendes kuffert står pakket og parat ved hoveddøren. Hun har allerede tjekket ud af værelset, selvom jeg sagde til hende, at hun bare kunne give sig god tid. December dukker jo først op ved midnatstid! Men det ville hun ikke høre tale om. Hun har selv ryddet op og gjort rent. Luftet ud. Så nu sidder vi her med hvert vores glas varme hyldebærsaft og snakker om løst og fast. Mest fast, for sådan er November jo. Hun vil lige sikre sig, at jeg nu også har det godt. Om jeg er tilfreds med min store beslutning og om den stadig ligger godt i maven og lunt i svinget? Jeg nikker og smiler. Tak fordi du spørger, søde November, jeg har det fint! Dermed ikke sagt, at jeg slet ikke er bange. Mine tanker danser tango med tvivlen, men jeg er forbavsende afvisende, når jeg fejer dem af banen. De er stædige. Standhaftige. De prikker til mig, hiver mig i ærmet og sender høje lyde gennem æteren. Lydmuren vakler. Men jeg vakler ikke!

November ser tilfreds ud. Det er godt sådan, min ven, siger hun og klapper mig kærligt på hånden. For ved du hvad, tilføjer hun og ser vis og klog ud, det findes ikke uden. Tvivlen hører med. Og det er helt naturligt og menneskeligt at tvivle. Hun nikker og kender mig bedre end mig selv. Menneskeheden er ikke en gåde for hende. Det er den kun for os selv. Menneskene. Man skal bare ikke lade tvivlen stoppe sig! Man skal gøre det alligevel. Gøre det, selvom man har sommerfugle i maven og flagermus i håret. Gøre det, selvom man vågner om natten, badet i sved og med tanketromler så tunge som bulldozere. Gå videre, selvom morgenen svier i øjnene, fordi natten var så intens, mørk og dyb.
Ja ja, kære November. Du har helt ret! Sådan har jeg det også. Jeg tror på! Men lige nu traver jeg rastløst rundt i tomrummet, besigtiger alle fire vægge og leder forgæves efter en dør. Den er væk! Der er kun et lille vindue øverst oppe, hvor lyset forsigtigt kigger ind. Jeg kan ikke kigge ud. Jeg må bare stole på, at det er dér. Tro på, at vinduet bliver større og til sidst ender med at være en dør. En dør ud til alt det, jeg drømmer om og har valgt at tro på.
Tro, tillid, håb og gode drømme. Jeg besidder det hele. Hvad mere kan en kvinde ønske sig? Og i øvrigt en kær ven, som hedder November og nu skal afsted, men som har sat dybe, kærlige fodspor i mit hjerte og i min sjæl. Jeg har været hendes elev og hun har været min lærer. Og omvendt. Jeg fortryder intet og glæder mig til tiden, der kommer. Jeg siger ligesom den gode E.L. Doctorow:
Det er ligesom at køre i bil om natten. Man ser aldrig længere end lysskæret; men man kan alligevel komme hele vejen på den måde.
Og vejen er god, det ved jeg bare! For vejen er min . . .

Billedet er lånt på detbedste.blogspot.com

mandag den 29. november 2010

I skrivende stund


I skrivende stund er min gode bil James fri for sne og sort igen. Kontrastfuld og mægtig står han der i alt det hvide. Jeg synes han er en prægtig bil. Startede så snart jeg drejede nøglen, selvom han har stået dér i snestorm, frost og fygning siden fredag aften. Nu har jeg gjort ham fin til morgendagen, men om sneen vil lade ham være i fred så længe, må Guderne vide. Jeg ved det ikke. Men jeg håber. For egentlig vil jeg gerne afsted i morgen, eftersom jeg har en god frisøraftale. Og både Guderne og jeg ved, at jeg trænger!

I skrivende stund kommer mørket snigende. Det kommer tidligt nu, pludselig er lyset mere dæmpet. Sneen gør sit for at lyse landskabet op, men mørket er ikke sådan at komme af med. Han er insisterende og lytter ikke til argumenter, hvor gode de end måtte være. Det er bedst bare at acceptere ham. Lade ham komme til og gøre det, han nu skal her sidst i november, hvor vinteren vælter frem og huer og vanter får deres rænaissance. Det er sgu koldt derude! Men jeg tænder lys og inden længe sætter jeg også julesange på! Noget må vi da gøre her i disse vintertider og det at tænde lys i mørket er sådan en smuk gestus. Så kan vi også bedre holde varmen!

I skrivende stund har jeg gået med hundene gennem sne og fygning. Drukket et stort glas varm hyldebærsaft og fuldtendt dagens opgave. Sådan da. Der skal jo også være noget til i morgen! Så nu vil jeg sætte mig lidt over i sofaen, tænde de dér hyggelige stearinlys og læse. For denne aften er skabt til stilhed og gode ord. Kan ord være stille? Ja, det kan de! I skrivende stund.

Stormfulde højder


Det stormer. Vinden griber fast i husmuren og laver høje, foruroligende lyde. Nogen vil blæse huset om kuld! Elementerne er oppe og toppes. Hele natten har de kæmpet i mørket. Kastet med sneen, så den fyger ind over marker og veje. Træerne bøjer sig underdanigt, grenene knirker og knager. Ingen, som bevæger sig derud, bliver skånet. Vejen ser ufremkommelig ud, men måske er det bare fordi, jeg ønsker at se den som sådan? I hvert fald jeg besluttet for mig en hjemmearbejdsdag i dag. Den kommer lige tilpas. Og sørme om jeg ikke har et par skriveopgaver, som passer lige til en dag ved stearinlyset skær, god te i kanden og hundene omkring mig. Jeg må jo også hellere holde lidt øje med huset. Stormen er ude efter det! Den har vækket mig adskillige gange i nat, bragende, larmende og ubarmhjertig. Det endte med ørepropper! Søvnen sejrede, men stormen gjorde sit til at gøre natten spændende. Lidt for spændende, hvis du spørger kæresten. Han blev kaldt ud med sneploven kl. 3 i nat. En kriger på fire hjul i nattens mulm og mørke. På det tidspunkt spørger vi ikke, om han gider. Han gør det bare!

November er ved at pakke kuffert. Kun to dage tilbage på pensionatet, så forlader hun mig og mine gemakker. Jeg kommer til at savne hende. Hendes tid her, hendes måned mellem de to, som for længst har fået medaljer og udnævelser for at være skabt til både det ene og det andet,  har været betydningsfuld for mig. Hendes gode råd ligger godt i maven! Tæt på hjertet og dér, hvor man kan gemme og opbevare den slags. Åh, jeg kommer altså til at savne dig min ven! Jeg ser på hende og har lyst til at give hende en stor omfavnelse, som aldrig holder op. Jeg sidder nærmest og fortryder min beslutning om at lukke pensionatet ved årsskiftet, for så ser jeg hende måske aldrig igen!? Det bliver en tårevædet afsked. Vemodig og voldsom. Dramatisk endda, for nu er vi som bekendt begge døtre af Jupiter og vi kan godt lide overdrivelsen og de store armbevægelser. Og bevægede bliver vi!
November nikker og smiler. Jeg kommer bestemt også til at savne dig. Men året går sin gang. Snart kommer din fødselsdagsmåned December og alene det giver hende storhedsvanvid. Hun er glad for den rolle, hun har hos dig! Betydningsfuld, fordi du er født i hendes første dage og på den dag, som nu er dit yndlingstal. Hun praler med det ude i galaksen!

Jeg smiler bare. November. Vi ses jo igen til næste år! Det gør vi. Også selvom pensionatet på det tidspunkt er lukket og slukket. Vi finder på noget andet. Planerne er mange og intentionerne gode som guld. Vi følger vores hjerter gennem månederne og finder vej, selv når det synes svært og ufremkommeligt. Og når vejen ender og intetheden lurer i horisonten, så finder vi alternativer. For sådan er vi! Døtre af Jupiter. Glade for det, der betyder noget i livet. Stormfulde højder og bløde, kurvede sving. Vi tager det hele med!

søndag den 28. november 2010

Inspireret!


Dagen går på hæld. Første søndag i advent og den første søndag, hvor jeg skulle aflevere opgave i vores skrivegruppe-stafet. Sneet inde (mentalt i hvert fald) og klar til at foretage alle de overspringshandlinger, jeg overhovedet kunne komme i tanke om! Jeg havde mange gøremål i formiddags, som udskød skrivning og aflevering af opgave til noget nær sidste øjeblik. Men måske er det fordi jeg kender legen nu? Eller også er det fordi jeg kender mig selv? Jeg ved det ikke. Måske er jeg bare sådan! Jeg oplevede igen en forunderlig modstand. Ikke mindst fordi stafetten er en slags konkurrence og det gider jeg ikke! Sådan sagde jeg til mig selv. Min kreativitet og mine skriverier skal ikke udsættes for konkurenceånd. Jeg vil være skabende af lyst og ikke fordi jeg vil vinde. Og vinde vil jeg jo! Hvis jeg spiller, så spiller jeg for at vinde! Jeg spiller, fordi jeg ved, at jeg har en chance og fordi jeg pirres af den dér konkurrence. Sådan er jeg! Men ikke når man skriver, vel?
Jeg gik tur alene i min pigsko. Jeg træner til at kunne løbe igen. Og pigskoene er den bedste investering, jeg nogensinde har gjort hvad vinterudstyr angår! Det er en fornøjelse at begive sig hen over is og glat sne uden at mærke usikkerhed. Man glider ikke! Man står fast og det er en fed fornemmelse. Faktisk gjorde jeg noget, som jeg følte var meget vovet og grænseoverskridende på nuværende tidspunkt. Jeg løb! Jeg løb flere meter og jeg kunne straks mærke, at løbestillingen ikke længere var ubehagelig. Og så med pigsko henover isen, juhhhuuuu! Bare en lille bitte mini tur. Men jeg gjorde det! Så gik jeg igen. God træning. Ikke mindst mentalt. Jeg bliver så høj af at bevæge mig. Tak tak til fys, Guder og genoptræning for, at jeg er igen er på rette spor.
Så skulle jeg lige have frokost. Og læse lidt Paulo Coelho. Og Gud hjælpe mig om han ikke igen dryssede om sig med visdomsord så gode og velgørende, at jeg måtte have notatbog og pen frem. Jeg gemmer jo guldet. Det er noget med inspiration. Noget med at få gode ideer og ikke mindst; at få tanket godgørende tanker. Han giver mig kuldegysning! Gang på gang.
Så skrev jeg endelig min opgave. Hørelsen! To delopgaver. Jeg havde på forhånd ingen ide om, hvad jeg ville skrive om, jeg måtte bare følge retningslinjerne og så gøre det. Og det gjorde jeg. Skrev! Hev inspiration og guld op af kreativitetens dybe brønd og jo sørme så; min opgave blev færdig. Trylle. Fortrylle? Vi må se.
Og nu skumringstime. Glæde over en dejlig søndag, som lægger sig tilrette som et fløjsblødt tæppe, varmer mine vintertanker og giver brændstof til en ny uge. 

Jeg er første-søndag-i-advent-taknemmelig! :)

Sneen og byboen


Lad os lige få det her på det rene: Man kan godt sne inde, selvom kæresten har sneplov. Man kan det, man vil! Og i går ville jeg sne inde. Mentalt. Det var en beslutning og sådan blev det. Næsten. For ud på eftermiddagen kørte kæresten og jeg ind til byen og hentede forsyninger. Bondebilen har 4-hjuls træk og det er der en vis sport i. Men bagefter sneede jeg inde igen! ;)

Jeg er jo bybo. Jeg er fra barnsben vant til, at det sner og så strøs der salt på. Husene udsender varme, biler, mennesker, bagerforretninger og boligblokke. Sneen ligger ikke længe. Den forvandles hurtigt til sjap og noget ikke så romantisk gråsort pladder, som ødelægger sko og hundepoter. Men herude på landet? Her ligger sneen hvid og uberørt som en jomfru. Det er magisk og uendeligt smukt. Det sætter gang i drømmene. Giver fantasien lang snor og glæden spirer uskyldsren og ny som hver eneste morgen. Det er fantastisk at sætte de allerførste fodspor i den reneste, hvideste, dybeste englesne. Som at være den første mand - eller kvinde - på månen!

Og ja, så kan man jo beslutte, om man synes at vejene er farbare og om man virkelig skal afsted eller ej. Jeg skal ikke! Og da slet ikke i dag, hvor det er søndag. Der skal skrives opgave. Der skal læses. Og jeg skal gå en tur med mine pigsko på, bevæbnet med kamera, for guder og engle lover solskin i dag og så bliver det for alvor smukt derude i snehvideland. Det er et eventyr for en bybo som mig. Hver gang! :)

lørdag den 27. november 2010

Sneenkelørdag


Jeg er vågnet op til et magisk morgenlandskab. Alting er hvidt. Sne så langt øjet rækker. Her er helt stille. Sneen har dæmpet lydene og dækket alt det, der er. Landskabet er svøbt i den hvideste vinterkåbe, jeg længe har set. Og jeg har truffet en beslutning. Jeg er sneet inde. Det er officielt. Jeg har hvad jeg skal bruge. Denne weekend dedikerer jeg til sneen og vinteren. Til glade hunde, som leger. Snebolde og skihandsker. Og i øvrigt er jeg sneenke. Kæresten har jeg ikke set meget til. Han er blevet gift med sneploven. Det er et tvangsægteskab, skulle jeg hilse og sige. Det handler ikke om kærlighed! Han har slet ikke lyst til, at det skal være allerede. I november!? Det er usædvanligt og uventet. At køre sneplov hører januar og februar til. Det er de måneder, hvor han gerne vil tjene lidt ekstra. Lige nu er der masser af andre gode ting, han kunne lave. Men han har underskrevet kontrakten og sneen er ligeglad med vores forventninger om hvor og hvornår. Nu er den her! Og den er tilsyneladende kommet for at blive. Vejrudsigten er ligeså hvid som min baghave.
Hvid weekend, November! Jeg nikker til min gæst på pensionatet, som bevæger sig hjemmevant omkring. Hun spørger ikke om lov og det skal hun heller ikke. Sådan er vores venskab. Vi er her, omkring hinanden og med hinanden, men vi skal ikke undskylde for vores særheder og egendommelige lyster. Vi gør, som det passer os. Befriende, når man kan være venner på den måde. Når November laver kaffe og bager boller, selvom jeg ikke har opfordret hende til det. Det var i øvrigt en fin hentydning, November! Varme boller! Hun smiler bare. Det kan du selv gøre, min ven. Og det ved hun godt, at jeg ikke gør. Jeg har ikke meget mel i huset og jeg er jo sneet inde. Ikk?
Vi er sneet inde! November ler og blinker til mig. Der skal læses og skrives. Husk at skrivegruppen har opgave for og deadline er søndag ved midnat. Du er slet ikke startet på din opgave endnu. Og der er vel også lidt rengøring? Madlavning?
Mad gider jeg godt lave! I håb om at kæresten er hjemme til spisetid i aften, skal vi have dansk hakkebøf med bløde løg, kartofler og bernaisesovs. Læg mærke til stavemåden! Vi skal have sovs ikke sauce. Det er noget min landmandskæreste sætter stor pris på. Og jeg synes ved gud at han har fortjent et sådant måltid i aften! Hvis sneplovmandschefen altså vil lade ham være i fred ved aftentide. Og snevejret lige så.
Jeg vil drikke min kaffe og sejle ligeså stille ind i morgenen. Har lovet mine hunde en tur ud på marken lidt senere. Der skal leges. Og jeg har lovet min fys at prøve nogle nye øvelser af, for nu går det fremad og planen er - når sneen igen er forsvundet - at jeg begynder at gå nogle ture som skal danne grundlag for min første løbetur længe. Det er ikke i morgen og måske heller ikke i næste uge. Men snart!

Du ønskes en dejlig sneoverdynget novemberlørdag.

fredag den 26. november 2010

Vinterligt


Denne morgen er også kommet bag på mig. Faktisk kom den alt for tidligt! Og denne gang var det ikke den stakkels mand med fyringsolien, der satte mig ud af søvnen. Det var manden med sneploven! Klokken 3 i nat blev vi vækket til lyden af en høj telefon. Kæresten bandende. Jeg prøvede at ignorere larm og snak om ruter og numre, men forgæves. God sushi, dejlig vin og sent i seng gjorde det af med mig. Eller nærmere, snuppede en del af søvnen. Kæresten måtte ud med sneploven og jeg har sneglet mig af sted på arbejde. Jeg er ikke rigtig vågen. Ja, jeg er vist ikke rigtig mig! Så jeg lader mig transportere gennem formiddagen af kaffe og rigelige mængder med vand. Udenfor er vandet frosset til is og vinteren har for alvor bidt sig fast. Jeg bider mig fast i tanken om snarlig weekend og vender frygteligt tilbage. God fredag!

Billedet er lånt på bt.dk

torsdag den 25. november 2010

Engle, snevejr og sushi


Morgenen kom bag på mig. Spørg ikke hvordan og hvorfor. Måske var det snevejret? Vinteren? Eller en mand med fyringsolie, som bankede på døren klokken alt for sent i aftes. Kæresten var ikke hjemme og svigermor var i telefonen. Luk ham ikke ind! Han må køre igen. Det er for sent. Det er for mystisk. Men jeg var ikke bange! Modig og fattet – og træt, for jeg havde sovet på sofaen – åbnede jeg døren. Vinteren væltede ind. Kulde og sne. Dér stod jeg på strømpesokker og talte med en stakkels fyringsoliemand, som var faret vild i fartplaner. Håret strittede og forvirringen var stor på begge sider af hoveddøren. Samtidig pippede svigermor i mobilen. Jeg blev vågen! Og kold.

Og hvad har det så med i dag at gøre? Min aften blev underlig og søvnen kom senere. Den iskolde oliemand fik fyret op under tanker, som jeg havde parkeret. Hengemt og glemt. Men pludselig var jeg lysvågen i nogle timer, hvor jeg ellers gerne ville have sovet. Men sådan er det! Det var jo ikke dårlige tanker. De var bare insisterende. Jeg prøvede det gode trick med at lade dem komme og gå. Nogle af dem fik et ”tak” men ”nej tak”. Andre blev overført til drømmene, som slet ikke gav nogen mening og som jeg på ingen måde kan huske nu.

Nu har dagen taget over og arbejdstimerne tikker. Sneen daler og der er lyst og vinterligt derude. Træt er jeg ja. Men på den gode måde. Tror jeg nok. En god samtale med en kreativ og kær veninde, som maler engle gav mig et kickstart. Et skud latter direkte ind i blodårene. Nu er jeg vågen. Sådan da. Senere, meget senere, står der sushi på programmet. Jeg skal ud og spise sammen med to skønne damer, som også er mine kolleger lidt endnu. Glæder mig. Glæder mig i det hele taget.

onsdag den 24. november 2010

Døtre af Jupiter


Vinteren er kommet! Sne og is og kold vind. Og her sidder jeg i den varme stue efter tur med hundene. Tænker på, om jeg mon ikke har taget fejl af dagene. Det er da lørdag i dag? Lørdag, hvor jeg er stået for tidligt op, men lige om lidt kan gå op af trappen, smide mig i sengen og sove videre. Ja, det er lørdag!
Men November ryster bare på hovedet. Hun er ikke så nem at narre. Det er onsdag, det er arbejdsdag og ja, det er vinter. Jeg sagde jo, at jeg var en vintermåned. Hun ser nøgternt på mig. Og nu får I en ordenlig omgang sne med, inden jeg forlader året og begiver ud på min næste rejse.
Er du herre over vejret? Jeg synes ligeså godt, jeg kan spørge. Jeg mener, spørge skal man jo og der findes ingen dumme spørgsmål! Ikke her på pensionatet i hvert fald. Og hvis nu ...
Herre? November ler højt og smittende. Siden hvornår er jeg blevet en herre?
Nå ja, men så dame da? Eller hvad er man, hvis man er feminin og styrer noget? Dronning?
Ja, jeg er vel en slags dronning. Hun smiler stadig, mens hun drikker kaffe. Dronning af november. Og ved du hvad tilføjer hun og puffer kærligt til mig. Nu er jeg gået ind i Skyttens tegn. Dit tegn! Nu kan vi få os nogle heftige dage i ekspansionens tegn. Døtre af Jupiter og højt til hest med vores bue og pil. Hvor skal vi bare hygge os! Begrænsninger kender vi ikke til. Næh, vi skal tale muligheder. Potentiale. Og retfærdighed!
Døtre af Jupiter. Jeg hører ikke længere efter, hvad November sidder og siger. Hun snakker jo gerne. Jeg blev draget af de ord, den titel. Døtre af Jupiter. Noget klinger i mit indre. Og pludselig får en jeg en stor trang til bare at lade stå til, glemme det, jeg skal i dag og skrive. Jeg har vist igen fået en lille idespire.
Men sådan er det i øjeblikket. Jeg sejler afsted fra dag til dag med tvivl og tro. Mest det sidste. Langt overvejende det sidste. Jeg tænker tanker og ord og jeg skriver ned. Jeg trives. Jeg trives rigtig godt med det her. Selv usikkerheden. Sagde jeg det? Jeg tror vist, at jeg er en meget anderledes kvinde end jeg gik og troede jeg var. Hold da helt op! Datter af Jupiter!
Morgenen er kommet og den er lyst op af nattens sne. Det er koldt. Hundene synes det var herligt med sneen, kastede sig ud i glædedans og drønede rundt som om det var første gang, de oplevede det hvide paradis. Og det er det nok også! Den evne har de. Den umiddelbare glæde. Jeg elsker dem! Hundene. Og jeg elsker den. Den umiddelbare glæde.
November og jeg må ud i dagen. Min bil, James, skal have olie og han skal vist også have fjernet lidt sne. Måske skal jeg køre lidt langsommere i dag, vejrforholdene taget i betragtning. Jeg tror, jeg vil lade mig ledsage af Sting og hans "Winter Songs". Helt passende! Og så er han jo heller ikke den værste passager at have, vel? ;) Måske vil han endda køre bilen, mens han synger for mig?

tirsdag den 23. november 2010

Hjemve


Det sludrer derude. Vinden vrøvler om vintervejr og kulden er ganske gennemtrængende. Refleksveste, pandelampe og noget, der godt kunne minde om sne i lyskeglen. Våde marker og mørk himmel. Fuldmånen har gemt sig godt under skydækket. Hun fryser nok lidt. Og jeg ved ikke, om det er fordi hun har gemt sig så godt, at jeg har sovet som en sten, men det har jeg! Det var svært at komme op. Svært at få øjne i mørket og komme ud af den varme dyne. Den insisterede nærmest på, at jeg bare blev liggende og glemte tid og sted. Men jeg adlød ikke. Og nu har jeg gået med hundene i kulde og slud og sidder her med kaffe og November og noget, der minder om morgengidelighed.

Alice taler med en kat. Og jeg taler med fantasien. Tænk, jeg kan begynde at mærke en lille fantasispire som den, jeg kan huske fra min tidlige barndom. Glæden ved at finde på. Glæden ved slet ikke at kunne lade være. Tror du på, at vi alle er født med en gave, som er helt enestående for den, vi er? Og tror du på, at der er en vej, som er som skabt for lige dig, hvis du da bare kunne finde den blandt alle de andre veje? Det gør jeg! Det gør jeg nu, skulle jeg måske tilføje, for jeg har ikke altid følt det sådan her. Jeg har været på omveje, jeg har faret vild og jeg har brugt dage, måneder og år på at tillære mig helt andre egenskaber. Spild af tid, vil nogen måske sige? Du har spildt al den tid! Men ved nærmere eftertanke, så tror jeg faktisk ikke at jeg har spildt et eneste sekund. Der er en mening med, at tingene er sket, som de er sket. For ellers var jeg ikke blev den, jeg er nu. Ellers var jeg nok slet ikke blevet klar og jeg ville da slet ikke have følt en så stor taknemmelighed over at kunne udpege min vej, omend den er fyldt med træer og krat og ufremkommelige småstier. Tilsyneladende ufremkommelige. For hvad ved jeg om det? Jeg står jo stadig her og spejder ud i horisonten, drømmer, tænker på det, der skal ske. Og lige nu holder jeg en lille pause. Bare sådan mens jeg afslutter det, jeg skal.

Og sådan nogle pauser er sjove. De er uforudsigelige. Ligesom man læner sig tilbage i sofaen, lukker øjnene og lytter til noget godt, afslappende musik, som man har udvalgt helt specielt til lejligheden, så kommer der en ide. En tanke. Plob, plop ... Og ideerne banker ikke på.  De springer bare frem. Et usynligt tæppe går til side og så står de der i rampelyset, selvsikre og fulde af gåpåmod. Gå væk, hvisker jeg og holder øjnene lukkede. Ikke nu! Jeg hviler mig! Restituerer. Hvordan skal jeg dog holde styr på jer? Og huske jer, når jeg for alvor sætter mig ned til tastaturet? Men de fortsætter bare med at smile, danse og synge. Peger kækt på min notatbog og så er det op til mig at følge med! Skrive ned. Ikke alle ideerne er lige tydelige. Nogle har klædt sig ud i farvestrålende gevandter og har sågar maske på. Og jeg må smile med, for det her er jo spændende. Jeg kan mærke den dér ild af entusiasme, mærke varmen og glæden ved at være dér, hvor jeg var engang. Genkendelse. Jeg har vist haft hjemve. Hjemve i mange mange år.

Men nu er jeg her. Og det er tirsdag. November nikker og peger på min kaffekop, signalerer til mig, at jeg skal se at få den drukket, inden den bliver helt kold. Det gør jeg så. Tiden er næsten gået og det er jeg også.

Ha' en dejlig dag og husk, at hvis du leder efter den og tror på det, så finder du vejen hjem! ;)

mandag den 22. november 2010

Pensionatet



Nu tager jeg jo snart af sted, siger November og laver en sjov grimasse. Og ved du hvad, tilføjer hun og ser på mig med det der helt intense, dybdeborende blik, hun er ekspert i. Det er mærkeligt! Det er underligt fordi jeg jo ved, at du lukker dit pensionat ved årsskiftet og at jeg aldrig mere skal bo her hos dig.
Søde November, siger jeg og giver hende et kærligt knus. Sådan er det jo ikke! Du vil altid vende tilbage og du er altid velkommen hos mig. Ligesom de andre måneder altid er det! Men jeg lukker pensionatet, så I kan fryde og fornøje andre steder i landet. Ja i udlandet sågar. Jeg har jo fået min store og uvurderlige dose af visdom og kærlige ord med på vejen. Alting har sin tid. Jeg er taknemmelig og glad for, at jeg har haft den udsøgte fornøjelse at have jer boende. Men nu vil jeg prøve noget nyt!
Men pensionatet? November kan se meget fortvivlet og trist ud, hvis hun bestemmer sig for det. Og som den skorpion hun er, ja i hvert fald en dags tid endnu, så kan hun dramatisere og lægge ansigtet i de helt rigtige melankolske folder. Vi synker så dybt, at jeg et kort sekund overvejer at droppe min beslutning om at lukke pensionatet, når det nye år dukker op. Vi synker så dybt, at jeg kan mærke suget i maven og mørket og tvivlen tage over i et kort øjeblik. Men så er jeg oppe igen. Lige dér, hvor jeg skal være nu. Pensionatet lukker!
November smiler bare. Hun ved jo godt, at hun altid kan kigge forbi. Ja, hun kommer jo nok ikke til marts, men næste år ved samme tid. Så bor jeg et helt andet sted og laver noget helt andet. Men et gæsteværelse, det har jeg da! Og dér må hun hjertens gerne slå sine folder, hvis hun har tid og lyst.

Hvad skal du så? November er nysgerrig og det bebrejder jeg hende slet ikke. Det er jeg jo også. Også i den grad! Så jeg svarer ærligt og hun nikker. Siger, at det synes hun er en rigtig god ide. En særlig finurlig ide, min gode ven. Hun blinker indforstået og skynder sig ud i eftermiddagen. Hun kan lige nå en times gåtur, inden det igen bliver mørkt.

Mandag igen


Alle veje fører til mandag. Og nu er den her igen. Mandag, mandag, mandag. En dejlig weekend ligger bag os og endnu en arbejdsuge venter. Jeg skal finde motivationen frem og jeg tror faktisk jeg klarer det. I modsætning til sidste uge, hvor ugen på arbejde føltes som en lang stejl bjergbestigning. Lyst til at vende om. Lyst til at springe endda. Men jeg gik videre og det er jeg glad for. Jeg har jo besluttet mig for at afslutte dette forløb på en god måde og sådan som tingene er blevet, bliver det vist slet ikke så svært. Jeg nyder at involvere mig uden at blive frustreret og endda fortvivlet. Jeg står allerede med et skridt nede af den vej, der fører til venstre. Den med de mange træer og hvor man ikke kan se ret langt. Men man kan drømme. Man kan tro og håbe og det gør jeg.
November skænker kaffe og gør morgenen hyggelig. Den halve time, hvor vi kan sidde her og skrive, drikke kaffe og tænke de tanker, der nu trænger sig på. For mit vedkommende nedfældes tankerne jo her. Morgentankerne. Jeg har spekuleret på, om jeg skulle lave denne rutine om, bare for at prøve noget andet, men nu er det lige før jeg citerer min kæreste: Hvorfor lave om på noget, som er godt? Det har han sagt utallige gange og jeg har leet. Jamen, hvad hvis det nu kan blive endnu bedre? Jeg kan godt lide det nye. Kan godt lide at gøre det på en anden måde. Bare for at prøve. Men han holder fast ved de ting, som fungerer og han kan lide. Dér er vi forskellige. Og det giver jo egentlig en meget god balance, hvis jeg skal være helt ærlig. Man skal ikke lave alting om hele tiden bare for at gøre det. Men ... det kan være godt med forandring. Åh så godt! Jeg har brug for den og den er dér. Hele tiden. Flyder som vand gennem fingre, dråber, der rammer bordet og forsigtigt ruller hen over bordpladen. Hvis man altså står i køkkenet og lader vandet rulle.
Jeg lader vist tankerne rulle og det må man godt sådan en mandag morgen. Jeg tænker på de gode ting, som skal rulles ud denne uge. Vi starter vores skrivegruppe op og forkvinden har udnævnt vores skriverier til en slags stafet. Vi har fået opgave for og vi skal gøre det godt. For der skal være en vinder. Hver uge. Det ved jeg egentlig ikke, hvad jeg synes om. For jeg kan mærke noget i mig som rejser sig , puster sig op og tænker: Så vil jeg vinde! Jeg ved det godt. Jeg har et lille konkurrencemenneske gemt i mig. Og lille er en af de underdrivelser, som jeg sjældent gør brug af. Det skulle jeg måske blive bedre til. Jeg vil jo gerne lære nyt hver dag! Nå, men altså skrivegruppen starter nu. En ny opgave hver uge. Og faktisk har vi aftalt, at vi finpudser og ændrer reglerne, mens vi arbejder. Ser hvordan det fungerer og justerer hen af vejen. Endnu engang kan jeg konstatere: Vejen bliver til, mens vi går.
Min vej fører ud i mandagen. Ud i vinteren og på job. Med en god nats søvn i bagagen trods fuldmånetilstande. En god weekend som brændstof og en uge, hvor jeg også har et par gode aftenaftaler. Sushi. Stjernekiggeri. Snevejr. Snevejr? Ja, det lover de faktisk. Det tænker jeg ikke på lige nu. En dag af gangen.

Jeg tror det bliver en god dag! Nyd den og din mandag :)

søndag den 21. november 2010

Volare, Cantare


Det er da ikke søndag aften allerede? Vel November? Vi er lige gået på weekend og dagene ligger for vores fødder. De dér fødder, som skulle have gode støvler på og gå i knitrende sne. De dér fødder, som skulle hygge sammen med benene, henslængt på en sofa med en god bog og rødvin i glasset.
Sørme så! Det er søndag aften. November nikker. Er du ked af det? Jeg ryster bare på hovedet. Nej da. Slet ikke. Det har været en dejlig weekend. Dejligt at have besøg af mor. Snakke, hygge, drikke rødvin og spise boller i karry. Og hun tog det pænt, selvom kæresten og jeg faldt i søvn på sofaen og hun måtte se krimi alene og dog i selskab af småsnorkende mennesker og hunde. Hun er vant til det! Og det er så skønt. Vi gør, som det passer os. Sammen. Vi læser og tier stille. Vi snakker. Hører musik. Går en tur. Og sådan gik weekenden hånd i hånd med velvære og eftertanke. Søndag aften steg af toget, som mor stod på. Kørte med tilbage i bilen gennem tusmørket. Vinterhimmel. Hjem og tænde stearinlys. Sidde lidt og summe sammen med lysets kriger. Mig selv!

Og snart, meget snart, italienske kødboller i simrende god tomatsauce. Ravioli med spinat. Rødvin. Og kærestetid med hinanden og søndag aften, som nu er vores gæst. Og denne gæst er velkommen. Bestemt så.

Enkelthed

Søndagen er ankommet med tågedis. Indhyllet i vinterfrakke og en god portion ugidelighed står han foran havelågen og spejder ind over hækken. Kæresten er endnu engang taget på jagt. Mor og jeg læser, trækker tiden ud, taler og siger ingenting. Kaffen dufter. Jeg får ideer og skriver dem ned - nogle af dem. Filosoffen i mig har kronede dage. Jeg har overgivet mig til vinteren og til den velvære der er i "bare at lade stå til". For sådan er det jo i grunden slet ikke. Det handler om accept! Og dér er jeg lige nu. Jeg læner mig tilbage og slipper roret for en kort stund. Lader skibet styre for egen vind, sejlene er hejst og vi gynger langsomt afsted i den rigtige retning. Det stoler jeg på. Fuldt og fast.
I dag skal jeg læse. Igen. Jeg kunne ikke koncentrere mig om krimien. Nej, jeg må have mere visdom og kloge ord! Min gode ven og inspirator Paulo Coelho er kommet på banen igen, han stod parat i kulissen og trådte ligeså forsigtigt ind og overtog læselysten. "Manual of the Warrior of Light" hedder bogen og jeg læser med stor velbehag. Dette er en god tid. En god tid for mig. Stearinlys og tågede tilstande. Søndag i al dens enkelthed.

Ha' en dejlig søndag! Og husk. "A Warrior of Light takes every opportunity to teach himself".

lørdag den 20. november 2010

Vinterweekend


Vi er vågnet op til et vinterhvidt landskab. Det kom vel næppe som en overraskelse. Det sneede det meste af dagen i går. Tøsne, så det var mest vådt, men ikke desto mindre. Jeg måtte skrabe sne af bilen, inden jeg kørte på arbejde. Og de advarede mod glatte veje. I dag ser det ikke meget anderledes ud. November har fundet sit vintertøj frem og erkender sit sande jeg. Nu går den ikke længere. Ikke mere efterår og gyldne, visne blade. Ikke mere tomrum og venten på broen mellem årstiderne. Vi er gået over. Det er vinter!
November havde lavet kaffe, da jeg stod op. Det duftede på hele pensionatet. Vi er ikke sent oppe, for jeg måtte overgive mig til søvnen forholdsvis tidlig på aftenen. Og den gjorde godt! Nu ligger lørdagen og weekeden for vores fødder. Fødder, som skal have det gode fodtøj på og som skal gå gennem knitrende sne over hvidklædte marker. Lave smukke fodspor i den nyfaldne sne og aftryk af engle, som velsigner vinteren og den tid, hvor vi trækker os lidt tilbage i de varme huse. Det var den romantiske version! Det bliver nu nok mest gummistøvlevejr i dag. Så koldt er det heller ikke! Men vinter, det er det!
Vi skal hygge denne weekend. Slappe af. I eftermiddag ankommer min mor på stationen og hun er udnævnt til gæstekok. Det bruger vi en sjælden gang i mellem her på pensionatet og det plejer at være lidt af et tilløbsstykke. Gæstekokken har til opgave at lave en middagsret, som jeg sjældent selv giver mig i kast med. Og som regel er det noget, som kæresten er meget begejstret for, eftersom han sværger til god dansk mad og traditionelle retter. I modsætning til mig. Men, det vi skal spise i aften, er vi nu enige om. Det smager godt. Specielt når min mor laver det! Boller i karry. Boller i karry med ris og godt brød. Enkelt. Og måske en lille dessert. Et glas rødvin eller to. Og selvfølgelig hygge med mor, som kommer med toget fra København og bliver natten over.
Det er vinter og weekend. Og her sidder jeg med en god følelse i hele kroppen. Noget er faldet på plads. Jeg har vænnet mig til tanken om det, jeg har gjort. I går blev det officielt annonceret på arbejdet, at jeg stopper med udgangen af året. Og jeg fik ros! Jeg fik al den feedback, jeg har efterlyst i flere år. Noget, som på et tidligere tidspunkt ville have gjort mig glad og endda motiveret mig til mere. Men nu? Nu skal jeg videre og det er godt. Jeg takker for god ro og orden og gør mine ting færdige. Lukker forsigtigt døren med en fin anbefaling i bagagen. Og så ud af vejen. Den dér, hvor man lige skal vende lidt om og dreje til venstre. Den med træerne, hvor man egentlig ikke kan se ret langt. Men som min gode ven Liv Hege skrev på sin blog i går: Jeg tror, at vejen bliver til efterhånden som man går. Og det tror jeg hun har helt ret i! Klog kvinde.
November nikker. Men først weekend!

fredag den 19. november 2010

Nu rabler det ... :)


Jeg skriver ikke om vejret i dag. Jeg skriver ikke om, hvordan det stormer og regner og hvordan den isnende kulde indviger vinteren med en jubelsang, der danser vildt om hushjørner og i trætoppe. Jeg skriver ikke om mørket og om, hvordan jeg godt kunne have sovet meget længere. Bare ligget dér under den varme dyne og puttet mig. Nej! Det er fredag og jeg er stået op. Hyldebærsaften har lindret forkølelsen en smule, men den ligger der stadigvæk i baggrunden med næsetippen over træthedsdynen. Sådan noget lignende ja. Men skrive om det ...
STOP! November afbryder mig og husker mig på, at jeg er blevet et positivt menneske. Jeg tror på det gode og på glæden, som er alles eje og som burde være øverst på ethvert skoleskema, ethvert pensum. Ja, man burde sågar komme til eksamen i det! Glæde! Troen på det gode i livet og på, hvordan vi kan hjælpe hinanden til at se og indse, at livet faktisk er givet til os som en gave og som noget, vi skal nyde. Bruge.
Godt det snart er weekend! November læser mine tanker. Det er månederne faktisk forbavsende gode til. Jeg sad lige netop og tænkte på det samme. Godt det snart er fredag aften og et glas rødvin i stearinlysets skær. Samtale med kæresten og den røde løber rullet ud, hvor lørdagen er ligeså vild med dans som finalisterne i aftenens show. Og ja for pokker, jeg er træt! Hyldebærsaft eller ej.
November og jeg har talt lidt om, om man i grunden ikke bare kan coache sig selv? Kan man virkelig det eller behøver man en person siddende overfor sig, som stiller de rigtige spørgsmål eller bare lytter? For det gode og vigtige arbejde, min ven, det gør du selv. Der er skrevet en bog om den. Undskyld mig, jeg kan ikke lige huske forfatterens navn og jeg gider ikke slå det op nu. Men jeg læste en artikel i Weekendavisen om det. Forfatterens svar var ja, det kan man sagtens. For der er nemlig ikke nogen opskrift på rigtigt og forkert. Der er kun en vej i dit liv og det er din vej. Det er jo dejligt ikke? Eller skræmmende. Du kan ikke låne en bog på biblioteket og finde en opskrift, som du kan følge til punkt og prikke. Du kan ikke købe ind i dit daglige supermarked. Eller finde trylleformularen i en magisk butik på et gadehjørnet i en endnu ukendt by. Og dog! Lige netop det kan du måske faktisk godt endda? Det vil jeg gerne skrive mere om ... senere.
Jeg er i gang med at coache mig selv. Jeg er ikke nogen nem elev! Jeg er coach og lærer og jeg underviser. Læser. Prøver forskellige teorier af. Nogle virker, andre ikke. Jeg holder fast ved dem, som jeg synes gode for mig. Skriver dem endda ned. Nogle gange farer jeg vild og skriger fortvivlet ud i natten. Hjælp! Men der er ingen, som kommer mig til undsætning. Og alligevel ... der er en stemme, som hvisker de gode ting, jeg har lært og som jeg tror på. En stemme, som bliver stærkere og mere viljefast, jo mere jeg øver mig.
Når det er sagt, så kan jeg sagtens se det fornuftige i at søge en professionel coach. Jeg vil måske endda anbefale dig at gøre det, hvis du spørger mig! :) Jeg er bare sådan en sær snegl, som tilsyneladende må gå sin egen vej og finde ud af, hvordan det lige er for mig. Jeg har bøger, artikler og så har jeg mine egne små opskrifter, som er helt personlige og helt enestående for den, jeg er. Og jeg låner gerne dem gerne ud. Jeg giver gerne videre. Det er så pragtfuldt, når man kan lægge sine gode erfaringer og redskaber ud på et stort bord, som en indbydende og lækker buffet, der bare skal nydes. Smag. Prøv dig frem. Tag hvad du kan bruge! Men vær opmærksom på, at min opskrift ikke er din. Og omvendt. Der er kun én vej. Din vej. Men søg hjælp og tag, hvad du kan bruge. Der er masser af dygtige profesionelle mennesker derude. Og masser af bøger  på biblioteket eller reolerne i den lokale boghandel.
Og hold da op, hvor jeg skriver løs her til morgen. Fingrene danser over tastaturet. Dagen bryder frem gennem mørket og regnen. Tiden tikker og kaffen bliver kold. Jeg ved godt, hvad jeg vil. Jeg ved det!

Megans forunderlige rejse er min personlige rejse, men jeg er overbevidst om, at jeg er sat i livet for at finde min vej og hjælpe andre til at finde deres. På min måde. Blandt andet gennem mine kommende skriverier. Glæde er kodeordet. Nøglen. Det. Og noget andet, som pludselig er dukket op. En ide, der ligger derude bag havet, et fjernt land med fristende sandstrande og uudforskede plantager. Følg med, hvis du har lyst. Jeg aner ikke, hvor vi skal hen. Hvor jeg skal hen. Men jeg ved, at jeg har en spændende rejse foran mig og jeg glæder mig.

Jeg glæder mig også til weekend. Men nu først fredag. Ha' en dejlig dag! :)

torsdag den 18. november 2010

Hyldebærsaft!


Stormen raser. Det er gennemtrængende koldt derude. Vinden kommer fra nord og har isagtige tilstande med sig. Sådan føles det. Jeg gik en tur i min frokostpause. Det er en del af min genoptræning. Ud og gå! Så det gjorde jeg, trodsede regnen og rusken og kæmpede mig afsted, mens kulden forplantede sig i min krop. Det var faktisk ikke den store fornøjelse, skulle jeg hilse og sige. Ikke for Frøken Frossenpind! Men hendes bækken var glad for turen.
Frøken Frossenpind har nu fået ondt i halsen. En forkølelse har sneget sig ind på hendes enemærker. Kroppen føles slatten og kold og kæresten forbarmede sig og gik eftermiddagstur med hundene. Nu sidder hun her og blogger med et stort glas varm hyldebærsaft i glasset. For hyldebær er godt! Prøv bare at se farven. Den strutter af sundhed. Hyldebær er smukke. Men de er også godtgørende. Hyldebærsaft styrker nemlig immunforsvaret, fordi den øger blodcirkulationen. Så bliver kroppen bedre til at svede og det må den gerne - for tro mig - min er rigtig god til at fryse lige nu! Så sved kære krop og udskil alle affaldsstofferne! Hyldebærsaft er rig på C-vitaminer og styrker immunforsvarets hvide blodceller.  Og nogen mener sågar, at nogle af de aktive stoffer i hyldebærerne kan binde/fastholde virus, så den ikke får mulighed for at angribe de raske celler.

Heldigvis er jeg alias Frøken Frossenpind utrolig glad for hyldebærsaft. Så den skal drikkes varm og med velbehag! Og med et gavmildt stænk mind-over-matter! :)

Storm og sludder


Sikke da en morgen. Stormen piver om hushjørnerne og råber op. En slags Speakers Corner som i London. Det her er bare Danmark, lidt ude på landet, sådan midt på Sjælland et sted. Og den store taler i dag er vinden. Han har brølet hele natten. Er ikke blevet træt endnu. Han har holdt os vågne. På et tidspunkt lød det som om, at han forsøgte at vælte huset. Nu skal I flytte! Nu er det på tide. Hvis I ikke selv vælger at flytte, så flytter jeg for jer. Flytter hus og inventar!!!
Spøg til side. Morgenen er ankommet med 4-toget, det allerførste tog på en kold og vindomsust perron. Jeg er steget ud, forsigtigt, ser mig omkring og aner ikke, hvor jeg er henne. Der er ingen andre mennesker, men jeg er ledsaget af to hunde, som følger mig i tykt og tyndt. Og det er faktisk ikke så tosset endda, skulle jeg hilse og sige. De er nemlig altid ledsaget af godt humør, hvis jeg skulle mangle lidt på den konto. Vi har masser, siger de, se bare her! Kom og leg. Lad os gå en tur. Vi kan også nusse. Hygge. Sig hvad du har lyst til. Vi er friske! Så friske ...
Som oftest, når jeg sætter mig til tastaturet disse her tidlige mørke morgener, som jo er lyse om sommeren, ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive om. Der kommer bare noget ud! Der kommer altid noget ud. For der er altid en måned, altid en vejrsituation, altid en masse følelser og tanker og bøger ... bøger ikke mindst! Og apropos bøger, fik jeg læst Brida (af Paulo Coelho, hvis du skulle være i tvivl) færdig i går. Dejlig bog. Fuld af gode ord og simpel visdom. Og så sidder man dér tilbage på sofaen, tekoppen er næsten tom og bogen er slut. The end! Hvad så? Hvad skal man så læse? Jeg har en fin liste og bøger linet op på rad og række og havde jo egentlig tænkt mig at fortsætte med "The Book Thief". Eller endnu en Paulo Coelho, mens jeg er i stødet. Men så slog det mig. Jeg trænger til en pause! Jeg trænger til en pause fra gode citater og tanker, der hvirvler rundt som en tornado på prærien. Så det blev en krimi. En af dem fra bogklubben, som jeg ikke har læst. Der er også krimier på listen nemlig. Og det kan være nok så rart at få lidt almen spænding uden for meget at tænke over. Udover at gætte på, hvem der har gjort det. Eller hvordan og hvorfor. Ælle bælle, valget faldt på "Den Søde Sommertid" af svenske Mari Jungsted. Jeg er tilbage i sommeren og det er nu ikke så tosset endda.

Mens stormen raser og vinteren tuder som en færge der nærmer sig havn, siger jeg god morgen. Ønsker dig en god dag med vind i sejlene. Vinden kan jeg garantere, hvis du bor på disse kanter. Sejlene hejser du selv. God tur! ;)

onsdag den 17. november 2010

Inspirationsengel


Jeg har ikke fået min engel endnu. Og nu sidder du sikkert og tænker: Øh, hvad for noget? Har hun bestilt en engel? Kan man det?

Svaret er kort og godt: Ja, det kan man! Jeg har bestilt en skriveengel og en inspirationsengel hos min gode ven Sidse, som maler nogle underskønne billeder, der i øjeblikket er i rivende udvikling. Jeg har ikke fået min engel endnu og jeg ved heller ikke, om der er tale om en eller to engler. Men jeg ved, at hun er dér. Enten er hun malet og portrætteret på et lærred eller også svæver hun stadig et sted deroppe, indtil Sidse kærligt hiver hende ned og fanger hende i et helt specielt inspirationslys. Og giver hende videre til mig! :)

Måske er det hende her? Og måske virker hun allerede? For mens jeg gik eftermiddagstur gennem storm og regn, så kom der en ide. Og ikke bare en hvilken som helst ide. En virkelig god ide!.

Jeg siger ikke mere. Ikke nu. Det her er bare en spire. Men hvilken en!

Min ven


God morgen, min ven! November kommer sejlende ind i stuen på sin sædvanlige selvsikre facon. Hun udstråler ro og tålmodighed og jeg læner mig ofte op af hende i disse lidt tumulte tider. Ja, jeg taler ikke om vejret, men om havet i mit indre. Hold da op hvor tankerne kan få vandet til at stige. Og falde. Tidevand i tide og utide. Jeg ved godt, at jeg taler meget om mig selv og mine daglige bjergbestigningsture. Men November er lutter øre. Hun forstår kunsten at lytte. Hun har ingen svar, sådan da, men stiller mange spørgsmål. For det meste sidder hun dog bare overfor mig, oplyst af stearinlysets flamme, kigger intenst på mig og lytter med hele sin sjæl. Sådan en ven er hun! Og jeg holder af hende. Jeg har aldrig rigtig set hvem hun var før nu. Tænkte, at November var en af dem, der bare var dér. Ankommet som en slags mellemstation mellem Oktober og det smukke efterår, alle farverne, efterårsferien og kastanjerne. Gylden, sprød og lækker. Og mellem December, min fødselsdagsmåned, måneden med lys i mørket, julehjerter, gaver og forventninger. Et trinbræt mellem det gode, som var, og det gode som skal komme.
Men hvor har jeg dog taget fejl! Hun er meget mere end et trinbræt. Hun er en engel forklædt som måned. Hun er stille stunder med gode, velgørende samtaler og tid til fordybelse. Hun er stearinlys og velvære krydret med et strejf af glæde, som ikke kan hænges op på halloweenpyntede yderdøre eller grangrene på et juletræ.
Jeg har ikke kendt dig før nu, siger jeg til hende og undres, mens jeg tager et slurk af kaffen. Det er tidligt og jeg føler mig som en nattevandrer, selvom det jo egentlig er morgen. Tidlig morgen.
Men jeg har kendt dig! Hun smiler kærlig til mig. Og jeg har ventet på, at du skulle lære dig selv at kende også. Ventet på, at du skulle indse, hvem du egentlig er og hvad du er skabt til at gøre. På at du skulle finde glæden ved at være dig og vedkendes alle de spændende og gode sider, du rummer, men som du har gemt væk i årevis; på at du skulle sprænge de trænge vægge, du har bevæget dig indenfor og glædet mig til den dag, du sprang ud og sagde: Her er jeg! Nu vil jeg lave det, jeg brænder for og det, som jeg elsker.
Jeg får tårer i øjnene. Det har jeg vist også ventet på. Men jeg har ikke turde. Spørg mig ikke hvorfor. Ikke lige nu. Jeg skal lige vænne mig til tanken, til forandringen og til den store glæde, det er, at sige at sådan er jeg! Masken er taget af og kastet på bålet. Den brænder veltilfreds og velduftende. Aldrig mere maske!
Men det er lidt skræmmende, ikke? November smiler. Jeg nikker bare. Jo! Det er det! Men godt. Godt helt ind i sjælen og tilbage igen. Godt helt op til stjernerne og månen.

Dagen er ankommet, selvom mørket stadig hersker. Mørket er stærkt på denne tid af året, men er slet ikke så dårligt endda. Nødvendigt som kontrast til det blændende, gennemtrængende sommerlys. Det giver året balance. Såmænd så.

Min ven November og jeg ønsker alle en dejlig dag!

tirsdag den 16. november 2010

Glæden ved en gåtur


Jeg kunne snildt løbe en 5 kilometer, men det kan mit bækken ikke. Ikke lige nu. Men det går fremad. Stille og roligt. Her for lidt siden kom jeg hjem fra en frisk gåtur i det smukke vintervejr. Lav sol over markerne. Klart vejr. Og jeg gik. Og gik. For første gang længe mærkede jeg friheden ved bevægelse komme tilbage. For første gang længe kunne jeg mærke ømheden forsvinde, mens jeg gik og glæden begynde at brede sig i sener og muskler. Og jeg mærkede, hvor jeg har savnet den form for bevægelse. Det føltes næsten som en løbetur. Jeg blev glad i låget. Dæmonerne fik baghjul og jeg fik energi. Det var en elsketur!

Og om lidt skal jeg til fysioterapeut! Jubiiiii :)

Beslutninger


Sådan ser morgenen ud. Den er helt vidunderlig skrøbelig, isbelagt, magisk. Jeg ønsker bare at fastholde dette syn i hele min bevidsthed. Mærke kulden og frosten, som kærligt fortæller om årstiders skiften og vinteren, der er ankommet ligeså stille. Det er hvidt og lyseblåt. Det er rimtåge og dis i underskøn forening. Naturen tryller og fortryller med sin enestående alkymi. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på den. Færdes i den. Være en del af den. Og priser mig lykkelig for, at jeg nu bor her på landet, hvor jeg hver eneste dag har mulighed for at opleve vidundere som dette og farver, som er nærmest ubeskriveligt smukke.

November og jeg taler om beslutninger. Om at beslutte sig for sig for noget og føre det ud i livet. Det kan være både små og store ting. Vi træffer jo besluninger hver eneste dag. Hele tiden. Valg. Og det er vigtigt at huske på, at vi altid har et valg, selvom vi er gode til at fortælle os selv, at det har vi ikke. Men sørme så, det har vi! Og når vi ikke gør noget, har vi også truffet et valg. Vi vælger at lade være.
Ja, jeg filosoferer meget i øjeblikket. Inspireret af min lille filosof fra Senja i Norge, som kigger på mig hver eneste dag fra sin plads på skrivebordet, tænker jeg tanker og foretager dybe rejser i alt det, som er. Inspireret af Paulo Coelho tænker jeg over de helt simple ting i livet og hvor besværligt vi mennesker ofte gør det for os selv. Er det fordi vi tror, at vi ikke har noget valg? Eller er det simpelthen meningen, fordi vi skal lære af hver eneste lille oplevelse, hver eneste tanke og hvert eneste valg, vi træffer? Er livet i grunden andet end en stor lektion? Eller et kursus bestående af mange lektioner og mange grader af forståelse og viden. Og en ting er jo viden, noget andet er visdom! Også det filosoferer jeg lidt over, mens vinteren tager over og trækker mig med ind i et køligt landskab af stilstand og venten på det, der skal komme. Jeg venter, mens jeg tænker tanker og forsøger at acceptere det tomrum, jeg befinder mig i lige nu. Prøver at finde mig selv i intetheden, for denne tilsyneladende inaktivitet er jo i grunden ligeså vigtigt som den aktive væren. Det er her, jeg restituerer. Det er her, jeg gør som Mother Mary i Beatels' utrolig vigtige og smukke sang: Let it be. Eller rettere: Forsøger at gøre det. For jeg er sådan en handler! Jeg er sådan en temmelig impulsiv og rastløs sjæl, som søger og søger og forsøger. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det her er en vigtig lektion for mig. At vente. At vente i tillid.

Jeg læste flere kloge ord i Paulo Coelho's Brida i går. Og jeg skrev følgende ned omkring det at træffe beslutninger. For det skal man turde gøre! Også selvom man er i tvivl.
Never stop having doubts. But don't let the doubts paralyse you. Always take the decisions you need to take, even if you are not sure you are doing the right thing. You will never go wrong, when you make a decision and you will always be able to turn a wrong decision into a right one.
Og nej, jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg har truffet den rigtige beslutning i forhold til det valg, jeg nu har gjort og tager konsekvensen af. Selvom jeg ikke aner, hvad der skal ske. Bortset fra at jeg skal skrive! Og at det fremover vil være kernen i det jeg gør og det jeg er.

Nyd din tirsdag og træf de beslutninger, du føler er rigtige. Hvis du følger dit hjerte, er du helt sikkert på rette vej :)

mandag den 15. november 2010

Noget om togrejser

Alle veje fører til mandag. Og denne mandag er ankommet med stormvejr, som rusker og brager. Jeg stred mig afsted på morgenturen med hundene. Hvad laver jeg lige her, tænkte jeg. En vandrer i mørket. Det eneste lys kom fra min pandelampe og Keevas refleksvest, som kastede lys tilbage. Bare os to. Menneske og hund. Alt for tidlig morgen og træthed. Træt efter en utrolig dejlig afslappende weekend med masser af læsning. Timer på sofaen med bog og te. Notater. Lidt god mad. Et par gode gåture. Men weekenden er taget afsted og har efterladt mig her ved morgenmaden en stormende novembermorgen. Ugideligheden smyger sig langs væggene. Hvisker mig i øret. Frister og forsøger at forføre. Men nej! Jeg har jo noget jeg skal afslutte. Hvor tungt det end synes.
Det er rigtigt nok. Når man har sagt op (eller er blevet fyret) så forsvinder motivationen ligeså stille. Jeg skal hele tiden have opgaver, gerne telefoner og samtaler, som fører mig igennem timerne på jobbet. Jeg tager meget gerne praktikerfrakken på. Pløjer mig igennem minutterne, som en landmand kæmper mod vejret, når høsten næsten er i hus. Eller der skal sås. Hvad siger vejrudsigten i dag? Og passer den mon? Kan jeg finde nok opgaver, nok gejst til at klare det sidste, den sidste måned? Ja da! Det kan jeg godt. Jeg tænker på at jeg hjælper min kolleger. Og i øvrigt sætter jeg en ære i at lukke og slukke på den gode måde. Men for pokker, det er lidt tungt!
Glæden kommer, når jeg tænker på juleferien. På at nå dertil, hvor jeg kan kigge videre ud over kanten og se ind i det nye år. Hvor jeg ligeså stille kan sætte mig ned og rejse videre mod noget, jeg ikke rigtig ved, hvad er. Som at være på interrail i tidernes morgen og pludselig få lyst til at besøge et helt andet land end det, man egentlig havde planlagt. Ruten lægges op. Vi rejste igennem det gamle Jugoslavien hele vejen til Grækenland og havde nogle interessante oplevelser undervejs. Men hvad har det med min nuværende rejse at gøre? De kommende destinationer? Jeg ved ikke, hvor jeg ender, men jeg ved, at jeg har i sinde at nyde turen. Det bliver faktisk en slags togrejse. Jeg kan godt lide togrejser. Landskabet, som suser forbi. Lyden af togskinner. Standse ved stationer, hvor nye passagerer stiger på. Og nogle forlader kupeen. Forsvinder ud på en perron og ud i en by, hvor jeg aldrig har været og måske aldrig kommer. Bare sidde og læse. Falde i staver og se på træer. Marker. Nye byer. Stationer, som ligner hinanden til forveksling. Men man skal ikke lade sig narre.

Hvor er du på vej hen? November ser leende på mig og ryster på hovedet. Hun er vant til det her. Mig i tomrummet. Mig i intetheden. Filosoferende. Hvad er det dog, jeg har gjort? Selvom jeg egentlig ikke ved det, så giver det fuldstændig mening. Som Paulo Coelho beskriver det, så er enhver rejse en tillidshandling. Every search is an act of faith! Det skrev jeg ned i går. Og lige nu skriver jeg bare. Skriver, mens sekunderne tikker og minutter ankommer som toge til nye stationer. Bliver ikke længe. Videre. Videre mod det tidspunkt, hvor uret ringer og morgentanketiden er udløbet. Det nærmer sig. Så skal jeg ikke bare slutte her. Slutte her med tillid til, at det bliver en god dag. For jeg tror på det!

Hyg dig med mandagen! Smil - det letter!

Billedet er lånt på albatros-travel.dk

søndag den 14. november 2010

Bøger

Denne weekend står i bøgernes tegn. Det var ikke bestemt på forhånd. Det er bare blevet sådan. Jeg tænker bøger. Mærker bøger. Føler bøger. Læser bøger. Og ... skriver bøger!
Jeg er i fuld gang med Paulo Coelhos "Brida" og nyder den i fulde drag. Læser lidt af gangen. Skriver lidt ned. Jeg ved ikke, om det er ideer til skriverier, inspiration eller simpelthen bare påfyldning af gode og vigtige positivspirer. Nogle gange skriver han noget, som jeg instinktivt har følt eller tænkt, når jeg færdes i naturen. Går for mig selv og synker ned. Er til stede. Jeg mærker en synergi, en slags genkendelse eller simpelthen en aha-oplevelse af: Ja, sådan er det! Dér fik han sat ord på. Og tak for det.
Den næste bog på min liste er Markus Zusaks "The Book Thief". Bogtyven. Har du læst den? Nu læser jeg på engelsk igen. Hele tiden. Det kommer i perioder. Og når jeg læser på engelsk, tænker jeg på engelsk. Skriver på engelsk. Men ikke mine egentlige skriverier selvfølgelig. De bliver på dansk! Men jeg kunne jo selv oversætte, tænker jeg lige. Tjene penge på det. Jeg er jo uddannet til at oversætte! Det er bestemt en mulighed. Absolut en mulighed. Mulighederne er mange. De danser i mit indre. Laver krumspring og finurlige dansetrin.
Men tilbage til bøgerne. Åh, vidunderlige bøger. Kæresten smiler overbærende. Det er som hele indretningen af vores kommende hjem, det store dejlige hus, går op i hvor bøgerne skal være. Bogkasser langs væggen på 1. sal. Et bibliotek! En havestue forklædt som bibliotek? Kæresten læser ikke så meget, jo aviser, fagblade og den slags, men ikke bøger. Men men men, han er vild med synet af bøger. Heldigvis! Han synes der er noget storslået og flot over et bibliotek. Tak for det! Dér er vi helt enige. Og hvor jeg dog glæder mig til at pakke bøgerne ud af flyttekasserne. De skal ud og leve igen. Ånde!

Nu spørger du måske, hvad jeg skal lave i dag? Det er nok ikke så svært at gætte. Jeg skal læse! Igen ja! Hvilket dyr er du? Jeg er en læsehest! :)

Ha' en dejlig søndag. I bogstaveligste forstand!

lørdag den 13. november 2010

Lyset

The light, begins to bleed, begins to breathe, begins to speak ...

De smukke ord om morgenlyset kommer fra en af Kate Bush fantastiske sange "The Morning Fog". Og selvom det på ingen måde er tåget her i dag, så kan jeg næsten ikke beskrive dagens opvågning bedre. Den måde lyset kommer til live på. Begynder at bløde, begynder at trække vejret, begynder at tale. Jeg bliver næsten stum og ordløs, når jeg får lov til at opleve sådan en morgen. Når jeg er vidne til noget af det smukkeste, jeg ved i naturen: Solopgang. Kamera, tænkte jeg, og fandt det febrilsk frem, kastede mig ud i den friske morgenluft, nåede lige at mærke at det ikke er så koldt i dag endda og så: Klip. Billede taget. Øjeblik foreviget. Og alligevel kan hverken billedet eller mine ord tilnærmelsesvis beskrive den følelse, det er at se og mærke lyset komme til live. Langsomt, rødmende, først lidt, så mere ... silhouetterne bliver tydeligere og træerne begynder at danse med små forsigtige trin. Endnu en morgen er født. Lyset er tilbage. Og hvilket lys!

Jeg sidder bare her med min kaffe og strækker morgenen ud. Solen har indtaget himlen. Kæresten er draget på jagt. Dagen er min. Stilhed. Ro. Det har jeg brug for i dag. Skrive. Læse. Ikke et ord om de praktiske gøremål, som forsigtigt rækker fingeren op fra et sted i mit baghoved. Hvad med os? Tja. Vi må se.

fredag den 12. november 2010

Lykken er


Lykken er
  • at det er weekend
  • at der er kommet 3 skønne bøger fra Amazon
  • at kæresten står for aftensmaden - og henter god mexikansk take-away
  • at min fysioterapeut også kunne se fremgang
  • at jeg har de sødeste, dejligste hunde omkring mig
  • at jeg snart flytter sammen med kæresten i et fantastisk hus
  • at jeg nu tør følge mit hjerte
  • at jeg stadig har min mor - som selvfølgelig er verdens bedste
  • at jeg er beriget med nogle fantastisk dejlige venner
  • at jeg skal drikke rødvin med kæresten og se "Vild med Dans" ;)
  • at jeg skal læse og skrive i weekenden
  • at jeg kan læse og skrive!
  • at jeg lærer noget nyt hver eneste dag
  • at jeg lever
  • at jeg er mig
God weekend - må lykken smile til dig også! :)

Billedet er lånt på newastro.dk

Rask rusk

Det stormer. Det regner. Det iskolde novembervand blev kastet ind på mine varme morgenkinder og kølede mig ned i løbet af få sekunder. Væk fra den behagelige fornemmelse af søvn og en varm beskyttende dyne.Væk var illusionen om, at det stadig er efterår. Det er blevet vinter! Jeg stred mig gennem vind og regn på morgenturen med hundene. Refleksvest og pandelampe. Same procedure as last year! Vi er tilbage, hvor vi kom fra. Tilbage i vinter og mørke og morgentur gennem et næsten usynligt mørkt landskab. Men jeg ved det er dér. Jeg ved det findes og omgiver mig, selvom jeg ikke kan se det. Ligesom stjernerne. De er dér altid.
November smiler overbærende til mig, mens hun slubrer kaffe og spiser ostemad. Du lader dig vel ikke gå på af vejret?
Overhovedet ikke! Jeg er ikke sen til at svare. Jeg accepterer det. Og jeg bebrejder heller ikke dig noget, November. Du har de affærer, du synes du må have. Men, tilføjer jeg og blinker til hende, du er nu yderst diskret!
Hun nikker smilende. Det kan godt være, at hun er en kold måned i kalenderen, men herinde i stuen føles hun varm og levende. Som gløden fra et brændende bål. Hun er god at varme sig ved. God at læne sig op af.
Det er med gode venner som med stjerner. Du ved, at de altid er dér, selvom du ikke altid kan se dem!
November er klog. Sådan er det. Hun er en vis måned, præget af skorpionens gennemborende evne til at se de dybere sandheder i livet og til at turde tale om det, som måske ikke er noget, man taler om hver eneste dag. Tabuemner endda. Døden. Et liv efter døden. Sex. Nogle ting, som bare findes, men som det kan være svært at forholde sig til. Uden at være midt i det. På den ene eller anden måde.
Og nu render du af sporet igen. November nikker. Men vi har jo egentlig heller ikke noget specielt særligt spændende på tapetet denne morgen, vel? Vi sidder bare her i mørket og hører regnen tromme mod vinduet. To kloge kvinder i deres bedste alder. Et menneske og et måned. To tidsrejsende fulde af håb og drømme. To sjæle, en tanke.
Hun har ret, den gode November. Vi er faktisk ret tæt på hinanden. Vi behøver ikke altid at sige noget. Som gode venner kan det, kan vi blot sidde og være i hinandens selskab. Lytte til stilheden og læse hver vores bog. Fornemmelsen af den anden er stærk og behøver ikke ord. Ikke hele tiden.

Og spørg mig ikke, hvad dette indlæg handlede om. Jeg tror, at der var noget visdom gemt mellem linjerne. Visdom eller vrøvl. Det er helt op til dig, kære læser. Man kan sige, at det var en rask gang rusk. Ligesom vejret. Rask rusk.

Ha' en fin fredag! ;)

torsdag den 11. november 2010

Magikerens bog

Som tidligere nævnt er jeg blevet glad for notatbøger. De er efterhånden næsten uundværlige for mig. Den seneste notatbog er blevet en slags livsbekræftende notaters bog. Det er en bog, som altid er ved min side,når jeg læser. De sidste bøger jeg har læst, har jo været utrolig inspirerende og vigtige for min rejse. Næsten som om de handlede om mig. Jeg fik i hvert fald læst dem på rette tid og sted. Syncronicitet! Hverken mere eller mindre. Det er jeg sikker på. Den slags fryder mig. Jeg elsker magien i livet. Og den findes skam. Hvis du tror på den!
Men tilbage til notatbogen. Jeg kigger i den hver dag. Jeg skriver i den hver dag. Nogle gange skriver jeg det samme, som jeg har skrevet tidligere. Hvis det er noget godt og vigtigt, så gentager jeg det! Manifesterer vigtigheden af at huske netop dette notat, selvom bogen selvfølgelig gemmer det for mig. Men det er ligesom om det bliver en del af mig. Går ind i mine tanker og breder sig til mine følelser.Følger med blodbanerne rundt i kroppen og spreder glæde. Først lidt, så meget.
Når jeg sidder her og fortæller om min notatbog med den smukke indbinding, er det næsten som at beskrive en magisk bog. En bog fuld af trylleformularer. Sådan kan man også vælge at se på det. Det tror jeg faktisk jeg vil gøre! Jeg vil kalde den Magikerens Bog! Den er blevet en del af min rejse og det er som om, at det jeg skriver i den, får en helt speciel gyldighed. Min sandhed. Den rummer masser af glæde, smileys og grønne hjerter. Ja, man må skam også gerne tegne i den. Bogen kan rumme det hele. Bare det er positivt eller i hvert fald en rejse mod det positive og det, som  er vigtigt i livet og som gør glad.
Jeg tager bogen frem hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Så skriver jeg et par linjer i den. Hvis jeg ikke har et godt notat på tungen eller Paulo Coelho (jeg læser jo hans Brida lige nu) ikke lige har kastet ekstraordinært guld i min retning, så skriver jeg simpelthen bare, at jeg er taknemmelig. Eller jeg gentager et af de gode notater fra tidligere i bogen.
Bogen gør mig glad. Ja faktisk! For jeg skaber den selv, jeg bestemmer, hvad der skal stå og når jeg bladrer i den og ser, hvad jeg har skrevet og tegnet, så bliver jeg glad. Glad fordi jeg er stødt på netop de gode notater og at de er blevet en del af min bog. Ghandi. Sue Monk Kidd. Meister Eckhart. Churchill. Martin Luther King. Oprah Winfrey. De har alle bidraget med input. Sådan indirekte i hvert fald.
Har du også sådan en farvestrålende og glad notatbog? En bog om dine drømme? Hvis ikke, så kan jeg varmt anbefale, at du køber dig en. Eller laver en! Jeg har jo mange kreative læsere :)

November har også lavet sig en glad notatbog og lige nu sidder hun fordybet og skriver i den. Hun er jo så klog, så hun har meget godt at skrive. Senere vil vi udveksle gode notater, men nu vil vi drikke resten af kaffen og bevæge os ud i morgenen.

Ha' en magisk dejlig dag!

onsdag den 10. november 2010

Miss Sherlock


I sidste uge besluttede jeg mig for at skifte strategi angående min bækkenskade. Kiropraktoren og hans afløser gjorde ingen forskel.. Faktisk gjorde det bare mere ondt, når jeg havde været dér. Og jeg efterlyste øvelser og forklaringer, som de tilsyneladende ikke kunne give. Nuvel. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var ved at være en smule frustreret. Jeg gik til min læge og fik en henvisning til en fysioterapeut. Håbede selvfølgelig på at finde en god en, som virkelig kunne hjælpe mig og som kunne hjælpe mig til selvhjælp. Jeg vil lave gode øvelser. Jeg vil genoptræne og gøre noget aktivt!
Jeg har vist været heldig! Jeg fik en tid hos en kvindelig fysioterapeut, som lige havde et afbud og nu er jeg på hendes behandlingsliste. Heldigvis. Det var en fornøjelse at blive budt velkommen af hende.Glad, imødekommende og ægte interesseret i "min historie". Interesseret i, hvad der var sket, hvordan og hvor det gjorde ondt. Bækkenet er et mysterie, sagde hun og jeg er detektiv! Og så gik hun i gang. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs og skulle forsøge at lave både det ene og det andet. Hun skrev ned, hun analyserede og tænkte. Aha! Jeg kunne simpelthen kun blive i godt humør. På trods af min frustration over skaden, over at jeg ikke kan løbe og at det gør ondt at sidde på visse måder og visse stole, så blev jeg umiddelbart glad. Hendes entusiasme smittede og jeg smilede. Jeg var til konsultation hos Sherlock Holmes. En kvindelig Sherlock Holmes forklædt som fysioterapeut. Og selvom jeg indeholder mysteriet, så skal jeg også være med at til at løse det!
Nu har jeg fået hjemmearbejde for. Jeg har fået 3 forskellige slags strækøvelser, som jeg laver flere gange om dagen. Og jeg gør det! Også på badeværelsesgulvet på arbejdet. Jeg er ligeglad. For det hjælper. Det går langsomt, men jeg kan mærke en lille bedring og en antydning af øget smidighed i min "dårlige" side. Jeg glæder mig til på fredag, hvor jeg skal besøge Miss Sherlock igen. Håber selvfølgelig, at hun også kan spore en vis fremgang og at hun har nogle flere gode øvelser, vi kan sætte på mit genoptræningsprogram.
Hvor er det skønt, når man kommer i gode hænder. Når man møder en person, som sætter en ære i sit arbejde og hvis arbejdsglæde smitter og gør godt. En person, som giver sig god tid (!) og udstråler en ægte interesse i det, hun (eller han) har med at gøre. Hurra for arbejdsglæde og for dem, som gør en positiv forskel! Jeg føler mig godt behandlet. Jeg er i gode hænder. Og jeg har selv stor medindflydelse. Vi samarbejder, Miss Sherlock og jeg. Og vi har team-spirit! :)

Ha' en glad arbejdsdag! :)

tirsdag den 9. november 2010

Novemberlys


Der er nu noget hyggeligt ved disse kolde, mørke novemberaftener. Roen sænker sig efter en travl dag og tændstikkerne tænder stearinlys. Kæresten og hundene sover. En af dem snorker. Jeg ser nyheder. Ser at der er faldet meget sne i Sverige. Og at man i Odense har lavet et forsøg med en alternativ skøjtebane - af plast! Nej vel? Bush har sørme skrevet en bog (og fået den udgivet!).

Jeg synker mageligt tilbage i puderne. Hvilken te skal jeg mon drikke i aften? Hvad har jeg lyst til? Skal jeg strikke (ja ja, jeg holder skam ved!) :) Eller læse? Se en film? Skrive? Lige nu vil jeg bare sidde lidt og være. Stirre ind i flammen fra stearinlyset og mærke varmen brede sig i krop og sjæl. Vidunderlig varm af velvære. Jeg holder af november. Det gør jeg! Og jeg tror faktisk, at hun også holder af mig!

Lettelse

Jeg er glad i dag, November! Jeg er glad, selvom det stormer og regner og jeg frøs om ørerne, da jeg gik morgentur med hundene. Jeg er glad, selvom det er mørkt og vinteren er ved at jage efteråret på flugt. I dag har de lovet slud i flere dele af landet. Sne måske endda. Kong Vinter er klar til indtage scenen og flere steder har jeg læst, at han har tænkt sig at gøre det med maner i år. Den koldeste vinter i 100 år!
Det bliver ikke i min måned! November ser bestemt på mig og skænker kaffe til os. Den bedste kop er altid dagens første. Den nyder vi her ved lampernes skær, mens regn, rusk og mørke leger kispus derude. November er faktisk ikke en vintermåned, tilføjer hun. Ikke i følge jer mennesker. Der er jeg årets sidste efterårsmåned. I vil jo så gerne have, at alting passer ind i kasser. Pæne tal, ikke noget, som falder udenfor. Vi er 4 årstider, 3 måneder i hver. Det giver 12 og så har I jeres år!
Jeg smiler bare. For sådan er vi jo faktisk, os mennesker. Vi kan godt lide, når tingene ligesom passer sammen. Bortset fra at jeg selv engang i mellem falder for det, der falder udenfor. Og når jeg læser om, hvordan det danske sprog ændrer sig og stavemåder pludselig bliver tilladt, fordi mange ikke kan finde ud af grammatik og korrekt sprogbrug, så bliver jeg småtvær. Jeg vil værne om det danske sprog! Og nu er jeg ved at løbe af sporet, men jeg tænker, at jeg så vil tillade mig at lave om på tallene. 3 + 3 = 7! Tag den.
Du er rendt af sporet! November løfter en pegefinger mod mig. Så griner hun. Men for pokker, du ser glad ud her til morgen. En lettet kvinde!
November har helt ret. Der faldt ro over mig i går, da jeg fandt ud, at jeg stopper på mit job d. 22. december. Der er ikke mere at diskutere med min kære arbejdsgiver, for vi kan åbenbart ikke blive enige. Jeg tror egentlig ikke, at vi taler samme sprog! Og selvom der er masser af løse tråde, og at jeg desværre ikke - endnu - har en skattekiste fuld af penge som jeg kan leve af, mens jeg skriver, digter og får udgivet bøger - så har jeg fuld tillid til, at det hele nok skal gå og at noget vil ske, som giver mening og passer helt til den, jeg nu er. Det er korrekt, at jeg dedikerer nogle måneder til skriverierne (og flytning!), men så skal jeg såmænd finde ud af, hvordan jeg så ellers vil tjene min penge. Supplere. Jeg har små ideer, som endnu kun er stjerneskud på den mørke himmel, men ... Det bedste er den følelse, jeg har i maven lige nu. Jeg har det godt med mig selv! Når jeg ser mig selv i spejlet, så smiler jeg og jeg smiler tilbage. Du gjorde det, kvinde! Du tog konsekvensen. Du følger dit hjerte!
I går talte jeg med mine arbejdsgivere om det, jeg gerne vil og det at arbejde i det hele taget. De var helt klar over, at jobbet ikke længere er den frakke, jeg ønsker at holde varmen i. At jeg faktisk hellere vil fryse end at tage den frakke på igen! Jeg indser, at for mig er sikkerhed ikke nok. Jeg kvæles af den, selvom usikkerheden da i høj grad skræmmer mig. Sådan lidt i hvert fald. Men nu føler jeg, at jeg lever!
Hvad hvis du tager fejl? November bryder ind i min tankevrimmel og jeg skynder mig at drikke lidt kaffe. Morgenmaden skal jo også indenbords, inden timeglasset rinder ud og morgenen fører mig videre. Hvad hvis det slet ikke går?
Jeg trækker på skuldrene og smiler. Ved du hvad, November. Det vigtigste er, at jeg prøver. Det vigtigste er, at jeg gør et forsøg og at jeg kan se mig selv i øjnene. Mærke, hvordan min mave slapper af, skuldrene kommer ned og smilet er svært at tage af munden. Jeg har ingen illusioner om, at det her bliver "a walk in the park". Jeg ved, at der kommer tidspunkter, hvor jeg må bestige bjerge. Hvor jeg falder i dybe huller og tror, at nu er det ude med mig.
Lidt dramatisk har du altid været, ja. November griner. Men jeg er glad for, at du kommer i så godt humør her i min måned. Nu skal vi rigtig hygge os! Planlægge og kaste om os med ideer. Nu gribes November af den ild, som jeg så ofte gør. Også selvom hun er et vandtegn i denne del af måneden. Jo jo, livet er fuld af overraskelser!

Ha' en dejlig dag!

mandag den 8. november 2010

Eventyrland


Hvilket eventyr er du? Jeg tog en af de mange bare-for-sjov tests på Facebook og mit svar blev: Du er Alice i Eventyrland. Ja tænkte jeg, det er næsten rigtigt. Jeg er Lene i Eventyrland!
November ryster leende på hovedet. Hun har sat sig godt tilrette i sofaen med brillerne på næsen. Hun har sin bog i skødet, men hun læser ikke lige nu. Kigger mig over skulderen og ser, hvad jeg skriver. Så nikker hun og ser en smule alvorligt på mig.
Tja, du har godt nok taget hul på et eventyr! Hun hentyder selvfølgelig til det, jeg har kastet mig ud i. I dag stod det nemlig klart, at min arbejdsgiver og jeg ikke kan blive enige om at lave en egentlig afviklingsaftale. Jeg stopper som juleferien begynder; 22. december er min sidste arbejdsdag. Eventyret kan begynde! Jeg vælger at se på det som et eventyr. Jeg leger kluddermor og reder de praktiske, økonomiske og lidt mere kedelige tråde ud, og ser jeg frem til at begynde min nye karriere som forfatter!
Hvornår er man forfatter? November ser interesseret på mig. Er det egentlig ikke først, hvis man har fået en bog udgivet? Nej November, svarer jeg, sådan er det ikke! Man er forfatter, hvis man skriver og vil noget med sine skriverier. Og hvis man er en heldig - og forhåbentlig god - forfatter, så man får sin bog udgivet. Sådan en vil jeg være! Jeg kan næsten ikke vente med at tage hul på fantasierne. Dedikere dage, uger og måneder til det, jeg allerhelst vil bruge mit liv på. At skrive. Og hvem ved? Måske bliver det også et slags eventyr. Historien altså. Måske går det hele op i en højere enhed?

Som Alice i Eventyrland kedede sig på skovturen med sin søster, har jeg længe kedet mig med mit nuværende arbejde. Nu satser jeg på at møde en talende kanin. Så vil jeg følge den ned i dens hul, lade mig falde og havne i et mystisk og spændende land, hvor alt kan ske. Og det er ganske vist ... ;)

Ha' en eventyrlig aften!

5 minutter


Min kære PC har haft opstartsproblemer her til morgen. Så nu har jeg så kun 5 minutter tilbage af min morgentanketid. Tid til at tanke tanker. Dette bliver ligesom opvarmningsøvelsen, når man skriver. Tøm dig selv og se, hvad der kommer ud af det. Faktisk er det ligegyldigt. Det er jo det, der så kommer bagefter, der er guldet! Jeg tror bare, at jeg viser et billede fra den smukke eftermiddag i går. Jeg håber, at dagen i dag bliver ligeså fin. Magisk måske? Og så synes jeg bare vi skal aftale, at vi ses senere. I aften. Når mørket er faldet på og stearinlysene blaffer. Ha' en dejlig dag :)

søndag den 7. november 2010

Huset

På kærlig opfordring her lidt om huset, som hedder Bavnehøj og er fra 1918. Det ligger omkring 2 kilometer fra hvor vi bor nu. Og det er så stort og skønt. Fuld af plads og potentiale! Jeg vil ikke komme nærmere ind på forsinkelserne. Nu ser vi fremad! Håndværkerne er linet op og planen er, at vi flytter ind senest marts 2011. Vi får 280 kvadratmeter at boltre os på og jeg GLÆDER mig som et lille barn til juleaften. Mere end det. Huset rummer en drøm og nu tør jeg drømme den. Gæsteværelse. Arbejdsværelse. Jeg har netop fortalt kæresten, at mit kontor skal være et magisk rum. Han så desorienteret på mig. Ja, vi er forskellige! :) Jeg vil jævnligt vise lidt fra huset, som arbejdet skrider frem. Her er lidt småglimt fra Bavnehøj og et hus fuld af muligheder og drømme. Nu arbejder vi på at få dem til at gå i opfyldelse!







Broen og søndagen

Den lille bro over vandfaldet bor i Skotland nærmere betegnet i Glengoyne. Billedet har kæresten taget, da han var på whisky-tasting-tur med drengene for en uges tid siden. Jeg lånte at par af hans billeder, for Skotland bor jo i mit hjerte, eftersom jeg boede der i 2 år for snart længe siden. Det er et smukt land med nogle dejlige, gæstfri mennesker. Men, det er nu ikke det, jeg vil skrive om her til morgen. Det er broen. Symbolikken i broen. Hvis man drømmer om en bro, betyder det ofte, at man er i en overgangsfase. Og det havde været helt passende, hvis jeg havde drømt om en bro i nat. Jeg har sovet næsten 10 timer og har drømt en masse. Lige da jeg vågnede, tænkte jeg på, at jeg skulle have fat i blok og pen, men så var det væk. Fordampet. Drømmesæbeboblen blev punkteret af en usynlig nål og eksploderede. Puff. Jeg kan kun huske små brudstykker af alt og ingenting. Mærke nogle stemninger fra en surrealistisk og dog så virkelig underverden. Drømme. Jeg vil blive bedre til at huske dem. Skrive ned. Jeg er helt sikker på, at de har noget vigtigt at fortælle!
Tilbage er broen. Overgangen. Tomrummet. Jeg må tage et skridt af gangen og det går nok ikke helt så hurtigt, som jeg egentlig gerne ville. Jeg kan næsten ikke vente med at komme igang med alt det nye. Skriverierne. Ideerne. Se, hvad det kan blive til. Men det kommer altsammen. Og ih, hvor jeg glæder mig! :)

Det er i øvrigt den smukkeste vintermorgen. Jeg har gået en lille tur med hundene i frostvejret. Aimee og jeg gik over marken, hun med sit blinkende halsbånd og helt synlig i isdisen. Et magisk morgenlandskab, hvor solen forsigtigt tittede frem i horisonten. Dagen tegner til at blive en af de flotte. Kæresten og jeg har afslapning på programmet. Fødselsdag og jagt er vel overstået og i dag skal vi planlægge lidt i forhold til huset. Bavnehøj. Det, som har varet så længe og trukket ud. Men nu tør jeg glæde mig igen! Tror vi må ud og kigge. Visualisere. Søndagen ligger langstrakt for vores fødder, åben og indbydende. Hvad vi vil fylde den med, er helt op til os. Jeg siger som Oprah Winfrey ... og husk - det er aldrig for sent.

The biggest adventure you can take is living the life of your dreams

lørdag den 6. november 2010

God morgen

November og jeg sidder over morgenkaffen. Udsigten er ikke just som den på billedet og dog. Min indre udsigt er sådan! Jeg er træt, eftersom vi kom forholdsvis sent hjem fra brormands fødselsdag i går. Og min søvn er ikke den allerbedste for tiden, MEN! Jeg kan se og mærke solopgangen. Det bliver en dejlig dag!
Vi hyggede os med god mad og godt selskab hos min bror i går. For første gang fik jeg fortalt et helt selskab om min drøm, eftersom jeg blev spurgt om mit arbejde. Der blev helt stille og jeg hørte mig selv tale og fortælle. Jeg hørte for første gang mig selv tale med stolthed og glæde over den drøm, jeg har og det, jeg gerne vil lave i fremtiden. Jeg blev stillet mange spørgsmål og vi fik en god samtale om at gøre det, man brænder for. Og min bror ville høre lidt om, hvad jeg mon har tænkt mig at skrive.
Da jeg vågnede i nat, var jeg på ingen måde desperat og fortvivlet over igen at vågne brat af min nattesøvn. Det her er så rigtigt! Skræmmende men rigtigt. Tænk at det kan være så grænseoverskridende at følge sit hjerte. Det vil jeg lave om på fremover. Det vil jeg blive rigtig god til! :)
November byder ikke på solopgang i dag, for solen har gemt bag skydækket. Det regner lidt, men dagen virker mild og blid. Kæresten har jagt på matriklen og jeg skal hjælpe svigermor med lidt af det praktiske. Vi er nødt til at holde jagtselskabet ovre i hendes spisestue, da vi ikke har plads her. Men næste år? Dér laver jeg mad til hele selskabet og byder velkommen i vores store hus på Bavnehøj.

Det bliver en dejlig dag! Ha' en god en - jer derude i det ganske land og udland! :)

fredag den 5. november 2010

Bøger, drømme og planer

Jeg har afsluttet den fantastiske bog "Traveling with Pomegranates" af Sue Monk Kidd og Ann Kidd Taylor. Den bog var i høj grad en rejse med masser af åbenbaringer forstået på den måde, at jeg kunne genkende mig selv i mange aspekter. Jeg har fået en masse visdomsord, symboler og en forståelse af den rejse, jeg selv har begivet mig ud på. Den vigtigste rejse i mit liv. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om! ;)
Nu rejser jeg videre med Paulo Coelho og hans fantastiske fortælling om den irske pige Brida. Jeg er lige begyndt, men jeg er allerede fanget af historien. Det tegner godt. Og jeg elsker jo den magiske, forunderlige og visdomsfyldte verden, som Paulo Coelho tager sine læsere med ind i. Han er en stor inspiration!
Jeg læser og jeg tager notater. Jeg har aldrig været så dedikeret til notater før. Jeg ser ord og vendinger alle vegne, nogle printer sig fast, jeg forsøger at huske dem og nedfælder alt muligt i min notatbog. Jeg kan mærke, at alt dette vil danne grundlag for min egen historie. Den historie, som en dag bliver til min første roman og som selvfølgelig bliver udgivet! Jeg har allerede mine første læsere. Skriveholdet! I går lovede vi hinanden at "gøre det", skrive vores fantatiske historier, få dem udgivet og læse, hvad hinanden har skrevet. Måske endda hjælpe hinanden undervejs!
Jeg tænker meget på, hvordan jeg skal gøre det her. Synes næsten der er for mange praktiske detaljer. Jeg har bare lyst til at være lige her i min "skrivestue", læse, tage notater og begynde at arbejde. Skrive. Men kommer tid, kommer råd!
Lige nu forestiller jeg mig nogle måneder, som jeg dedikerer til at skrive. Arbejde på min bog. Ikke andet. Gøre plads til det, jeg drømmer om. Og og og ... så sandelig om det ikke ser ud til, at jeg kommer til at sidde på et helt nyt arbejdsværelse i vores nye hus med en fantastisk udsigt! Hvorfor pokker er jeg så på sådan en rutschebanetur? Jeg har selv en ide om hvorfor, men den  psykologiske spidsfindighed vil jeg gemme til mine kommende skriverier!

God fredag, søde læsere! And may the Joy be with you!