søndag den 31. oktober 2010

Sådan en søndag

Tåget søndag med en ekstra time i bagagen. Her sidder jeg på sofaen og min PC er i allerhøjeste grad laptop! Jeg sidder med is efter en gåtur med hundene. Mit bækken og ben er bestemt ikke i topform lige nu. Men det vil jeg IKKE skrive om! Nej, jeg vil skrive om en masse ting, som lige nu danser tango - eller spiller fandango - i mit hovedet og forplanter sig til min krop. Om tiden. Årstiden. Om November, som ved midnatstid flytter ind på pensionatet. Om kvinder, der som jeg er nået en vis alder, og vil realisere sig selv og de drømme, der altid har boet dybt i sjælen og som nu fylder mere og mere. Om min drøm og alt det, jeg tror på vil ske og alt det gode, som venter derude i Universet og som jeg "bare" lige skal tiltrække.
Jeg synes ikke at november og december er triste måneder! Nej! For det første er de en del af hele årets cyklus og har deres berettigelse. Skaber kontrast til alle de andre måneder. I øvrigt er jeg barn af december og Skytte med lyst til ekspansion. Brug for bevægelse, brug for adspredelse, forandring og ... engang i mellem bare ro. November har måske tågede dage og lyset forsvinder mere og mere, men mørket rummer mange gode hemmeligheder og jeg vil acceptere det hele. Favne det med åbne arme. Tage imod og acceptere. Men gud er jeg trist! Jeg er også trist! Jeg er glad og trist - lige nu har jeg hele farveladen med mig i livet. Lader mig kaste afsted som drivtømmer på åbent hav. Nogle gange svømmer jeg og mærker en sød sejrsrus, glæde over at flyde - at kunne flyde. Andre gange ryger jeg ned, hovedet under vand, en følelse af snarlig drukning og panikken lammer mig næsten. Så flyder jeg igen!
Oktober pakker kuffert og kysser farvel. Siger, at hun synes det har været en spændende og interessant måned med mig her på pensionatet og det skal jeg da lige love for! Isen lindrer mit bækken og de ømme muskler. Snart giver kæresten luft til fysiobolden og så skal jeg sidde på den, mens jeg går i gang med sidste lektion på skrivekurset. Spændende hvad der kommer ud af mig i dag. Livet er fuld af overraskelser!

lørdag den 30. oktober 2010

Time-out

Lørdag morgen er ankommet ligeså stille. Uden meget postyr har den parkeret sig i indkørslen. Det er stadig mørkt udenfor og selvom klokken snart er halv otte, synes jeg nærmest at jeg er stået midt om natten. Det er ved at være vinter! Sådan er det jo. Mørket, som fylder mere end lyset. Mørket, som æder sig ind på dagen og lyset og skaber kontrast til alt det, vi ser i dagslys. Uden kontraster er der ingenting. Uden modsætninger ingen energi, ingen bevægelse.
Kaffen er god denne morgen. Oktober er ved at pakke sammen, i morgen ved midnat drager hun videre ud i verden og forsvinder indtil næste år. Men næste år skal hun bo på en andet pensionat. Mit pensionat lukker og slukker ved årsskiftet.
Det er nu lidt vemodigt, min ven. Oktober ser på mig med sine store brune dådyrøjne og jeg smelter som et stykke is på en tallerken. Så skal vi aldrig ses igen? Jeg ryster på hovedet. Selvfølgelig skal vi da det! Du vil altid være Oktober i din måned, altid være en del af min cyklus og alt det, der er. Jeg skal bare prøve noget andet og derfor lukket jeg mit pensionat. Men først når November og December har boet her. De har jo allerede booket sig ind.
Oktober smiler. Tja, alting forandres. Og der er sket en stor forandring med dig de sidste par dage! Du har haft godt af din time-out.
Det er rigtigt. Som Oktober siger, har jeg haft en time-out de sidste to dage. Det var nødvendigt. Det kunne jeg bare mærke. Kæresten er som bekendt i Skotland og jeg har været her helt alene sammen med mine skønne hundepiger Keeva og Aimee. Bare os tre. Men alene. Jeg har ikke set andre mennesker. Dog været i kontakt med gode veninder, kære sjæle, på telefon, SMS og ja - bloggen lever jo i bedste velgående og heldigvis for det! Men jeg har trukket stikket ud hvad angår den fysiske omverden. Ingen job, ingenting. Kun lige det, jeg orkede. Hvile. Tanker, som er blevet mere luftige og lidt lysere. Jeg har fodret dem med glæde og velvære.
Jeg kan anbefale at tage en time-out engang i mellem. Gå helt ind i dig selv og vær alene. Giv plads til alt det, du rummer, og slap helt af. Jeg har aldrig gjort det før på denne måde, men efter de sidste ugers hektiske tankeaktivitet, følelser i stormvejr, søvnløse nattetimer og tvivl-tro på vippebræt, ja så var det en gave til mig selv. Jeg var ikke engang klar over, at det ville blive sådan. Torsdag var jeg influenza-agtig og søvnløs og meldte mig syg fra arbejdet. Det gav mening! Men fredag? Det var et valg. Et velvalgt valg. I går fandt jeg roen. I går var der pludselig plads på øverste etage og jeg mærkede en stille glæde i en træt krop. Tankernes feng shui. Det har det været. Og kroppens holdeplads.
Nu er det lørdag og weekenden er klar til at indtage scenen. Lyset begynder at blande sig derude, jeg kan skimte træerne som silhoutter mod noget, der godt kunne gå hen og blive en blå himmel. Senere i dag kommer kæresten hjem, men jeg har i sinde at fortsætte min rolige væren. Jeg skal læse resten af den vældig gode bog "Traveling with Pomegrates" af Sue Monk Kidd og måske begynde på den næste bog på min liste. "Brida" af Paul Coelho. I morgen er der skrivekurs, allersidste lektion. Det er på en måde lidt vemodigt, det har været en fantastisk rejse! Men jeg er taknemmelig for alt det, jeg har lært. Og der er kommet en skrivegruppe ud af det, to af os på holdet (hun er faktisk fra Norge, der er noget med Norge og mig!) har aftalt at gå videre og der er kommet to andre medlemmer til. Så der skrives videre. Og jeg er startet på min helt egen historie. Der sker lidt ting. Gode ting.
Mere senere ... Jeg ønsker dig en dejlig lørdag og husk det dér med time-out. Ikke kun en time eller to, selvom det er bedre end ingenting. Tillad dig selv den store glæde at være alene i lidt længere tid med det allerbedste selskab, du nogensinde kan få:
Dig selv! :)

Ha' en dejlig lørdag!

fredag den 29. oktober 2010

Her kommer Pippi ...

Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan klare! Citat Pippi Langstrømpe, den elskede hovedperson i kære Astrid Lindgrens bøger om den lille pige Pippi, som er bomstærk, fordi hun tror, hun er det. Der er skrevet bøger om at finde "sin indre Pippi" og der holdes kurser om det. Jeg har hverken læst bøgerne eller været på kursus, men jeg forstår så udmærket metaforen. Og det kan nogle gange hjælpe at tænke på, at man skal finde sin indre Pippi frem i situationer, hvor det måske ikke synes så nemt endda.
Jeg tænker stadig meget over min store beslutning. Inderst inde ved jeg, at det er den helt rigtige beslutning, men når jeg begynder at tænke på alt "det praktiske", så får jeg lidt ondt i maven. Egoet har travlt med at overbevise mig om, at det er en dårlig ide. Det er usikkert. Du ved, hvad du har, men ikke hvad du får! Sandheden er, at mit hjerte er ligeglad. Mit hjerte tror på, at der er noget andet, noget bedre og noget, som er meget mere mig derude! Mit hjerte tror på min drøm og drømmen er mit hjerte. Jeg kan lave en lang liste over alle de usikkerheder, der er ved min beslutning, men når jeg kigger på listen, så ryster jeg bare på hovedet. Og? Skulle det være grund nok til ikke at gøre det?
I disse dage kastes jeg frem og tilbage af bølger på et oprørt hav. Nogle gange finder jeg en båd at sejle i. Så føler jeg mig tryg og sikker. Jeg kan mærke, at jeg følger mit hjerte og at jeg tør. Og at det gør godt at turde! At turde selvom man er bange. Det er vel mod!? Man skal ikke lade være, fordi man får et sug i maven. Ikke lade være, fordi egoet vækker en midt om natten og taler "fornuft". Jeg bliver trist af for meget fornuft. For hvad er fornuft egentlig, når det kommer til stykket? Hvis jeg spørger mit hjertet, så er fornuft at gøre det, som gør glad. At prøve at finde krukken med guld for enden af regnbuen. At tage en chance og som Kate Bush så smukt og rigtig synger, tænke: I just know that something good is gonna happen! Ja, man jo også synge med. Eller danse.
Jeg har mange tankekvaler, men jeg prøver at acceptere det. Tak for den tanke. Den var interessant. Men nej tak. Næste. Jeg forsøger at lade dem komme, acceptere at de er der, og så lader jeg dem gå. Jeg kan mærke, at jeg ikke skal forsøge at kæmpe mod dem, tankerne. De er stærke. Gjort stærke af vane og normer. Hvis jeg kæmper, bruger jeg negativ energi og bliver svag i min tro. Nej! Ikke kæmpe. Acceptere, gennemleve og lade gå. Sådan noget lignende.

Jeg finder min indre Pippi frem. Simpelthen. Og jeg håber, at du vil lade din kære Pippi komme op til overfladen også. Hør, hvordan hun hvisker dig i øret. Hun kan både små og store ting. Man behøver ikke sige sit job op uden sikkerhedsnet, mens nyhederne brøler løs om stigende arbejdsløshed og finanskrise. Det kan også være "mindre" ting, som har stor betydning for lige netop dig i dag. God fredag. May the joy be with you! :)

torsdag den 28. oktober 2010

Suppedag


Kæresten er taget på mandetur til Skotland (heldige ham) og jeg har varmemad fra i går. Det er nemt. Alligevel går jeg drømmer lidt om en god portion suppe. Det er nemlig suppevejr i dag! Det regner, er diset og oktoberkoldt. Oktober nærmer sig november. Dage uden meget lys og kolde hænder. Hvis man altså konstant glemmer vanterne, når man er ude med hundene, som jeg gør. Jeg har vist ikke rigtig vænnet mig til efteråret endnu ...
Jeg elsker en god suppe og selvfølgelig allerhelst hjemmelavet. Jeg laver ofte improviserede grøntsagssupper om vinteren, koger grøntsager i bouillon med gode krydderurter og til sidst blender jeg det hele sammen til en lidt tykkere suppe, som gerne må få en klat creme fraise ved serveringen. Det er sundt, nemt og velsmagende. Jeg elsker også tomatsuppe og en af mine absolut yndlingssupper er græskarsuppe. Jeg har fået græskarsuppe i flere variationer, en af de bedste blev serveret på udendørscafé en oktoberdag i Zürich. En af de dage, hvor efteråret er mildt og solrigt og man kan sidde og nyde livet og en god suppe. Hvis man altså er i Zürich eller en anden god by med udendørsservering og sans for suppe.
Uhm jeg får sådan lyst til suppe! Men jeg skal ikke ud og købe ind. Kommer til at tænke på, at jeg har en Mou græskarsuppe med chili i fryseren. Jeg kunne jo godt varme mig en portion og så spise restemaden bagefter. Så er der også lidt suppe til i morgen. Det er også nemt. Ikke helt så godt som hjemmelavet, men ... nogle gange må det godt bare være nemt. Det går an. For suppevejr - det er det altså!

Her er en opskrift på græskarsuppe, som jeg fandt på Magasinets Mads hjemmeside. Den skal laves meget snart. Er du også suppeelsker? Og har du en god opskrift?

Klogere, stærkere

Jeg er i fuld gang med genoptræningen. Kæresten har lavet et lille kondirum ovre i en af bygningerne på gården. Ja altså, kondirum er måske så meget sagt. Det er et rum med en kondicykel. Og så tager jeg mit vippebræt med derover. Det gør godt at få pulsen op igen. Jeg kan mærke, at jeg savner det. Jeg ved godt, at jeg ikke skal fokusere på manglende løbeture, men jeg savner dem virkelig. Det er vel OK at savne! Jeg er grøn af misundelse, når jeg møder en løber på min vej. Jeg har lyst til at prøve, men ved godt at det ville være dumt lige nu. Så jeg lader være. Men jeg glæder mig til den dag, snart, hvor jeg kan tage en tur igen. Bare en lille en. Til at starte med.
Styrketræning og balancetræning bliver en del af min træning fremover. Jeg har måtte konstatere, at alderen har løbet sig op på siden af mig og at min krop ikke er stærk nok. Min balance er elendig. Det er ikke nok at løbe og få pulsen op. Ikke noget at blive høj ved lyden af løbesko, som rammer asfalt eller skovbund. Ikke nok at få det så meget bedre bagefter! Jeg bliver nødt til at styrketræne også. Eftersom jeg ikke er til fitnesscentre, så gør jeg det selv. Jeg implementerer andre elementer som del af min løbetræning, bl.a. er dansen jo kommet ind. Den gør godt. Gør mig glad og giver god bevægelse i hele kroppen. Så er der vippebrættet, som styrker koordination og balance og gør stærkere. Og mavebøjninger? JA da!
Kondicyklen er vist kommet for at blive. Den er god at have lige dér vinteren igennen. Og så vil jeg bare lukke øjnene og drømme lidt om den dag, hvor jeg snører løbeskoene og sætter i gang igen. Lidt stærkere. Lidt klogere.

onsdag den 27. oktober 2010

Ny kjole

Dette fantastiske billede lånte jeg af Sidse i går og havde på forhånd besluttet, at det skulle akkompagnere mit morgenindlæg. Det taler til mig og gør mig næsten ordløs. Det er sandsynligvis en aftenstund, men hvad gør det? Skulle jeg vise et billede af lige nu, ville det jo være helt sort. For sådan er morgenen derude. Lyset kommer først om en times tid.
Jeg har sovet skønt og min beslutning har bundfaldet sig. I går kom roen og lagde sig forsigtigt tilrette. Som når man prøver en ny bluse eller en kjole, en, som er helt anderledes end det tøj, man før har købt og gået med. En som er mere dristig. Lidt mere farvestrålende og i et snit, som måske er lidt vovet. Den er i hvert fald anderledes. Og man står foran spejlet, drejer lidt rundt og ser på sig selv og kjolen. Er det virkelig mig? Ser jeg sådan ud i den kjole? Ekspedienten dukker op udenfor prøverummet og spørger, hvordan det går. Jo tak, svarer man, det går fint. Den passer godt. Den sidder faktisk rigtig godt.
Så åbner hun forsigtigt gardinet og ser på dig i den dristige kjole. Smiler. Klapper hænderne sammen og bryder ud i et stort smil. Den er lige dig! Hold op hvor ser du godt ud. Den farve. Den snit! Den er simpelthen lige dig!
Sådan har jeg det her til morgen. Jeg har taget kjolen på og den er lige mig! Jeg føler mig godt tilpas. Det er en ny følelse, noget andet og ja, noget mere vovet end jeg har gået med tidligere. Faktisk har jeg sjældent kjole på - det er kun til festlige lejligheder. Den tid er forbi! Nu ser jeg sådan her ud!
Se min kjole, den er blå som himlen, alt hvad jeg ejer, det er blåt som den! Oktober smiler og nynner den kendte børnesang, som pludselig har fået ny betydning. Hvis vi altså bliver i metaforverdenen. Vi kan også bare nøjes med at kigge på det skønne billede, som Sidse har taget. Det tror jeg vil gøre. Bare sidde lidt over kaffen og stirre på skønheden. Og lade dagen tage over.

tirsdag den 26. oktober 2010

Kys fra Oktober

Du ser træt ud, min ven. Oktober betragter mig med en lille smule forundring. Har du ikke sovet godt og trygt ovenpå din dag i går? Dagen, hvor du gjorde det. Sagde fra. Tog skridet?
Jeg nikker bare. Jeg har sovet godt, men jeg vågnede midt i nat og tankerne stjal en time af min nattesøvn. Der var ikke noget at gøre! Tror det var egoet, som vækkede mig, for at fortælle mig om alle de mange farer, jeg kan støde på, når nu jeg går den anden vej. Den mere usikre, mere ufremkommelige, men også mere spændende og den, som mit hjerte slår for.
Tanketyve! Oktober nikker. Kender dem kun altfor godt. De kan stjæle nattesøvnen og forvirre dig noget så grumsomt. Ved du hvad, fortsætter hun og er pludselig i sit kloge hjørne. Engang i mellem skal man rydde op på øverste etage. Der skal simpelthen smides nogle tanker ud. Ud med dem! Det er ligesom når du rydder op i dit hjem. Giver plads og gør plads til noget nyt og bedre. Tankernes feng shui!
Den kan jeg godt lide. Tankernes feng shui! Og det har hun helt ret i, min gode ven Oktober. Jeg kan mærke, at det tager lidt tid, til jeg finder roen helt. Men jeg har det vældig godt med min beslutning og det skridt, jeg tog i går. Selvom det også er skræmmende. Jeg forbavser nogle gange mig selv. Når jeg lader hjertet og mavefornemmelsen tage roret, så gør de forunderlige ting sammen. Ting, som jeg, den anden side af mig selv, næsten ikke engang tør drømme om. De er vældig modige, mit hjerte og mavefornemmelsen. Sammen er de stærke. Kreative. Går efter drømmen og har viljen til at gøre det umulige muligt. Nu lader jeg dem køre bilen. Slipper kontrollen. Men der går vist lige lidt, inden jeg helt tør give slip.
Oktober smiler varmt til mig. Du har gjort det godt og fordi du tør, så bliver du belønnet! Nu kommer der til at ske gode ting. Også selvom tanketyvene kan dukke op på de mærkeligste tidspunkter og prøve at fortælle dig noget andet! Lyt ikke til dem og tro ikke på dem. Mærk efter og hør dit hjerte slå. Spørg din mavefornemmelse, så bliver du aldrig nogensinde i tvivl igen!
Jeg smiler taknemmeligt til min gæst på pensionatet. Snart skal også hun afsted. Tiden går sin gang og alting forandres.
Husk det! Oktober fortsætter med at hælde gode ord ud. De risler ud i bægeret som vand fra en kilde. Husk det, også når jeg om ikke så længe tager afsted. Så kommer November og hun kan finde på hvad som helst! Tror jeg nok. Oktober ler og ryster på hovedet. Sandheden er, jeg ikke kender hende særligt godt. Hun er jo skorpion og de er ikke nemme at blive kloge på.
Tak Oktober, jeg skal nok huske det! Og tak til alle jer, som har opmuntret mig og fulgt med herinde. Det gik godt. Samtalen. Nu skal vi have fundet ud af alt det praktiske. Det bliver ikke en brat afslutning, men en afvikling. Jeg skal også have fundet mine nye ben og planlagt min vej videre. Så meget der nu kan planlægges. Jeg blev mødt med respekt af min chef og vi havde en god snak. Selvfølgelig blev han forbavset, men han sagde også noget, som jeg var glad for: Du er et meget kreativt menneske og jeg tror faktisk heller ikke, at firmaet her kan opfylde dine ønsker og dine evner. Nej!
Så jeg er træt men glad. Og Oktober smiler, mens mørket stadig hersker og frosten  har lagt sølvis under måneskinnet. Hun kysser mig på panden og sender mig ud i dagen. Det bliver en god en. Dag altså!

mandag den 25. oktober 2010

Morgenstund

Morgenstund har guld i mund ... og guld betyder glæde.
Den salme kom til mig, idet jeg skulle starte mit indlæg. Måske fordi jeg bare vil kalde det morgenstund. For dette er en morgenstund. En lille halv time inden dagen tager sin begyndelse. Guld. Det er naturligvis krukken med guld for enden af regnbuen. Krukken som indeholder drømmene. Det, der gør livet værd at leve.
Og hvad er så det? Oktober stikker en finger i vejret, som hun var på skolebænken. Men det er hun jo på en måde også. Det er vi alle hver eneste dag! Hvad gør livet værd at leve?
Jeg ser på hende og smiler. Smiler uden at sige noget og i en lille øjeblik sidder vi bare og smiler til hinanden. Øjne, der ser og et blik, der forstår. Som et kigge sig selv i et spejl og opdage, at man ser vældig godt ud. Og hvis du spørger, hvorfor man ser godt ud, så er svaret det samme som på Oktobers spørgsmål.
Når man følger sit hjerte! Jeg kan ikke holde op med at smile, selvom jeg er træt. Nærmest udmattet. Det har været et par opslidende uger, de sidste par uger, men de har været det værd! Det, der gør livet værd at leve, og som giver mening og glæde det er, når man følger sit hjerte!
Oktober nikker. Det kan hun kun skrive under på. Ikke fordi hun skriver særligt meget, det lader hun mig om. Men hun deltager. På en måde er hun også min coach. Dem er der flere af. Også en, som i weekenden gav mig den opgave at tegne et tankekort. Mindmap. Det er jeg gået i gang med. Det har udviklet sig, men er ikke færdigt. Men beskeden er klar. Det er et glad kort. Et kort fuld af de drømme, jeg har, og fuld af det, som gør mig glad og tilfreds.
Er du nervøs? Oktober afbryder mine tanker og jeg skynder mig at tage en slurk af kaffen. Eller er du klar?
Jeg er både nervøs og klar, svarer jeg bare. For sådan er det! Jeg vågnede for tidligt i morges, ja faktisk mens natten og morgenen stille diskuterede, hvem der egentlig stod på scenen lige dér. Var det nat eller morgen? Måske ville jeg give natten ret, men det betyder ikke noget. Månen lyste fuldt og godt og så ved jeg jo, at det påvirker min søvn under alle omstændigheder. Men jeg vågnede ikke i desperation. Jeg vågnede ikke fortvivlet. Jeg vågnede med ro og god mavefornemmelse. Jeg ved, at jeg følger mit hjerte. Jeg ved, at jeg gør det rigtige ved at vende om og følge vejen til venstre. Den, som tilsyneladende bliver smallere lidt henne af vejen og som har store træer og rummer en masse hemmeligheder. Hemmeligheder, som langsomt vil afsløre sig selv for mig, eftersom jeg stoler på dem. Det ved jeg!
Sikke en morgen! Oktober smiler. Har du lyst til at vende om? Flygte?
Jeg ryster bestemt på hovedet. Nej! Det har jeg bestemt ikke. Jeg har lyst til fortælle de andre om min beslutning. Jeg vil sige det med respekt og med kærlighed. Respekt for mig selv, kærlighed til mig selv. Men jeg vil også gøre mit bedste for at afslutte tingene på den gode måde. Jeg smækker ikke med dørene og jeg kaster ikke med mudder! Faktisk har jeg lidt ondt af alle dem, som har tænkt sig at blive på det skib, men måske har de det godt med det, når det kommer til stykket? Jeg går i land ved næste havn. Tager min rygsæk på og går den vej, der passer til mig. Følger mit hjerte.

søndag den 24. oktober 2010

Bevægelse og glæde

Jeg er blevet inspireret i dag! Jeg er blevet bevæget og jeg har været og er i bevægelse. Det har været en forunderlig fin søndag indtil videre og den fortsætter. Forsætter med Paul Simon i højtaleren. Jeg har netop danset 3 danse til hans inspirerende, rytmiske, kloge og fantastiske sange. Hans musik hamrende intelligent, rytmen er fuld af livsglæde og visdom. Jeg kan li! Jeg havde faktisk glemt, hvor meget jeg kan lide ham og hans musik, men så satte jeg "One Trick Pony" på. Og så forførte rytmen mig. Jeg dansede og kunne mærke at det gjorde godt. Det gjorde ikke ondt i mit bækken. Jeg fik rystet hofter og lavet glædestrålende dansetrin. Jeg mærkede energien og glæde boble. Hvornår glemte jeg at danse? Jeg elsker det jo! Det skal tilføjes, at en kær ven mindede mig om dansens vigtighed her til formiddag. Satte det igang. Og nu flyder det bare og Paul Simon og jeg er næsten ikke til at stoppe igen! Måske kan jeg ikke løbe lige nu, nej, MEN JEG KAN DANSE!

Så har jeg været på vippebrættet. Hold da helt op, hvor er min balance dog dårlig! Det er et godt udgangspunkt. Nu kan jeg kun blive bedre, få bedre balance og genoptræne. Jeg læste også kære Miris indlæg om bevægelse og om at finde alternativer til den form for bevægelse, man synes bedst om, hvis man, som jeg, ikke kan udføre den i øjeblikket. Tak for god inspiration, kære Miri, på en måde satte du også dansen i gang! Og kondicyklen, hey, den er på vej ned fra loftet. Ligeså snart kæresten kommer hjem fra jagt og hjælper mig med det. Billedet er lånt på worlddance.dk.

Og er Paul Simon og Chevy Chase med "You can call me Al" ... and  please do! :)

Søndag i oktober

Hør, siger Oktober og ser en smule bebrejdende på mig. Det dér er da ikke ikke et billede fra oktober. Ikke et af mit billeder, tilføjer hun og tonefaldet er en smule forudrettet. Skal tingene ikke passe sammen mere? Skal vi ikke se billeder fra min måned, når det nu er min måned?
Jeg ser på hende og ryster på hovedet. Nej, Oktober, det skal vi ikke nødvendigvis. Jeg havde lyst til at se et billede fra juli. Et billede fra mit elskede Thy og stranden, hvor vi gik tur den uge, vi boede dér. Det gør godt at se det blå, godt at se sommeren.
Hmm. Oktober drikker sin kaffe. Du er vist en sommerpige, når det kommer til stykket!?
Jeg kan godt lide sommeren, ja. Det er helt sandt. Hvis du spørger om min yndlingsårstid, så er det altså den. Jeg elsker det blå hav, den blå himmel og følelsen af varm sol på min hud. De løse sommerklæder, hvide tunikaer og at blive solbrændt på næsen. Danske jordbær med sukker og mælk. Nye kartofler og lidt godt på grillen. De lyse nætter og fuglesang. Blomster i alle farver ...
STOP! Oktober løfter en pegefinger mod mig. Du må ikke drømme dig helt væk til noget, som ikke er lige nu, min ven. Du siger jo selv, at man skal leve i nuet! Gribe øjeblikket og gøre det godt, dér hvor man er lige nu.
Jeg nikker bare. Det skal man selvfølgelig og det har jeg også tænkt mig. Jeg har tænkt mig at gøre det så godt som muligt i dag. Der står afslapning på programmet. En lille gåtur ud i regnvejret. En tur på vippebrættet. Og kondicyklen, når kæresten efter endt jagt får hentet den "ned fra loftet". Jeg vil dog også bevæge mig i mine tanker. Visualisere en løbetur langs vandet, ud af den vej på Thy, hvor jeg løb i sommer. Mærke glæden ved bevægelsen og tænke på, at jeg snart  løber igen.
Og i morgen? Oktober hentyder til det, jeg skal gøre i morgen. Den beslutning, jeg har taget. Har du det godt med den, min ven?
Jeg nikker bare. Selvfølgelig tænker jeg meget på det. Er det nu klogt? Og hvad er klogt i det hele taget? Jeg ved, at når min mavefornemmelse er god og når alternativtet giver mig kvalme, så er der ingen tvivl. Det er som at hoppe ud over en klippe og ikke vide, hvor man lander. Om der er "nogen", som griber en. Men som Søren Kirkegaard så klogt har sagt: At vove er at miste fodfæstet et øjeblik, ikke at vove er miste sig selv!
Klog mand! Oktober nikker. Hun ser på mig og smiler bredt. Og klog kvinde!

lørdag den 23. oktober 2010

En beslutning

Megans forunderlige rejse kommer nok til at tage en uventet drejning. Pludselig er der dukket en sidevej op på den vej, jeg havde tænkt mig at gå. Jeg er stoppet op og kan jeg mærke, hvordan jeg drages mod den lille vej, som svinger skarpt til venstre og tilsyneladende bliver mere ufremkommelig længere henne. Jeg kan ikke se så langt. Nogle store træer blokerer for mit udsyn. Jeg var begyndt at videre, min skridt var langsomme, tunge og hele min krop gjorde mig forsigtigt men bestemt opmærksom på, at jeg måske lige skulle tænke mig om en ekstra gang. Jeg gik to skridt tilbage og vendte mig så om, så jeg igen kunne se sidevejen. Ja, sidevej er måske så meget sagt, det er egentlig kun en sti. Men hvor den sti dog tiltaler mig! Når jeg tænker på at gå den vej, visuliserer mig selv gående ned af den ukendte vej med store træer, så får jeg en god mavefornemmelse. Når jeg begynder at tænke på alt det praktiske og alle de mange farer, der kan opstå derinde mellem træerne og ad den vej, jeg ikke kender endnu, og som jeg slet ikke aner hvor vil føre mig hen, så får jeg lidt ondt i maven. Men jeg ved egentlig godt, hvad jeg skal. Jeg kender signalerne fra min egen krop og jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at tage den beslutning. Jeg bliver nødt til at vende om, dreje ad vejen til venstre og begynde at gå.
Nu er du sikkert blevet nysgerrig eller? Hvad er det for en beslutning og en vej, jeg skriver om? Hvis du har læst med på min blog, så ved du måske, at jeg på ingen måde er glad for mit job. Slet ikke! Jeg troede, at jeg kunne se igennem fingre med det, troede, at jeg kunne skrive mig ud af det og bare drømme om "engang", men det kan jeg ikke! Sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg skal have hjertet med i det, jeg gør. Jeg skal være glad for min dag og mit liv og jeg kan ikke byde mig selv flere søvnløse nætter og triste tanker. Jeg har en drøm og den bliver realiseret uanset hvad. På min vej vil jeg møde nogle forhindringer, men dem vil jeg forcere. Måske går det endda lettere, end jeg havde drømt om? Hvordan det udvikler sig, vil jeg komme tilbage til. Lige nu skal jeg selv fordøje den beslutning, der kom til mig ved 5-tiden i morges. Og som jeg har snakket med kæresten om dér i mørket. Som han bakker op omkring og hvor jeg dog elsker ham for det. Hvor er jeg heldig! ;)
For lidt søvn, ja, men det var vist nødvendigt. Jeg er stoppet op og går tilbage, drejer til venstre og ... ? Et spændende eventyr kan tage sin begyndelse. Det bedste er, at jeg kan mærke en lille bitte glæde og tilfredshed i min mave, min sjæl begynder at synge og jeg kunne næsten tude af lykke over, at jeg tør. Tør endnu engang. Tør kaste mig ud over klippen i tiltro til, at tingene vil udvikle sig til min fordel.

Jeg ønsker jer alle en dejlig lørdag. Det har jeg tænkt mig at have. Vi skal til svigersfars fødselsdag og bare hygge. Jeg er heller ikke til så meget andet end bare at "være". Fordøje min beslutning. Fordøje lidt god mad. Og ja, jeg købte den tunika! Jeg skal have den på til fødselsdag i dag!

fredag den 22. oktober 2010

Selvforkælelse

Jeg er utrolig glad for de mange dejlige indspark på mit forrige indlæg. Hvor er det bare skønt, at I er derude og har lyst til deltage, komme med gode råd og ord til min lille personlige udfordring. Fordi jeg deler, deler I og så fremdeles. Synes det er dejligt at blogge! :)
Jeg er i meget bedre humør nu. Jeg kan mærke en lille glæde spire. En tro på, at det her bliver bedre og endda meget bedre end det var før! Min krop siger fra, fordi jeg ikke har styrket den nok. Skader og skavanker er vink til os om, at vi gør noget ”forkert” og kroppen giver os mulighed for at rette op. Tak søde krop, jeg har hørt dig. Jeg glæder mig til vippebræt, kondicykel og genoptræning. Jeg giver ikke op, for jeg skal ud og løbe igen. Jeg er løb, det har jeg altid været og det bliver jeg igen!
Jeg har besluttet mig for, at den forestående weekend kommer til at stå i selvforkælelsens tegn. På vej hjem fra arbejde kører jeg ind og køber den tunika, som jeg er forelsket i, men som jeg har forkastet som for dyr og unødvendig. Den er ikke for dyr og den er helt nødvendig! Den er så godt som min! Så går jeg en dejlig tur med Aimee over marken og glæder mig over hendes glæde. Og så spiser kæresten og jeg et godt måltid mad, hygger med et glas vin og blafrende stearinlys …

Tak!

At glædes


Forleden dag skrev jeg om loven om tiltrækning og om, hvordan man tiltrækker det, man tænker på og dermed føler. Men hvordan pokker for man vendt dårligt humør, skavanker og alt muligt andet, som gør en ked af det og træt, til noget positivt? Til noget, som man glædes over, så det bobler indvendigt, så man smiler og dermed tiltrækker mere "feel good". Eller får overskud til at visualisere det, man ønsker sig og drømmer om?
Jeg genså jo filmen "The Secret" og fik en masse aha-oplevelser. Jeg blev mindet om noget, jeg tidligere har lært og inderst inde godt ved. Ikke desto mindre synes jeg det er svært i disse dage. Jeg prøver, men synes at det bliver en lille kamp for at smide de triste tanker væk og få de gode, positive og glade tanker på banen. Og en kamp skal det da ikke være, vel? Jeg ved, at mit bækken og min manglende motion har stor indflydelse på mit humør. Jeg føler mig begrænset! Nu er der udsigt til vippebræt, motionscykel og forsigtig genoptræning, fortsat behandling hos kiropraktor og egentlig tænker jeg: Lene, det her er peanuts i forhold til det, mange andre må gå igennem. Men det hører Lenes følelser ikke rigtig på. Hun ved det godt, nikker, men bliver egentlig bare i endnu dårligere humør, fordi hun så får smidt et snert dårlig samvittighed oveni den i forvejen ikke så fede situation.
Jeg synes vi skal forsøge at forstå, hvorfor det er så svært for os at være positive og tænke gode tanker. For mig er det en vane. Det er jeg helt sikker på. Jeg ved, at det kræver træning og fokus, hvis jeg skal ændre min tankegang og dermed mine følelser. Jeg har øvet mig tidligere og jeg er blevet meget bedre til det. Tro mig, MEGET bedre! Men jeg er endnu ikke god nok til det. Det kan jeg godt mærke nu.
OK, tænker jeg så på denne fredag morgen i oktober. Hvad kan jeg så gøre? Hvad pokker kan jeg gøre for at vende "det her" til noget positivt? Og i det hele taget? Der er flere ting i mit liv lige nu, som ikke er helt, som jeg gerne så dem. Har jeg virkelig tiltrukket "det", som de medvirkende i "The Secret" påstår? Jeg ryster måske på hovedet, men jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Vi vælger selv! Fra det øjeblik vi står op, vælger vi faktisk, om vi vil være i godt humør eller ej.
Jeg skal snart videre ud i morgenen, men jeg synes det her emne er så spændende og vigtigt, at jeg vil komme tilbage til det senere. Desuden har jeg besluttet mig for at skrive mig selv glad. Glad igen! Der er så meget, jeg kan være glad og taknemmelig over, så det vil jeg fokusere på. Også selvom jeg ikke kan løbe lange ture lige nu. Også selvom det er mørkt, koldt og jeg er lidt for træt af mit job til at synes, at sådan en morgen med udsigt til arbejde er et hit.
Men du er på vej videre, minder Oktober mig om og nikker bestemt. Du har en plan og du arbejder dig hen imod den. Hvis du tænker på dér, hvor du er på vej og visualiserer, hvordan det er, hvordan det føles, når du når dertil, så får du en god mavefornemmelse. Ikke sandt? Jeg nikker ivrigt. Forestil dig, at du allerede er dér, fortsætter hun. Du er lige dér, hvor du gerne vil være. Du er dig, din bedste og vigtigste rolle, og du gør det, du er bedst til og som elsker. Kan du mærke forskellen?
Og det kan jeg! Jeg kan mærke glæden ved tanken boble. Tanke, følelse ... jeg er med! Fokuserer på det, du bedst kan lide, på det du drømmer om, smil og tag et skridt af gangen. Ud i fredagen og spred glæde!

GOD FREDAG! :)

torsdag den 21. oktober 2010

Vippebræt og kondicykel

Mit bækken driller mig. Driller er vel et sjovt ord, men det er det mest positive, jeg kan komme på. Jeg fik jo en skade i mit bækken tilbage i juni måned. Hund hev i snor, line om livet, hov og av! Jeg var i kiropraktorbehandling efterfølgende og så er det faktisk gået fint siden. Indtil for ganske nylig, hvor jeg vred om på min højre ankel på en løbetur. Det gjorde kun kortvarigt ondt og jeg tænkte: Super, der skete ikke noget! Men det gjorde der jo altså!
Jeg er tilbage i kiropraktorbehandling. Stiv i bækken og med noget, der ligner et trælår. I venstre side. Flot som man kompenserer, når man får lavet noget skade-skidt. Og den der højre ankel har været ude efter mig flere gange. Eller også har jeg været ude efter den. I hvert fald døjer jeg med ”ondt” lige nu. Kæresten har gået med hundene (som trækker en del) de sidste par dage. Jeg har kun taget ture over marken med Aimee, som kan gå løs og ikke jager vildtet. Det går lidt bedre, men ikke godt nok. Jeg skal tage den med ro, helt korte løbeture hvis jeg skal løbe, men allervigtigst: Jeg skal genoptræne og styrke.
Jeg havde engang et vippebræt (til den der ankel), men kan ikke finde det. Måske fordi de fleste af mine ting er opmagasineret på 6. år og jeg efterhånden har mistet overblikket over, hvad jeg har og ikke har. Det meste savner jeg slet ikke. Stof til eftertanke. Men nu savner jeg mit vippebræt! For at gøre en lang historie kort: Jeg har bestilt et nyt vippebræt, som skulle ankomme i morgen. Og så har jeg bestilt svigerfars kondicykel, som han ikke bruger mere. Cykling skulle være bedre end løb i denne genoptræningsfase. Og jeg skal bare røre mig!
Men for pokker, hvor jeg dog savner mine løbeture. Jeg er som en løve i bur. Jeg prøver virkelig at se det positive, men jeg er afhængig af mit løb og den frihed, der ligger i det. Jeg er jo egentlig ”kun” motionsløber, men turene betyder alligevel alt for mig. Det er min meditation. Min udvej og hjemvej. Ja faktisk! Men nu stiger jeg på vippebræt og kondicykel og så går det fremad. Det har jeg bestemt! :)

Torsdagsrejsen


God morgen, kære værtinde. Oktober ser smilende på mig, da jeg træder ind i stuen. Kaffen er skænket og ostemadden er smurt. Hun har været tidligt oppe, Oktober og sørget for, at det hele er klar. Et stearinlys blafrer og hendes varme blik stråler om kap med flammen. Har du sovet godt?
Ja tak, svarer jeg og sætter mig. Det har jeg faktisk. Jeg ville godt have husket mine drømme, men det gør jeg ikke. Jeg kan intet huske fra nattens drømmerejse og det er i grunden en skam.
Sådan er det tit! Oktober nikker. Jeg kan heller ikke helt huske, hvad jeg drømte i nat. Men det var noget med regn og blæst og temperaturer på frysepunktet. Kold nat!
Jeg ler og drikker min kaffe, som smager helt perfekt. Oktober, det er da ikke en drøm! Det har blæst, regnet og temperaturerne faldt. Det er nærmest vinter!
Det er lidt underligt at tænke på. Nærmest vinter. Efteråret nærmer sig det sving, hvor der er to veje at gå. Vinteren venter et sted deromkring og hvis de kan finde ud af at få det aftalt, så tager vinteren over. Det er ikke noget, man lægger mærke til. Pludselig er den dér bare! Vinteren. Og den svinger ikke så let til højre og forsvinder. Den lægger sig til rette og bliver hængende.
Kan du ikke lide vinteren? Oktober ser granskende på mig. Det er jo lidt trist, hvis du ikke kan lide den årstid, der varer længst og som er mest standhaftig. Du er jo ikke en bjørn, som kan gå i hi og først vågne op, når foråret blidt banker på og græsset igen begynder at gro.
Selvfølgelig ikke! Jeg ryster på hovedet. Også vinteren har sin berettigelse og der er mange positive sider ved den. Jeg kan godt lide December. Min måned. Glæder mig til at at hun kommer forbi igen. Ja altså bortset fra, at jeg så kan kalde mig et år ældre. Jeg smager lidt på den og skyller ned med kaffe.
Og et år klogere! Oktober klapper mig på hånden. Tænk på alt det, du har lært det sidste år. Og alt det, du er kommet i gang med. En rejse, som måske ikke er den letteste i hele verden. Det er ingen chartertur! Det er ikke et fly til Mallorca og hjem igen. Næh, siger hun og ser eftertænksomt på mig. Det er en pilgrimsfærd. En, hvor man får vabler, sveder og har grimt hår. En hvor musklerne gør ondt, hvor man mærker hver en celle i sin krop og hvor udfordringer står i kø for at komme til.
Overdrivelse fremmer forståelsen! Ja ja, jeg ved det godt. Livet er ingen charterrejse. Og heldigvis for det. Jeg er pludselig i godt humør ved tanken. Sidder lidt og tænker over alle de ting, som jeg er taknemmelig over. Der er faktisk mange. Jeg burde lave en liste. Men det bliver senere, for morgenen har banket på op til flere gange og jeg skal videre ud i dagen. Rejse på en torsdag i oktober. God tur!

onsdag den 20. oktober 2010

Loven om tiltrækning

Ah, hvor har jeg sovet godt. Det er onsdag morgen og Oktober og jeg sidder som så mange gange før over morgenkaffen, mens mørket endnu smyger sig om hushjørnerne. Inden længe vil lyset begynde at blande sig, forsigtigt, stille og om en god halv time er det lyst.
En ny dag! Oktober smiler og ser på mig. Du ser anderledes ud i dag, min ven. Veludhvilet, ja, men også ... lidt mere rolig.
Hun har helt ret, Oktober. Jeg har det meget bedre i dag. Det er som U2 synger i en af deres altid gode sange: Some days are better than others! Eller nogle dage har vi det bare bedre! Men kan vi selv påvirke vores dag eller er det helt tilfældigt? Selvfølgelig har man et godt udgangspunkt, når man som jeg har sovet godt. Men kan man fra morgenstunden beslutte, at dagen bliver god? Det tror jeg på, man kan! Starte med at tænke positivt og tænke på alle de ting, man er taknemmelig for. Prøv at tænk på noget dejligt fra det øjeblik, du slår øjnene op. For det du tænker, føler du. Og det du føler, tiltrækker du.
Det var vist en god film, du så i går aftes, siger Oktober. Måske skal vi se den sammen en dag. Oktober var ikke hjemme i går. Hun gik i tur i aftenmørket på date med et kommende haglvejr. Tænkte, at hun måske kunne få ham på bedre tanker. Vende om måske. Jeg ved ikke, om det lykkedes. Men hun gjorde en indsats. Jeg så film. Jeg genså en film som hedder "The Secret" og som kort fortalt handler om loven om tiltrækning. Det var et kærkomment gensyn og jeg så den lige i rette øjeblik. Jeg havde sådan brug for at blive mindet om, hvordan det hænger sammen. Og da jeg genså den, siddende med mit notatblok som en flittig studerende, vidste jeg igen hvordan det er. Jeg mærkede det. En helt anderledes fornemmelse bredte sig i kroppen på mig og mine tanker blev mildere. Gode tanker dukkede op. En ide dukkede op. En ide til noget, jeg vil skrive om!
Jeg er taknemmelig for, at en kær ven mindede mig om  hemmeligheden i går. En hemmelighed, som slet ikke burde være en hemmelig, men almindelig viden og lærdom for alle! Hele verden, alle mennesker. I dag smiler jeg og er helt sikker på, at jeg får en god dag. Det har jeg nemlig bestemt! Og jeg kan mærke forskellen, som jeg rejser mig fra morgenbordet og begiver mig ud i morgenen.
Mere senere. Når du læser dette, så tænk en god tanke. Tænk på noget, du er taknemmelig over. Plant et smukt billede i dit indre og fokuser på det. Prøv at mærke forskellen. Jeg har plantet endnu en skovsø i mit indlæg. Der er pludselig kommet flere. Skovsøer og gode tanker. Tak for det.

tirsdag den 19. oktober 2010

For lidt skovsø

Morgenen er mørk og regnen trommer mod ruden. Jeg føler jeg er stået op midt om natten. Synes ikke jeg har sovet altfor godt - til gengæld har jeg sovet for lidt. Jeg faldt i med begge ben, fik mig en ordentlig skraber på sofaen i går aftes til en film, der var en anelse kedelig. Eller også var det bare mig! Men den slags hævner sig ofte.
Ikke desto mindre er dagen ny! Oktober skænker kaffe til os og ser opmuntrende på mig. Det er bare med at se det hele lidt fra oven. Jeg smiler lidt. Ja, den er god med dig! Der er jo ikke noget at se. Det er bælgragende mørkt. Og hvad er der i øvrigt med de nætter, Oktober? Hvorfor er tankerne anderledes og tungere, når man ligger dér i mørket og ikke kan sove?
Oktober trækker på skuldrene. Sådan er det vist! Hun ser eftertænksom ud. Måske er der to forskellige slags tanker. Dem, man tænker i dagslys og dem, man bliver jagtet af om natten. Noget med aktiv og passiv måske? Hun klapper mig kærligt på hånden. Husk nu det, du har lært, min ven. Det dér med at acceptere mørket som en helt naturlig del af livet. Det sure med det søde og så fremdeles.
Jeg smiler ved tanken om noget, en veninde sagde til mig forleden dag: Jeg har for meget rutschebane og for lidt skovsø i øjeblikket! Den gik direkte ind. Sådan har jeg også. For meget rutschebane og for lidt skovsø!
Jeg lukker øjnene og drømmer mig ud i skoven. Det er en sommermorgen, himlen er blå og fuglene synger i vilden sky. Glade, kåde og forventningsfulde. Jeg går på den bløde skovbund mellem træerne og pludselig er den der foran mig: En stor og stille skovsø. Jeg sætter mig på kanten og lader mig opsluge af omgivelserne. Skovsøen er blank og træerne spejler sig stolte i den. Jeg kigger ned og ser mit eget spejlbillede. Jeg ser glad ud. Fredfyldt. Der er kun mig, træerne, fuglene og den mægtige sø. Himlen.
Min morgentid er gået og dagen venter. Den vil mig det godt! Det er jeg sikker på. Jeg tager skovsøen med mig . Den giver en naturlig balance til rutschebanen.
Og ved du hvad, nikker Oktober og smiler varmt til mig. Du har lov til at stige af den rutschebane for en stund! Skovsøen vil altid være dér for dig. Altid.

mandag den 18. oktober 2010

Granatæble

Hvad er der egentlig med frugten granatæble, bortset fra at den er utrolig smuk? Smuk udenpå og smuk indeni. Jeg støder på den alle vegne i øjeblikket!
Da jeg var i Sverige købte jeg en shampoo med granatæbler. En økologisk shampoo for tørt hår med granatæbler, oliven og aloe vera. Så kan jeg da kun få smukt hår! Den dufter godt og jo, mit hår ser faktisk godt ud efter jeg har brugt den. Tro flytter bjerge! Der er noget ved granatæblet, som forfører mig. Og så er granatæblet jo udråbt til at være utroligt sundt både indvortes og udvortes. Der er ikke det, det ikke er godt for. Det kan du selv google, hvis du har lyst. Det smager fantastisk! Jeg er vild med lidt syrlige og samtidige søde og friske smag.
Den bog, jeg læser i øjeblikket, "Traveling with Pomegranates" af Sue Monk Kidd (og som er vældig god!), handler jo selvfølgelig også om granatæbler. Granatæblet er ikke kun fyldt med sundhed men også symbolik; mor-datter-relationen fra Eleusis. Persefone, som i den græske religion er korngudinde og dødsrigets dronning (sikke en kombination!), er datter af Zeus og Demeter. Hun bliver bortført af Hades, som stiger op af en slugt i jorden og snupper hende. Demeter leder forgæves efter sin datter i hele verden og kommer til Eleusis, hvor hun finder trøst i sin sorg og giver mennesket kornet. På et tidspunkt finder Demeter ud af, at Persefone er hos Hades, men desværre har Persefone spist en enkelt kerne fra granatæblet, som er symbol på frugtbarhed og udødelighed, og bliver derfor bundet til Hades og hans rige. Hun må således tilbringe en tredjedel af året i underverdenens mørke og to tredjedele oppe i lyset. Sådan kom vinteren til verden. Bogen handler om Sue Monk Kidd og hendes egen datter, tidspunktet for evig adskillelse og dog ...
Granatæblet har fået en hel ny betydning for mig. Og så vasker jeg hår i det! ;)

Fridag

Det er mandag. Og fridag. Den sidste feriedag i min lange weekend. Den skal nydes. Bruges. Ikke til noget bestemt og ikke til noget stort. Nogle små gode ting. Jeg skal skrive. Vi har deadline på skrivekurset ved midnat og jeg har ikke kigget på opgaverne ... endnu. Tænkte at i dag ville være en god dag til det.
Kiropraktor måske. En gåtur ... uden hunde som trækker. Eller med Aimee, som kan gå løs hen over markerne. Bevægelse på den gode måde. Ja, mit bækken er ustabilt og driller mig i øjeblikket. Så er det sagt! Jeg har konsulteret Sidse for gode træningsråd, genoptræning, styrketræning. Det skal der til!
Solen skinner ind gennem vinduerne. Dagen er ny og endnu ubrugt. Tiden står stille og et varmt brusebad venter. Jeg skynder mig ikke. Jeg har jo fri!

søndag den 17. oktober 2010

Strandet ... tilbageblik

Det har været en dejlig weekend. En af dem man kan leve længe på. Et besøg hos Sidse sammen med Josie og flere ture ud i efteråret. Solen har skinnet og kastet det sprødeste, lækreste oktoberlys over landskabet. Vinteren kigger ind over hegnet og overvejer om det snart er tid til at tage over. VENT, råber jeg og skubber ham lidt tilbage. Ikke endnu! Oktober er så smuk med sine gyldne farver, vidunderlige dufte og rester fra sommeren. Hyben, brombær og overmodne æbler. Frosten har dog gjort sit indtog og der skal plukkes nu, inden det er for sent. Vi plukkede ikke. Vi bare gik og observerede. Lod kameraet fange lidt af herligheden.
Vi hyggede med god mad og vin, gode snakke og ja, jeg fik gang i et strikketøj. Det er ikke noget, jeg gør særlig tit og ofte bliver jeg ikke færdig, men denne gang ser det lovende ud. Et varmt halstørklæde vokser og bliver længere og jeg nyder faktisk processen. Jow jow!
Og jeg har fået mine billeder med hjem. Hesten og de to små, som på forunderlig vis beskriver min rejse og dér, hvor jeg befinder mig lige nu. På vej. Selvom jeg lige nu er strandet som båden på billedet. Trukket lidt på land i eftertænksomhedens spejlbillede. Sådan er det engang i mellem. Og sådan skal det nok være.

Garnheks

At spise to stykker hjemmebagt æblekage med masser af creme fraise var ikke det eneste, jeg blev presset til i går. Hvad synes du det her ligner? Strikketøj måske? Svaret er JA! Og det er mit strikketøj. Jeg er i gang med at strikke et meget langt og meget lækkert halstørklæde. På vej til skoven og efterårseventyret var vi lige forbi butikkerne og så sprang det hersens garn op i min indkøbskurv. Jeg købte det. Senere slog jeg masker op og så begyndte jeg at strikke. Og strikke. Faktisk meget hyggeligt. Det sjove var, at håndarbejdsveninden slet ikke lavede håndarbejde i går aftes. Rollerne var byttet om. Hun pressede vist ord. Eller drak vin. Jeg ved det ikke. Jeg strikkede. En vaskægte garnheks.

lørdag den 16. oktober 2010

Efterårsaftenhygge

Billedet er fra eftermiddagens tur i skoven med Sidse og hunde. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge og dog. Skøn tur i efterårssolskin og med naturens fantastiske tag-selv-bord inde over alle sanser. Farver, dufte, fornemmelser. Min nakke - og mit bækken - har fået kærlig behandling af fyssen. En skråpude at sidde på gør underværker. Man bliver jo ikke ældre ... det kom lige fra hjertet. Jeg ville have sagt, man bliver jo ikke yngre, men mit hjerte er ikke helt enig. Og dog. Visdom er ikke at kimse af. Og vi er meget vise her lige nu, to kvinder i deres bedste alder og to hunde på hver 11 år.
Ristede rødbeder med sesamfrø, en karryret med kylling og alverdens gode efterårsgrøntsager. Dufte og Peter Gabriel i højtaleren. Vin. Velvære. Lige nu er det godt at leve. Også lige nu.

Hold i nakken ... men

Helt ærligt, siger Oktober og ser en smule formanende på mig. Du kan da ikke kalde dit lørdagsindlæg for "hold i nakken"! Hun ryster på hovedet og drikker sin kaffe, som hun tilsyneladende godt kan lide. Den smager også godt. Kæresten har netop brygget den til os, efter at vi i går hentede forsyninger i Sverige.
Jamen, jeg har hold i nakken! Jeg ser forpint på min gæst. Jeg kunne mærke det i går, men prøvede at sidde med is og massere det lidt. Som jeg nu selv kan gøre det. Men efter en god nats søvn vågnede jeg op med HOLD i nakken og hovedpine. Av av. Synes det er godt træls, for at bruge et velklingende og helt passende jysk udtryk.
Stakkels dig. Oktober sukker. Det er vist ikke rigtig din uge, hvad den slags skavanker angår. Og nu hold i nakken. Hun ryster igen på hovedet. Men så er det jo godt, at du har så gode planer i eftermiddag. Du skal jo besøge en fysioterapeut! Og en god en ovenikøbet. Hvor mange gange har hun ikke ikke hjulpet dig med skader og skavanker? Hun kan fjerne en hovedpine og lindre den slags hold. Ikke sandt?
Helt sandt Oktober. Det ser jeg også frem til! Jeg nikker, drikker kaffe og synes også, at den smager fortrinligt. Måske prøver jeg at løbe en lille tur ved middagstid for at "strække" mig selv ud. Motion skader ikke! Og så ser jeg frem til en lille behandling. Jeg har godt nok ikke booket tid, men ...
Også selvom du ikke fandt vævegarn i Sverige i går, siger Oktober. Der var ikke noget at se! Men Lund havde mange andre gode ting at byde på.
Sandt nok! Jeg gik amok i boghandelen. Eller rettere sagt, jeg kunne godt være gået amok. Jeg holdt mig dog til den engelske afdeling sammen med en masse unge studerende. Lund er jo en universitetsby. Jeg købte to bøger på engelsk af Paul Coelho og en af Murakami. Norwegian Wood har jeg længe gerne ville læse. Der var mange flere, men jeg holdt mig til de tre, som jeg ser frem til at læse. Ingen svenske bøger denne gang.
Det var i det hele taget en dejlig dag i Sverige. Lund, som vi har besøgt mange gange før og altid vender tilbage til. Frokost og hygge. Jeg var tilbage i en tøjforretning, som er ejet af en fransk kvinde, som selv importerer sit tøj. Hun har nogle fede ting! Jeg købte en trøje, som bare sidder og som jeg allerede elsker. Den fandtes i to andre farver og havde jeg haft lidt flere penge på lommen, så havde jeg sgu nok snuppet dem alle. Det er en fin butik! Godt at finde tøj, tørklæder og smykker, som ikke kan købes på hvert gadehjørne og i ethvert shoppingcenter med respekt for sig selv. Jeg er så træt af alle de mange kæder med ens ting!
Nu er det lørdag. Bortset fra hold i nakken, så føles det jo helt godt. Dagen er min og planerne gode. Lidt rengøring og tøjvask skal nok ordnes. Den slags, som man bare gør! God musik på anlægget og så i gang. Senere i eftermiddag, besøg hos fyssen, som jo hedder Sidse og har et galleri. Jeg skal hente min billeder, men det allervigtigste ... vi skal hygge med god mad, vin og buldrende ild i kaminen.

God lørdag til alle! :)

fredag den 15. oktober 2010

Sol over Sverige

Forventningens glæde er altid den største. Sådan er der nogen, der siger. Det er jeg nu ikke helt enig i. Jeg er helt sikker på, at min glæde over at have fri og køre over denne her bro og tilbringe en dag i Sverige, vil vare ved og fylde mig op. Hele dagen. Jo, jeg har glædet mig! Det føles skønt at have fri og at kunne spejde ud i horisonten og se flere fridage stå i kø. Dage som, har jeg besluttet, bare skal nydes. Måske skal jeg lave ingenting. Læse og skrive. Gå tur. Løbe. Men i dag skal jeg altså denne hersens bro og hilse på Sverige. På tur med kæreste og bondebil. Sol over land - også det svenske. Vi ses! :)

torsdag den 14. oktober 2010

Vågen i drømmeland

Hvorfor skriver du ikke noget, spørger Oktober, mens jeg sidder og stirrer ud i luften. Du sidder bare og hænger. Helt væk i dine egne tanker. Drik din kaffe, spis din mad og skriv, så ordene sprøjter. Ligesom du plejer. Hun smiler og kigger undersøgende på mig. Er du stadig i drømmeland?
Og det tror jeg faktisk, jeg er. Jeg har gået tur med hundene og er blevet blæst igennem. Jo, for vinden er kommet tilbage, tiltaget i styrke. Frosten har sagt farvel for denne gang, men råbte et højt "på gensyn" inden den forsvandt. Hr. Frost, som både er detektiv og vejrfænomen, gik ud af marken i gårsdagens tågedis, men kommer helt sikket igen. Og mig? Ja, jeg vågnede ikke rigtig på turen. Gik bare. Traskede ud af marken og mærkede den kolde vind slå mig i ansigtet. Det lyder måske lidt voldsomt, men noget kærtegn var det i hvert fald ikke! Måske prøvede den bare at få mig vågen, vinden. Vågn op, du der!
Men drømmene hænger ved som de edderkoppespind, der ligger over markerne i øjeblikket. De klistrer og vil ikke give slip. Jeg har været på besøg hos min gode ven Eirin, som nu befinder sig en del sydligere end jeg. Dér mistede jeg min taske, men fik en anden til gengæld. Den tilhørte en pige, som havde været til fest i København. Ja, hun havde mest befundet sig på Frederiksberg, sagde hun, da jeg ringtede til hende, for hendes papirer og telefonnummer var jo i tasken. Dér havde jeg ikke været, men hendes taske, den havde jeg! Senere dukkede min egen taske dog op. Min telefon ringende og pludselig havde jeg en IPhone. Det forstod jeg slet ikke, for sådan en har jeg hverken købt eller ønsket mig. Men det var den, der ringede, og det var til mig! Tilbage i Spanien var jeg et sted på byvandring og her stødte jeg ind i Sharon, min kollega fra Glasgow, Skotland. Hende har jeg ikke set siden dengang i 90'erne, men nu dukkede hun altså op i Spanien ... jeg mener, i min drøm. Hun lignede sig selv og sagde, at det gjorde jeg også. Vi så ikke spor ældre ud end dengang i begyndelsen af 90'erne. Dream on! Hun talte noget om et job og noget, hun gerne vil have mig til at lave. Jeg laver ikke den slags mere, sagde jeg afvisende. Jeg er forfatter nu!
Lige nu er drømmene mere virkelige end virkeligheden. Selvom Oktober påstår, at jeg er tilbage i den helt almindelige hverdagsverden. Det er torsdag og jeg skal på arbejde. Når jeg kommer hjem, har jeg lang weekend! Det er da bare med at komme afsted og få ordnet det, du skal, smiler Oktober. I morgen går turen til Sverige med kæresten. Lørdag aften skal tilbringes på noget, som engang i mellem er galleri, men på lørdag er det stue med buldrene kamin, god mad og rødvin. Hos Sidse naturligvis. Gode planer og en lille bitte efterårsferie. Ja, fire dage, når man tæller fredag og mandag med og det gør jeg! Glæder mig.
Jeg skal prøve at løsrive mig fra drømmene, kære Oktober. Kommer nu ... jeg skal bare lige.

onsdag den 13. oktober 2010

Stjernevandring


Så sidder vi her igen. Onsdag morgen i frostknitrende efterårsvejr med mørket trukket over hovederne. Oktober går til yderligheder i øjeblikket. På den gode måde altså. Natten og den tidlige morgen er kold og klar. Stjernerne funkler på himmel og kender man navnene på de forskellige konstellationer, kan man sige dem højt ved midnat, mens man ønsker sig noget. Helt stille og helt inderligt. Det er noget, Oktober har fortalt mig. Hun siger, at så vil ønsket gå i opfyldelse. Men selvom hun opfordrer mig til at prøve det, så bliver det ikke til noget. Dels fordi jeg sjældent er vågen ved midnatstid og da slet ikke på en hverdagsaften. Og dels fordi jeg ikke kender navnene på alle konstallationerne. Jeg kender karlsvognen. Måske kan man bare nøjes med at sige "karlsvognen" og så ønske sig noget? Noget stort, som helt symbolsk skal ankomme med lige netop denne vogn eller måske endda tage afsted? Begive sig på stjernevandring?
Det lyder flot! Oktober nikker. Stjernevandring! Det synes jeg vi skal prøve en af de nærmeste aftener. Ja, for du kan sagtens passe din sengetid, siger hun og ser på mig med sit gyldne efterårsblik. Det bliver jo mørkt ved 19-tiden og stjernerne er ivrige efter at komme til himmels. De vil gerne vise sig. Og den ene er smukkere og mere unik end den anden.
Jeg ved nu ikke helt, om jeg kommer på stjernevandring i aften. Vi får se. Planen er at have responsaften. Skrivekurset er jo i fuld gang og denne gang har vi lavet opgave om "dialoger". Jeg tror måske, at jeg har fortolket min egen opgave ret frit, i hvert fald kan jeg godt se, at jeg har gjort rigelig brug af koregrafi. Men sådan kom det bare til mig og man skriver jo intensivt og uden afbrydelser og rettelse i de 5 minutter og så stopper man. Jeg er endnu engang forbavset over det, der flyder ud på skærmen. Som velvilligt og alligevel tøvende trækkes op af det kreative brøndvand og ligger sig tilrette. Denne gang var en af mine personer en præst. Jeg har haft noget med religion de sidste uger og ikke mindst efter jeg læste "bogen". Måske er det fordi, jeg har hæftet mig ekstra meget ved et afsnit, som handler om "delight" og om at folde sine nye vinger ud. Når man altså har ventet i mørket og gennemgået så grueligt meget. Det var noget, jeg selv fandt på. Nej, Sue Monk Kidd skriver på et tidspunkt:
Delight can become a way of life, a way of journeying. There's a saying: Religion is not to be believed, but danced ...
Ligesom Sue kan jeg vældig godt lide denne ide. Ja, faktisk gav den mig en dybere forståelse for, hvad religion egentlig er eller kan være. Jeg kan mærke forskellen, når jeg tænker på det på den måde. Religion is not to be believed but danced!
Nu drømmer jeg om præster og skriver om dem. Underbevidstheden har taget noget til sig. Der danses i dybet. Oktober smiler overbærende. Jeg har endnu en flot efterårsdag til dig, min ven. En af dem, hvor du ønsker, at du kunne tage i skoven i stedet for at sidde ved dit skrivebord på arbejdet. Men hvor du alligevel smiler og er glad, fordi det er umuligt at være andet, når hele verden er solskinsgylden udenfor og efteråret viser sig fra sin bedste side. Og i aften, siger hun, mens hun rejser sig fra bordet med sin kaffekop i hånden. I aften tager vi to på stjernevandring!

Billedet er lånt på dr.dk

tirsdag den 12. oktober 2010

Varm kakao og pebernødder


Min varme kakao ser ikke helt sådan ud. Kagerne er også lidt anderledes. Men ellers er den såmænd god nok. Jeg er kommet i julestemning i dag! Nej, så galt er det da ikke. Jamen, så efterårsferiestemning da! Jeg har lyst til at gå en lang tur i skoven. Lade håret flyve i vinden og mærke duften af efterår og tidlig forrådnelse i mine næsebor. Lyst til at tage små skridt blandet med dansetrin. Og lyst til at drikke varm kakao, spise pebernødder og små, kolde clementiner.

Når man har det sådan, så skal man gøre noget ved det! Og hvad gør man så, når man er på job? Jeg drikker varm kakao, spiser pebernødder og kigger ud på verden gennem mit vindue. Ser solen og oktoberfarverne og glæder mig til torsdag aften, når jeg kører hjem og har lang efterårsweekend! :)

Tiden er en mærkelig fugl

I dag må du finde et billede af en isklar morgen. Eller stjerneklar. Oktober var med på morgenturen, som nu foregår helt i mørke. Vi har vænnet os til det. Jeg går ind over marken her overfor og undgår således at skulle tage refleksvest og andet godt på. Desuden er det skønt at gå der helt i fred og ro. I dag er det, som Oktober rigtig nok nævner, helt stjerneklart og frosten ligger som et knitrende tæppe over landskabet. Jeg kom til at tænke på julenat. Sådan er stemningen bare derude. Der manglede bare "Et barn er født i Bethlehem" og risengrød med kanel og smørklat. Måske er det fordi en kollega havde pebernødder med i går, at jeg sådan bliver i julestemning på forskud. Det er ganske usædvanligt for mig. Eller måske er det den dér pige i mig, som er så livlig i øjeblikket og som påstår, at voksne også kan lege. Ja, som ligefrem insisterer på, at det bør man gøre. Jeg giver hende ret. Jeg kan mærke noget boble i mig og tro mig, det er ikke den voksne rationelle fornuft, der taler med høj stemme derinde.
Jeg tror faktisk, at det er bogen. Den har gjort noget ved mig. Ændret noget, som nu langsomt fordøjes og implementeres. Jeg kommer hele tiden i tanke om små sætninger. Jeg må tilbage og læse, hvad det nu lige var, hun skrev. Og hun er altså Sue Monk Kidd og bogen "Når hjertet venter", som jeg læste og skrev lidt om i sidste uge. Jeg har læst den færdig, men jeg er slet ikke færdig med den. Jeg er kun lige begyndt ... Ja, faktisk er jeg startet på en ny bog af samme forfatter, Traveling with Pomegranates" som egentlig var den, jeg blev anbefalet. Den er helt anderledes men absolut god.
Hvad er det, du sidder og mumler om? Oktober får mig ud af min tankerække og tilbage til morgenbordet i pensionatet. Hvor kom vi fra? Vi talte om den smukke, mørke, frostklare morgen og så begynder du at drømme om den dér bog igen! Hun smiler overbærende. Ja, jeg ved godt, at den landede på din flyveplads lige i rette tid og jeg ved, at du er gået ombord med glæde. Har fået en dybere forståelse for, hvem du selv er og hvor du er på vej hen. Men, tilføjer hun og klapper mig på hånden, du skal ikke sådan flyve afsted uden mig, vel?
Selvfølgelig flyver jeg ikke afsted uden dig, kære Oktober. Jeg ryster bare på hovedet og ser smilende på hende. Jeg er jo lige her! Lige her på oktobers 12. dag og lige midt i efteråret, der nu har taget vinterfrakke på. Jeg skal vist også snart finde vanterne frem. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig, men nu ser jeg frem til min rejse gennem vinteren. Jeg ved, at mørket er nødvendigt og jeg frygter det ikke. Jeg har en pandelampe og jeg er bevæbnet med kloge ord, citater og en lille indre pige, som slet ikke er så lille endda. Jeg forbavses til stadighed over hendes umiddelbare visdom og forståelse for livets rytme.
Den er god med dig! Oktober skænker lidt mere kaffe i mit krus. Du er da helt forandret. Helt anderledes, end da jeg først trådte ind af døren på pensionatet. Og det er ikke mere end 12 dage siden!
Og hun har ret. Noget er sket. Forandringer tager tid og ventetiden er vigtigt. Men tiden er en mærkelig fugl. Midt i accepten af, at sådan er det altså bare, sker forandringen. Jeg er gået ombord på det fly og ja, det er vist lettet. Synes jeg kan se landjorden forsvinde under mig og mærke suget i maven, som vi sejler op i skyerne ...

mandag den 11. oktober 2010

Løbedans


Endelig kom jeg afsted igen. Jeg har måtte holde en uges ufrivillige pause på grund af en lurende forkølelse og ikke mindst en irriterende hoste, som bare ikke ville med på løbetur. I dag kunne jeg ikke holde mig fra løbetøj og sko længere. Jeg skyndte mig hjem fra arbejde, kørte gennem oktobersolskinnet fuldstændig målrettet mod min kommende løbetur. Ikke noget med at stoppe ved butikkerne på vej hjem. Heller ikke selvom vi mangler kaffe!
Det blev en fin tur. Jeg fik løbet 5,5 kilometer. Godt nok med to hunde på skift og Josie på 11 år løber ikke så hurtigt mere, men hun løber. Hun er så sej, min gule sol. Udholdende og glad for turen. Så selvfølgelig tager jeg hensyn og nyder bare, at hun stadigvæk kan være med og gider det. Jeg ser på det som en slags opvarmning. For når jeg først får Keeva i den anden ende af snoren, så går det altså stærkt! Ligeså stærkt som jeg tør løbe. Jeg må indrømme, at jeg har fået en del respekt efter uheldet i forsommeren og min bækkenskade, så jeg holder nok lidt igen. Dirigerer hende med stemme og snor. Hvis jeg er fokuseret på min dirigering, løber hun fint og gør, hvad jeg siger. Så der er ikke noget med IPod og med at synke ind i egne tanker eller mangel på samme! Det er Keeva og jeg sammen. Hele tiden. Og vi gjorde det godt i dag!
Jeg havde en god samtale med min kiropraktor efter behandlingen i dag. Klinikken er faktisk kombineret behandlings- og løbeklinik, så der er masser af gode råd at hente. Man kan såmænd også købe specielle løbesokker og andet godt. Jeg "aftalte" med min kiropraktor, at jeg i den kommende tid skal bruge is, når jeg har løbet. Simpelthen forebyggende. Jeg kan mærke, at det hjælper, så nu gør jeg det til en vane. Han siger, at jeg skal blive ved med at løbe. Det er godt for mig! Og det ved jeg godt. Jeg elsker det jo. Og jeg elsker også at høre, at jeg har en god løbekrop, gode ben og gode knæ. Jeg er ikke en decideret hurtig løber, men jeg kan spurte, hvis det gælder. Så kan jeg virkelig få fart på! Udholdende? Hvis du spørger, om jeg drømmer om at løbe marathon, så er svaret nej. Min løbetræning er noget helt andet for mig, men jeg stiler fortsat mod 10 kilometer én gang om ugen. Jeg var jo så tæt på og jeg kan mærke, at jeg har meget mere at give end 5-6 kilometer.
Noget andet, jeg har besluttet mig for er at danse! Ja, jeg har faktisk tænkt mig at danse 1-2 danse efter jeg har løbet. Det bliver en del af min træning fremover. Jeg elsker at danse, så det vil være en sand fornøjelse. Og så vil det løsne min lænd, min bækken, min nakke og skuldre og ... jeg vil blive ekstra glad i øverste etage. Løbedans! En ny disciplin, som kun kan udvikle sig og blive et hit! ;)

Billedet er lånt på catalyst-art.com

Strøtanker


God morgen, min ven og velkommen til mandag. Oktober smiler sit efterårssmil og ser spørgende på mig. Hvad vil hun mon vide? Jeg kender det blik og har set det smil før. Det varmer, gør godt men det udfordrer mig også. Og hvem vil ikke gerne udfordres lidt, når det kommer til stykket?
Hvad har du lavet i weekenden? Hun sætter sig ved bordet og skænker langsomt kaffe op. Jeg ved ikke, hvordan hun gør det, men hun får kaffen til at løbe langsommere ned i kruset. Og så er løbe jo slet ikke det rigtige ord. For kaffen nærmest spadserer ned i kruset, når Oktober holder kanden. Hun holder den forsigtigt, fuldstændig koncentreret om det, hun er i færd med. Så stiller hun kop og kande fra sig og ser direkte på mig. Venter på mit svar.
Det har været en god weekend, svarer jeg uden at tøve. Det kan jeg mærke i hele kroppen. Jeg har sovet godt, føler mig faktisk udhvilet, selvom jeg godt kunne have sovet et par timer mere. Vækkeuret var ikke ligefrem en kærkommen gæst, da det sang sin hymne til morgenmørket her lidt tidligere.
Men du stod op! Hun nikker og smager på kaffen. Nikker igen. Hun kan lide, hvad hun smager og der er nu heller ikke noget som morgenkaffe. Med mindre man altså bedre kan lide te.
Jeg stod op, Oktober, det gjorde jeg. Det er jo mandag og en ny arbejdsdag venter. Og selvom jeg står op og gør det, jeg har udlovet mig til, så skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg drømmer lidt om ferie og fri. Det behøver ikke at være så meget, bare lidt men godt. Kvalitet ikke kvantitet!
Det forstår Oktober godt, men hun ved jo også, at jeg bare tager forskud på glæderne. For om fire dage får jeg besøg af en lang weekend. Forlænget med to dage banker den på pensionatets dør torsdag aften. Det skal være min lille efterårsferie. Og jeg glæder mig som et barn til juleaften. Eller en voksen, for voksne kan skam også glæde sig til juleaften, hvis de giver sig selv lov.
Jeg hører, at planerne er ændret lidt, siger Oktober. Først blev du skuffet og lidt trist over de omstændigheder, der gjorde, at din tur til Nordjylland blev aflyst. Men så fandt du på andre ting. Du lagde en alternativ plan, som slet ikke er så tosset endda. En plan som smager ligeså godt som morgenkaffe og som skaber forventning og glæde. Jeg er stolt af dig, tilføjer hun og nikker anerkendende til mig. Sådan min pige!
Jeg smiler lidt af hendes ordvalg. Min pige. Ja, måske er jeg i virkeligheden bare en pige. De sidste dage har jeg i hvert fald hyppigt haft besøg af min indre pige, som jeg kender så godt og alligevel har glemt at tage i ed. Men nu er hun ligesom flyttet ind eller i det mindste blevet en hyppig og kærkommen gæst. Det er som om hun tilføjer noget, jeg længe har manglet. Noget, som gør mig mere fuldendt. Selvom der er lang vej endnu ...
Og Oktober har ret. Jeg glæder mig til den kommende lange weekend, som godt nok ser noget anderledes ud end først planlagt, men ikke desto mindre. Fredag går turen til Sverige sammen med kæresten. Synes faktisk også, at vi trænger til sådan en tur sammen. Og de efterfølgende dage har jeg planer om skriverier, små udflugter og en masse andet, som endnu bare er strøtanker og en opremsning af muligheder. Jeg kunne jo også ...
Men først venter en lille arbejdsuge, konstaterer Oktober. På med praktikerhatten!
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer pludselig til at tænke på en af Stings smukke sang: Shape of my Heart. Den sprang lige op i mit hoved og bevægede sig ned i mit hjerte. Den vil fortælle mig noget! Jeg har lyst til at høre den nu, mens jeg bevæger mig ud i mandagen. Nyd den, både sangen og mandagen! :)

søndag den 10. oktober 2010

Tåge og tilløb


Tågen har ligget over landskabet gennem morgenen og formiddagen. Den holder endnu ved derude. Alting er tungt, vådt og klamt. Jeg føler mig fanget i tåge og tanker. Der er ikke meget handling i min krop i dag og faktisk er det helt fint. Jeg har lyst til at dvæle, dvæle ved tankerne og blive i tilstanden af tåge. Vejret kunne ikke passe mig bedre! Jeg er vejret.
Faktisk er jeg ved at tage tilløb. Jeg har jo skrivedag i dag og opgaven ligger klar. Jeg har besluttet mig til at udskyde den til lige efter frokost. Efter frokost sætter jeg noget stille, klassisk og inspirende musik på. Tænder stearinlys og går i gang. Åbner døren til mit skriveunivers og lukker den forsigtigt efter mig. Jeg skal nok blive klar. Jeg har lært det nu. Det er en dør, som skal åbnes. Det er et brønddæksel, som skal lirkes af. Med varsomme skridt skal jeg kravle af stigen ned i dybet, helt ned i inspirationens mørke i tillid til, at der også er ord at fange i dag. Ord, som kan indkredse og løse min opgave. Ord som kan forløse og forbavse. Jeg har næsten sommerfugle i maven ved tanken ...
Lige nu tager jeg tilløb. Dvæler ved tanken om det, der skal komme. Det jeg skal gøre og det jeg skal lade ske.

Billedet er lånt på vuudhouse.dk og er taget af Jesper Videbæk. Ren inspiration!

lørdag den 9. oktober 2010

En kop kaffe


Disse to er blandt mine yndlingskrus. Jeg elsker dem! Jeg fandt dem på et lille keramikerværksted i Sverige. Faktisk i forbindelse med et besøg på Höganäs, som også laver keramik efter min smag. Disse hersens kunne jeg ikke stå for. Farverne, fornemmelsen, faconen og den prikkede hest ... eller giraf? Nu bor de to krus hos mig og byder mig kaffe (eller te), når jeg har lyst til det. Faktisk er det blevet sådan, jeg at bruger netop disse krus i helt specielle pausestunder. Som lige nu, hvor jeg sidder med min kaffe og holder lidt fri midt i lørdagsrengøring og andre små gøremål. Kaffe med mælk mens efterårsstormen raser og Oktober danser tango med tiden.

Der er noget symbolsk over dem, som om de rummer inspiration, visdom og en vidunderlig velgørende velvære. Kaffen smager altid godt af disse krus. Når jeg sætter mig på min lille skrivestue, ledsaget af mine to norske figurer Skytsenglen og Filosoffen, som bakker mig op og min lille orkide, som jeg fik af veninde, netop til mit skrivebord, så skal dette krus ligesom også være der. Kaffe eller te. Det hører med.

Aimee

For snart to år siden, en tidlig oktober eftermiddag, flyttede denne brune bamsebaby ind hos os. Jeg havde givet hende navnet Aimee, opkaldt efter en af mine favorit-sangerinder og sangskrivere Aimee Mann. Jeg valgte at få endnu en hund i huset af flere grunde. Den første var, at Keeva havde været meget syg hele den sommer. Det har jeg skrevet om i et tidligere indlæg. Jeg kunne mærke dybt i mig selv, at jeg tvivlede lidt på, at hun ville blive helt rask og selvfølgelig var jeg bange for at miste hende. Desuden havde jeg været så utrolig hunde-høne-moragtig og brugt så meget tid og bekymring på hende, at jeg trængte til en anden personlighed i huset. En som bare gik ind og var. En, som ikke var så følsom som Keeva, og som kunne sprede godt humør og ligesom sige: Pyt min ven, glem dine tunge tanker. Lad os gå en tur! Lad os lege og nyde livet. Da jeg skulle vælge Aimee blandt et par andre brune tæver i kuldet, spottede jeg hende straks. Ja, jeg var faktisk ikke helt første vælger, men jeg fandt mig hurtig en favorit. Jeg vidste bare, at det var hende! Hendes personlighed skinnede igennem, en meget selvstændig lille dame, som gerne gik en lille tur udenfor flokken og kiggede sig omkring. En lille dame, som gerne ville nusess og kæles med, men som ikke blev hængende altfor længe. Der var nemlig også andre ting i den store verden, hun gerne ville udforske og opleve. Og så var hun jo smuk! Simpelthen bedårende. En anden grund for at få endnu en hund, var, at jeg gerne ville have at Keeva skulle have selskab i det daglige. En anden hund at være sammen med - hele tiden. Josie er jo pendleren og hun er her jo kun engang i mellem. Jeg kunne mærke, at Keeva blev trist, når Josie tog afsted og så, hvor meget hun nød det, når Josie var her. Så jeg ville give Keeva en kammerat. En at dele dagligdagen med, en at lege i haven med, hygge herinde med. Hun fik Aimee! Vi fik Aimee og en dejlig oktober eftermiddag for snart to år siden flyttede hun så ind.

Aimee er helt, som jeg havde forestillet hende. En bamsepige med godt humør og glæde. Hun er robust på mange måder. Tingene preller ligesom lidt af på hende. Hun er god og kærlig, men slet ikke ligeså nærtagende og følsom som Keeva. Måske heller ikke helt så klog? Keeva forstår jo alt ned til det mindste snert af bekymring. Keeva kender mine følelser og reagerer straks på dem. Aimee bekymrer sig ikke! Hun er bare og det er en befrielse. Det havde jeg brug for. Og det havde Keeva også, for de to er simpelthen så gode sammen. De bedste venner som har stor glæde af hinanden. Og jeg har fået en hund, som kan gå løs på marken uden at jage vildet. En tøs, som elsker at opleve og bare gå og hygge sig. Som kigger op på mig og dutter mig i hånden som for at sige: Har vi det ikke dejligt?

Og det har vi Aimee! :)

fredag den 8. oktober 2010

Fredag aften


En sød fornemmelse breder sig i kroppen, træthed og velvære i skøn forening. Det er fredag aften. Der skal skænkes et par gode glas rødvin. Der skal spises lidt god mad og så skal der hygges ved stearinlysenes skær. Jeg ville gerne have skrevet foran pejsen, men desværre er denne fine pejs ikke min. Ikke rigtig i hvert fald. Den bor i et skønt hus oppe i Sverige i nærheden af Bottnaryd. Et hus, som vi lejede i oktober for to år siden og som jeg blev smaskforelsket i.

Jeg drømmer lidt, mens fredag aften lægger sig tilrette. Jeg vil lave lidt mad og skænke mig et glas vin.

Skål til dig, som læser dette.
Ha' en hyggelig fredag aften.
Lad hvilen falde over dig.
Lad din indre ild buldre stille og varmen give dig velbehag :)

Fredag morgen

Det er sådan en fredag morgen, hvor man bare har lyst til at være. Ikke skynde sig. Bare sidde over kaffen i evigheden, stirre ned i den brune væske og drikke den ligeså forsigtigt. Mørket er tykt og tungt som en vinterdyne. Ikke ubehageligt. Det er dér bare!
Det er sådan en fredag morgen, hvor jeg ønsker, at jeg kunne blive liggende. Da søvnen kom, var den ligeså tung og tyk som selvsamme vinterdyne, mørket nu danser på. Bare sove og blive helt frisk og udhvilet. Vågne op til en sommermorgen et sted nordpå. Stå på broen dér og kigge ud over vandet og fjeldene. I Nordnorge naturligvis! Og hvorfor dog ikke? Det er et af de smukkeste og reneste steder, jeg har set indtil videre. Ja, vel egentlig det smukkeste, når det kommer til stykket. Så overvældende uspoleret. Som en ny dag, der står op med solen i horisonten og sætter farve på himlen.
Oktober smiler bare. Hun er vant til at jeg tager lidt på drømmerejse. Det accepterer hun fuldt ud. Ja, faktisk opfordrer hun mig ligefrem til det. Men den vigtigste rejse, siger hun så og nikker, klog og vis som hun er, det er rejsen ind i dig selv!

Oktober og jeg ønsker alle en forunderlig fredag. Husk at stille spørgsmål og husk at dvæle ved de små detaljer, som du ikke så i går. Hver eneste en har sin helt egen historie. En historie, den gerne vil fortælle, hvis du er parat til at lytte ;-)

torsdag den 7. oktober 2010

Kodeordet

Hvad er kodeordet? Jeg har stor tiltro til Oktober, som hun sidder dér i sine efterårsfarver. Den nye frisure, som virkelig klæder hende og det varme glimt i øjet, jeg næsten ikke kan tage blikket væk fra. Dér vil jeg gerne putte mig i dag. Hun ser på mig og ser lige igennem mig. Hun behøver egentlig ikke at sige noget. Men fordi hun er min ven og fordi hun ved, at jeg har stor brug for at snakke lige nu, så kommer hun med et svar. Eller ... hun kommer med et spørgsmål.
Kodeordet? Hvorfor i alverden spørger du mig om kodeordet? Hvis jeg kendte kodeordet, så var jeg en rig måned. Og tilføjer hun og blinker til mig, så jeg kan mærke et smil røre min læber, hvis jeg solgte kodeordet og det var ens for alle, så var det godt nok nogle kedelige og flade mennesker, jeg mødte på min vej gennem året.
Tak Oktober. Den sad lige, hvor den skulle! Hvis jeg bare kendte kodeordet.
Det er nu, du skal ud og lede efter kodeordet. Hun drikker sin kaffe og lader tiden flyde i håndfladerne. Den ligger helt stille et kort sekund, så ruller den forsigtigt mod fingerspidserne og drypper ned på bordet. Jeg kan høre hvert sekund. Men du skal vide, og det ved du allerede, at der måske slet ikke findes et kodeord. Nu ler hun og jeg må le med. Livet er jo ikke en computer. Livet er ikke som din PC, hvor du hver morgen kan logge ind med det samme kodeord og se den selvsamme skærm med de samme programmer, som fungerer nøjagtigt som i går. En morgen logger du ind, hvis du overhovedet kan komme ind, og så ser du, at et program er forsvundet. Pist borte væk! Eller programmet fungerer simpelthen slet ikke, som det har gjort de forrige gange, du brugte det.
Det er nu, jeg skal ud og lede efter kodeordet. Tak for kaffe! Det er nu, jeg skal ud og lede efter et kodeord, som måske slet ikke findes. Jeg føler mig modløs og træt. Tror bare, at jeg går op i seng igen. Ligger dér i mørket og lader det indhylle mig. Dér kan jeg såmænd godt bo resten af året. Ligge i min hule og ...
Dig? Oktober smiler bredt. Hun læser jo tanker, som du ved. Du kan ikke ligge stille dér så længe. Og det skal du heller ikke. Nogen ville måske gøre det, men ikke du. Du er en handler. Selvom der ville være stunder i denne proces, hvor du virkelig får stillet din utålmodighed på prøve. For her kan du ikke handle!
Nu bliver det hele lidt for kryptisk for mig. Jeg kan ikke rumme mere denne regnvåde oktober måned. Dråberne falder stille derude; hvis jeg lukker øjnene (og hvis jeg slukkede for PCen og dens summende sang), så kan jeg næsten høre dem. Helt stille, helt forsigtigt. Og det er måske i virkeligheden i de dråber, at jeg finder ...
Kodeordet! Oktober nikker. Måske. Men lad dig indstille på overraskelser. Lad dig indstille på omveje og mørke, kringlede kroge. Væbn dig med tålmodighed og bevar din barnetro. Og lige netop din barnetro, min ven, den tror jeg kommer til at stille en stor rolle på den rejse, du nu begiver dig ud på.
Den første del af min rejse er en arbejdsdag. Den næste er responsaften på skrivekurset. Jeg har udsat det til sidste øjeblik, ved midnat er der deadline. Men jeg har ikke kunne lægge bogen væk, bogen, som på så kort tid har givet mig så meget: When the Heart Waits af Sue Monk Kidd. Jeg har gemt de allersidste kapitler til i aften. Jeg spiser dem langsomt, som et meget lækkert stykke chokolade. Jeg forlænger smagen til den simpelthen ikke kan holde mere, til den brune masse af visdom smelter mellem hænderne på mig og jeg kun kan slikke de sidste stumper af fingrene. Bogen er fuld af grønne dimser, som jeg har sat i marginen. Fuld af udråbstegn og aha-koder. Og ved siden af ligger min notesbog, som også er blevet brugt flittigt. Sådan en bog vil jeg gerne skrive en dag. En dag. Lige nu skal jeg strikke ord af hverdagen og i aften skal jeg læse de andres og komme med min ros og min konstruktive kritik. Også det er en del af min rejse.
Jeg rejser mig langsomt og begiver mig ud i mørket og regnen. Oktober følger med ligeså stille. Som en skygge, der bare er dér. Hvis jeg nu skulle få brug for nogle kloge spørgsmål ...

onsdag den 6. oktober 2010

Når hjertet venter

Det er den mørkeste morgen. Alting synes sort derude, men heldigvis kan jeg tænde lys herinde, så pensionatet lyser op i mørket. Oktober er for alvor faldet til og føler sig hjemme med alt det, det indebærer. Blandt andet den stærke blæst, som har raset de sidste dage. Nogen vil nok kalde den for stiv kuling. Andre for storm. Den er ligeglad. Den fortsætter med sit gøremål, ligegyldigt hvad vi vælger at kalde den. Farverne ændrer sig hver eneste dag. Bladene falder af træerne. Synes næsten, det går lidt for hurtigt. De må gerne blive hængende lidt endnu i al deres falmede pragt. Falmet er vel så meget sagt, for farverne er jo blandt de smukkeste og varmeste: Rød, orange, gul og alverdens nuancer derimellem. Efterårsfarvelade! Den vil jeg gerne nyde lidt endnu.

Jeg havde en mærkelig dag i går. En af de mørke. En af dem, hvor man bare kravler ud af sengen og aldrig rigtig får sig selv rejst op. En af dem, hvor dagslyset aldrig rigtig trænger gennem huden og trætheden spiller bold i hver eneste celle. En af dem, hvor man virkelig kan mærke sig selv. Virkelig kan mærke, at man lever. Jeg følte mig helt uforberedt på denne tilstand og kiggede mig om efter hjælp. Men ingen kunne se, at noget var anderledes indeni mig. Jeg lignede jo fuldstændig mig selv udenpå. Men der var nu hjælp at hente og den stod på min bogreol. En bog, som jeg havde købt, men endnu ikke læst. Det sker ret tit. Jeg falder over bøger, som jeg må eje. Det er ikke altid, jeg ved hvorfor. Det kan være titlen eller det, der står om bogen på bagsiden. Forfatteren, fordi jeg læst andet godt fra den hånd. Eller simpelthen en flot indpakning. En farve, et symbol ... Og så en dag, så er det lige den bog, jeg skal læse og har brug for!

Bogen hedder "When the Heart Waits" og er skrevet af Sue Monk Kidd. Jeg tog den ned af boghylden, satte mig til rette i sofaen med bog, briller og en stor kop te og så læste jeg bare. Og læste. Og læste. For bogen handlede jo om mig! Ja, den handlede jo egentlig om noget, som Sue Monk Kidd havde oplevet og noget, som hun gerne ville dele med andre, hvor svært det end er. Noget om en rejse, noget helt personligt og alligevel kollektivt. For det, vi føler er helt personligt og noget, som kun vi må igennem og som er så forfærdeligt tungt og trist, det er der jo faktisk en masse andre, som også har prøvet. Eller gennemlever på samme tid som dig. Jeg vil ikke skrive mere om bogen nu, for det har jeg simpelthen ikke tid til ;) Og selvom jeg læste og læste, så fik jeg kun læst halvdelen og resten venter på mig i dag. Senere.

Bogen handler om at turde vente. Når hjertet venter. At turde lægge sig tilrette i mørket, begrave sig i alt det svære og acceptere, at dette er en nødvendig tilstand. En ventetid, som har sin berettigelse og som er altafgørende for, om du virkelig kommer "videre" eller ej.

Jeg må komme tilbage til bogen senere, for mine morgentanker er udløbet. Oktober hopper og danser foran mig for at fange min opmærksomhed. Du skal videre, min ven! Og det skal jeg. Men jeg skal også acceptere noget, som måske ikke er helt let, men som jeg forstår meget bedre, efter jeg har læst Sue Monk Kidds bog (eller halvdelen af den).

Hurra for gode bøger og for mennesker, som sætter sig ned og deler det, de har oplevet og erfaret til glæde for andre. Der gik et lys op for mig i mørket, og nu kan jeg faktisk se!

Billedet er lånt på kulturplakaten.dk