torsdag den 30. september 2010

Pigen og afskeden

Det ligger i luften. Selvom vi sidder overfor hinanden som så mange gange før, selvom kaffen er som den plejer og juicen ligeså, så kan vi ikke fornægte, at noget er anderledes. September pjatter lidt og klapper hundene, nynner en sang og smiler til mig. Hendes blik er varmt og siger mere end ord. Vi har haft det godt sammen. Lært hinanden bedre at kende og drøftet vigtige ting. Jeg har fået nogle gode råd af hende. Hun har jo været min coach! Og nu kommer spørgsmålet til en million kroner: Hvad skal jeg dog gøre uden hende?
Nu må du holde op, siger hun. Sådan er livet. Det ene findes ikke uden det andet og det er ved at være tid for mig at tage videre. Jeg har spillet min rolle. Gjort, hvad jeg kunne og været her for dig gennem den sidste måned. Min måned. Men i morgen er det ikke længere min måned.
Jeg ved det godt! Jeg er en voksen kvinde, som har taget afsked utallige gange i sit liv. Men når jeg har det godt sammen med nogen, sådan rigtig for alvor, så har jeg bare lyst til at strække det ud. Beholde den gode smag i munden lidt længere, tygge langsommere, ikke synke. Bare nyde. Stop! Holdt. Jeg har det godt lige her, lige midt i denne smørklat af velvære. Lige her er jeg allerbedst som mig. Bliv!
September ler. Du er god til at beskrive det, siger hun. Selvfølgelig har jeg da også lyst til at blive lidt længere. Synes, der er mange ting, vi ikke har nået endnu. Ting, som jeg ville fortælle dig og høre din mening om. Og jeg ved, tilføjer hun og nipper til den gode kaffe, at jeg mange gange vil stoppe op på min rejse gennem året og tænke: Det her kunne jeg godt tænke mig at fortælle Megan. Høre, hvad hun synes. Eller hvis jeg finder guldkorn, som jeg gerne vil dele med dig ...
Så sender du mig den dér varme tanke! Jeg smiler også nu. Ja ja. Også det har vi talt om. Jeg prøver at skubbe vemodigheden væk, forsøger at tænke positivt og være ligeså voksen og fuld af erfaring, som jeg nu engang er. Men det er ikke altid, at den dér voksne fornuft går ind hos mig. Nej! Nogen gange preller den fuldstændig af. Der er en lille stolt og stædig pige i mig, som nægter at tage alting for pålydende. En pige, som tror på, at alt er muligt for den, der bærer viljen i hjertet. Og som bliver så skuffet engang i mellem.
September ser på mig. Den pige må du aldrig aflive! Hun er din vigtigste ressource. Hun er din bedste ven og noget af det, der gør dig unik. Uden den tro, tilføjer hun, hvad er der så tilbage. At ville gøre det umulige muligt ... det er faktisk en stor og flot egenskab.
September har ret. Den pige bliver i mig. Hun er alligevel heller ikke til at slippe af med! Hun banker ofte på og hvisker mig ting i øret. Får mig til at gøre noget, jeg slet ikke havde troet jeg turde. Eller i hvert fald får hun mig til at overveje tanken og stille spørgsmål.
Jeg er ikke spor urolig for dig. September ser kærligt på mig. Du er på vej i den rigtige retning. Det ved jeg bare. Det, du gør for dig selv nu og alle de ting, du har erkendt. Jeg glæder mig til at komme tilbage til næste år og se, hvor du så er.
Og jeg glæder mig til at byde dig velkommen igen, siger jeg. Det har været en fornøjelse at have dig her. Tak for alt det, du har lært mig. Det, du har vist mig og fået mig til at tænke på. Må man godt sige de dér tre lidt svære, men så vigtige og gode ord nu?
Nu bliver September lidt forlegen. Lidt rørt endda. Du behøver ikke sige dem. Jeg ved det godt. Og i lige måde! Hun rejser sig og skubber stolen ind under bordet med et smæld. Jeg må op og pakke de sidste ting. Rydde lidt op, så der er klar til Oktober. Og du, min ven, skal ud i dagen!
Der er ting, som man ikke behøver sige, det er rigtigt. Ting, man bare ved. Men den lille pige hvisker til mig, at det er godt at sige dem højt alligvel. Ikke hele tiden. Bare engang i mellem. Jeg skal nok få det sagt, inden hun drager afsted ved midnat!

Billedet er lånt på uldum-hojskole.dk

onsdag den 29. september 2010

Sølv

Nå, siger September og kigger på mig. Hun ser en smule træt ud. Ligesom mig. Det er tidlig morgen og endnu en dag dukker snart op af mørket. Fandt du så guld i går?
Jeg smiler og drikker min kaffe. Fandt jeg guld i går? Det gjorde jeg vel egentlig ikke. Men jeg fik en masse søde kommentarer på mit lille indlæg, som var guld værd for mig. Guld er relativt. Noget med alkymi. Og som Michael nok så rigtigt skrev: Man er sit eget guld.
Helt enig, nikker September. Han er klog, ham Michael! Man er sin egen vigtigste ressource. Der findes ikke noget mere enestående, unikt og vigtigt end dig selv og ligegyldigt hvad andre siger, så er du guld værd!
Tak søde September! Det har også været guld værd for mig at have dig boende her på pensionatet. En vigtig måned, selvom det også har været en travl en med nogle udfordringer, som jeg måske nok ville have fravalgt, hvis jeg havde haft mulighed for det. Hvis jeg var blevet spurgt.
Men September og jeg ved godt, at man ikke altid bliver spurgt. Nogle gange dukker der bare forhindringer op. Nogle gange sker der bare ting, som skubber en lidt væk fra vejen og dér, hvor man befinder sig trygt og godt. Så er det igen tid til at udforske, lære og blive klogere. Ind i mellem bliver man så træt, så træt, men så dukker energien pludselig op på ny og man forstår, at også den lektie egentlig gjorde godt. Bagefter!
Sådan er der så meget, konstaterer September. Jeg skal pakke i dag. I morgen rejser jeg jo videre. Min sidste dag på dit dejlige pensionat.
Ikke tale om det nu! Jeg har ikke lyst til at tænke på den snarlige afsked. Jeg vil hellere tænke på sølv. Nu talte jeg jo om guld i går og om at finde krukken for enden af regnbuen. Men hvad med sølvet? Jeg foretrækker faktisk sølv! Og jeg fik sølv serveret på min morgentur med hundene. Pludselig dukkede resterne af månen op bag skyerne og kastede et smukt sølvlys på mig og min vej. Jeg blev glædeligt overrasket. Månelys er noget af det smukkeste. Det er dybt og uforudsigeligt og fyldt med hemmeligheder. Hemmeligheder af den gode slags, er jeg helt sikker på.
Du kalder indlægget for sølv. September smiler bredt. Skulle du ikke hellere kalde det morgenvrøvl? Og jo, måske vrøvler jeg. Ordene flyder og jeg lader dem komme. Det er noget af det, jeg lærer på mit skrivekurs. Lad det flyde. Skriv, skriv og put din indre kritiker langt væk. Han kan tids nok komme til med den røde rettepen og finde fejl og mangler. Ting, som kunne formuleres anderledes. Vendinger, som kunne drejes lidt mere raffineret. Og så videre.
Foran mig venter endnu en travl dag. En af dem, man helst ville kaste i en dyb sø, vende ryggen til og begynde at gå. Fjerne sig og glemme. Jeg er træt og synes jeg trænger til weekend. Ja allerede! Og det er kun onsdag. Men onsdag er nu heller ikke så tosset endda. I aften har jeg responsaften på mit skrivekursus og glæder mig til at læse de andres opgaver. Synes, det er en kæmpe udfordring at give gode og brugbare kommentarer. En udfordring og utroligt lærerigt. Jo, denne dag bliver en slags træning i balancekunst. Det sure med det søde. Salt og sukker. Og sølv! Jeg vil tage mit smukkeste sølvsmykke om halsen og huske på, at der en mening med galskaben. Og med mit morgenvrøvl!

Billedet er malet af O. Eilertsen og hedder månelys. Det er lånt på to-malere.no.

tirsdag den 28. september 2010

Guld


Jeg havde ingen læseværdige morgentanker i dag. Men her er en regnbue og for enden er der muligvis en krukke med guld. Den vil jeg prøve at finde i dag. Jeg trænger til lidt guld.

Ha' en god dag :-)

mandag den 27. september 2010

Mandag

Velkommen til mandag. September må have sovet godt. Hun ser frisk og udhvilet ud. Hun har lavet kaffe og det hele er stillet frem, så jeg bare kan synke ned i min halve time og overgive mig til morgentankerne. Vi har efterhånden fået opbygget en vis rutine omkring vores samvær her. Kender hinanden og de små finurligheder, som gør os til dem, vi er. September ved også godt, hvordan jeg har det med mandage. Det er noget dybtliggende, en form for modstand. Nej, det kan ikke være rigtigt! Er weekenden allerede forbi? Synes slet ikke jeg nåede alt det, jeg gerne ville. Jeg fik f.eks. ikke læst særligt meget. Det gode vejr fik mig ud og gå i timevis. Og en uventet middagsinvitation lørdag aften fik os ud af huset.
Mandag! Hun smiler og ser nysgerrigt på mig. Tror hun forsøger at afkode mig. Er jeg i Bob Geldorf "I don't like Mondays" humør eller?
Bare rolig. September. Jeg har faktisk også sovet godt og er klar til ugen. Så klar som man nu kan blive, når ens kollega er væk fra kontoret de næste 3 dage og man godt ved, at det kan blive hektisk og en smule kaotisk. Jeg prøver dog at tage det ovenfra og ned! En ting af gangen. Og så tænker jeg på, at jeg ved samme tid næste år sandsynligvis sidder et helt andet sted og laver noget helt andet ... primært beskæftiget med det, jeg holder allermest af. Det er nemlig rigtigt, min ven! Hun nikker kærligt til mig. Tro på drømmen! Og sigt så højt, at du ikke kan undgå at ramme noget, som modsvarer dine ambitioner og det, du håber på. I mennesker er så forsigtige, tilføjer hun. Jeres tanker er fulde af begrænsninger. I tænker altid på alt det praktiske og sætter pigtrådshegn op foran drømmene og alt det, I godt kunne tænke jer. Så sidder i der med hovedet i hænderne og stønner: Hvordan skal jeg dog nogensinde kunne forcere det hegn? Se bare den fæle pigtråd! Jeg bliver spiddet! Jeg bliver flået til kød og blod og hvis jeg overlever, så er det kun på et hængende år. September stønner og lever sig helt i menneskerollen. Jo jo, hun kan godt være dramatisk!
Jeg ler. Min latter klukker sammen med kaffen i kruset og tårene triller. Der er noget om snakken, September! Det må jeg jo indrømme. Hvad er det egentlig med os mennesker?
Er I da ikke sådan? Nu vil jeg jo gerne vide, om månederne ikke tvivler. Bliver de ikke lidt bange og skræmte ved tanken, om alt det, de gerne ville gøre, men som forekommer så vildt uopnåeligt, at de næsten ikke tør tænke på det?
Hvad er det værste, der kan ske? September ryster på hovedet. Nej, vi er ikke sådan! Eller, tilføjer hun, jeg er ikke sådan! Jeg kender jo ikke de andre og deres inderste ønsker. Vi har jo kun tid til at veksle en kort bemærkning, når vi mødes ved midnat på det tidspunkt, hvor den ene overtager den andens plads. Og ... hun smiler bredt og blinker til mig. Vi har ikke mobiltelefoner. Vi sender ikke SMS og vi har heller ikke Internet!
Jeg tror, jeg har forstået hvor September vil hen. Jeg ved det jo godt! Jeg trækker drømmen op til overfladen og giver den et stort kys. Jeg tror på dig! Kom, følg med mig ud i dagen og giv mig mod og styrke. Og det vil den faktisk hellere en gerne, drømmen. Ja, tænk engang!

søndag den 26. september 2010

Ud i det grå


Søndagen fortsætter sin næsten ulidelige dovenskab. Jeg glider med, men befinder mig faktisk ikke helt godt ved tilstanden af ingenting og tomheden efter skriverierne. Igen gik det forbavsende hurtigt. Det tager tid at læse og forstå opgaven. Sådan da. Så er der opvarmningsøvelsen. Den må jeg ikke glemme. Og så ... selve opgaven. 5 minutter. 2 delopgaver. Plottet og konflikter. Jeg følte mig tom, men lod mig inspirere af stikordene og skrev så bare. Det er sådan, vi skal gøre. Sådan hives det kreative guld op af underbevidsthedens brønd. Og jeg skal da ellers lige love for, at der er ting og sager dernede! Forbavset sad jeg tilbage, da uret lød. Havde lyst til at skrive mere. Men reglerne skal overholdes og det gør jeg selvfølgelig. 5 minutter til hver delopgave. Og så ... ingenting. Ord på papiret, ord på skærmen. Uredigerede og ufærdige og alligevel så fuldendte. Nu skal de afleveres.
Var det mig, der skrev det? Specielt historie nummer 2, ja for det blev faktisk starten på en historie. Jeg havde forsvoret, at jeg ville begive mig ind i krimigenren; nej, det er noget andet, jeg har lyst til at skrive om! Hvor pokker kom den uhygge så fra? Jeg har pludselig en ide i hovedet, noget, der blev trukket op af brøndens dybe stille ro ... Vildt underligt. Jeg er imponeret. Imponeret over denne disciplin og det, kurset er i gang med at vise os.

Og nu? Ud i det grå. Ud og gå! Jeg trænger vist til en ordentlig omgang frisk luft!

Billedet er fra i går. I dag er alting noget mere farveløst derude.

Aimee og efteråret

Søvnig søndag. Bedre kan denne morgen vist ikke beskrives. Det stormer udenfor eller blæser i hvert fald kraftigt. Himlen er grå og disen går tur i horisonten. Er der mon regn i luften? Vi har spist morgenmad her på pensionatet. Valnøddebrød og tebirkes fra bageren. Stearinlys og hygge, for sådan en gråblæsende morgen kalder på lysestager og levende lys. Kaffen er god, jeg har stadig et halvt krus tilbage, som jeg nipper til, mens jeg sidder her og skriver morgenens første ord. Det bliver ikke de sidste. I dag har jeg jo skrivedag og skal lave min opgave. Spændende hvad der kommer ud af det. Lige nu har jeg ingen ideer og er helt tom. Men det skal man ikke lade sig narre af. Slet ikke! Så meget har jeg lært.
Dagen i går blev helt anderledes end planlagt. Jo vist restituerede jeg, men det blev nu ikke til så meget læsning. Vejret besluttede sig for at lege sensommer, solen kom frem og temperaturen steg. Så i stedet for at sidde med bog i sofaen, gik jeg tur i to timer med hundene. Det var skønt! Tror egentlig, at gåturen var det bedste, jeg kunne gøre for mig selv i går. Den gjorde godt! Sol, efterårsmarker og farver, der meget snart ligner Oktobers. Men som September siger, vi nærmer os jo også det sted, hvor hun gemmer sig ...

Her lidt billeder fra i går og min tur med Aimee. Hendes farve er indbegrebet af efterårets varme glød, så hun fik lov at posere lidt på marken. Og det gjorde hun godt, min brune bamsebjørn.

lørdag den 25. september 2010

Restitutionsdag

Jeg har sovet længere end lyset og morgenen er i fuld gang. Det er regnen også! Det siler ned derude og himlen har taget sin grå frakke på. Jeg tror nu egentlig ikke, at den behøver frakke i dag. Det er ikke koldt. De to sidste dage har været helt fantastiske, hvad vejret angår. Sensommer i September. Tøjet har tørret i vind og sol, døren har stået åben og hundene har nydt "vi kan bare løbe ind og ud som det passer os" tilstanden. Men nu er det weekend og vi har åbenbart fået gæster på pensionatet. Regnen!
Jeg har ikke inviteret ham! September ryster på hovedet, drikker kaffe og ser ligesom mig en smule søvnig ud. Hvis ikke landmanden - og hundene - havde vækket os, så havde vi nok sovet endnu. Jeg føler mig som B menneske i dag! Jeg er langsom, jeg er ugidelig og tænker: I dag er det læsevejr! Der står så mange bøger og venter på hylden, nu manger jeg bare tiden og fordybelsen.
Du skal nok passe på med at sige, at B-mennesker er ugidelige. September ser strengt på mig. De har bare en anden dagsrytme end dig! Så smiler hun. Det er jo ikke alle, som bare kan vågne, springe ud af sengen og så være helt klar. Sætte sig ned og spytte ord ud tidligt om morgenen, mens mørket endnu hersker.
Det siger jeg da heller ikke, September. Det er mig, som er ugidelig i dag! Tanken om rengøring og indkøb huer mig ikke! Kunne du ikke tage dig af den del? Så kan jeg være læsehest. Og jeg skal nok lave et godt måltid mad til os allesammen i aften. Hvis du altså er hjemme, tilføjer jeg og ser på hende.
Ja da! Hun nikker. Jeg har også lyst til at læse og bare være. Vi løb jo tur i går eftermiddag og har god samvittighed på den konto. I dag er restitutionsdag.
Og det er det. Jeg tror faktisk, at jeg dedikerer denne lørdag til restitution. Både fysisk og psykisk. Jeg vil se at få de praktiske gøremål overstået i en vis fart og så jeg vil læse. Læse i timevis. Gå en tur med hundene ud på eftermiddagen og lave et godt måltid mad. Drikke vin og restituere med kæresten foran fjernsynet i aften. Vi har ingen gæstebud denne weekend. Og det er faktisk helt i orden! Vi er bare os, hundene og vores gæst på pensionatet, September.
Det er jo også din sidste lørdag her, siger jeg til hende. En lidt vemodig følelse. Hvad skal jeg dog gøre uden min coach? Hun løfter en pegefinger og ser på mig med det dér blik, som er Septembers speciale. Din coach? Hun peger direkte på mit hjerte. Din coach sidder jo lige dér, min ven!

Ha' en dejlig restituerende lørdag!

Billedet er fra Bottnaryd, Sverige. Vi holdt en skøn ferie dér i oktober 2008.

fredag den 24. september 2010

Postkort fra Fredag

Ah, det var bedre! Jeg har sovet som en sten. Månen lod mig beholde min søvn, men hun har sikkert snuppet sin sædvanlige søvnration et andet sted. Jeg håber ikke, det var hos dig! Mig lod hun være og det gjorde godt at sove natten igennem. Ja faktisk har jeg sovet en time længere her til morgen, for jeg har nemlig hjemmearbejdsdag. Lykke! Og så på en fredag. Jeg skal skrive og oversætte og det har jeg jo ikke spor imod. Dagen ligger fløjlsblød foran mig, som et tæppe, jeg kan gå gennem med bare fødder. Mærke blødheden og synke lidt ned. Bare lidt! Jeg glæder mig til lidt fordybelse og ro, for min arbejdsplads er ofte en smule kaotisk og larmende og koncentration er en by i Rusland. Eller Brasilien. I dag glæder jeg mig til at være bare mig og mine opgaver. Hundene omkring mig og en god kande te. Lys gennem vinduet, måske endda sol, for himlen ser ganske lovende ud. Den ligner et postkort. Et af de hersens postkort med pastelfarvet himmel og bjerge i horisonten.
Postkort fra fredag. Jeg sender dig de bedste hilsener og September skriver også under. Wish you were here! Vi skåler i kaffe og glæder os til weekenden, selvom denne fredag faktisk er helt i orden. Vi klager ikke. Om lidt går jeg morgentur med hundene og tager hul på min dag. Senere bliver jeg ekstravagant og åbner en pakke med weekend. Den står dér og venter. Flot pakket ind med glitrende bånd.

Postkortet er fra Juli og fra vores tur til Sommaøya, Norge. Det føles allerede som længe siden. Men hvilke minder!

torsdag den 23. september 2010

Søvnbestjålet

Hun er fascinerende ingen tvivl om det. Som en kostbar perle hænger hun der på nattehimlen og lyser landskabet op. Vandholdig, vidunderlig og omgivet af en mystisk dis. Smuk at skue. Men hvad sker der dog lige med nattensøvnen, når hun træder ind på scenen? En gang om måneden og nogle gange i flere dage lige op til og lige efter? Hvor bliver søvnen af? Hvorfor stjæler hun den fra mig og hvad bruger hun den dog til? Jeg gik i seng til sædvanlig tid. Fulgte min døgnrytmne, træt ovenpå en lang arbejdsdag og responsaften på skrivekurset. Mættet af ord og indtryk og udfordret i forhold til, hvordan jeg skulle kommentere. Det har jeg ikke prøvet før. Jo på jeres allesammens gode blogge, men det er jo anderledes. Jeg faldt i søvn efter kort tid, sov og så pludselig PLING! Der var kun gået en time! Jeg kiggede selvfølgelig på uret, forvirret over den bratte opvågen. Og så vidste jeg det. Fuldmåne! Jeg kunne også se, at hun kastede en drilsk lysstråle gennem gardinet. Juhu, jeg er herude. Lyser natten op. Haps. Hit med søvnen!
Så tog hun den bare. Søvnen gik med hende og jeg lå vågen. Lysvågen uden anden forklaring end lige netop fuldmånen. Som så mange gange før. Oplever du mon det samme?
September ryster bare på hovedet. Jeg har lært lektien, smiler hun og nu ser jeg, at hun er iført løbetøj. Svedig, en smule forpustet og uforskammet frisk. Hun har så sandelig været ude og løbe. Så det var hende, som havde lånt min pandelampe! Jeg kunne ikke finde den her til morgen.
Jeg lod simpelthen være med at gå i seng, siger hun bare. Hvordan kan du så være så frisk, spørger jeg. Hun ler. Når det er fuldmåne, så nyder jeg bare natten. Bliver en del af den. Læser bog ved fuldmåneskær og har gode samtaler med Ypperstepræstinden. Hun er indbegrebet af månelys og kvindelig visdom. Og så løber jeg tur, når morgenen kommer traskende i horisonten. Følger den lidt på vej!
Jeg ryster bare på hovedet, træt og ugidelig som jeg er. Foran mig venter en lang dag. Ja, for sådan bliver det jo, når man er blevet frastjålet flere timer af sin søvn. Ikke desto mindre nød jeg da synet af den fuldmægtige månedame, som hun hang der i horisonten på morgenturen. Meget praktisk i øvrigt, når nu September havde stjålet min pandelampe!

Man skulle vist have været kat! Billedet er lånt på vilvite.no

onsdag den 22. september 2010

Måneoverraskelse

Denne morgen forekom ekstra mørk. Da jeg vågnede, følte jeg slet ikke rigtig vågen, men som begravet i en tung sort dyne. Jeg måtte bare tvinge mig selv til at stå op. Slog min tå på dørtrinet. Så vågnede jeg med smerten. Av for pokker! Men nu er det jo sådan, at jeg har en fast rutine, og som et tog, der kører på skinner, futtede jeg afsted af mit spor og fik ordnet det, jeg skulle. Tøj på og første hold hunde i snor. Ud i mørket, ud af havelågen og over på den anden side af vejen. Jeg havde allerede besluttet at jeg ville gå på marken igen. Ikke ud af vejen og ned forbi åen, som vi kalder Themsen ;-) Der bor jo alle de hersens blodglade myg!
Jeg måtte bare bare smile, da månen til min store overraskelse bød os velkommen! Ja, godt nok var hun på vej ned, men hun badede i det smukkeste rødgule månelys og var til stede på det meste af vores tur. Hvad kan en kvinde forlange mere klokken meget tidligt om morgenen? Pandelampe og måne. Så er man godt på vej! Det var i øvrigt forbavsende koldt her til morgen. Jeg kunne se min egen ånde i pandelampen, fornemme den helt klar morgenluft og en kulde, der mindede mig en smule om vinter. Bare en smule altså! Jeg tænkte faktisk på mine vanter og på, om også de skal have tidlig debut i år?
September smiler bare. Drikker kaffe og kigger overbærende på mig. Jeg sagde jo, at jeg ville ændre karakter, når vi nærmer os dér, hvor Oktober er gemt! Hun nikker og ler så. Og synes du egentlig ikke, at jeg har gjort det meget godt? Jeg har prøvet grænser af, flirtet lidt med vind og vejr, men jeg er ikke faldet for de helt store fristelser. Og hvad bedst er, tilføjer hun, jeg er forblevet tro mod mig selv!
Ja ja, kære September, men vi er altså flere, som har en mistanke om en vis regn-præference. Helt ærligt, det har jo stået ned i stænger i dagevis. Ugevis.
Det var en flot solskinsdag i går, siger hun bare. Hun føler sig ikke ansvarlig. Solskin, vind, som tørrede på det våde landskab. Og markerne, så landmanden kan få pløjet og sået. Senere i år, ganske vist, men er jo Augusts skyld, ikke min.
Nu smiler jeg. Lad os ikke diskutere vejret, September. Lad os bare konstatere, at denne morgen er kølig. Det er stadig mørkt, men når lyset kommer, så tror jeg faktisk, at vi vil opleve endnu en dag med solskin. Og hvem forventer også sommer i slutningen af september på disse breddegrader? Jeg gør ikke! Jeg leder bare efter smuthullerne, dér, hvor jeg kan danse i en solstråle og stadig mærke bare en lille smule varme. Dér hvor efteråret virkelig kommer i spil og farverne slår alt, hvad man tror er muligt.
Der er ingen smuthuller på vej mod arbejdsdagen. Nu er September igen den praktiske! Det er hun virkelig god til. Ikke sidde dér og drømme. Drik din kaffe, giv hundene mad. Smut i bad og tag tøj på. Du har tre møder i dag. Du skal vel se nogenlunde præsentabel ud?
Tja. Jeg må videre. Lyset er begyndt at vågne nu og jeg har brugt min morgentanketid. Ha' en dejlig dag! :-)

Billedet er lånt på suodenjoki.dk

tirsdag den 21. september 2010

Planen var egentlig


at jeg skulle have min responsaften på skrivekurset nu. Jeg skal læse og kommentere de andres opgave. De er nu lagt ud i vores forum, klar til at læse, fordøje og give respons. Men jeg er bare så træt! Jeg er simpelthen sofaklar og synes faktisk ikke, at jeg kan tilbyde de andre et søvnigt svar på deres opgaver! ;-)

Jeg har haft en aktiv eftermiddag. Har løbet en god tur med hundene. Lavet en fantastisk lækker pastasauce af alt og ingenting. Set nyheder og, må jeg indrømme, drukket et enkelt glas rødvin. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for nu er jeg grydeklar. Klar til at lægge mig over på sofaen, lukke øjnene, høre lidt musik og lade mig opsluge af let søvn, drømme, musik. Musik, mens den sidste del af mørket sænker sig og gør dag til nat. Eller aften i hvert fald!

Nå ja, men som jeg også har sagt; planer kan ændres. Det skader ikke med lidt fleksibilitet, så længe jeg ikke overskrider deadline. I morgen er der atter en dag! Ikke også Valdemar? :-)

Livskammerat

Mørk morgen, stormvejr og debut for pandelampen. Pludselig dukker der ting og sager op i septembermørket. Hundene og jeg gik tur ind over marken i dag og holdt os væk fra åen. Jeg skal ikke have flere myggestik! Og ja, de små blodsugere lever tilsyneladende i bedste velgående her sidst i september. Min pande kløede og var ikke et kønt syn i går! I dag tror jeg dog heldigvis, at jeg er sluppet.

I går besøgte jeg som så ofte før Mats fantastisk flotte fotoside. Overskriften på indlægget denne gang var "Lämnat os" og jeg havde en underlig følelse i maven, da jeg klikkede ind og læste indlægget. På dagens billede var en hund. Mats hund, som han desværre samme dag havde måtte sige farvel til på grund af sygdom. Det var et smukt billede fuld af dybde og poesi, noget som jeg elsker ved Mats' billeder og så den korte tekst. Jeg fik straks tårer i øjnene. Faktisk blev jeg helt overvældet ked af det, sikkert også fordi jeg er præmenstruel.  Men jeg ved kun alt for godt, hvordan det føles, når man må sige farvel til sin livskammerat - sin hund.
For det er jo sådan, det er. Det ved vi, som har hunde. Vores firbenede venner er virkelig vores livskammerater, en del af familien og det liv, vi har valgt. Jeg kan slet ikke med ord beskrive, hvad mine hunde betyder for mig. Man siger, at når man køber sig en glæde (en hund), køber man sig også en sorg. Det er jo på sin vis rigtigt, men samtidig synes jeg, det er noget vås. Der er ikke noget, som kan eksistere uden det andet. Glæde, sorg. Lys, mørke. Fortsæt du bare, hvis du har lyst! ;-) Selvfølgelig kommer der en dag, hvor vi skal sige det sidste farvel til vores hund og hvis vi er heldige, så har den haft et langt og godt liv. Ikke at det gør afskeden lettere! Men den giver mening på en lidt anden måde.
Som bekendt har jeg jo 3 hunde. Den ene, skilsmissehunden Josie, er her kun halvdelen af tiden. Ja, hun pendler mellem min ex og jeg, og det har hun gjort i mange år. Trives med det! Har to hjem og to sæt mennesker (og hunde) som elsker hende. I august blev hun 11 år og selvom hun er frisk og frejdig, min bedårende gule sol, så ved jeg jo godt, at det ikke varer evigt. 11 år er en høj alder for en hund. Jeg håber selvfølgelig på flere gode år. Noget kunne jo tyde på, at det godt kunne blive sådan, for Josie har altid været en stærk pige uden mange skavanker og dikkedarer. Men. Jeg ved det godt. Det kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Sådan er det med hunde. Og med alt andet i livet.
Mine tanker går til Mats og hans familie. Der bliver så tomt. Og ingenting giver mening. Intet kan beskrive, hvor vidunderligt dejligt det er, at have en firbenet livskammerat som ikke stiller spørgsmål. Som altid er med på tur. Med på hvad det skal være - bare I er sammen! Altid glad, altid fuld af tillid. En tilllid, som jeg personligt gør alt for aldrig nogensinde at bryde.
Jeg sender en kærlig tanke til to af mine firbenede livskammerater, som nu er i hundehimlen. Maggie og Molly. Molly er helt sikkert dronning deroppe, sådan var hun nemlig i livet. En hersker på den gode måde. Fuld af overskud og selvtillid og endeløs kærlighed. Maggie døde alt for tidligt af sygdom, men jeg ved hun har det godt nu! Og en tanke til dig Mats! Det gør ondt, men det går over. Og alligevel ikke ...

mandag den 20. september 2010

Myg i mørket

Myg i mørket! Der er noget Dan Turellsk over denne morgen. Og det er ikke kun fordi, han holdt mest af hverdage. Det er titlen på indlægget inspireret af morgenturen. Myg i mørket. Det var der! Det summede flere gange for mine ører, mens jeg traskede afsted gennem den dugvåde morgen med hundene. Mandag og udsigt til regn. Mørke, så øjet rakte  ikke ret langt. Træerne var blot sorte silhoutter, statister, som håbede på at få en rigtig rolle. Men de spiller jo en stor rolle, træerne. De ved det bare ikke. Eller gør de?
Nej altså! September afbryder min tankestrøm. Nu er du vist lidt langt væk fra udgangspunktet. Du er med andre ord faret vild. Bare en smule, tílføjer hun og griner smøret. Var der virkelig myg i mørket?
Ja da. Tror hun ikke på mig? Der var myg i mørket! De summede lystigt og en stak mig i panden. Se! Jeg bøjer mig lidt frem, så hun kan se det store myggestik, jeg har fået. Lige midt i panden! Og ja, det klør. Nu er det jo sådan, at jeg er sådan lidt allergisk overfor myg. Jeg får i hvert fald nogle gevaldig store myggestik. Det er jo et kønt syn på sådan en mandag, hvor man i forvejen skal være grundig med makeup for at skjule trætheden.
Trætheden? September ryster bare på hovedet. Du har lige haft weekend, min ven. Du må da være frisk og udhvilet. Du har lavet gode ting. Haft gæster, hygget, gået tur, løbet tur. Og ikke mindst fået skrevet din opgave, så du kan aflevere den i aften inden deadline. Dygtig pige! Men træt?
Måske har jeg bare brug for lidt ferie? Jeg drikker min kaffe og reflekterer lidt over det. Mia skrev om ferieplaner i september. Godt nok planer, som ikke vil blive realiseret i år på grund af positiv travlhed, men alligevel. Jeg blev simpelthen ferieskruk af at læse hendes ord. Smittet. Og ja, så føler jeg mig faktisk bare træt her til morgen. Det er mørkt og luften er tung. Og så er det mandag! Det kan godt være at Dan Turell holdt mest af hverdage, men jeg er ikke helt enig. Hverdagen har bestemt sin berettigelse, men ... Jeg kan nu godt lide fridage og ferie. Dage, hvor jeg kan gøre ligesom jeg vil. Strække morgenen ud til lyset kommer og bade i velvære ved tanken om, at jeg ikke skal skynde mig.
Du har masser af tid! September ser på mig med et fast og næsten moderligt blik. Pisk nu ikke en stemning op! Sidste uge var en vigtig uge for dig. Du tog nogle skridt i den rigtige retning og du fik en samtale overstået, som er af stor betydning. Du kan være tilfreds med dig selv! Det er en god følelse, det ved jeg. Jeg er selv helt tilfreds med, at jeg ikke falder for regnen, selvom han drøner rundt derude og smider om sig med byger. Ja, i dag sætter han muligvis ind med heldagsregn! Men jeg holder skansen. Jeg passer mit job som din coach.
Og det gør hun, den gode September. Jeg er faktisk helt tilfreds og ikke spor morgensur. Bare lidt træt. Og det må man altså gerne være på en mandag, selvom man lige har haft weekend. Ikke desto mindre er jeg helt klar til en ny uge og nye udfordringer!
Billedet er lånt på rasmusklump.dk

søndag den 19. september 2010

Hvor svært kan det være?


Så er det overstået. Hvad? Allerede? Jeg er faktisk lidt forundret over, at det gik så smertefrit at udføre den første lektion i skrivekurset. Jeg havde virkelig pisket en stemning op i mit indre. Tænkt, at jeg skulle sidde hele søndagen og svede over min opgave. Skrive, slette og skrive igen. En rigtig forfatter kæmper vel med sin tekst eller?
Nå, hvor om alting er, så var det altså netop det, vi ikke skulle! Vi skal nemlig lære at skrive os fri. Og opgaven, som på forhånd var defineret og handlede om sanser og begyndelser, måtte kun tage 5 minutter. Ja, man sætter et stopur til. Som at løbe på tid! Bortset fra det hverken gælder om at skrive hurtigst, mest eller længst muligt. Nej, 5 minutter og så kommer der det ud af, som der nu kommer. Ah, tænkte jeg, så kan jeg jo begynde at redigere og arbejde med teksten. Nu har jeg lavet første lektion, begge delopgaver, og så skal min kritiker i gang. Not! Det skal afleveres, som det nu står skrevet!
Så nu er jeg altså færdig for i dag. Nu kan jeg buldre ud i dagen sammen med vinden. Køre en tur og købe de gulerødder og andre småting, jeg mangler i husholdningen. Gå med hundene. Løbe. Løbe? Ja, måske. Jeg er lidt i tvivl, for vinden er bidende kold. Er det nu også klogt? Jeg skal nok gøre som da jeg skrev. Give det 5 minutter. Føles det godt, så bliver jeg ved. Gør det ikke, så stopper jeg bare.

Hvor svært kan det være?

Billedet er lånt på festdoktoren.dk

Skrivedag

Nu er mit skrivekursus officielt startet. Fredag blev den første opgave lagt ud og deadline er i morgen mandag ved midnat. Jeg har nu ikke tænkt mig at arbejde lige op til deadline, tror jeg. Planen er, at søndag fremover og så længe kurset varer, er skrivedag. Søndag er jeg dedikeret til den opgave, vi har fået. Jeg har endnu ikke kigget på den. Jeg havde jo gæster i går og nød så en aften i selskab med kæreste, lasagne og rødvin.
Jeg er virkelig spændt på at se, hvad opgaven indeholder. Spændt på, hvordan det vil være at skulle skrive om noget helt bestemt eller på en bestemt måde. Det er jo nu, at jeg skal lære mere om de forskellige værktøjer og genrer, der er indenfor prosa. Mere om det senere. Inden jeg går i gang, venter en tur ud i morgenen med hundene. Vejret arter sig tilsyneladende, vinden er lidt mere afdæmpet end i går og solen har besluttet sig for søndagsbesøg.. En dag fuld af inspiration, håber jeg!
Når jeg har afsluttet min egen opgave, er mine lektier dog ikke ovre. Så skal jeg læse de andre kursusdeltageres opgaver og kommentere dem. Jeg skal med andre ord også have en responsaften, inden torsdag ved midnat. Det er jeg også spændt på.
Du får travlt ved dit skrivebord! September smiler og kigger ud af vinduet, nyder den tilsyneladende flotte morgen. Skønheden ligger som bekendt i øjet, der ser. Og at dømme efter Septembers varme smil, er hun ganske tilfreds med det, hendes øjne hviler på. Ja, jeg får travlt. Jeg skal helt klart have opbygget nogle gode rutiner i løbet af de næste 7 uger, hvor kurset står på. Jeg ved med mig selv, at sådan fungerer det bedst for mig. Men selvfølgelig skal der være plads til improvisering og planer er ikke mere faste, end de kan laves om.
Fokus! September nikker. Det er godt at have fokus. Jeg skal nok gå mig en lang tur, mens du skriver, skriver og skriver. Eller også sætter jeg mig stille ovre i sofaen med min bog.
Men du skal vel også have løbetur, inden dagen er omme, tilføjer hun i sin rolle som fysisk coach. Og jo, det skal jeg vist. Min forkølelse kommer og går. Jeg tager chancen i dag. Jeg trænger!

lørdag den 18. september 2010

Besøg, æbler og sniksnak

Vejret ser lovende ud denne morgen. Det blæser godt nok, men himlen er rosa og skyerne har delt sig med tilpas meget mellemrum til, at vi tør håbe på en tørvejrsdag. Det ville godt nok være dejligt efter al regnen.
September er allerede ude og løbe morgentur. Vi må jo ikke glemme, at hun er en sporty måned. Hun holder sig i form både mentalt og fysisk. Jeg ville gerne have løbet med, men en forkølelse lurer under overfladen, så jeg holder mig i skindet. Selvom jeg helt sikkert godt kunne have brug for det rent mentalt! Det er for mig den allerbedste måde at få renset lidt ud på øverste etage. Gjort rent, om du vil.
Apropos at gøre rent, er det på programmet denne formiddag. Pensionatet skal lige have en kærlig overhaling, inden min veninde og hendes søn Tobias på 2,5 kommer på besøg. De kommer forholdsvis tidligt, så jeg købte ind til frokost i går. Nu er der bare rengøringen tilbage. Jeg havde ellers håbet på, at jeg kunne lokke September til at stå for den del, eftersom hun er den mest praktiske og grundige af os, men hun er jo smuttet. Hvem ved, hvornår hun kommer tilbage? Hun plejer at løbe ret langt. Tror hun træner til marathon.
Nå, skidt pyt, jeg bider i det sure æble og dem er der i øvrigt masser af på æbletræerne ovre på gården. Og på jorden, for de er allerede faldet ned i store klynger. Fugle og orme holder fest. Jeg må se at få plukket lidt æbler, mens de endnu hænger på træerne.  Sidst jeg prøvesmagte, var de faktisk for sure. Vi får se. Vi skal jo ud og gå tur, veninden, Tobias, hundene og jeg. Vi skal se på traktor, mejetærsker og rendegraver ikke mindst, en maskine, som Tobias er meget fascineret af. Hvis det flasker sig og landmanden er i nærheden, skal han selvfølgelig have en tur i traktoren. En spændende dag for den lille mand.

Forresten. Jer, som fulgte med i mit indlæg først på ugen om den "svære" samtale med chefen ... Den gik godt! Jeg fik lettet mit hjerte og sagt det, jeg skulle. Jeg var ærlig og kontant. Vi endte med at have en god snak. Han tog mig helt alvorlig og det kan jeg kun have respekt for. Vi kan alle begå fejl og en chef bliver kun bedre, hvis han får feedback af sine medarbejdere og i øvrigt får at vide, hvis en medarbejder ikke trives eller er utilfreds med noget. Hvordan skulle han - eller hun! - ellers vide, at der er noget galt? Siden vores samtale har tingene været helt anderledes. Jeg kan mærke, at han prøver at gøre tingene bedre og på en anden måde. Sådan! Jeg håber selvfølgelig det holder, men ellers siger jeg til igen. Og gælder det i grunden ikke i alle livets relationer? Hvis man bliver såret af en ven, sin partner, en veninde eller andet ... skylder man så ikke sig selv og ikke mindst den anden at sige det? Simpelthen sige: Det gjorde mig virkelig ked af det. Personligt ville jeg være utrolig glad for at få at vide, hvis jeg havde gjort noget, som sårede en anden. Så kunne jeg tage det til efterretning og lære. Gøre det anderledes næste gang. Vi er jo alle forskellige. Kommunikation er en svær ting, men mangel på samme kan være en katastrofe!

Jeg må i gang med kost, spand og støvsuger. Ha' en dejlig lørdag!

fredag den 17. september 2010

Afstand og himmelrum

Mørk morgen og morgentanker. I dag tænkte jeg på, hvorfor jeg dog står så tidligt op. Man kan jo godt stille spørgsmålet, selvom man kender svaret. Det er nok meget sundt at blive mindet om, at det er vigtigt for mig at have en rolig morgen. En morgen med tid til både hundetur og skriverier. Og så er der jo madpakke, brusebad, makeup og hårtørring.
September nikker. Hun forstår så udmærket, at jeg har brug for lidt tid til at blive menneske. Hun bruger 11 på at blive September. Måneder altså.
Hvad laver du så resten af tiden, spørger jeg, nu jeg er i spørgehjørnet. Hvor tager du hen, når du pakker dine ting og rejser fra pensionatet. Når Oktober ved midnatstid på din 30. dag overtager din plads. Så lister du ud i nattemørket og forsvinder. Hvor går du hen?
September smiler bare uden at sige noget. Det er jo det store spørgsmål. Og hvor kommer du fra, når du overtager Augusts plads, tilføjer jeg utålmodigt, mens jeg drikker kaffe, spiser knækbrød med ost og kaster et blik på uret nederst på PCen. Jo, der er stadig tid!
Du kan umuligt følge mig hele tiden, siger hun så bare. Det gælder om at nyde mig, mens jeg er her. Lige nu er vi sammen. Lige nu sidder vi her og deler ånderum. Jeg kan mærke din tilstedeværelse og du kan mærke min. Vi påvirker hinanden. Vi har gode samtaler. Vi griner og vi græder.
Jamen September, siger jeg og bliver pludselig både lidt vemodig og filosofisk. Filosoffen i mig har kronede dage i denne uge, kan jeg mærke. Hvad så, når du er taget afsted? Tænker du nogle gange på mig? Tænker du på pensionatet og dit værelse på øverste etage? Tænker du på vores samtaler og på, hvordan jeg mon har det? Og kan man virkelig mærke, hvis en god ven sender gode tanker, selvom vedkommende er langt væk?
Den må September lige tænke over, kan jeg se. Hun synker sin kaffe og stirrer lidt ud i luften, inden hendes blik igen falder på mig.
Det tror jeg faktisk. Hvis vi lukker øjnene og mærker efter, kan vi så ikke mærke de gode vibrationer fra langt væk? Kan vi så ikke fornemme, at den anden er til stede, selvom han eller hun ikke er lige her? Det må være godt nok at vide, at den anden findes derude. Godt nok at vide, at man er venner, selvom man ikke hele tiden kan følge op og give lyd. Tror du ikke?
Jooo. Det gør jeg vel. Nogle gange er afstand og himmelrum alt man har. Distance kan være sundt for at skabe kontrast til nærværet. Når man så er sammen, kan man have fokus på hinanden og nyde det unikke i netop den konstellation. Du og jeg!
Afstand og himmelrum. September smager på ordene og har det ligesom jeg. Det lyder godt! Afstand og himmelrum. Der er noget smukt over det. Som at stå ude i mørket en mørk september aften, hvor himlen er klar og kigge op på stjernerne. Stå dér og vide, at du kan se de samme stjerner, hvis det altså er stjerneklart hos dig.

Nu skal du snart af sted! September bliver pludselig praktisk, for det kan hun nemlig godt være. Det er hun langt bedre til end jeg. Drik din kaffe min ven og tag hul på din dag. Lige nu er der ingen afstand mellem os, sådan da, og jeg venter her på dig, når du kommer hjem. Så skal vi holde fredag og weekend. Og det skal vi! Ha' en fornøjelig fredag og send en god tanke til en du holder af!

torsdag den 16. september 2010

Rumleriller og morgenaffald

Vi er lidt sent på den igen, September og jeg. Jo, seng, dyne og drømme fristede, da uret ringede, men jeg stod op uden tøven. Turen med hundene var sådan set også efter planen. Ingen uforudsigelige forsinkelser. Vi fik ordnet det, vi skulle. September havde lavet kaffe, da vi kom tilbage og på mit skrivebord stod PCen klar. Jeg havde tændt og logget on, inden jeg gik ud. Men min kære PC har vist sit eget liv. Overtaget af opdateringer, scanninger og hvad ved jeg, var den gået tilbage til udgangspunket og jeg måtte logge på igen, netop som jeg skulle til at skrive. Så tog det tid.
Nu føler jeg mig næsten stresset ved tanken om, at jeg skal nedfælde mine morgentanker på så kort tid. Ti minutter! Samtidig føler jeg mig lidt fjollet, for hvorfor pokker skal jeg det? Hvem siger det? Men nu er det altså sådan, at jeg føler mig bedst tilpas, når jeg har udført min plan og gjort, som jeg gerne vil gøre. Det har noget med træning at gøre. Noget med at holde fokus og være fast besluttet på at udføre det, jeg har sat mig for. Jeg må vist betragte dette indlæg som de 5 minutters forberedelse, man har, inden man begynder at skrive for alvor. Dér hvor man hælder vand ud af ørerne og tømmer sig selv. Opvarmningsøvelsen! Når man skal til at skrive, er det ideen, at man fjerner hverdagens tanker og stress, som kan gøre skrivningen stiv. Man tømmer sig, skriver uden at tænke og det, der så kommer ud, er dagens tankeaffald. Tilbage er således et hoved, som er klar til at dykke ned i kreativiteten og underbevidsthedens lager af spændende formuleringer. Sådan siger min skrivelærer. Og jeg har prøvet. Det er rigtigt, at man får varmet godt op på denne måde.
Men det har jeg slet ikke tid til nu. Så alt dette må være morgenaffald. Eller?
September sidder bare og smiler af mig. Du er tosset, min ven, siger hun og drikker sin kaffe. Kigger ud på efteråret og dagen, der dukker op i horisonten. Solen kigger sørme også frem i dag. Himlen er blå, grå og sort og alt kan ske. Regnen kommer helt sikkert også tilbage.
Du ville skrive om rumleriller, minder September mig om. Rumleriller! Det er rigtigt. Det er et ord, jeg holder utroligt meget af. Rumleriller er vist noget, man bruger til at teste vejene på. Farten, asfalten ...? Jeg ved det faktisk ikke. Men hver gang jeg ser skiltet "Rumleriller", så smiler jeg uvilkårligt. Og mens jeg kører hen over rillerne, der rumler, tænker jeg på en trold, der hedder Rumle og som sidder i grøftekanten og hygger sig over alle bilerne, der kører hen over hans riller. Rumle er en venlig trold. Jamen, er det ikke bare et skønt ord? Jeg tror jeg vil vende tilbage til Rumle og hans dejlige riller en anden dag. For min tid er gået. Tak fordi du læste med på mit morgenaffald. Tilbage er kun at ønske dig en god dag. Gør det, du er bedst til og det, du allerbedst kan lide. Sådan noget lignende. Og sæt så i gang! ;-)

onsdag den 15. september 2010

Moving

Det er for alvor blevet efterår. Fra solskinsfyldt morgen og køretur på arbejde - ganske langsomt - med solbriller og sensommerhumør i sjælen - til efterår med regn og blæst. Nu sænker mørket sig. Jeg har tændt stearinlys og sat musik på. Kæresten er på herretur og jeg nyder min ensomme aften. Jeg nyder musikken og lader mig fortrylle og forføre af rytmer, stemninger og ord.
Jeg tror sørme, at jeg fejrer efteråret! Sidder inde og kigger ud i tusmørket. Tunge dråber på ruden og lyden af regn og blæst. Men de skændes ikke derude! Nej, de danser, mens aftenen banker på og slutter sig til festen. Jeg tror sørme, at jeg sidder her og nyder de blafrende flammer fra lysene, musikken og den velgørende varme fra teen. Efterdønningerne af en langsom dag med tid til eftertanke. Jeg ser pludselig nogle ting helt klart derude i efterårsmørket. Træerne nikker og giver mig ret. Helt indforstået. Vi behøver ikke at sige noget. Vi ved besked, træerne og jeg.
September kommer ind og lukker døren efter sig. Lydene fordamper. Hun ryster sit regnvåde hår, hænger sin frakke og smiler bredt til mig. Tja. Så blev det efterår!
Jeg nikker og skænker hende en kop te. Kom og sæt dig ned, September. Varm dig ved lysene og tør dit hår. Vi har pigeaften her, hundene og jeg, og du er hjertelig velkommen. Ligesom efteråret? Hun nipper til teen og ser en smule eftertænksom ud.
Ja da! Jeg er godt nok kæk her til aften. Selvfølgelig er efteråret også velkomment! Det er jo den tid på året. Hvem vil dog også have sommer midt i september? Nej vel? Selvom man i dag godt kunne forfalde til den teori, at Oktober er kommet forbi. Og måske er det også sådan. Oktober er jo en berejst dame, som vi ved. Hun var jo også på besøg i maj! Hos Maj!

September eller Oktober. Jeg holder af dem begge to. Holder af brydningstiden og årets gang. Holder af forskelle og de synergier, der skaber balance. Jeg går af broen fra sommer mod efterår. Nu går jeg uden at tøve. Så hører jeg pludselig en stemme. Den mest vidunderlige, magiske, unikke stemme fra en helt fantastisk, smuk og guddommelig kvinde, som jeg har beundret og lyttet til hele mit liv. Kate Bush. Moving!

Forsinket

Jeg sov egentlig ikke for længe, men sengen holdt mig tilbage. Dynen var tung, varm og godtgørende. Søvnen mild og god. Mere! Hele min krop skreg på mere, men fornuften fik mig som altid op af fjerene.
Langsomheden varede ved. Morgenturen med hundene. Morgenmaden. Morgentankerne, skriblerierne. Badet ikke mindst! Det varme vand, følelsen af velvære, jeg kunne have stået dér for evigt. Jeg sank ned i et tæppe af langsomhed og måtte virkelig tage mig sammen for at komme ud af døren i nogenlunde tid.
Turen på arbejde. De forankørende var langsomme. Holdt ikke farten og der var overhaling forbudt. Fuldt optrukkede striber. Kør langsomt. Kør forsigtigt. Min tålmodighed kom på prøve, men så faldt det mig ind, at det måtte være et tegn. Denne dag er skabt til forsinkelse. Skabt til eftertanke og til ro. Ingen grund til at skynde sig. Der er masser af tid. Og det er helt i orden at være forsinket, for forsinkelse er som så mange andre ting i livet relativt.

tirsdag den 14. september 2010

Lyden af efterår

Jeg skal love for, at September er blevet modig. Efter at hun fandt ud, at man er nødt til vedkende sig alle sine sider, gode som dårlige, har hun fået mere lyst til at prøve sig selv af. Hvad kan jeg egentlig? Hvilket potentiale rummer jeg mon? Og efter du holder af mig uanset, siger hun og ler højt, så er der jo ingen grund til at holde mig tilbage!
Og det gør hun så ikke. Hun stod tidligt op og forsvandt ud af døren, inden jeg fik øjne. Jeg vågnede ved at døren smækkede. Så kunne jeg høre regnen. Regnen på taget og lyden af blæst, som kastede regndråber mod vinduet. Mørke og en lyd, der ikke var til at tage fejl af: Lyden af efterår! Morgenturen med hundene var en rejse direkte ind i efteråret. Modvind og vand i ansigtet. Våde veje og meget hurtigt våde hunde. Jeg er glad for, at jeg købte nyt regntøj i sommer i forbindelse med min rejse til Norge. Glad for, at jeg ikke fik brug for det dér, men nu ... Nu kommer det virkelig til sin ret!
Jeg savner pludselig den lidt mere milde September her ved morgenbordet. Savner lyset og den lyserøde morgenhimmel med løfter om noget stort. Sådan en himmel giver håb lige fra morgenstunden. Men det var dengang - dengang for cirka en uge siden. Nu ser alt anderledes ud og følelsen i kroppen er en anden. En anelse vemod krydret med eventyrlyst. Lyst til at kaste mig ud i uvejret og give pokker. Lyst til at løbe gennem vandpytter og få våde sko og sokker. Lyst til at synge som Gene Kelly og danse gennem den regnvåde morgen som et barn, der nyder øjeblikket. Men vemodet er der. Ligger som et filter over hele den regnfulde efterårsmorgen.

Gene Kelly danser og synger. Singing in the rain. What a glorious feeling!? Måske ja. Måske, hvis jeg lod mine tanker hvile og bare lyttede. Lyttede til regnen, blæsten og årstidernes skiften. Lyden af efterår kan være både smuk og grusom helt afhængig af hvem der lytter.

From where I stand, the sun is shining all over the place. Take it away, Gene. Make my day!



Billedet er lånt på erikring.dk

mandag den 13. september 2010

Fernisering og blogtræf



Min gode ven Sidse har udstilling på sit galleri i oktober måned. Eftersom mange af jer herinde også besøger Sidses blog, tænkte jeg, at vi da kunne slå to fluer med ét smæk og mødes hos Sidse

 Lørdag d. 2. oktober- kl 13-17

Det kunne være så hyggeligt at se nogle af jer ved den lejlighed. Galleriet ligger på Præstø egnen, men send mig en mail på megan.paradoks@gmail.com, hvis du har tid og lyst til at dukke op. Så kan vi jo aftale nærmere :-)

Læs mere om udstillingen her og kommer du, så ses vi!

Robin Hood

God morgen, September. Du er godt nok tidligt oppe! Jeg ser på min gæst, som har lavet kaffe og tuller lidt rundt. Så sætter hun sig endelig ned ved bordet, hundene har lagt sig og vi får lidt ro, inden dagen for alvor tager form. Jeg er veludhvilet her til morgen og det er en god ting på sådan en mandag, hvor ugen ligger langstrækt og fuldtallig foran mig. 5 dage og så weekend igen. Men det er jo bare matematik. Eller helt almindelig regning? Sekunder, timer og dage er meget mere end tal og ærlig talt, tal har alligevel ikke min store interesse, så hvorfor sidder jeg så her og skriver om dem. Tæller dage?
Det var en god dag i går, siger September og smiler. Du fik gjort det, du skulle og du lærte noget. Og jeg er også helt tilfreds med din løbetid, tilføjer hun og jeg kommer i tanke om hendes rolle som coach. Hun er ikke sådan en, der står ved sidelinjen og råber højt. Hun er ikke sådan en, som skriger en ind i hovedet, at man skal tage sig sammen og at hvis det ikke gør ondt, så er det spild af tid og intet værd. Nej, hun er anderledes sofistikeret i sin vejledning. Hun motiverer på en måde, så man føler, at man motiverer sig selv. Hun stiller spørgsmål, men giver ingen svar. Svarene må jeg selv finde og i dem ligger erfaringen. Tror jeg nok. Det er jo nemt nok at være klog sådan en tidlig mandag morgen, når man har sovet godt.
Så kommer jeg i tanke om noget, som jeg slet ikke har lyst til i dag. Jeg skal have en alvorssnak med min chef. Jeg er nødt til det.
Cornelius har været på banen så mange gange i den senere tid, at det har krævet al min sunde fornuft, tålmodighed og min egen sans for samarbejde og teamwork. Ikke ødelægge noget for dig selv. Tæl til ti. Dér var den igen, den med tallene. Jeg har talt og talt. Jeg kan nok alligevel ikke undvære dem, tallene, og jeg sender impulsivt en kærlig tanke til min regnelærer.
Du må sige det, som det er, siger September bare og det ved jeg jo godt. Der er ingen vej udenom, hvis du skal se dig selv i øjnene. Jeg tager tyren ved hornene, tæller til ti og så taler jeg med min roligste stemme, mens jeg kigger ham i øjnene og sætter gode og tydelige ord på, som ikke er til at misforstå.
Jeg tror godt, du ved, hvordan du skal gribe det an. September klapper mig kærligt på hånden. Oh kloge kvinde i din bedste alder. Du er din egen bedste coach, når det kommer til stykket. Svarene kommer til dig og tiden er med dig. Selvom andre ikke siger noget, så er du ikke typen, som forbliver tavs og indebrændt. Så hellere tage konsekvensen og du har intet at tabe.
Overhovedet ikke! Jeg smiler tilbage til min September ven og føler mig lidt som Robin Hood. Tager fra de rige og ... giver til de fattige? Ahr, den er måske lidt langt ude, men alligevel. I dag er jeg Robin Hood, som kæmper den gode sags tjeneste. Det giver mig en vældig god følelse dybt nede i mellemgulvet og får mig til at smile. Robin Hood it is!

Billedet er lånt på teddybearspicknic.com

søndag den 12. september 2010

Krydstræning

Det har været en interessant dag i dag. Jeg stod tidligt op  og lagde godt ud. Gik i gang med rengøringen og fik gjort min lille skrivestue klar. Nu ser her helt nydeligt ud. Jeg skal lige have placeret lidt flere inspirerende ikoner rundt omkring, lidt symbolske, lykkebringende og visuelt tilfredsstillende genstande, men ellers er her faktisk helt fint. Godt så! Så kom jeg så langt. Og så var der jo min skriveopgave. Den i skrivegruppen, for selve kurset starter først næste weekend. Skriveopgaven, vi har stillet hinanden, er en øvelse i dialoger med og uden tone. Og vi skal aflevere senest på onsdag! Deadline nærmer sig og det gør hverdagen også. Jeg tænkte, at søndag var en god dag til at sidde ned og bare gøre det. Læse instruktionerne og gå i gang. Just do it! Hvor svært kan det være? Spørger du mig, så kan det faktisk være rigtig svært, for der skete kringlede mærkelige ting oveni mit hoved og inde i min krop. Jeg følte mig rastløs og ude af stand til at tage hul på opgaven. Jeg vaskede tøj og hængte det ud. Jeg gik på Facebook. Facebook, som altid er villig til at distrahere, forføre og stjæle ens tid. Jeg lod mig dog ikke forføre særligt meget i dag. Jeg konstaterede bare, at jeg er en sand mester i overspringshandlinger!

Endelig kom jeg i gang. Det var efter frokost og efter gåtur med hundene. Jeg havde så meget rastløs energi, at jeg var helt klar over, at jeg måtte gøre noget fysisk, før jeg satte mig ned og tog fat. Hundene fik en tur hver og da jeg kom tilbage, var der absolut ingen undskyldninger tilbage. Den sidste overspringshandling var en kop kaffe, men den fulgte med mig til skrivebordet og så læste jeg endelig på min opgave og instruktionerne. Jeg lavede min opvarmningsøvelse og så gik jeg i gang med det egentlige. Den første opgave fik jeg skrevet. Den nød jeg faktisk. Den anden opgave satte mig ud af spillet for en stund. Den krævede research og fordrede, at jeg tog nogle beslutninger, som jeg ikke var parat til. Jeg blev irriteret og frustreret over ikke at kunne gøre det færdigt her og nu, men måtte erkende, at sådan var det altså.

Så tog jeg løbetøjet på inklusive min Garmin og min Ipod og løb en tur alene. Denne gang var der ingen hunde med. Jeg havde brug for ensomhed og musik. Brug for rytme, alt og ingenting. Hold da op! Der gik ikke længe, før løsningen på min anden skriveopgave sprang op i hovedet på mig. Faktisk kastede den sig lige i favnen på mig, mens jeg gav den gas og det gjorde jeg faktisk. Jeg slog min egen rekord på ruten, svedende, syngende og ganske forpustet. Og jeg fik mit svar - sådan da - for nu skal der selvfølgelig skrives.
Det var en aha-oplevelse for mig. Tænk at man kan krydstræne på den måde. Tingene hænger sammen på helt forunderlig vis og svaret kom til mig af omveje. Man kan lave research på mange måder. Jeg har opdaget krydstræning og forstår pludselig, at jeg kan kombinere nogle af de ting, som jeg holder allermest af: At skrive og at løbe. Der er flere lighedspunkter og træning er nøgleordet. Jeg har en masse gode rutiner hvad løb angår og jeg ved, hvordan jeg motiverer mig selv. Kan jeg mon overføre til skrivningen og blande de to discipliner som en ægte alkymist? Høj blev jeg i hvert fald. Jeg kan nå stjernerne, hvis jeg da kunne se dem for lys og skyer. Måske dukker de op senere?

Og nej, jeg har ikke en lille fjer på, men synes faktisk, at jeg fortjener et godt glas rødvin! :-)

Søndagsplaner

Det banker på døren. Søndag ankommer med solskin, varm kaffe og tranebærboller ditto. Her sidder jeg og kigger frem mod min dag. Vejret kalder på udendørsaktiviteter, men jeg har også planer, som skal ordens indendørs. Mit skrivebord skal ryddes og ryddes op. Her skal gøres rent og gøres hyggeligt, så min skrivestue er klar til næste weekend, hvor jeg får min første opgave på kurset. Jeg skal dog også skrive i dag, for jeg har stadig min opgave i skrivegruppen og deadline nærmer sig. Jeg har skubbet det foran mig, men i dag skal det være. Faktisk kan jeg mærke en stor trang til at rydde op helt generelt. Jeg har lyst til at sortere, smide ud og skabe lidt mere luft omkring mig. Gøre plads til det nye, jeg fornemmer vil komme. Det begynder at fylde i hele min krop og breder sig nu til de fysiske rammer. De fysiske rammer, som jeg satser på bliver meget større og anderledes, når vi forhåbentlig - hvis alt går vel - flytter ud i vores store hus ved årsskiftet. Byggeplanerne har trukket ud. Deadlines blevet udskudt. Arbejdet har stået stille. Jeg har lagt låg på min frustration, men låget er hoppet af og forsvundet. Nu skal det være. Snart!

Søndag morgen med kaffe og juice. Tænker på min dag i går, shopping i København, mødet med min veninde og god frokost (og ja, frokost er lunch på dansk). En skøn dag, hvor timerne bare fløj afsted. Caffe latte på café Europa. Vi sad udenfor, for selvom vejret var gråt og regnfuldt, var temperaturen forholdsvis høj. Tilskuere til en by, der vågnede og slog dørene op. Bød velkommen til sine gæster, som strømmede til fra alle verdenshjørner. Godt at høre andre sprog igen. Svensk og norsk er efterhånden helt almindeligt i København, ja det har det altid været, men faktisk er en del ekspedienterne i butikker og stormagasiner nu svenske og endda norske. Så hyggeligt, synes jeg :-) Så tog vi hul på vores shoppingrunde og vi var effektive. Fandt det, vi havde sat os for, lidt til og meget mere. Jeg gav mig selv lov, for det skal man engang i mellem. Vi spiste god frokost i læ for regnen, snakkede og hyggede. Tiden fløj afsted og regnen forsvandt igen. Det var lunt, da vi gik tilbage af Strøget og om i de mindre gader, hvor priserne i forretningerne pludselig er meget højere. Dér nøjedes vi med at kigge. Tilbage til mainstream og ned til Café Kys og en god  latte til at slutte dagen af med. Sådan en venindedag er guld værd. Så kan man lidt igen!

September betragter mig, mens jeg skriver. Drikker sin kaffe og venter tålmodigt på, at jeg kigger op, så hun kan sige noget. Hun er en høflig måned og afbryder ikke. Hendes blik hviler på mig og jeg ved godt, hvad hun vil sige. Vi skal også løbe tur i dag. Min coach har talt! Planerne er mange og dagen er ny. Jeg sætter i gang.

lørdag den 11. september 2010

Under Uret

September og jeg har gode planer i dag. Dejligt at vågne lørdag morgen og vide, man har fri og skal på udflugt. Ligesom dengang i skolen, hvor klasses samlede og tog på lejrskole eller en tur til Louisiana i Nordsjælland. Vi mødes under uret! Det er længe siden, men den lever stadigvæk i bedste velgående den med "under uret". Når jeg skal mødes med en af mine veninder i København, så stiller jeg ofte min bil i Rødovre (hos min ex) og hopper på toget ind til centrum. Kører det sidste stykke fra Rødovre Station til Hovedbanegården og nærmer mig min hovedstad på den gode måde. Jeg elsker at betragte byen fra skinnerne. Valby, som jeg kender så godt. Jeg har boet ganske tæt på. Dybbelsbro. Så er vi tæt på centrum. Hovedbanegården. Ud i menneskevrimlen og op ad trappen. Lydene og duftene, friskbagt brød og burger, café latte og parfume. Spildt øl og alt det andet, som bestemt ikke lugter særligt godt. Og så hen under uret. Uret er godt nok flyttet siden dengang for længe siden, hvor klassen skulle på lejrskole, men  følelsen af eventyr og forventning er den samme.

I dag skal jeg mødes med min veninde fra studietiden. Det er også længe siden, vi studerede sammen på Handelshøjskolen, lavede projekter og gik til eksamen. Længe siden, at vi læste til eksamen omgivet af tekande og kager fra bageren. Heldigvis har vi holdt forbindelsen og set hinanden jævnligt siden dengang. Gået hver vores vej og levet hvert vores liv, men vores veje mødes flere gange om året og så gør vi noget godt sammen. Nogle gange har vi vores mænd med, men i dag skal vi på pigetur. Vi skal snakke til ørerne falder af. Vi skal lytte og fortælle. Og så skal vi shoppe. Det er vi gode til. Vi er heldigvis ganske enige om, hvad det er, vi skal kigge på og finder også tit gode ting til hinanden. "Denne her ville passe dig perfekt"! Vi kigger mest, køber nok lidt og så spiser vi frokost. I dag er der sushi på menuen, tror jeg nok. Vi får se, hvad byen byder på.

Ha' en dejlig lørdag!

Billedet er lånt hos cykelkurt.dk

fredag den 10. september 2010

Så længe jeg lærer


Hvornår er man klar, spørger jeg September, mens vi sidder over morgenkaffen en tidlig fredag morgen. Hvornår er man klar til at gøre det, man altid har drømt om? Til at tage det skridt, der virkelig rykker? Og hvordan kan man overhovedet vide, om det skridt vil ændre noget?
Hmm, siger September og ser op fra kaffekoppen. Rynker lidt på næsen og tænker sig om. Hvornår man er klar?
Ja, svarer jeg. Hvornår? Hvordan kan man vide det? Er det en bestemt følelse i kroppen? Er det en snert af det store mod, som pludselig bliver synligt og mærkbart og som gør, at man tør? Eller som simpelthen bare skubber en i den tilsyneladende rigtige retning?
September smiler til mig. Du er filosofisk her til morgen! Livets store spørgsmål er oppe og vende her klokken altfor tidligt. Hvorfor er vi i grunden oppe så tidligt, tilføjer hun og ser ud af vinduet. Det er jo mørkt endnu! Og det er så sandt som det er sagt. Det er mørkt endnu. Mørket har spist sig ind på døgnets lyse timer i en sådan fart, at det er svært at følge med. Der har tilsyneladende været ædegilde i nat og mørket er slet ikke færdig med retterne endnu. Det var helt mørkt på morgenturen med hundene. Stormen har lagt sig og regnen har taget over. Falder sagte i det tidlige morgenmørke og jeg kom uvilkårligt til at tænke på refleksveste og pandelampe. Nu går det stærkt!
Du svarede ikke på mit spørgsmål, September! Hvordan ved man det? At det er nu?
Man tager det første skridt, siger hun bare, og så det næste. Man bevæbner sig med positive tanker og gode intentioner. Indstiller sig på at alt kan ske og at alt er velkomment, for i hver eneste lille hændelse er der en lektion. Og så længe man lærer, så lever man. Bliver en lille smule klogere hver eneste dag. Og ved du hvad, tilføjer hun og ser pludselig meget vis ud. Man kan ikke fejle. Den eneste egentlige fejl, man kan gøre, er ikke at gøre noget. Tanker er gode og vigtige, men det er handlingen, som tæller. Det er de ord, man siger, som bliver hørt. Det man skriver, som bliver læst! Hvis man altså tør dele det.
Jeg nikker bare. September har ret. Jeg er filosof i dag. Jeg har store tanker. Jeg har store spørgsmål og jeg har lært, at spørgsmålene er de vigtigste. Husk at stil spørgsmål! Hvis du ikke stiller spørgsmål, får du intet svar. Hvis du ikke bevæger dig, kommer du ingen vegne.
Om ikke så længe skal jeg bevæge mig ud i dagen. Først nu er det ved at lysne derude. Himlen putter sig bag regntunge skyer og solen har slet ikke besluttet sig for, hvad hun skal foretage sig i dag. Men jeg ved godt hvad jeg skal. Det er jo fredag og en helt almindelig arbejdsdag. Selv filosoffer skal tjene til dagen og vejen. Kaffekoppen er ikke længere så fuld, som den har været. Dagen er ikke helt så ny.
Kom, siger September og tager min hånd. Du har tænkt nok for nu. Nu tager du det første skridt og møder den nye dag med oprejst pande, åbent sind og taknemmelighed over, at du er den, du er. En klog kvinde, som endnu har så eventyrligt meget at lære!
Og så længe jeg lærer... Vi smiler til hinanden og siger i kor: Så længe jeg lærer, så lever jeg!

torsdag den 9. september 2010

Kursusplan



Så kom min kursusplan. Nu er det ikke længere bare en tanke. Ikke bare en drøm. Om en uge starter mit online skrivekursus og workshoppen. Inden da skal jeg præsentere mig selv for mine medskribenter. Men vi skal ikke "kun" skrive egne tekster og opgaver. Vi dedikerer os også til at kommentere de andres tekster og har fået et sæt gode regler og råd. Det er grænseoverskridende at dele sine tekster med andre og få respons, skriver vores lærer. Ja, det kan jeg faktisk godt mærke allerede nu. Sommerfuglene begynder at flagre i maven. Uroen, den rastløse, forventningsfulde kriblen flytter ind i min krop og jeg får instinktivt lyst til at flygte. Nej nej, jeg kan ikke alligevel! Men det kan jeg, det skal jeg, det vil jeg og det gør jeg! Jeg glæder mig som et barn til sin første skoledag.

Der bliver travlt ved mit skrivebord. Jeg har besluttet mig for at rydde op og rydde ud og gøre det hyggeligt og dejligt at sidde lige her. Stearinlys og te. Små detaljer, som skaber en rolig helhed, tryghed og som giver inspiration. Her skal tænkes gode tanker. Her skal skrives gode ord. Mens efterårets vinde blæser, rusker op i træerne og bladene forlader deres trygge grene, forlader jeg min trygge hule. Nu skal jeg ud og prøve kræfter med det, jeg brænder allermest for. Rejsen kan begynde.

Billedet af malet af Finn Petersen og lånt på hotel-lolland.dk.

Venindesnak og morgenvrøvl

Jeg har sovet for længe i dag. Snottet som var jeg var i går, har jeg vel haft brug for den. Søvnen. Den har gjort godt og jeg føler mig friskere her til morgen.
September er også frisk og frejdig, skulle jeg hilse og sige. Hils, sagde hun og gik ud for at lege med sin nye ven stormen. Om venskabet er ved at udvikle sig, ved jeg ikke. Men de har da hygget sig gevaldigt de sidste døgs tid og det blæser stadig voldsomt derude. Skyerne danser og solen kigger lidt forundret frem fra sit skjul. Jeg vinker begejstret til hende. Ja, sol kom, kom og kast varme. Jeg ville gerne tage en lille alvorssnak med September, for det er blevet meget efterårsagtigt de sidste par dage, men på den anden side tøver jeg. Jeg har jo sagt, at jeg holder af hende uanset. Måske er hun bare ved at træde i karakter. Blive den hun egentlig er? For hvem kender i grunden September? Hun har kun boet 9 dage på pensionatet og skal først nu til udforske sin månedlige verden.
Jeg skal også ud i den. Verden. Måske er den lidt anderledes her til morgen? Måske er der sket noget, som gør, at jeg ser lidt anderledes på tingene i dag. Jeg havde en god samtale med en kær veninde i går. En, som jeg ikke ser hver eneste dag, men som jeg holder utroligt meget af. Vi dukker op i hinandens liv fra tid til anden og kaster om os med visdomsord og gode ønsker. Så mødes vi til en god middag, drikker vin og taler dybsindigt. Sværger, at næste gang går der ikke så lang tid, for vi har så meget på hjerte og befinder os så vel i hinandens selskab. I går var vi begge forkølede og det var vores udgangspunkt. Men snart var vi videre derfra, noget med job og udvikling og om at være kvinder i deres bedste alder og med lyst til meget mere. Jeg blev glad i låget af at tale med hende. Vi sluttede med at ønske hinanden godnat og det blev det! Jeg har sovet som en sten. Drømmene kan jeg ikke længere huske og det er i grunden en skam.
Nu skal jeg ud i min dag, bevæbnet med efterdønningerne af en god venindesnak og søvn, der ikke var at kimse af. Der er så meget andet at kimse af, men jeg lader være. Jeg har bedre ting at tage mig til. Jeg kaster mig ud i stormen og efteråret.  Så godt med en gang morgenvrøvl! Eller?

onsdag den 8. september 2010

Sommeren er forbi


Sommeren er forbi nu og det er ganske vist. September er ikke længere så blød og blid. Hun har klædt sig i lidt mere markante farver, malet læberne røde og taget sig en gevaldig svingom med efterårets første storm. Måske er det bare stiv kuling, men for min sommerkrop føles det som storm. Her ligger en fiskerbåd på stranden, trukket op på land og sådan føler jeg mig lige. Strandet. Synes pludselig alligevel ikke, at jeg er helt parat til kolde, blæsende dage og mørket, som presser sig på fra begge sider af døgnet. Spiser ligeså stille af de lyse timer, helt ubemærket, indtil jeg en morgen må stå op i totalt mørke. Det er allerede tæt på. Lidt for tæt på ...
Jeg vågnede klokken 3 i nat ved lyden af den rasende vind derude i efterårsmørket. September sov vist. Kæresten gjorde i hvert fald og jeg kunne høre Aimees snorken fra buret nedenunder. Dér lå jeg en times tid, forladt af søvnen, overladt til mig selv og mine tanker. Faktisk følte jeg mig en overgang så frisk, at jeg overvejede at stå op, lave te og sætte mig til at skrive. Hvem ved, hvilke genistreger der kunne formuleres på den tid af døgnet? Det blev nu aldrig til noget, for så sov jeg igen. Drømmene tog mig med, jeg var på togtur, landskabet for forbi. På et tidspunkt gik jeg gennem toget for at finde en ven, som jeg gerne ville tage ordentlig afsked med. Men jeg fandt aldrig vedkommende, for så ringede uret. God morgen min egen, det er tid til at stå op! Nej! Det føltes overhovedet ikke som tid til andet end at sove videre. Drømme videre. Jeg ville finde den ven og sige det, jeg skulle sige. Men de ord er kørt med toget. Mens jeg gik morgentur gennem stormen med hundene, sprang en sang op i mig. Ordene kom, melodien ...
Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted,
tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med.
Det sortner for dine øjne, mens du stirrende står her og ser,
endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager
C.V. Jørgensen. Gode gamle C.V. med sine vidunderlige tekster. Altid noget på hjerte. Jeg har stadig sangen i hovedet, så skal vi ikke bare høre den? For sommeren er forbi! God efterårsdag :-)

Lad dig ikke narre af det fjollede billede! :-) Bare luk øjnene og lyt til tekst og melodi.


tirsdag den 7. september 2010

Venskab

Ganske tidligt tirsdag morgen. Det er endnu dunkelt udenfor og jeg har tændt lys i huset. Gåturen med hundene føles som en tur mellem nat og daggry. Solen farver forsigtigt himlen i horisonten og træerne står som stolte silhouetter mod det morgenrøde. Fantastiske former og farver. Græsset er vådt af duggen og luften er kold. Det er ikke sommer mere! Morgen og aften mærker man efterårets kommen. Årstiderne skifter stille plads, selvom vi ligeså kækt kalder disse lune septemberdage for sensommer.
September nyder sin rolle. Jeg er jo bare mig selv, siger hun og rødmer ligesom morgenhimlen. Og hvem vil ikke gerne modtage roser for at være bare sig selv? Indtil videre har vi ikke set alle sider af September, men vi synes nu alligevel, at hun er en behagelig gæst efter August og hendes voldsomme og vedvarende affære med regnen. September danser omkring på kanten til efterår. Har gode samtaler med solen, som lytter og træder i karakter. Skyerne er livlige, kommer og går, men gør ikke noget særligt væsen af sig. Ikke endnu i hvert fald.
Vil du stadig kunne lide mig, hvis jeg er i dårligt humør i morgen, spørger September forsigtigt og nipper til sin kaffe. Vil du stadig synes, at jeg er charmerende? Hvad hvis jeg pludselig får en dårlig dag, kommer til at smile lidt for meget til regnen, som jo er hurtig til at fange en opmuntring? Hvad hvis jeg har morgenhår, vrisser af dig, er irritabel og kommer til at sige dumme ting? Ting, som jeg senere fortryder, men ikke desto mindre?
Den må jeg lige vende med mig selv. Jeg kan slet ikke forestille mig den gode September i dårligt humør. Hun har jo lagt så flot ud med lunt sensommervejr, blå himmel og gode dage, hvor vi kan trække sommeren lidt i langdrag. Sommeren, som jo egentlig ikke har været særlig lang i år. Nogen husker måske min gæst Maj og hendes eskapader?
Ved du hvad, September, siger jeg så. Jeg kan lide dig ligesom du er! Jeg accepterer dig og respekterer dig og dine valg. Guderne skal vide, at jeg selv kan have dårlige dage! Dage, hvor jeg er i dårligt humør uden særlig grund, hvor tårerne triller og jeg vrisser og skælder. Dage, hvor jeg er som en løve i et bur. Brøler og er utilfreds. Men jeg bliver god igen!
September smiler og slapper af. Ja, for jeg ved jo snart ikke, om jeg kan leve op til min flotte start, siger hun. Min måned består af 30 dage og som dagene går, nærmer vi os det sted, hvor Oktober gemmer sig. Dér hvor efteråret for alvor folder sig ud, hvor bladene på træerne bliver røde og gule, blomster og planter visner og ... Og jeg må indordne mig, tilføjer hun!
Må vi ikke alle i grunden indordne os? Tilpasse os årstiderne. Være fleksible og bøjelige? Der ligger en vis styrke i det fleksible. I at turde gøre indrømmelser og ikke altid holde stædigt på sit eget.
Jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende, September, siger jeg. Hele dig! For ved du hvad? Jeg holder af dig uanset. Sådan er vores venskab og sådan bør et venskab være. Med plads til at være den, man er, og blive holdt af og holdt om alligevel. Fordi.

mandag den 6. september 2010

Ord, løb og Creole Omelette

Det har været en lidt underlig dag. Eller også er det bare mig, som har været underlig. Jeg har jo haft hjemmearbejdsdag. Skulle skrive en case story. Det gjorde jeg, men det holdt hårdt. Jeg arbejdede helt anderledes end jeg plejer. Ordene kom dryppende, men ikke helt i den rækkefølge, jeg gerne ville se dem. De havde deres eget liv. Jeg kæmpede med teksten. Prøvede både med angreb og forsvar, men lige meget hjalp det. Så besluttede jeg mig for bare at skrive. Skrive de noter, jeg havde taget, da jeg lavede interviewet og lade ordene danse deres helt egen dance macabra. Det gjorde de så. Senere fik jeg sat lidt skik på dem, så pludselig et mønster og vupti, så var den dér! Historien om bageren i Jylland.

Mine tanker har været på langfart i dag. De startede på Guernsey i morges, men siden da har de været vidt omkring. De har været ligeså egenrådige som ordene. Flyvske, forfløjne og ganske utilregnelige. Tænk at jeg fik lavet min case story med sådan et hoved! Det er vist intet mindre end et mirakel! Når jeg har det sådan, så er der kun én ting, der hjælper. Jeg må ud og løbe! Det er som alt hober sig op på øverste etage. Der bliver trængsel og det bliver for meget. Hovedet bliver tungt og jeg hænger med næbbet. Bliver irriteret. Jeg har ikke løbet siden i onsdags, for jeg har ikke været helt på toppen de sidste par dage. En mærkelige forkølelses-og-alligevel-ikke-tilstand med lettere hovedpine, ondt i kroppen, lidt forkølet. Kuldegysninger. Det er som om jeg har kunne mærke efterårets kommen i mine lemmer. Ja ja, ved det godt, jeg er underlig. Bliver sikkert sådan en gammel kone, som kan mærke den kommende storm i sin venstre knæskal. I dag har jeg dog haft det lidt bedre, men helt klar i en tilstand af manglende motion. Det duer jeg ikke til!
Løbeturen gjorde godt. Jeg løb bedre end forventet og jeg havde ingen ubehag. Mine ben var lette og ubesværede. Det var varmt ja, og jeg havde endnu engang taget for meget tøj på. Men det er der råd for. Lag på lag og så kan man lige taget noget af. Det er nødvendigt i disse dage. Septembers vejr er lunefuldt. Sommeragtigt måske, men vinden er snu og har en snert af efterårskulde med sig. Lad dig ikke narre!

Nu er jeg sulten! Jeg vil lave spansk omelet eller Creole Omelette. Nemt og godt!

Billedet er lånt på arla.dk og opskriften på Creole Omelette finder du her.

Mandag ... jeg vil til Guernsey!


På forunderlig vis er jeg tilbage til mandag. Af snoede veje, små støvede markveje og de lidt større landeveje har jeg begivet mig gennem ugen og er endt lige dér, hvor det hele begyndte. Mandag. Nu sidder jeg her over morgenkaffen som så ofte før. Tænker i mit stille sind, at jeg da egentlig godt kunne have brugt lidt mere weekend. Er det ikke altid sådan? Man har lyst til at blive hængende i søndagen. Strække den ud til man ikke kan holde fast længere og den som en spændt elastik svipser tilbage med et smæld. Søndag morgen med kaffe og økologiske tranebærboller, god kaffe og solskin gennem vinduerne. En dag med planer, som ikke helt blev fulgt, men er planer ikke til for at blive ændret? Sådan bare en lille smule? Det er godt at improvisere og følge sit hjerte gennem dagen.
Det gjorde jeg så i går. Jeg læste resten af Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub i en stol midt i haven. September og solen varmede mig, mens jeg med en lille smule vemod læste de sidste breve i en vidunderlig, smuk og velskrevet historie. Nogle bøger er svære at tage afsked med og sådan var denne bog. Med ét var jeg ikke længere på Guernsey men tilbage i min egen have. Ikke et dårligt sted at være, nej, men tomheden kastede sig straks over mig. Hvad så? Jeg besluttede mig for at gå en tur med hundene, inden jeg begyndte på en ny bog. En god tur ud af vejen og over marker.
Jeg burde nok have taget hul på mine lektier. Men burde eksisterede slet ikke i mit ordforråd i går. Jeg kiggede på min boghylde og på de bøger, der helt uberørte, jomfruelige og velduftende nye venter på at blive taget i brug. Bladret i og læst. Jeg valgte og tror jeg gjorde et godt valg. Nu er jeg i Italien! Jeg læser en engelsk bog af Elizabeth Edmondson "The Villa in Italy". Det er ikke en bog jeg i forvejen har hørt om, men jeg fik den anbefalet på Amazon.co.uk. Please read this one, dear, you will definitely like it! Og det kan jeg. Jeg er ankommet til den italienske villa i en historie, som allerede fænger mig.
Det er mandag nu! September afbryder mig og skænker lidt mere kaffe. Mandag og ... arbejdsdag! Åh ja, det er rigtigt. Heldigvis får jeg en blid start på ugen, for jeg skal arbejde hjemme i dag. Skrive historien om ham bageren, jeg interviewede forleden dag. Heldigvis er han en spændende person, ung og initiativrig. En af dem, som tør og gør det. Og når han tør, så tør jeg også! Tage hul på min mandag og skrive om det.

PS. Jeg vil til Guernsey!!!

Billedet er taget af Karl Taylor og lånt på karltaylor.co.uk

søndag den 5. september 2010

Hver ting til sin årstid

September fortsætter med at fryde. Denne søndag formiddag brager solen igennem og giver os en varme, der til forveksling kunne minde om en julidag. Der er dømt hygge i haven. Kan det være anderledes? Sengetøjet skal vaskes og ud og hænge i vinden. Vinden, som næsten kun er en hvisken. September har mange ansigter. Temperaturerne svinger voldsomt og vi har både sommer og efterår i skøn forening. Faktisk en ualmindelig charmerende blanding, søde September. Hun smiler og nikker. Ved det godt. Kan lidt af hvert og deler gerne. I går aftes kom vi temmelig sent hjem og kulden, der mødte os, da vi steg ud af bilen var som en oktobernat. Stjernerne funklede på himlen, alt var stille og køligt. Jeg kunne næsten mærke frosten. Men også kun næsten.
Vi danser på kanten til efteråret, men sommeren hænger lidt ved. Sensommer, som jeg drister mig til at kalde det. Vi flirter med solen, tager sandalerne frem igen og fryder os over sommertøjets lette stoffer lidt endnu. Samtidig kaster jeg et kærligt blik på min yndlingssweater. Om ikke altfor længe skal vi genforenes. Jeg flytter ind i den og elsker de første kolde dage. Støvlerne. De frostklare morgener og friskheden. Løbeture, hvor man bare kan blive ved, fordi luften er så godtgørende vidunderlig om efteråret.
Jeg indser, at jeg elsker alle årstider. Forår, sommer, efterår og vinter. Hver årstid har sin charme. Hver årstid har alle aspekter. For lidt og for meget. Og så en frydefuld balance, hvor alt bare klapper og skønheden, det unikke, folder sig ud. Hver ting til sin årstid.
Lige nu skal jeg bare ud og nyde livet på Septembers 5. dag. Læse resten af den gode bog om Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub og siden beslutte mig for, hvad jeg så skal gå i gang med. Ja ja, jeg skal også skrive, lave lektier, arbejde med dialoger og være ordmæssig kreativ.
Jeg skal i dialog med sol og September! Ha' en dejlig sensommersøndag :-)

lørdag den 4. september 2010

Morgenmagi

Jeg vågnede tidligt og så på uret. Morgenen var helt ny. Jeg skulle ned på toilettet, men havde egentlig besluttet, at jeg gik op i seng igen. Det er jo lørdag. Man kan sove længe! Da jeg kom ned, faldt mit blik uvilkårligt ud af køkkenvinduet og jeg faldt i staver. Lyserødt. Lilla. September var i fuld gang med et morgenmaleri så smukt og unikt, at jeg bare måtte hente mit kamera. Den slags er jo skrøbeligt. Det varer kun ganske kort. Et glimt af noget, som kun er få forundt. Den, som står altfor tidligt op på en lørdag morgen. Den, som tilfældigvis kommer forbi et køkkenvindue med udsigt til åbne marker og morgenhimmel. Mig!
September har malet min morgen og jeg er oppe. Hendes kunstværk bor nu i min sjæl. Og ja, selvfølgelig, jeg fangede jo genistregen med mit kamera, selvom det aldrig er helt det samme. Jeg har noget med morgener. Jeg nød at være B-menneske i Nordnorge, lyset, som strakte sig langt ind i evigheden og søvnen, som bare kom, når jeg tog min sovemaske på. Jeg kunne sagtens vænne mig til det. Lave mit rytme om, hvis min dag og mit arbejde tillod det. På et tidspunkt kommer jeg til at vælge selv, for sådan har jeg bestemt at det bliver. Men jeg kan aldrig vælge mine morgener fra. Jeg kan aldrig fravælge friskheden, det første spæde lys så skrøbeligt som den første is på søen. Jeg kan aldrig fravælge stilheden, ensomheden og det klarsyn, jeg kan få en tidlig morgen. Jeg kan aldrig fravælge det helt unikke, dugfriske og magiske, som en morgen kan byde på. Jeg er en del af morgenen. Af det nye, det sprøde og de muligheder, der danser i det allerførste solskin. Jeg er en del af magien.
Selvom jeg stod langt tidligere op end planlagt, så føler jeg mig frisk. Jeg føler mig heldig. Jeg er fortryllet af morgenmagi og bærer den forsigtigt med mig ud i dagen. Ud i solen, som nu skinner. September bliver ved med at drysse om sig med sensommerherlighed. Magiske morgener og flotte sensommerdage. Det er bare at stå op og nyde det!