onsdag den 30. juni 2010

Karinas Buddha tanker


Mød min gode blogveninde Karina! Karina har en blog som hedder Skriblerier fra en Dagdrømmer og jeg har med stor glæde fulgt Karina, siden blogland åbnede sin verden for mig. Jeg læser utroligt gerne om Karinas store løbeglæde, hendes ihærdige træning og de mål, hun sætter sig. Hun er en sej pige, Karina, og jeg hepper gerne på sidelinjen, når hun trækker i løbeskoene og sætter i gang. At Karina så ofte også hepper på mig, både når jeg løber og i helt andre sammenhænge, gør det jo bare endnu mere dejligt ;-)

Karina har for nylig lavet sin egen lille mentale løbeskole med gode løbe Buddha bud. Men jeg synes nu faktisk, at mange af de tanker, Karina gør sig, sagtens kan bruges i andre sammenhænge også. Det seneste bud hedder "Aldrig give op" og det blev jeg utrolig inspireret af. Karina skriver og jeg citerer:

Giv ikke op, når løbet føles hårdt og der er langt i mål. Tag et skridt af gangen, lav regnstykker i hovedet, begynd at messe mantraer, visualiser målet - eller hvad der nu virker. Find rytmen og bliv ved, selvom tempoet er sat ned.

Giv aldrig op selvom du er skadet. Dyrk styrketræning og søg viden, men lyt også til hvad du kan mærke er rigtigt for dig. Tro på det! En dag løber du på stranden igen :)
Karina, tak for at du deler dine velgørende Buddha tanker med os andre. Jeg kan bruge det i min løbetræning, men så sandelig også i mange andre af de ting, jeg tumler med og træner på i livet. Som du også skriver: Man kan træne i at være positiv. Man kan træne i at være negativ. Man bliver god til det man træner til!

Besøg Karinas gode blog her.

Billedet er lånt på biographyonline.net

Set them free ..


Jeg ville have gjort det igen her til morgen. Stået lidt tidligere op og løbet tur med begge hunde. Nu spørger du sikkert om det var klogt? Det gjorde Juni også. Hun passer jo på mig. Var det nu klogt, spurgte hun. Skulle du ikke restituere? Så vidt jeg er informeret, løber du fornuftigt og derfor kun hver anden dag! Du skal passe på dig selv. Juni kan se meget strengt på mig, når hun synes det er nødvendigt. Men hendes moderlige, velmenende og lidt formanende blik preller af på mig. Ser du Juni, siger jeg, jeg løber jo ikke så langt her om morgenen. 3-4 kilometer bliver det til og så synes jeg altså godt, at jeg kan tage en tur flere morgener i træk! Det er en skøn start på dagen. Især når man kan starte lidt senere end kl. 5:10 dut. Det er faktisk lidt for tidligt, selv for et A-menneske som mig! Men jeg gjorde det ikke her til morgen. Egenligt ikke fordi jeg adlød Juni, men jeg var for træt. Der har været altfor varmt i soveværelset i nat. Tror jeg løber i eftermiddag i stedet for!

I morgen restituerer du så, siger Juni bare. Jeg ser på hende og bliver pludselig lidt bedrøvet. For i morgen er Juni ikke længere på pensionatet. I dag er jo hendes sidste dag her hos mig. Hun skal pakke sine ting og hun skal videre. Jeg er ikke så god til afsked. Jeg ønsker vist at holde fast og holde ved det, jeg holder af. Ikke fordi jeg er omklamrende, men jeg har nydt Juni og hendes velgørende selskab. Alle de gode ting, hun har gjort for mig og ved mig helt uden at forlange noget til gengæld. Jeg mærker et stik i hjertet, en tomhed i maven og et savn, der allerede fylder mig ved tanken om, at hun forlader mig om ikke så længe. Jeg siger ikke så meget. Ser bare på hende og smiler. Jeg kommer til at savne dig søde Juni! Hun smiler tilbage. Ditto, min ven! Men vi ses igen … næste år ved samme tid. Og så bliver det spændende at se, hvem vi er på det tidspunkt. Hvem vi har mødt og hvad vi har set og oplevet. Hvad de oplevelser har gjort ved os.
Pas godt på dig selv. Det er mit råd til dig. Du er nemlig den eneste som egentlig ved, hvordan du finder lykken og hvor den er! Når du virkelig mærker efter.

If you love somebody, set them free!

tirsdag den 29. juni 2010

Og så afsted


Jeg gjorde det! Jeg stod op, da mit vækkeur lød kl. 05:10. Min første tanke var: Du er tosset! Jeg var træt og følte mig slet ikke i stand til at det, jeg havde planlagt: At løbe morgentur. Men nu havde uret jo ringet. Jeg undlød at lytte til de kropslige protester og mærkede ikke længere efter, om jeg var for træt eller ej. På med løbetøjet! Sådan er det. Man skal bare gøre det! Ikke tænke videre og ikke tvivle. Juni stod i vejkanten og skød mig i gang. Serverede fuglesang og frisk sprød morgenluft, som er helt unik for en dag, der bliver varm. Diset sol, som allerede brænder. Og så afsted!
Jeg løb med begge hunde. Ja, jeg skal i høj grad stadig passe på. Min skade driller lidt og jeg har tid hos kiropraktor i dag, men konstaterer at mit løb ikke gør ondt værre. Tværtimod! Så jeg løb med dem i almindelig snor, først Aimee og så turbotøsen Keeva. Det gik over al forventning. Keeva hørte på mig og løb fint. Jeg kan ikke nå en længere tur her om morgenen, da jeg også har andre gøremål. Men lidt har også ret! 3,5 km er fint for en morgenløbetur i udmærket tempo. Nu er jeg klar til dagen og vejen!

Ha' en dejlig solskinsdag! Og jeg håber, Eirin, at solen også kigger op til jer i Nordnorge! Det er vist på høje tid ;-)

mandag den 28. juni 2010

Aftentur på Kanten


Kæresten havde et ærinde i Rønnede og hundene og jeg besluttede os for at køre med. Der er noget helt specielt over at køre ud i sommeraftenen og se på mennesker, dyr og landskaber. Vi gik tur med hundene i solskin og blandt valmuemarker tæt ved Fakse Kalkbrud. På Kanten, for det hedder stedet faktisk. Juni var med og hyggede om os. Diskede op med koldt vand og lun aftenvind. Nu har hun lavet kamillete til mig. Siger, at jeg nok snart skal tænke på at gå i seng. I morgen har jeg nemlig planlagt at stå ekstra tidligt op for at få min morgenløbetur. Sådan må det jo være, når sommervarmen bager om eftermiddagen. Jeg klager ikke. Jeg drikker min te og glæder mig til endnu en sommerdag. I morgen.


Godnat sol og tak for i dag!

Sommerlyst


Så blev det sommer! Endelig kom det vejr, vi har håbet på og længtes efter. Juni nikker over kaffen. Jeg sagde jo til dig, at alting har sin tid! Og nogle ting er værd at vente på! Det har hun jo ret i, den kære Juni. Men jeg er ikke nem at gøre tilpas. Nu sidder jeg her ved morgenmaden og tænker: Bare jeg dog havde ferie. Altså lige nu. Jeg er så klar! Jeg ved godt, at der kun er en uge til og at vi på lørdag drager til Thy, men jeg er tung i optrækket og hele min krop længes efter at læne sig tilbage i følelsen af at have ferie. Ikke at skulle skynde sig.
Lige om lidt, siger Juni og hiver mig ud af mine tanker, som jo ikke nytter spor. Men husk nu at vi skal nyde min sidste dage på pensionatet sammen. Det kan tids nok blive Julis tur. Jeg har ikke tænkt mig at sidde her og lytte til din jamren.
Jeg ler og drikker min kaffe. Jeg vil ikke jamre. Det har jeg slet ingen grund til! En ny smuk sommerdag har rejst sig og rystet duggen af sig. Morgendisen er lettet og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Det bliver varmt i dag. Op til 27 grader!

Jeg er stadig mættet af gode indtryk fra min weekend i Miss Marple landsbyen. Ser stadig de idylliske billeder for mit indre og mærker den gode stemning. Hører stemmerne ved vejen, ser smilene og fornemmer endda brisen fra havet. Den lille bitte havn med de idylliske blå fiskerbåde. Det er guf for øje og sjæl. Det kan jeg leve længe på og bestemt til på lørdag, hvor Thy tager over.




søndag den 27. juni 2010

Miss Marples Morgenløb


Hvilken idyl her i Miss Marple landsbyen tæt på vandet! Vi havde den skønneste eftermiddag med gåtur ned til havnen. En gåtur med mange stop på vejen, for mennesker kiggede frem alle vegne fra, hilste, spurgte og sludrede. Alle var ude og alle havde tid til at nikke og snakke. Jeg nød hvert sekund. Vi så på roser og broderi, hækketrimning og gedemælk. Det er en alsidig landsby! På havnen fik vi en sludder med de lokale sømænd, som skyllede eftermiddagen ned med en kølig pilsner. Vi så et smukt svanepar med 3 små ællinger og mærkede brisen fra havet. Aftensmaden og den kølige hvidvin blev indtaget i aftensolen. Snakke foran bålet, inden den fugtige nattekulde blidt skubbede os indendøre. Så sover man godt!
Jeg havde taget mit løbetøj med og besluttet, at jeg ville løbe morgentur. Velvidende (jeg stoler på meteorologerne, når de lover godt vejr!) at det ville blive en varm dag, måtte min nye søndagstradition skovløb erstattes af morgenløb og det inden morgenmaden. Faktisk var jeg lidt i tvivl om det nu også var en god ide. Vi kom sent i seng og havde drukket flere glas vin. Jeg vågnede traditionen tro altfor tidligt. Fristet af lyset og solen gennem gavlvinduet og stadig inde i min hverdagsrytme, som ikke lader rykke på sig bare fordi jeg kommer sent i seng en aften. Men jeg gjorde det - morgenløb for første gang i år. To glas vand og et par håndfulde rosiner og så afsted i solen gennem landsbyen. Det var varmt, men det gik faktisk over al forventning. Jeg løb ganske godt alt taget i betragtning. Jeg havde såmænd også tid til at hilse på dem, som allerede var stået op og nysgerrigt kiggede over hækken. Mit ben og bækken er stadig lidt stramt, men jeg kan heldigvis mærke en klar bedring.
Det blev en tur på 5,3 kilometer. Og det var skønt! Jeg kom tilbage til et veldækket morgenbord. Veninden havde disket op med æg, rugbrød, hjemmelavet marmelade, ost og god kaffe. Masser af koldt vand. Så skråler jeg altså med på Svantes vise: Livet er ikke det værste man har ... ! :-)




lørdag den 26. juni 2010

Frøken Hidsig!


Så kan jeg lære det! Ville lige lege lidt med skabelonen og designet på min blog. Og der jo kommet nye designmuligheder. Jeg kan godt lide nye muligheder! Samtidig er jeg jo sådan en hands-on woman! Jeg prøver mig bare frem og trykker gem. Tager en chance!
Jeg skulle vist hellere have prøvet med ctrl-alt-delete! For jeg er ikke tilfreds. Skrifttype er ændret, det er blevet for kantet efter min smag. Og timeglasset er løbet ud. Jeg må lade design være design og pakke min bil. Komme afsted, ud i dagen og livet.

Men jeg vender tilbage! For mit design skal sidde i øjet. Mit øje! Og ja, jeg er vist lidt blåøjet!

Det fine Frk. Hidsig maleri er lånt på 100percentvaleur.dk

Lørdagens landsbyidyl


Der er mange smukke steder i Danmark. Små steder, som vi aldrig lige kommer forbi, fordi den store vej fører os andre steder hen. Vi har tit så travlt med at komme fra A til B at landskabet og livet farer forbi os. Vi ser kun små glimt af det, der kunne være. Små glimt af havet derude bag træerne eller markerne. Noget der kunne ligne en lille landsby. En kirke på en bakketop eller en frugtplantage.
I dag skal jeg sådan et sted hen. Et sted, jeg sikkert aldrig ville have opdaget, hvis ikke en af mine gode veninder havde valgt at flytte derhen. Hvis hun ikke havde fundet sit lille idylliske stråtægte hus der i landsbyen med udsigt til præstegård og stokroser, var jeg sikkert aldrig kommet lige netop den vej. Forbi kirken og langs med vandet et sted på Sjælland ikke så langt fra Præstø. Jeg kan godt forstå hun valgte netop det sted. Tæt på vandet. En lille havn med maleriske fiskerbåde. Naboer, som kender hinanden, som hilser og gerne bringer små gaver. Hjælper hinanden og ved, hvad der sker.

Jeg skal besøge min veninde i dag. Det er længe siden og jeg tror, at vi har meget at snakke om. Det har vi som regel altid. Jeg glæder mig til at forlade den store vej og køre ud mod vandet. Til at hensynke i landsbyidyl. Jeg føler mig altid hensat til en scene i Barneby eller Agatha Christie's Miss Marple. Det perfekte sted at skrive en klassisk krimi! I dag skal jeg dog ikke skrive. Jeg skal hygge, snakke og spise. Sidde i haven hvis altså vejret makker ret. Jeg har besluttet mig for at kun en af hundene skal med. Kæresten passer de andre to. I dag tager Josie med mig og vi glæder os til at komme afsted på egen hånd. Bare os to. Veninden har også en ældre hund, som er på samme alder som Josie. De to har kendt hinanden i mange år. Ligesom veninden og jeg har. Josie og jeg er så klar til lørdagens landsbyidyl.



fredag den 25. juni 2010

Skyet fredag



Der er varme i luften, selvom skyerne dominerer morgenlandskabet. Alt kan ske. Dagen er ny og Juni er fortrøsningsfuld. Jeg har stadig en lille uges tid tilbage på pensionatet, siger hun. Den tid vil jeg nyde. Og jeg håber, at du vil nyde den sammen med mig! Det vil jeg! Jeg er ret vild med Juni og hendes tro på det gode i livet. På at alting har sin tid.

I dag har jeg tid til frisør. Og tid til min kæreste, som skal noget, der ikke er helt så behageligt.

Skyet eller ej, Juni og jeg ønsker alle en god fredag. Skyerne er på vej væk og solen bryder igennem. Det ved jeg bare! :-)

torsdag den 24. juni 2010

Inspiration


Den flamme, der driver os til storhed, kræver, at vi ser videre end til det, vi ved
for at overveje spændende og anderledes muligheder.
Denne inspiration kan komme når som helst, hvor som helst -
og bør ikke tilsidesættes

Christel Nani

Billedet er taget af min gode ven Sidse og tak for det. Det inspirerede mig!
I al sin banale enkelhed ;-)

Besøg Sidses blog, hvis du har lyst til at se lidt af livet fra en skæv vinkel. Jeg er selv ret spændt, for Sidse har proklameret, at hun nu vil tage mødommen på den slags banale billeder (!) og vise noget med mere kant og modenhed. Jeg glæder mig - men glæder mig også i mit stille over, at du Sidse, er så skide god til at tage fuldstændig flotte og inspirende fotos af naturen omkring dig. For hvem siger, at der ikke er kant i det tilsyneladende banale?
Og lidt modne er vi vel altid i vores alder ... eller er vi?

Tågedis og tanker


Juni har gemt sig under dynen. I dag vil hun sove længe. Dynen er tung som den tågedis, der svøber sig om landskabet. Solen prøver ihærdigt på at trænge igennem, forsøger at vække den sovende Juni. En duft af bål hænger i luften efter gårsdagens midsommer fejringer. Min kaffe smager som den plejer. Det er hverdag igen!

Jeg måtte en tur til kiropraktor i går. Min skade efter uheldet med Keeva under løbeturen driller fortsat. Det viser sig, at jeg har fået et stræk i mit bækken. Altså! Det er vist ikke helt ufarligt at løbe med hund. Jeg var forfærdelig øm efter behandlingen i går og kom ikke ud og løbe, men i aften skal jeg afsted. Uden hund! Keeva vil helt sikkert kigge langt og forundret efter mig, men hun må vente. Jeg skal fortsat løbe kontrolleret og mærke efter. Men løbe skal jeg! Det gør underværker for mit system. Tunge tanker fordamper. Efter flere dages pause trænger jeg! Men først arbejdsdag. Gennem tåge, dis og tanker.

Det smukke tågebillede har jeg lånt på aalborgfotoklub.dk.

onsdag den 23. juni 2010

Skt. Hans


eller hvordan en af hverdagens hekse fejrer Midsommer. Og her mener jeg selvfølgelig mig, Juni, ikke dig! Juni blinker til mig. Ja, du er vist lidt af en heks! På den gode måde, tilføjer hun og kigger ud af vinduet. Vejret ser lovende ud. Ja, lidt skyer på himlen, men solen titter forsigtigt frem og overvejer, om den dog ikke skulle forbarme sig og skinne på os i dag. Det er jo Midsommer!
Juni og jeg taler lidt om, hvad Skt. Hans egentlig er. I dag fejrer vi årets længste dag på den nordlige halvkugle. Vi markerer lysets triumf over mørket, hylder solen og alt, hvad lyset står for: Renselse, frugtbarhed, velstand og bortjagning af det onde.
Tænk at det sker i min måned! Juni ser lidt stolt ud. Lyset sejrer over mørket. Dagen er lang og gavmild og minder os om, at der altid er en vej ud af mørket. Tro altid på, at du finder vejen ud i lyset igen! Men mørket har sin berettigelse, for netop fordi vi kender mørket, natten og kæmper med dets dæmoner engang i mellem, kan vi nyde lyset og letheden så meget desto mere. Ikke sandt, heks?
Jeg tror sørme, at det er mig, hun mener. Jeg er egentlig stolt af det prædikat. Synes at en heks er en spændende størrelse! Selvom man jo tidligere brændte den slags kvinder på bålet. Måske skulle jeg bare kridte kosten og flyve til Bloksbjerg i aften? Sammen med andre gode hekse? Juni ler. Jeg troede, du skulle hygge med kæresten og mor, sidde i haven med god mad og varme dig ved bålet senere på aftenen?
Jeg nikker. Ja, det er sandt. Og der er langt til Bloksbjerg! Jeg skal jo op på arbejde i morgen. Tror bare jeg bliver her og nyder lyset og min fridag. Fejrer Midsommer og solhverv. Varmer mig ved tanken om, at selvom mørket kan synes dybt og uigennemsigtigt, så er der altid en vej ud. Også selvom man nogle gange skal bruge krumspring og heksekunster!

Ha' en dejlig Skt. Hans. Må lyset gøre dig godt!
Billedet er lånt på andeby.dk

tirsdag den 22. juni 2010

Kender du det?


Kender du det? Man går i seng, fuldstændig opsat på at få en god nats søvn. På bare at lægge sit hoved på puden for straks at falde i en dyb og velgørende søvn, som bringer en helskindet og udhvilet frem til morgenen. Helt frem til det tidspunkt, hvor vækkeuret ganske blidt minder en om, at nu er det altså tid til at stå op. Man åbner sine øjne og mærker straks, hvor frisk og udhvilet man føler sig. Mærker energien i hele kroppen og lysten til at tage for sig af dagens retter. Springe ud af sengen og komme i gang!
Kender du så det? Søvnen kommer ikke. Man ligger dér og tankerne kommer vandrende. Først en, så en anden. Banker på og forstyrrer. Man er træt og alligevel ikke. Tillader først tankerne, siden irritationen over ikke at sove endnu. Velvidende, at morgendagen bliver lang og at det virkelig ville være en god ide at få sin skønhedssøvn. NU!
I går var det mig, der lå dér. Tiggede og bad søvnen om at overtage min krop, slette min tanker og vugge mig afsted på drømmehavet. Men søvnen legede kispus med mig! Den drillede og hviskede i mørket om, hvor skønt det ville være, hvis jeg bare kunne overgive mig. Men noget holdt mig tilbage fra drømmeland. Jeg ankom altfor sent! Nu er der ikke flere timer med søvnmulighed tilbage. Dagen har kastet sig over mig og det bliver af de lange. Arbejdsdag. Siden sølvbryllup. Jeg fristes til at udtale et vrissent "typisk". Men det gør jeg selvfølgelig ikke! ;-)

Hybenroserne på buskene nede af markvejen ser smukke og friske ud. Når de kan, så kan jeg også!

mandag den 21. juni 2010

Det er så yndigt ...


Dagen i morgen kommer til at køre på skinner, lige fra klokken 5, hvor jeg har planlagt at stå op for at få min løbetur! Jeg er blevet afhængig! Forsigtig, kontrolleret (ja, jeg er lidt skadet), men jeg kan ikke undvære det!
I morgen skal vi til sølvbryllupsfest sådan nærmest lige fra arbejde. Jeg må kaste mig ind i bilen, følge landevejen hjem uden at overskride fartgrænsen særlig meget. Kaste mig ind af døren og i min sorte kjole, som hænger klar på klædeskabet. Sort og de lover godt vejr i morgen! Ja, sort! Men jeg elsker den kjole!! Og så afsted til fest!
Det er naboerne, som har været gift i 25 år! Tænk sig, de er sådan nærmest på vores alder! Jeg forundres med en vis respekt! Mig, som aldrig har været gift og nok aldrig bliver det. Som synes at 25 år er en menneskealder, selvom hun har levet langt længere.
Nej, det endte ikke med en Lilly model her ;-)

Billedet er lånt på stillinglokalhistorie.dk. Sådan så et sølvbrudepar ud for en del år siden. Jeg kan love jer for, at de slet ikke ser sådan ud, sølvbrudeparret i morgen!

Vind, vejr og valmue


Juni har dækket op. Solskin fra morgenstunden, fuglesang, dugvådt græs og edderkoppespind fint lagt som sølvtråd i hegn og hæk. Jeg har gået morgentur med hundene og sidder nu her, en smule forundret over at weekenden igen ligger bag mig. I dag er det årets længste dag. Og det ser ud til, at Juni har talt med vejrguderne. Måske får vi endelig lidt mere stabil sommer? Juni siger fortsat, at hun intet har med vejret at gøre. Ingen flirt med solguden Ra eller andre elementer, som kunne have indflydelse på vind og vejr. Glem det! På det område er Juni stædig. Jeg er ikke kommet her for at forsøge at finde ud, hvad hver eneste jordbo ønsker sig af godt vejr. Alene det er relativt. Så er det for koldt, så er det for varmt! Hun smiler bare. Hvorfor går I dog så meget op i det vejr? Jeg ryster på hovedet. Ja, hvorfor mon?
Se bare valmuen her. Den er vist ligeglad med vejret. Tror jeg nok. Står der midt i den afblomstrende rapsmark som en stolt majestæt. Hovedet højt. Hilser på dem, der går forbi. Men pluk mig ikke! For i det sekund du knækker min stilk, falder mine blade. Ikke desto mindre er jeg en eftertragtet plante. Birkes. Opium.

Jeg lod valuen stå. Fik lov at tage et par billeder. Smuk ser den ud dér i sommervejret. Og jeg har hverken brug for birkes eller opium! Jeg har brug for at tage mig sammen og komme i gang med min dag. Rise and shine! Ligesom den smukke valmue.


søndag den 20. juni 2010

Skadet?


Mit baglår er ømt, altså helt nede ved knæet. Det er stramt! Er bange for at der er sket "et eller andet" i forbindelse med mit uheld med Keeva i selen. Godt nok er det en god uge siden, Men den slags har det jo med at sætte sig. Først er man øm, så kompenserer man og ja ... nu er jeg i tvivl. I tvivl om jeg skal løbe i dag. Søndag, min skovløbeturdag. Jeg græder næsten ved tanken om, at jeg ikke kommer afsted. Det er virkelig noget, jeg ser frem til hele ugen. Nu, hvor formen er fin og jeg virkelig kan mærke positiv forskel. Nu hvor jeg stiler med 10 km og ikke synes, at 6 km er noget at tale om. Og så ... er jeg skadet?
Jeg løb en mindre tur alene fredag sidst på eftermiddagen. Dér kunne jeg også mærke ømheden, men løbeturen gik over al forventning. Jeg mærkede intet til det, da jeg først var kommet i gang med at løbe. Og så lavede jeg selvfølgelig god udstrækning bagefter og lagde is på.
Nu er overvejelserne i gang med polka i mit hoved. Dansetrin, frem og tilbage. For og imod. Jeg kan jo køre afsted som jeg plejer. Og mærke efter. Det altid gode og meget kloge råd: Mærk efter. Selvfølgelig skal jeg ikke løbe, hvis det gør ondt. Hvis jeg har smerter, når jeg løber, så er det no-go! Eller no-run ... Men skal Keeva med? Det er jo så hyggeligt at have hende med, hun elsker det, fuld af forventning og smittende glæde.
Jeg tror jeg prøver. Velvidende, at jeg måske må vende hjem uden mange kilometer i benene. Måske slet ingen!? Jeg vil være skadefri til ferien. Jeg skal løbe hver morgen i Thy, langs med vandet mod horisonten, beruset af den friske havluft.

God søndag - nyd dagen, hele dagen!

lørdag den 19. juni 2010

Drømmende praktiker


Hvad skal vi lave her i weekenden, spørger Juni med en stemme fuld af forventning. Kan det virkelig være rigtigt? Kan jeg spore en lille snert af kedsomhed i hendes tonefald? Hun drikker kaffe, er årvågen og helt klar til at lave noget. Gøre noget. Et lille eventyr måske?
Jeg sidder også over kaffen og har slet ikke tænkt på langt endnu. Jeg ved bare, at jeg skal være praktisk i dag. Der er et hus, som trænger til en kærlig overhaling. Rengøring med andre ord! Og der skal købes ind. Faktisk er det svigermors fødselsdag. Men i sidste øjeblik har hun lavet planerne om. Hun skal have veninder til brunch her til formiddag og så skal hun se bryllup. Den smukke svenske kronprinsesse Victoria skal giftes med sin udkårne. Og det er i øvrigt ikke Hr. Hvemsomhelst! Siger navnet Clark Kent dig noget? Ellers se her. For Victoria får i dag selveste Superman til ægtemand. Se det er da et rigtigt eventyr :-)
Men fordi Victoria gifter sig, er fødselsdagsmiddagen altså udsat til i morgen. Det betyder, at vi pludselig har en hel lørdag til rådighed. Og Juni, siger jeg, vejret ser ikke for lovende ud. Overskyet himmel, solen har lænet sig tilbage i skydækket, vinden suser i træerne. Jeg tror bare, at jeg vil se at få ordnet en masse praktiske ting herinde. Inden sommerferien. For i dag er der faktisk kun 2 uger til, at jeg drager til Thy.
Og tilføjer Juni en smule fornærmet, dér har du jo inviteret Juli med! Og det har jeg. Jeg har inviteret Juli og solen. Blå himmel og dage med godt vejr. Dage med vejr, der byder på hyppige strandbesøg. Timer med en god bog i solen. Frisk fisk fra båden i Agger og nyrøget laks og andre lækkerier fra røgeriet i Klitmøller. Blandt andet. Juni nikker. Ja ja. På det tidspunkt er jeg jo på vej videre. Hun nikker eftertænksomt. Lad mig hjælpe dig med indkøb og rengøring. Så kan vi hygge os med andre og lidt mere sjove ting senere på dagen. Som sagt så gjort. Juni og jeg er på vej ud i dagen som drømmende praktikere. God lørdag!

fredag den 18. juni 2010

Min egen ko


Jeg har en hund, som hedder Aimee. Hun er en brun labrador og hun fylder 2 år til august. Hun opfører sig dog stadig som en stor hvalp. En stor glad hvalp med mod på livet. En lillesøster, som gør lige det, hun har lyst til. Sådan da.
Men Aimee har vist haft et tidligere liv. Det er der jo mange, som har! Og i sit tidligere liv må Aimee have været ko. En stor brun malkeko med medalje i drøvtyggeri. Og Aimee har ikke glemt sine kundskaber som ko. Hun tygger stadigvæk her i sit nye liv, hvor hun er labrador, hund og startet på en frisk.
Men hvorfor give slip på noget, som er godt? Når man nu kan huske smagen af det friske, sprøde og saftige grønne sommergræs? Når man nu kan tage sig for af retterne, mens man går tur eller simpelthen når man er ude i haven?
Nej vel!? Aimee elsker græs. Og hun spiser det hele tiden! Jeg er holdt op med at være forundret over det. Sådan er Aimee! Hund ... og ko. Min helt egen ko. Og sød er hun, når hun med sine store kæber gumler græs. Om hun ikke får ondt i maven? Tilsyneladende ikke. Hun kaster aldrig op. En af hendes små lidenskaber er det nyslåede græs. Altså det, som bliver liggende i klumper tilbage (kærestens havetraktor er ikke helt, hvad den har været!). Det bryder jeg mig ikke om hun spiser. Men det gør hun! For Aimee har helt sin egen dagsorden. Og jeg har helt min egen ko!

Og jo, koen eller hunden, som hun jo egentlig er, spiser også andre "mindre gode" sager. Det skal vi ikke komme ind på her! Men man er vel labrador ... når man ikke er ko altså.

torsdag den 17. juni 2010

Stille Sommeraften


Dagen går på hæld. Det gør jeg også. Og lige straks går jeg i seng. Jeg vil lægge mig i sengen under åbent vindue og nyde fuglenes sang. De synger såmænd stadig. Sover vist ikke meget i sommermånederne.

Der er intet smukkere end en sommeraften. Intet mere rent, uskyldigt og alligevel fuld af fristelser. Lige nu er det dog sengen og min gode bog, der frister mig mest!

Smukt er billedet her ovenfor bestemt også. Det er lånt på aros.dk og er malet af den senromantiske maler Janus La Cour. Det hedder Stille Sommeraften. Og det er det! Jeg svøber mig i stilheden og siger et dæmpet godnat.

Kartofler, jordbær og briller


Der var nyt på programmet i går eftermiddag. For første gang i mit liv var jeg til optiker. Nu skulle det være. Jeg kan ikke læse uden at bruge briller mere. Det er en kendsgerning. Men jeg var usikker på styrken. Kan bare mærke, at min syn i hvert fald ikke er blevet bedre. I fredags var jeg på restaurant med min veninde og måtte for første gang kaste håndklædet i ringen. Jeg kunne ikke læse menukortet (det var også en meget lille skrift!). Jeg havde ikke mine billig-briller med. Så sidder man dér i byen en fredag aften og tænker: Jeg er ikke helt ung længere. Eller gør man? Jeg gjorde ikke! Jeg tænkte bare: Godt jeg skal til optiker på onsdag.
Spændende var det. Jeg havde alle mulige sjover tanker i mit hoved. Jeg har sikkert en sjælden bygningsfejl og skal have nogle meget specielle og dyre briller. Jeg er halvblind men ved det bare ikke. Sådan nogle pudsige indfald. Men så galt var det nu ikke. Jeg er langsynet og skal have læsebriller i styrke 1,5. Optikeren sagde til mig, at jeg kunne vælge at få briller nu, altså permanente briller, men der satte jeg grænsen. Tøv lige en kende! Men læsebriller bliver det. Og solbriller med styrke!
Så var jeg til stylist. Nu er stylisten altså min veninde og hun havde forberedt sig lidt i forvejen, fordi hun jo kender mig. Men sjovt var det. Jeg fik defineret "mine farver", jeg er sommer men kan bruge nogle enkelte farver fra både forår og efterår. Så er jeg expressionist! Det betyder vist, at jeg gerne vil udtrykke noget med mine briller. Ja da! Og så har jeg et rundt hoved. Stylisten hentede briller og jeg prøvede. Det var svært, men alligevel var dér et par, jeg blev ved at vende tilbage til. Og til sidst var jeg ikke i tvivl. Det skal være dem! Stylisten (veninden) var enig og tilføjede, at jeg ser godt ud med briller. Det vil jeg jo gerne høre!
;-) Nu glæder jeg mig ligefrem til at få dem! Nye briller! Den smagte jeg lige lidt på.
Og der var også andet, jeg med stor fornøjelse smagte på i går. Vi rykkede middagsbordet ud i haven, tændte op i grillen og så hentede kæresten nye kartofler, blomkål og jordbær på en gård herude i nærheden. Er der noget så skønt som at sidde i aftensolen, mærke varmen og spise nye danske kartofler? Der er nærmest noget guddommeligt over det. Blomkålen var nu heller ikke dårlig! Og jordbær! Så er det sommer. Dansk sommer!

Billedet er lånt på avisen.dk

onsdag den 16. juni 2010

Den rette hylde


Jeg følger spændt med, mens blandt andet Mia og Madame prøver at finde den rette motionsform, som både giver glæde og det ønskede vægttab. Mia har iværksat en kampagne "Sommerslank og Sund" og flere bloggere har meldt sig under fanerne. Et virkelig godt initiativ, synes jeg. Jeg hepper fra sidelinjen, fordi jeg jo er så heldig, at jeg har fundet min rette hylde hvad motion angår. Jeg har mit løb! Og jeg kunne ikke tænke mig nogen anden form for motion. Det passer mig helt perfekt. Jeg vil endda bruge så store ord som: Jeg elsker det!
Det får mig til at tænke på, at vi mennesker i grunden er lykkeligst, når vi finder vores rette hylde. Den rigtige partner, det rigtige job, hobby, venner ... og ja motionsform. Når det bare klikker og man ved, at her har man det godt, så falder noget på plads. Jeg har den fornemmelse, når jeg er ude at løbe. Og jeg håber og tror på at finde den fornemmelse, når jeg udfører mit job. Det, jeg drømmer om. Og som ikke er helt klart defineret endnu.
Juni nikker, mens hun drikker kaffe og beundrer den fine udsigt fra køkkenvinduet. I dag skinner solen og himlen ser lovende ud. Skyerne har trukket sig tilbage. Hun smiler. Du har ret! Jeg har også fundet min rette hylde. Den rigtige måned: Juni!
Og jeg kan se, at Juni trives med at være Juni. Hun befinder sig godt. Der er en aura af ro og velvære omkring hende.
Men, siger jeg, for det kender jeg jo fra mig selv, drømmer du aldrig om at blive en helt anden måned, Juni? Prøve noget nyt. Jeg er selv svært glad for små eventyr og kan godt lide tanken om "noget nyt", så jeg er nødt til at spørge. Måske kunne du blive December? Min fødselsdagsmåned! Det kunne da være hyggeligt.
Men Juni ryster på hovedet. På et tidspunkt ved man bare, at man har fundet sin plads. Jeg har fundet min måned. Her slapper jeg af, fordi jeg er mig! Den rigtige mig. Jeg trives, jeg blomstrer!
Og det gør hun, Juni. Det er smukt og grønt derude, og hvis bare solen ville finde sig godt tilrette som sol på skyfri sommerhimmel, så skal jeg såmænd ikke klage ...

tirsdag den 15. juni 2010

Katte har da ni liv!?


Når jeg i kører af landevejen til og fra arbejde ser jeg mange ting på min vej. De fleste er fine naturoplevelser, men der er også noget, som berører mig hver gang. Døde katte i vejkanten eller på vejen! Hver gang springer tårerne op i øjnene på mig, for ikke nok med at jeg ser en død kat, jeg får også en historie på nethinden. En historie om den familie, der nu har mistet deres elskede kæledyr, deres kat. Jeg er fuldstændig blød, hvad den slags angår. Nogle dage - hvis jeg er i det humør - kan jeg simpelthen begynde at tude. Som i sidste uge, hvor jeg så den smukkeste store sorte kat med hvide poter, der lå i vejkanten. Død. Kørt over. Med rødt halsbånd på. Det kunne jeg næsten ikke klare!
Hvorfor kan de dog ikke passe bedre på, de kære katte, når de passerer vejene? Kunne de dog ikke lære færdelsreglerne? Lære at se sig for og kun passere vejen, når der er fri bane? Nej, jeg ved det godt! Men tanken er god!
Jeg tænker også på, at jeg aldrig ville kunne have kat. Jeg ville være urolig hver eneste gang min kat var ude. Kommer den mon hjem igen i god behold? Og hvad hvis den ikke gør? Kan man finde den igen? I går kørte jeg af motorvejen og dér lå endnu en smuk grålig kat inde til siden. Hvem tilhører den mon? Og hvem finder den dér på motorvejen?
Men så er det jo jeg tænker: Katte har da ni liv! Jeg har læst mig til at udtrykket findes i den ældste engelske ordsprogssamling fra 1546. Men det menes at stamme fra en fabel skrevet et par hundrede år før Kristi fødsel af en orientalsk mystiker. Han skrev: Det er naturens forsyn, at dette væsen (katten) har fået ni liv i stedet for ét. Måske skyldes det at mange katte overlever frit fald? Falder ud fra høje etager, rejser sig op og spankulerer videre?
Desværre overlever kattene ikke mødet med biler på lande- og motorveje. Og det er der iøvrigt mange andre dyr, der heller ikke gør. Det er et trist syn!

Billedet er lånt på nyborgdyrehospital.dk

mandag den 14. juni 2010

Skader og skavanker


Jeg er efterhånden kommet ind i en rigtig god løberytme. Jeg løber hver anden dag – på lande- og markvej – og så en længere tur i skoven om søndagen. Søndagens tur er forbeholdt Keeva og mig. Vi nyder meget denne nye rutine, ja jeg begynder ligefrem at glæde mig, når jeg står op søndag morgen.

Grunden til, at jeg kun løber hver anden dag er selvfølgelig den altid så vigtige restitution. Lige nu kunne jeg sagtens klare at løbe hver eneste dag sådan rent mentalt. Jeg synes jeg trænger og jeg er virkelig fristet af bare at gøre det alligevel. Men jeg ved af erfaring at det ikke betaler sig. Man bliver stærkere i restitutionen og overholder man disse opbygningspauser, har man også langt større chance for at undgå skader! Jeg har været privilegeret indtil videre og har kun haft få skader. Som senehindebetændelse i min højre fod, fordi en ekspedient engang var kommet til at sælge mig løbesko i to forskellige størrelser. Det er mange år siden. Jeg måtte til fysioterapeut, fik ultralyd og var hurtigt på benene igen. Med et par løbesko i samme størrelse – begge to!

I torsdags var det lige ved at gå galt. I fuld fart kom jeg løbende ned af markvejen, IPod i øret, god musik og en fantastisk løberytme. Som pludselig blev brat afbrudt, da Keeva sprang ud til siden efter en fasan, som jeg ikke havde set! Jeg har jo elastikbælte om livet og Keeva koblet på, så jeg blev trukket til siden, indtil linen knækkede. Men av for pokker, det gjorde ondt i lænden! Eller nærmere på huden. Jeg havde fået et helt ”brandsår” og har været helt blå over lænden efter trækket. Jeg sad med is om aftenen og dagen efter var det faktisk helt OK. Så tænkte jeg ikke mere over det … indtil lørdag morgen! Hold da op, hvor var jeg øm på både hud og i ryggen. Derfor var jeg ekstra spændt på løbeturen i går, hvor jeg igen spændte bæltet om livet, fandt en alternativ line til Keeva og kørte i skoven. Vi fik ikke løbet de 8 kilometer, jeg havde drømt om. Desværre. Jeg var øm i ryggen! Men heldigvis ikke værre end vi kunne løbe og tilbagelægge 6,5 kilometer. Samme distance som sidst.

Jeg har vist været heldig. Ryggen føles bedre i dag. Jeg restituerer og løber igen i morgen. Afhængig af min sport og det, den giver mig. Glæder mig til næste tur og glæder mig over, at skaden ikke var større! Når det nu skulle være.

Billedet er lånt på runningstyle.dk

søndag den 13. juni 2010

Hvidløg!


Her lugter af hvidløg, siger Juni og rynker lidt på næsen. Sig mig engang, spiser du hvidløg her fra morgenstunden? Juni ser ikke ud som om, hun er specielt glad for lugten. Eller duften? Og sådan er det vel med hvidløg. Det har kun én svaghed. Lugten, som kan drive mange til vanvid. Som nærmest kan være skilsmissegrund i nogle hjem.
Jeg forklarer tålmodigt Juni, at jeg altså bruger hvidløgsgranlat på hundenes foder om morgenen. De får en teskefuld hver. Det skulle nemlig hjælpe mod flåter og tæger, som huserer i det danske landskab i øjeblikket. Kan jeg undgå kemisk behandlig af den slags utøj, gør jeg det gerne. Også selvom om både Juni og kæresten kommer med små bemærkninger om den forfærdelige lugt i køkkenet!
Hundene spiser det gerne. Og indtil videre har de ikke haft nogen flåter på sig, så jeg håber virkelig at hvidløg er løsningen. Det har jeg det rigtig godt med!
Jeg er selv glad for at bruge hvidløg i maden. Hvad er en god italiensk tomatsauce uden hvidløg? Eller andre gode italienske retter? Udenlandsk mad i det hele taget. Der bruges hvidløg i mange retter og det smager jo helt eventyrligt. Hvis du spørger mig! Og det gør Juni. Siger, at hun er ret interesseret i madlavning, selvom hun ikke har den store erfaring. Jeg er sådan set på farten det meste af året, siger hun. Så har jeg ikke tid til at lave mad. Men lige nu lærer jeg gerne!

Vidste du, at hvidløg er vores kulturs mest udbredte naturmedicin? Det er blevet brugt til at tilfredsstille guder og jage onde ånder væk. For ikke at tale om vampyrer og dæmoner! Det har anti-bakteriel virkning og er godt for blodtrykket, mod hudsvamp og det styrker immunforsvaret. Det har i det hele taget mange godtgørende virkninger og ja, så smager det jo pragtfuldt! Så mon ikke jeg skal lave "noget" med hvidløg til aften? Så kan Juni jo se til fra sidelinjen og lære lidt!

lørdag den 12. juni 2010

Fisk i Kødbyen


København er en levende by. Den har sin helt egen personlighed og er ligesom et menneske. Den har sine gode sider og sine mindre gode sider, sine styrker og sine svagheder. En by fyldt med kontraster for uden disse tilsyneladende uforenelige modsætninger er alting bare ens og intetsigende. Ligegyldigt! Sådan er det også med mennesker! Det er, når man blander sine kontraster og tør vise, hvem man er, når man kender sine styrker og erkender sine svagheder, at man står frem som unik. Som helt sin egen og som den, man virkelig er!

Københavns forskellige bydele bliver mere og mere markante. Området bag Hovedbanegården ved Halmtorvet har jeg tidligere beskrevet i forbindelse med et cafébesøg. Og i går aftens besøgte jeg sørme endnu engang det selvsamme område for at gå på fiskebar med en god veninde. Vi mødtes på Hovedbanen. Slog vejen omkring en fantastisk etnisk kælderbutik, hvor man kan købe alverdens lækre orientalske specialiter. Vi skulle lige have lidt med hjem! Så skyndte vi os videre til Halmtorvet og ned til Flæsketorvet, hvor Fiskebaren ligger. Midt i den gamle Kødby. Men kødet er erstattet af frisk fisk. Og heldigvis for det!
Der var en fantastisk stemning sådan en fredag aften. Sjovt at begive sig ind i den gamle Kødby for at spise fisk! En ny lille perle er vokset op i hjertet af København. En meget populær perle! Vi havde bestilt bord, men ellers sidder man oppe i baren og venter på, at der bliver et bord ledigt. Det var dér mange, som gjorde. Restauranten blev hurtig fyldt og folk stimlede sammen udenfor. Ventede, snakkede, drak vin ved små borde og hang ud. Hyggeligt!

Vi fik os en fantatisk fiskeoplevelse! Delte en forret og spiste så hver vores hovedret. Veninden snuppede en tallerken fuld rygende varme muslinger og jeg spiste havtaske med de lækreste nye kartofler, grønne og hvide asparges og en velkomponeret sauce af smør, hvidvin og krydderurter. Det smagte skønt! Stemningen var uhøjtidlig og alligevel var der helt styr på gæster og borde. Der manglede ikke noget! Oppe i baren gik snakken ivrigt og efter 2,5 time fik vi vores regning, for så gik bordet videre til "næste hold". Det vidste vi nu godt. Vi betalte og vandrede ud i sommeraftenen. Fandt en cafe på Halmtorvet med markiser og varmelamper, hvor vi kunne sidde med tæpper og snakke videre, mens byen omkring os summede af aftenliv. Blandt kontraster, modsætninger, uforenelige og dog ...


Billedet er lånt på ibyen.dk

Taybær


Kender du taybær? Jeg gjorde ikke! Men jeg så tilfældigvis, at der var kommet en ny kildevand med smag af taybær og så blev jeg straks nysgerrig. Jeg elsker at smage nye ting og hvis det ovenikøbet er noget med bær, så må jeg bare prøve! Jeg er en stor bærelsker. Tamme og vilde bær. Direkte fra busken i munden, i kager, brød og desserter, på yoghurt og andre surmælksprodukter og så selvfølgelig i kildevand.
Da jeg kom hjem, opsøgte jeg straks mit altid kloge leksikon. Jeg googlede med andre ord "taybær". Det viser sig, at taybær faktisk er en krydsning af sorte brombær, røde loganbær og storfrugtede røde hindbær. Rubus medana "tayberry". Nu har jeg jo indtil videre kun smagt de nye spændende bær i kildevanden, men godt ser de ud. De skulle efter sigende være særdeles appetitvækkende og kan plantes ud i danske haver. Især haver, som ligger lunt ved vandet. Det lyder jo som min drømmehave! Så når den er en realitet, skal jeg dyrke taybær - blandt andet.

fredag den 11. juni 2010

Fredag og fiskebar


Vi taler ikke om vejret, Juni og jeg. Vi taler ikke om, at det er helt diset udenfor her til morgen. Vi taler ikke om den stille regn. Når den er stille, så er vi også! Men helt stille er vi ikke. Vi sidder over morgenkaffen, som så mange andre morgener. Forskellen er bare, at det er fredag i dag. Weekenden venter rundt om hjørnet. Står tålmodigt dér for at tage imod os med åbne arme. Velkommen tilbage!

Jeg har gode planer for fredag aften, betror jeg Juni. Og jeg har også planer for dig. Du skal passe hunde og kæreste. Jeg drager nemlig til København direkte fra arbejde. Direkte fra fyraften kører jeg på motorvejen og sætter kurs mod min elskede hovedstad. Som altid glæder jeg mig til gensynet. Selvom jeg elsker landet og at bo herude, så længes jeg altid mod stenbroen og mod de små eventyr, min by gerne vil give mig.
Juni nikker og ser nysgerrigt på mig. Det lyder som en god plan. Hun slår et stort smil op og blinker til mig. Hey, det ser jo ud til, at du i dag har helt styr på, hvad du har brug for!
Det tror jeg faktisk jeg har. I går overlod jeg rattet til Juni og hun fik mig gennem dagen på bedste vis. Jeg stolede på hendes retningssans og hun lod mig ikke i stikken. Men i dag tager jeg selv over igen. Jeg kører til København og mødes med en god veninde, som jeg ikke har set længe. Vi har snakket i telefon, sendt e-mails, men et egentligt møde er det ikke blevet til. Det bliver det i aften!
Vi mødes på hovedbanen og går mod Halmtorvet og Flæsketorvet. Vi skal på fiskebar! Et sted, hvor de har specialiseret sig i fisk og skaldyr. Et sted, som veninden har prøvet og har sagt god for. Et sted midt i hjertet af København, hvor vi kan sidde og lade aftenen overtage byen, mens vi tager for os af retterne, drikker god vin og har gode snakke. Jeg glæder mig!

Har du også gode fredagsplaner? Ha' en fin fredag i hvert fald!

torsdag den 10. juni 2010

Hu Hej Høj


Hu hej, hvor det gik på løbeturen her til eftermiddag. Over stok og sten ... eller rettere sagt, ud af landevejen med IPod og Keeva i løbeselen. Jeg havde gode ben i dag og en masse rastløs energi, der bare skulle brændes af. Den blev brændt af, men jeg er ikke brændt ud! Slet ikke! Det var en dejlig tur! Luften var forholdsvis frisk efter dagens heftige regnvejr og duften fra træer, blomster og marker var helt vidunderlig. Og så musikken ... den driver mig frem!

Det er dejligt at mærke, at energien og den gode rytme nu kommer efter ca. 3 kilometer. Hvor jeg tidligere begyndte at blive træt omkring 3-4 kilometer, bliver jeg nu lettere og det hele begynder bare at "rulle". Det er altså en vældig dejlig fornemmelse! Det er det hele værd! Tiden endte da også med at blive fin! Vi er på vej mod stjernerne, Keeva hund og jeg. Sådan føles det i hvert fald og det er det vigtigste. Den gode følelse! 7 kilometer ... vi er godt på vej mod de 10K, som vil være forbeholdt vores ugentlige skovløbeture.

Løb betyder alverden for mig. Det er min meditation. Min udvej og hjemvej. Det er en fantastisk måde at genskabe balancen på, når det mentalt koger lidt i øverste etage. Det giver velvære og det giver energi. Hvad skulle jeg dog gøre uden?

Af hjertet tak


Tusind tak, Karina og Lisbeth, fordi I begge har tildelt mig en fin award "Beautiful Blogger Award". Jeg er virkelig taknemmelig fordi I tænker på mig og ikke mindst for jeres fine ord!

Lisbeth, jeg er så glad for dine positive kommentarer og det betyder meget for mig, at jeg formår at fortrylle dig med min samtale med månederne. Hvad du ikke ved, er, at jeg jo har en drøm om at blive tryllekunstner. Nej, ikke sådan en med tryllestav og høj hat, der skaber illusioner på en scene. Jeg vil gerne bringe tryllerier ind i hverdagen og med mine ord sprede lidt magisk støv over det, der tilsyneladende "bare" er livet på en hverdag. For sådan er det jo slet ikke! Spørg bare månederne! Og mærk selv efter ;-)

Karina, tusind tak for dine altid så fine ord og gode kommentarer. Jeg er ydmyg og glad for, at du stoler på mig og det betyder meget for mig, at vi kan udveksle gode råd og opmuntrende tilråb - både med hensyn til løb og i det hele taget.

Tilgiv mig, at jeg vælger at lade awarden blive ved det. Jeg bliver vist nødt til at proklamere awardfri zone. Der er så mange, som jeg gerne vil fremhæve, alle unikke og dejlige mennesker med gode blogge og vedkommende indlæg. Jeg vil ikke fremhæve nogen fremfor andre.

Men ... af hjertet tak! Jeg er en heldig mig :-)

Helt stille

Det er ikke anderledes her til morgen, siger jeg til Juni. Jeg trænger stadig! Juni smiler bare. Siger ikke noget. Det er usædvanligt. Men det er nok fordi, der ikke er så meget at sige til det. Når man trænger, så trænger man. Og jeg trænger til ferie!
Kaffen smager godt! Pludselig bryder Juni ud i tale. Og osten på brødet er rigtig god. Juicen har lige den rette temperatur.
Hold op, Juni! Det er vel ligesom de andre morgener. Og jeg er træt! Synes det var svært at komme ud af sengen i dag. En af de dage, hvor man bare har lyst til at blive liggende. En af de dage, hvor det ligesom er for anstrengende at forsøge at være positiv og bare springe glad ud af dynen.
Juni og jeg får os en lille snak om at se positivt på tingene. Det gør jeg jo for det meste. Jeg har en vis ukuelighed i mig, der gør, at jeg kan hive mig selv op, når jeg ikke længere kan ligge nede i intetheden og have ondt af mig selv. Videre, tænker jeg. Nu går jeg lidt væk og ser det hele fra en anden vinkel. Det virker som regel. Juni nikker. Det er en god ting at kunne. Men man behøver jo heller ikke at være i bragende godt humør hele tiden, gør man? Er det ikke OK at sige, at man har en middelmådig dag? Eller en i kulkælderen? En dag, hvor humøret er som barometeret på en regnvejrsdag, hvor de ovenikøbet lover storm? Vi mennesker er vel ikke anderledes end vejret, når det kommer til stykket. Humøret svinger som lavtryk og højtryk. Mit er ofte som tidevandet. Måske er det derfor, jeg er så fascineret af månen?
Ved du hvad, siger Juni pludselig og tager min hånd. Det er helt fint at have dage, hvor man ikke er i topform humørmæssigt. Der er jo så meget, som påvirker en. Man er vel bare et menneske? Og du, Juni, er bare en måned! Jeg smiler lidt.
Men ikke hvilken som helst måned.! Juni ryster på hovedet. Jeg er faktisk en af de mere optimistiske. Og i dag vil jeg være optimist på dine vegne! Sid du bare dér og hæng lidt med hovedet. Lad det hvile på min skulder, hvis du har behov for det. Og så sidder vi sådan lidt, helt stille, mens solen kæmper for at trænge igennem skydækket og morgenen folder sig ud. Helt stille.

onsdag den 9. juni 2010

Jeg trænger!

Jeg er begyndt at glæde mig til sommerferien. Pludselig kom længslen som et sug i maven. Jeg trænger til at komme lidt væk. Ud og rejse. Ud og se og opleve. Møde mig selv et andet sted, end her, hvor jeg befinder mig lige nu!

Jeg glæder mig til Thy og til fiskerhuset tæt ved vandet. Jeg glæder til Norge og gensynet med Eirin. Men mest af alt glæder jeg mig til mig. Den person, jeg er, i helt afslappet ferietilstand. Langt væk fra hverdagen og de tanker, der rumler i mit hoved som tordenvejret udenfor. Jeg trænger!


Det smukke billede fra Senja øverst er taget af Eirin Bjørnstad. Thy billederne står jeg for og der kommer mange flere til samlingen - til juli!