torsdag den 29. april 2010

En lille pause


I morgen tidlig drager hundene og jeg i sommerhus. Det bliver en weekend uden PC, internetforbindelse og blogging!

Til gengæld skal der hygges med gode bøger, samtaler, sol på terrassen (forhåbentlig) og ture til stranden med hundene. Glæder mig!

God Bededag og god weekend.

Klarhed


Giv mig styrke til at forstå, at jeg ikke kan tænke alt med følelser. Sådan sagde jeg forleden dag i en situation, hvor jeg nemt kunne havde ladet mig overrumple af umiddelbare stærke og måske ikke særligt rationelle følelser. Tarotkortene bakkede mig op. Sværdenes Es var mit svar, et kort om mental klarhed. Det symboliserer evnen til at skelne i situationer, hvor følelser eller tanker er forvirrede. Det er med vores skelneevne og guddommelige inspiration, vi afgør, hvilke valg vi skal foretage. Jeg traf det rigtige valg. Det er vigtigt at bruge denne evne og klarhed til at opnå indsigter og formidle de sandheder, vi har indset. Men husk at være i kontakt med hjertet, når du fortæller andre, hvad du har erkendt. Se det er kunsten! For på den måde sikrer du at din indsigt bruges til livgivende og ikke destruktive formål.

Jeg har tit brug for Sværdenes Es - følelsesmenneske som jeg er. Det er godt at bede om mental klarhed, når ilden blusser op.

I dag er det F-dag. Jeg skal til frisør efter arbejde. Det glæder jeg mig altid meget til. Fordi mit hår er langt, går der nogle gange lige lidt for længe imellem, at jeg kommer afsted, men nu trænger det. Jeg ser også frem til snakken med min frisør, som er en af de gode. Jeg synes, jeg har været heldig. Jeg har altid fundet en frisør, som jeg var på bølgelængde med og som forstår mig og mit hår. Eller er det bare noget frisører kan?

onsdag den 28. april 2010

Mind over matter


Mens jeg venter på fisken, som gør sig klar i ovnen, sidder jeg bevæbnet med Echinaforce dråber og bekæmper i mit stille sind den forkølelse, som har sneget sig ind på mig. Et tarveligt bagholdsangreb i en svag stund. Jeg er mør i kroppen og har ondt i halsen. Jeg har ikke det mindste lyst til at være forkølet nu! I morgen er det sidste arbejdsdag inden Bededagsferien. Efter arbejde skal jeg til frisør. Jeg trænger til at få klippet spidser, etager og i det hele taget sidde en times tid i stolen og sludre med mine søde frisør. Fredag formiddag drager hundepigerne og jeg i sommerhus og skal bare være. Gå tur ved vandet, læse gode bøger, snakke og tænde op i grillen. Det er årets debut og jeg glæder mig. Elsker at grille sommeren igennem. Drømmer om et udekøkken!

Men det var et sidespring. Jeg vil være rask nu! Igen fisker jeg et udtryk frem, som jeg ikke kender pendanten til på dansk. Mind over matter. Man siger, at psyken er stærkere end kroppen. Gennem koncentration og positiv tænkning kan man gøre kroppen rask, bekæmpe alvorlige sygdomme. Man kan vende negative tankegange og adfærdsmønstre til det positive, lære at se muligheder i stedet for begrænsninger. Blandt andet.

Lige nu tænker jeg positivt om min forkølelse hjulpet af Echinaforce og et godt måltid mad lige om lidt. Tak fordi du kom, tak for besøget. Jeg sender dig hermed videre, ud af mit system, væk. Mind over matter. Min forkølelse er væk i morgen. I morgen har jeg det meget bedre.

God aften til alle derude!

Billedet er lånt på positivpsykologiforum.dk - en hjemmeside, der er et besøg værd!

Vind, vejr og måne


En blank side. En ny dag. April er stået op og har sendt en kuglerund orange sol til himmels. Fuglene synger og foråret er i fuld gang. De karakteristiske kolde morgener, hvor luften er sprød og hverken eller. Nogle morgener er det endda frostvejr, men ikke i dag. Meterologerne lover høje temperaturer de næste par dage, for så at give os ustadigt vejr til Bededagsferien. Dér skal jeg i sommerhus, så de har bare at tage fejl!
Mit system kan ikke finde ud af det lige nu. Jeg er "under the weather" og det udtryk findes ikke på dansk. Det kan vel bedst beskrives med, at jeg er ikke helt på toppen. Øm i kroppen, lidt småforkølet og træt. De sidste par nætter har jeg sovet månesøvn. Som altid påvirker den smukke fuldmåne min søvn, men i aftes, inden jeg gik i seng, så jeg op på hende og bad hende om at være nådig mod mig. Jeg ville gerne bare sove. Det fik jeg lov til. Tak Måne! :0) Dog med et par bratte "pling" opvågninger, som jeg også kender altfor godt under fuldmånen, men jeg faldt i søvn igen.

April er så småt ved at pakke sine ting sammen. Hun må videre, siger hun og det er sandt. Det må hun jo. Hendes måned har kun 30 dage, men hvilke 30! Jeg vil savne hende, men glæder mig også til livsnyderen Maj, som flytter ind på pensionatet, mens jeg holder Bededagsferie i sommerhuset. Livet går sin gang. Det gør jeg også - under indflydelse af vejr, vind og måne ... men jeg gør det!

Billedet er lånt på storynet.dk

tirsdag den 27. april 2010

Don't Worry, Be Happy


Jeg faldt over en artikel i et magasin, som jeg fik i forbindelse med mit job. Artiklen handler om positiv psykologi og overskriften er meget rammende: Don't Worry, Be Happy. Ud over at det er titlen på en smittende glad sang af Bobby McFerrin, som de fleste kender, hvad betyder det så? Lad være med at bekymre dig, vær glad. Det lyder nemt! Altfor nemt. Men ikke desto mindre ...

Jeg er en stor tilhænger af positiv psykologi, for jeg har brugt en del tid og kræfter på at arbejde med mig selv i den retning. Tænke positivt. Det har taget lang tid at ændre negative tankemønstre. Det har taget mange kærlige ord til mig og megen tilgivelse. Efterhånden er jeg blevet god til det. Det er blevet en vane. En god vane. Selvom det stadigvæk er svært og selvom jeg - nogle gange lidt for ofte synes jeg - forfalder til negativitet, så er jeg min egen bedste hjælp til at komme på ret køl igen. Jeg har efterhånden opbygget et solidt lager af positive ord og gode følelser.

Artiklen handler i korte træk om at glemme de unødige bekymringer og mærke lettelsen, når de er glemt. Glæde og en aktiv og konstruktiv positiv indstilling er grundstenene i positiv psykologi. I psykologien har man således fokus på, hvad der gør individiet glad og ikke, hvordan man skal behandle alt det, der ikke gør individiet glad.

Hvornår er du mest lykkelig? De fleste af os vil nok svare, at det er når vi foretager os noget, som får os til at glemme tid og sted. Tilstanden kaldes flow. Flow er den perfekte balance (eller match) mellem udfordringer og styrker. Ved at fokusere på det positive og nye muligheder i stedet for at sætte begrænsninger og forhindringer op for en selv, kan man skabe flow i sit liv. Det handler i bund og grund også om at gøre det, man er bedst til. De fleste ved vist godt, hvad det er. Vi har alle fået en gave med os, noget som gør os unikke. Et talent. Hvis vi kan finde det frem, og hvis vi tør bruge det, så mærker vi, at vi trives. Vi vokser.

Den positive psykologi handler om håb, optimisme, selvtillid og en god portion ukuelighed. At turde. Turde være positiv, selvom det hele ser sort ud. Jeg er et levende eksempel på at det virker!

Når jeg føler mig trist, så tænker jeg på min kære far, som desværre døde i en altfor tidlig alder i 1995. Han var en skeptiker. Han troede vist ikke på alt det "spirituelle" og "der er mere mellem himmel og jord", som hans datter gør. Men, da han lå på sit dødsleje, fik jeg sagt nogle ting ham. Jeg var bare nødt til at få "de dér ord" sagt, selvom det var svært og ikke havde været noget, vi sådan talte om. Jeg elsker dig far! Selvom han ikke rigtigt kunne svare, så hørte han mig og forstod og fik sagt det samme til mig.

Efter han var død, kunne jeg mærke ham omkring mig i nogle uger. Min mor og min bror kunne ikke, men jeg fortalte dem, at han var dér. Han var med, når vi gik tur. Min hund Molly kunne også mærke ham. Så forsvandt han. Men en smuk efterårsdag nogle måneder efter hans død, hvor min ex, hunden og jeg var på Fyn og besøge nogle venner, kom han til mig med et sidste budskab, som jeg aldrig vil glemme.Han talte til mig gennem en ældre herre, som passerede mig på stranden. Den gamle så lidt konfus ud, da han kom direkte over til mig og udtalte disse ord på et perfekt udtalt engelsk (som min far var så god til): Don't worry, be happy! Jeg var ikke et sekund et tvivl. Det var min far. Min far, som endelig havde forstået, hvad det handler om. Og han kunne ikke have valgt bedre ord til sin datter, som altid har været vældig god til at bekymre sig - både på sine egne og andres vegne. Don't worry, be happy!

Jeg er blevet ret god til det, far!

Billedet er lånt på malaspina.org

mandag den 26. april 2010

Cornelius ... og en løbetur


Cornelius, hvilken dag! Hvis det ikke var, fordi jeg har besluttet mig for at være et positivt menneske og det lykkes mig størstedelen af tiden, så havde jeg slugt dig. Endnu engang var dit liv i fare, Cornelius! Og måske mit, hvis det var kommet dertil, for du er jo ikke ligefrem en lille herre!

Du stod dér igen, udenfor vinduet og gumlede, mens du kiggede direkte på mig. En smule udfordrende, må jeg sige, Cornelius! Du må have stor tiltro til mig efterhånden, for du går ganske tæt på. Vi havde fællesmøde og energien var dårlig. Meget dårlig. Negativiteten bredte sig som en sort røg, der kvalte ilten. Folk slog blikkene ned. Der var ingen, som formåede at hive dialogen derop, hvor den hører til. Der blev skudt med skarpt og jeg måtte dukke mig for ikke selv at fyre et par skud af. Det var fristende. Det var svært, Cornelius, svært for mig ikke at eksplodere i en svale af grimme ord. Negativiteten sneg sig ind på mig bagfra, holdt mig fast i et greb, som jeg havde svært ved at vriste mig ud af. Jeg kæmpede, for jeg har ikke lyst til at sluge dig, min ven. Jeg anstrengte mig og fik endelig tilkæmpet mig en sætning, som bestod af velmente om end en smule skarpe ord. Jeg var egentlig ikke imponeret af mig selv, men jeg tilgav straks mig selv velvidende, at jeg havde gjort det meget bedre og meget mere positivt, end jeg følte og mente det. I det sekund.

Jeg ville ønske, at jeg altid var et positivt strålende energibundt, men jeg er, må jeg indrømme, en påvirkelig sjæl. Men de kan ikke slå det positive ihjel! Aldrig. Måske var den lige på lidt lavt blus i dag, men jeg kom igen! Jeg tog nemlig løbetøj på, da jeg kom hjem og gav den gas på landevejen. Ren meditation i taktfast fod- og benarbejde. Tanker i tomrum, som jeg lært. Godt at bruge sit mantra og så bare gøre det. Løbe! Nu er jeg tilfreds med mig selv og fri af de negative lænker, der for en stund fik mig fastlåst tidligere på dagen. Ahhh ... !

Café København


København og April viste fra deres bedste sider, da jeg i går ankom med S-toget til Hovedbanen. Solen skinnede og April hviskede mig i øret, at veninden og jeg nok skulle finde en café, hvor de serverede god brunch og hvor der var en lækrog i solen til os. Hun havde ret, April! Vi mødtes under uret og forlod Hovedbanen, enige om at vi ville en tur på Halmtorvet, som i dag er noget anderledes end for bare ti år siden.

I 1800 tallet var Halmtorvet et torv lige udenfor byens Vestreport. På torvet var der hver onsdag og lørdag handel med hø og halm, der blev solgt til byens kvæg- og hestestalde.
I en lang periode har Halmtorvet været et af de mindre pæne steder i København. Det var bestemt ikke et sted, hvor man begav sig hen for at spise brunch eller frokost en søndag formiddag. Det var et sted, hvor man søgte helt andre gøremål. Men i 1999 startede en gennemgribende renovering som en del af byfornyelsen og i dag er Halmtorvet en oase midt i Københavns hjerte med caféer og byliv, når det er bedst.

Vi fandt en café i solen. Vi fik en perfekt plads med læ. Vi snakkede og snakkede, god samtale, hvor tiden stod stille, mens vi spiste brunch. Et overdådigt tag-selv-bord med alt, hvad vi kunne ønske os sådan en søndag formiddag. Det var godt at ses igen. Godt at få fulgt op på alt det, der er sket i hinandens liv siden sidst, som vi begge var enige, var lidt for længe siden. Vi gør det snart igen! Mødes dér på halvvejen i København, hvor vi begge har boet og som vi begge elsker. Hvor vi føler os hjemme. Vi sad i 3 timer dér i solen, midt i livet, blev røde på næserne og varme i sindet.
Vi sluttede af med en gåtur på Vesterbro og ud til søerne. Gik en tur rundt om den "første" sø og hilste på Planetarium og vores gamle arbejdsplads, som ligger næsten lige overfor.

Jeg tog toget til Rødovre, hvor James ventede og så kørte vi tilbage til Ringsted. Veninden tog sin bil tilbage nordpå. Vi ses snart igen! Og det gælder også dig, København, min by!






søndag den 25. april 2010

Goddag til Absalon


April og jeg har gode planer i dag. Vi skal til København. Vi skal hilse på Absalon på Højbro Plads og vi skal spise brunch med en god veninde. Vi mødes kl. 10:30 under uret på Hovedbanegården. Egentlig havde jeg planer om at tage toget ind til København. Jeg kan godt lide at køre med tog. Læne mig tilbage, slappe af og kigge ud af vinduet. Få sjælen med. Men i dag tager jeg bilen, for jeg skal aflevere Josie til min ex. Nu er det hans tur til at nyde godt af hendes selskab. Jeg stiller bilen i Rødovre og tager S-toget til Hovedbanen, så lidt på skinner kommer jeg da.

April viser sig fra sin bedste side. Hun har iklædt sig det smukkeste solskin og himlen er blå. Jeg tænker: Vi kan sidde udenfor i solskinnet, i læ, veninden og jeg. Vi kan sidde et sted og blive varme, mens vi snakker, drikker latte og kigger på byen. Mens vi smelter og bliver en del af den. Glæder mig.

Billedet er lånt på absalon.natmus.dk

lørdag den 24. april 2010

Ahhh eftermiddag


Keeva og Josie

hoppede helt ind i bilen, da James igen slog dørene op og gav mig læ for vinden. Sol, te og en god bog. Dejlig eftermiddag i solen og et par hyggelige hundepiger ...


Aimee

Tilfældigt?


Jeg er inde i en fase, hvor jeg genopdager nogle af de ting, jeg satte pris på tidligere. Jeg har haft en længere periode, hvor jeg har trukket mig lidt tilbage her på landet og lært at nyde mit eget selskab. Det havde jeg brug for efter mange års hektisk byliv og ikke mindst en skilsmisse, som trak tænder ud. Det gør den slags! Der findes ikke en lykkelig skilsmisse, selvom mange bruger udtrykket, men man kan faktisk komme lykkeligere ud på den anden side, fordi man tog nogle nødvendige skridt. Indlægget handler ikke om det, men forklarer bare ganske kort baggrunden for, at jeg havde brug for at finde roen igen. Ro i mig selv. Ro i mine omgivelser.

Det betyder ikke, at jeg har levet som eneboer her midt på Sjælland. Overhovedet ikke. Det betyder bare, at jeg har valgt oplevelser og møder med mine venner med omhu. Jeg har valgt til og jeg har valgt fra. Jeg har sagt nej tak til ting, som ville gøre at jeg skulle have travlt. Jeg har tilrettelagt min kalender, så jeg havde masser af tid til alt og ingenting.
Det har været nogle vigtige og gode år for mig. Det har gjort, at jeg er kommet tæt på mig selv og føler mig godt tilpas i mit eget selskab. Det har givet mig overskud og det har givet mig glæde. Det har lært mig at leve i nuet og sætte pris på de små oplevelser, øjeblikke og detaljer, som jeg slet ikke så tidligere.

Men nu, 5 år senere, er jeg klar til være mere udadvendt igen. Jeg kan mærke, at jeg hungrer efter nye oplevelser. Jeg har lyst til at komme "ud" og afprøve alt det, jeg har lært, læst og reflekteret over. Det, jeg har skrevet om og det, jeg vil skrive om. Jeg vil dele og jeg vil lære endnu mere.

I øjeblikket er jeg ved at planlægge nogle gode venindeaftaler. Veninder, som jeg ikke har set i et godt stykke tid, men som jeg selvfølgelig har været i kontakt med. De gode veninder er der stadigvæk! Allesammen. Dem, der er forsvundet i de sidste år, begræder jeg ikke. Det er en naturlig udskillelse. Noget må vige, for at noget nyt kan komme til!
Jeg har tænkt på mine gode veninder og nogle af de oplevelser, jeg har haft. Jeg har allerede lavet nogle aftaler og glæder mig som et barn til gensynet. Det er ikke alle, jeg har fået lavet aftaler med endnu, men jeg har tænkt på flere, jeg skal have ringet til. Blandt andet en gæv kvinde, som jeg arbejdede sammen med i et par år, inden jeg forlod byen til fordel for landet og siden sagde mit job op for at finde noget tættere på. Jeg var i jobbet, da hun kom til.

Lige fra første dag havde vi en helt speciel god kemi. Der var bare noget mellem os! Vi forstod instinktivt hinanden. Dig kan jeg bare rigtig godt lide, tænkte jeg om hende, og hun det samme om mig. Kort tid efter var vi på skandinavisk salgsmøde i Sverige og hun og jeg brugte den sparsomme fritid vi havde sammen. Som to piger, slyngveninder. Vi lavede sjove små planer og vi grinede og hyggede os. Siden har vi set jævnligt set hinanden. Gode møder med masser af latter, fortrolige samtaler og den dér gode følelse af at kunne stole på hinanden. Så selvfølgelig har jeg også tænkt på hende i den senere tid. Tænkt, at nu må jeg se at få ringet!

Det behøvede jeg så ikke! Hun ringede til mig i går! Hej, vi må ses! Ja, det må vi! Vi skal ses, nu. Vi havde det begge to sådan. Vi snakkede sammen, hørte lidt om, hvordan det gik og så fik vi en god aftale på plads. En af dem, hvor vi går ud og spiser i København, drikker rødvin og bliver en smule berusede. Bare en lille smule, men nok til at jeg må overnatte i byen! Jeg glæder mig.

Var det tilfældigt? Tilfældigt at hun ringede til mig, lige nu, hvor jeg har tænkt meget på hende? Jung kaldte det syncronicitet og det gør jeg også! Man har brug for noget, og så dumper det på en eller anden uforklarlig måde ind i ens liv på det helt rigtige tidspunkt. To af hinanden uafhængige elementer træffes på samme tid, tilsyneladende tilfældigt og uden sammenhæng. Alligevel passer de perfekt til hinanden og dækker hinandens tid og sted.

Har du oplevet noget lignende? Jeg har oplevet det mange gange, men bliver glædeligt overrasket hver eneste gang.

fredag den 23. april 2010

Din indre Pippi


Mette Lykke introducerede mig i denne uge for et udtryk, der gjorde stort indtryk: Jeg må finde min indre Pippi frem. Jeg vidste straks, hvad hun mente. For det første er jeg en stor fan af Astrid Lindgren og hendes vidunderlige, hjertelige og næsten magiske fortællinger om bl.a. Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg og så videre. For det andet så har jeg både set og læst om Pippi Langstrømpe utallige gange som barn og faktisk også som voksen. Jeg kan huske, at min far tog mig med i biografen for at se "Pippi på de 7 Verdenshave". Kan stadig mærke den dejlige følelse af at skulle med far i biografen, bare ham og mig. Sidde dér i mørket med en slikpose og se den gode film og historie om Pippi. Se, hvordan hun bare klarede det hele, alt det umulige gjorde hun muligt.
I svære situationer kan man finde sin indre Pippi frem. Visualisere den lille bomstærke pige med de røde rottehaler, de mange fregner og de altfor store sorte klovnesko. Det kan være nødvendigt, for livet er ikke for begyndere og selvom man har fået erfaring og har en vis ballast, så er der bare tidspunkter, hvor man føler at det hele ramler. Eller er tæt på. Den hårfine balance er i fare, man står tæt på kanten og ved ikke helt, om man skal springe eller forsøge at gå tilbage. Her kan Pippi være en god hjælp. Pippi er stærk. Hun tænker ikke, hun handler. Prompte!
Tak Mette Lykke, fordi du gav den gode metafor videre i en tid, hvor du selv har meget at tumle med. Jeg håber, at Pippi er til god hjælp! Jeg håber, at de af mine gode blogveninder, som i øjeblikket har svære ting at kæmpe med, også kan finde den indre Pippi frem og få den fornødne styrke til at klare sig igennem.

Og husk: Det er OK at bede om hjælp! Man hverken kan eller skal klare alting alene. Det er helt på sin plads at bede om en ordenligt krammer, at bede om trøst og gode råd til, hvordan man finder balancen og glæden igen. Man bliver forbavset over, hvor mange der har prøvet det, stået i samme situation og haft de samme tunge tanker og følelser. Lad os hjælpe hinanden!

Håber I alle får en god dag. Er det en af dem, hvor der er brug for Pippi, så kald på hende. Hun kommer i løbet af nul komma fem! :0)

torsdag den 22. april 2010

Dramatisk vejrskifte


April er en alsidig dame. Bedst som jeg troede, at hun bare var her på pensionatet for at slappe af, læse gode bøger og hænge ud med mig over morgenkaffen, overraskede hun igen i går. Hun havde en hed affære med en af februars passionerede bejlere - Hr. Sne. De varme forårsgrader blev erstattet med grader nær frysepunktet, vinden hylede i træerne og April og Hr. Sne, som i øvrigt også havde en god del hagl med sig, kastede sig ud i parringsdans. Det sneede, det haglede, himlen var sort og det hele var meget dramatisk og ikke spor rart, når man har vænnet sig til mildt forår og har fundet det lidt lettere tøj frem. Det var koldt og det var ... sovevejr.
Efter aftensmaden fandt jeg en god sofa og et tæppe, så nyhederne og så tja. Det var min aften. Jeg sov. Jeg sov på sofaen, indtil jeg vågnede for at gå i seng og så sov jeg videre. Lige indtil vækkeuret ringede. Havde det ikke ringet, havde jeg sovet endnu. Ingen tvivl om det.
Jeg må have trængt til det. For det første er det den tid på måneden. For det andet har jeg haft nogle hektiske arbejdsdage, mens min kollega har siddet fast i det romerske på grund af aske fra Island. Og jeg har haft ting at tænke på. Vejrskiftet har måske også gjort sit? I hvert fald må man sige, at jeg har fået min skønhedssøvn og lidt til. Jeg er klar til dagen, som byder på frostgrader her fra morgenstunden, men solen skinner, fuglene synger og det er stadig forår!
April? Hun sover. Hun trænger vist til det efter sine hede ekskapader i går. Jeg skal nok sige til hende, når hun vågner engang, at vi ikke vil se mere af den slags på vores breddegrader. Vi vil have fortsat forår. Vi vil have varme!

onsdag den 21. april 2010

Kommunikation


Kommunikation er en svær ting, siger man. Tja, har jeg altid tænkt, men hvorfor egentlig det? Fordi er der afstand mellem sender og modtager? Fordi der er uklare signaler? Fordi det, der betyder det ene, for det ene, betyder noget helt andet for den anden? Eller fordi man har hvert sit sprog, hver sin dialekt og hver sin referenceramme og dermed ikke nødvendigvis tolker og fortolker ord og sætninger ens?
Jeg har altid været glad for ord. Jeg elsker at skrive, jeg elsker at formulere mig på skrift og jeg ville gerne leve af det. Men er jeg klar nok i mit sprog? Formår jeg at nå min modtager med det budskab, jeg ønsker at formidle og formår jeg at sige det på sådan en måde, at min modtager får lige nøjagtigt den følelse eller stemning med, som jeg gerne ville give videre?
Jeg har en kollega, som ikke er dansker, men han taler godt dansk med sin accent. Dog sker det tit, at han bliver misforstået. Han bruger nogle ord i nogle sammenhænge, som lyder sjovt og som kan misfortolkes. Han oplever ofte, at folk omkring ham bliver lidt frustrerede eller vrede over hans tilsyneladende lidt for direkte sprog og sjove formulering. Jeg blev også selv paf, inden jeg lærte ham at kende. Inden jeg forstod, at han faktisk ofte mener noget helt andet, end han siger. Han mener det godt!
Se, det er en fint udgangspunkt. At vide med hinanden, at man mener det godt. Når man taler fra hjertet og med hjertet, så kan det ikke gå helt galt. Jeg tror faktisk at vi igen skal blive bedre til at tage telefonen og lade vores stemmer høre. Vi sender så mange SMS og e-mails og formår ikke altid at få formuleret os ordentligt. Nogle gange går det for hurtigt. Det bliver for kort og upræcist. Der mangler en stemme.
I den kommende uge vil jeg ringe til nogle af dem, som jeg holder mest af. Høre hvordan det går og høre deres stemmer. Og så vil jeg sige som Martin Brygmann og Paprika Steen i filmen Hannibal og Jerry:

Brug dit hjerte som telefon, så det let at tale med nogen
og du vil aldrig bli' alene igen
hvis du taler med hjertet, min ven ...



Billedet er lånt på alaursen.dk

tirsdag den 20. april 2010

Hjertesnak



En ny morgen, hvor April og jeg drikker morgenkaffe og ruster os til dagen, der kommer. Min kollega er strandet i Rom på grund af den efterhånden berømte og berygtede askesky, så jeg fortsætter med at have æren af hendes arbejde. Dagen flyver afsted, for den er ligeglad med askeskyer og islandske vulkaner. Jeg tager det som en udfordring. Hvad er der ellers at gøre? Når der kommer for meget arbejde min vej, spørger jeg udfordreren, hvad han helst vil have. Selvom jeg laver både salg og marketing, så kan jeg kun lave én ting af gangen. Så vinder ordrene. Jeg snakker tysk og reder tråde ud, mens min kollega venter på hjemtransport et sted langt nede i Italien.
De lover vejrskifte. Det skulle blive koldere. Jeg ser bebrejdende på April, som bare slår en skraldlatter op. Hvad havde du forventet? Hun trækker på skuldrene. Jeg er jo kun April! Alt kan ske, når jeg er på besøg. Men jeg synes nu, at jeg har gjort det meget godt. Hun peger på mig. Se bare dig. Du har fået kulør i ansigtet. Du er ikke længere så vinterbleg!
Det er rigtigt. Farven fra i søndags holder ved. Jeg ser lidt sundere ud. Det gør man bare, når solen har skinnet på en og den har i høj grad skinnet på mig. Jeg kan stadig mærke varmen og velværen. Det kan jeg leve længe på. Men, siger jeg, ikke for meget vinterligt vejr, søde April. Og bare et par dage så?
April svarer ikke. Hun afslører ikke sine planer. Om det er fordi, hun ikke selv kender planerne endnu, ved jeg ikke. Nogle gange er det i grunden også bedst, hvis man ikke lægger sig selv fast på altfor strenge programmer. Man kan godt følge en plan, bare man er åben og lydhør overfor muligheder, der byder sig hen ad vejen. Ting, man ikke havde tænkt på. Nogle gange sker der bare noget, som ændrer det, man havde i hovedet. Så kan man improvisere. Mærke efter. Men én ting er sikkert. Følger man sit hjerte, så farer man aldrig rigtig vild!

Billedet er lånt på altfordamerne.dk

mandag den 19. april 2010

Det gjorde godt


Nogle gange trænger man bare til at komme væk. Forlade huset, låse døren og køre afsted i bilen. Længere væk end ned til byen for købe ind. Længere væk end jobbet.
I går kørte jeg i en helt anden retning. Jeg kørte nordpå. Med 3 hunde i bilen og et stort behov for luftforandring og for at se noget andet. Bare køre.
For mig er der noget helt symbolsk i bevægelse. Sidde dér bag rattet og køre afsted, se dagligdagen forsvinde i horisonten, mens landskabet ruller forbi. Jeg glemmer nok engang i mellem, hvor godt det er. Hvor godt det føles. Specielt om vinteren. Jeg er bedre til det om sommeren.
Der er ét sted, hvor jeg altid gerne tager hen og nyder weekenden, en lille ferie eller som i går - en søndag. Og det er i sommerhuset i Nordsjælland. Hos min mor.
Da jeg kørte fra Ringsted, var det overskyet og vejret var faktisk lidt trist. Småblæsende intetkønsvejr. Jeg var ligeglad, for jeg vidste, at jeg havde brug for at komme afsted, lidt væk ... så vejret havde absolut ingen betydning. Men April havde andre planer for mig og Hornsherred, hvor sommerhuset ligger. Da jeg var nået et godt stykke derop af, havde nydt den altid fantastiske udsigt over Roskilde Fjord og fået et sug i maven af velvære ved synet af vandet, rullede skyerne til side og solen brød frem. Ahhhh. Det var stort. Som når tæppet går ved en teaterforestilling, man har set frem til i spænding og forventning. Og så alligevel som en fin overraskelse.
Mor og jeg tilbragte hele eftermiddagen på terrassen i solen. Overtøjet kom lidt af og på alt efter, hvordan sol og skyer havde det i forhold til hinanden, men vi var ude. Hundene dasede i solen og vi spiste frokost, drak kaffe, snakkede og spillede yatzy. Yatzy er vores sommerspil. Sommerhus betyder Yatzy - før eller siden. Vi gør selvfølgelig alt for at slå hinanden og rekorden, men mest af alt hygger vi os bare med det. Det er ren afslapning.
Da jeg kom hjem ved aftenstid, var jeg en helt anden person. Ro i sjæl og sind. Rød på næsen og en god kulør i ansigtet. Fik en lille snak med en person, som jeg holder utroligt meget af, prikken over i'et før te og en god film og så tidligt i seng. Sådan en søndag gør godt. Rigtig godt!



søndag den 18. april 2010

Sidder i en luftballon


Det er en stille søndag morgen. Landmanden har allerede forladt huset og er nu tilbage på markerne, hvor der sås på livet løs. Jeg sidder tilbage med min morgenkaffe og reflekterer lidt over, om jeg nogensinde rigtig vænner mig til dette liv. På den ene side sætter jeg stor pris på det. Roen, det stabile, årstidernes skiften og det arbejde, der følger med for en landmand. På den anden side synes jeg, at det er forfærdeligt forudsigeligt. Gang på gang prøver jeg at lave lidt "rav" i den, forsøger at smide lidt impulsivitet ind og foreslår at gøre det umulige muligt, men landmanden er fuldstændig upåvirket. Han gør det, han skal. På samme måde, som han altid har gjort.
Forandring fryder, siger jeg. Hvorfor lave om på noget, som er godt, svarer han. Jamen, siger jeg igen, hvad nu hvis det gode kan blive endnu bedre?
Vi er forskellige, landmanden og jeg. Vi er to modpoler. Vi er by og land. Kulturforskellen er større, end jeg havde troet. Og det er den stadig! Jeg vænner mig nok aldrig helt til det og vil nok altid prøve at ændre bare lidt ... men i de fleste perioder accepterer jeg det. Lever med det. Sætter endda pris på det.
Kunne man bo på landet som her med udsigt til marker, nyde dådyrene hver morgen, frisk luft og åben himmel og så have København i baghaven, så slog jeg til. Det var lige mig. Alle byens tilbud og mine venner, som bor dér. Og så dette rolige landmandsliv uden de store udsving. Her handler det vist også om Mådehold, som jeg beskrev i går. At finde en god balance.
April smiler til mig og nikker. Nemlig, min ven. Den evige balance, der gør så godt og kan være så svær at finde.

I dag vil jeg se det hele lidt ovenfra og ned. Forestille mig, at jeg sidder i luftballonen højt hævet over land og by og i fuldstændig balance.

lørdag den 17. april 2010

Mådehold


Som tidligere nævnt har tarotkortene altid været et værdifuldt værktøj for mig på selvudviklingens vej og en mulighed for at komme i umiddelbar kontakt med mit ubevidste. Forstå og lære. De sidste par dage har jeg reflekteret meget over kortet "Mådehold" og det, kortet rummer. Mådehold er "Skyttens kort" og dets symbolik og udfordring kender jeg kun alt for godt - både som Skytte og som den ildsjæl, jeg nu engang er.

Kortet handler om at finde balance mellem indre og ydre mådehold. Livet bevæger sig ustandseligt gennem faser af lys og mørke, aktivitet og passitivitet. En stor udfordring i kortets budskab er tålmodighed, selvkontrol og tilpasning og det er jo her, at jeg nogle gange kommer til kort. En utålmodig sjæl med smag for potentiale og muligheder. ;-)

Når jeg trækker Mådehold, så ved jeg godt, hvad det betyder! Kortet minder mig om den så vigtige og evige balance mellem aktivitet og passitivitet. Jeg har brugt kortet meget til at meditere over, for kortet rummer selvbeherskelse og anbefaler at undgå overdrivelser. Det kan - selvom det også kan lyde kedeligt - være en god ide at finde den gyldne middelvej.

Da jeg har besluttet mig for at være et positivt menneske, ser jeg altid kortet som en kærlig påmindelse om at finde tilbage til orkanens øje. Dér hvor den rolige energi befinder sig. Det kan storme og ruske omkring dette "øje", men herinde kan jeg finde en rolig plet, som bringer alting i balance. Den perfekte balance findes, når man kan blande polariteter. Modsætninger. Forene det forskellige i en perfekt balance. Alkymi.

Nogle gange finder man balancen ved at tilsætte en ny ingrediens. Det er ligesom, når man laver mad og står og smager til. Der mangler noget! Et krydderi? En balance af måske surt eller salt? Eller sødt? Man må prøve sig frem. Pludselige er den dér. Den gode smag!

Man kan ikke være i balance hele tiden. Det er heller ikke meningen. Man er nødt til at forlade orkanens øje og prøve grænser af, forsøge sig med nye ting, nye ingredienser. Det vigtige er, at man altid ved, at orkanens øje findes … men måske ikke lige dér, hvor det var sidst. Men stoler man på, at man nok skal finde derind, så kan man!

I dag vil jeg finde styrken i Mådehold. Jeg vil konfrontere mine inderste ønsker og min største frygt og tage dem begge alvorligt. Blandingen vil gøre mig stærkere! Ved at acceptere både det positive og det negative kan jeg integrere begge aspekter i mig selv og blive et helt menneske. Må du også finde styrken i Mådehold i dag og have en dejlig weekend.

Restitution, tjaa ...


Det tegner til at blive endnu en smuk aprildag. Jeg drikker morgenkaffe og sidder og overvejer, om jeg skal pakke bil og hunde og køre en tur i sommerhuset. Min mor er flyttet derop nu. Dejlige Nordsjælland, som rummer så mange minder. Huset, som min nu afdøde far både har tegnet og bygget. Han var en dygtig håndværker med en arkitektdrøm, som han aldrig udlevede. Han lavede fantastiske tegninger. Præcise og detaljerede. Og så kunne han noget med sine hænder og tålmodighed, som hans datter desværre slet ikke har arvet. Tegne kan jeg dog ... og male. Men det er nu mest på papir og lærred. Jeg hverken kan tegne eller bygge huse. Jeg bygger sandslotte og dagdrømmer. Blandt andet.
Jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg føler mig faktisk lidt træt og ved ikke helt, om jeg gider pakke, starte bil og køre afsted. Samtidig ligner huset noget, der godt kunne trænge til en kærlig overhaling og køleskabet er tomt. Kæresten er stadig i marken og sår på livet løs. Vejret er med dem. Det kører bare.
Jeg restiturede i går. Veninden og jeg tog på café/restaurant i stedet for at cykle tur. Vi tilbragte nogle hyggelige timer med god samtale og et pragtfuldt måltid bestående af frisk tilberedt havtaske i safransauce med hummerhaler, frisk spinat, ris og salat. Virkelig lækket.
Jeg ankom til caféen i et hæsblæsende tempo og med hæs stemme. Ikke særligt restituerende i sig selv. Lige inden jeg skulle afsted, var min kære hund Keeva sprunget over det nu forhøjede hegn og var forsvundet ud af marken. Aimee stod derude og sladrede med en klagende gøen og jeg var klar over, at den var gal. Jeg kastede mig i jakke og kondisko, fandt rem og sele og så ellers over hegnet og ud af marken i spurt. Heller ikke meget restitution over det! Mens jeg løb, råbte jeg på Keeva. Skreg. Ingen hund. Jeg fortsatte med at løbe (godt jeg i god form!), mens jeg råbte. Jeg havde ikke kunne finde hundefløjten i farten, så jeg måtte stole på min stemme og jo, jeg kan faktisk godt råbe ret højt! Jeg løb igennem krattet, den lille "skov", langs med åen og ud på den anden side. Ingen hund. Tankerne for gennem mit hoved. Hvor var hun løbet hen? Var hun fortsat ud af marken, ud til den store vej, hvor bilerne drøner forbi? Var hun blevet kørt over? Jeg vendte om og begyndte at løbe af markvejen tilbage mod huset. Pludselig kom hun mig i møde. Tungen var flere kilometer lang og hun stank af lort og dårlig samvittighed. Var godt klar over, at den vist var gal. Jeg fik selen på hende og så gik vi pænt hjem. Puha. Sikke en forskrækkelse. Så var det godt at få god mad på café, komme ned på jorden sammen med et glas vin og en veninde, som lige kunne lægge ører til min hæsblæsende beretning fra en hundeejers liv. Restitution, tjaa ...

fredag den 16. april 2010

Ændrede planer


Jeg havde tænkt mig at skrive om dronninger i dag, siger jeg til April, mens vi drikker morgenkaffe. I dag fylder Dronning Margrethe jo 70 år! April nikker. Hun ved det godt. Men hvorfor skriver du så ikke om det, spørger hun.
Sandheden er, at jeg har en masse i hovedet, som jeg ikke har bearbejdet endnu. Jeg ville fortælle om de fire kvaliteter, som dronningerne i tarotkortene har. Jeg ville også fortælle noget om, at man faktisk kan komme på Dronningeskole og lære at blive Dronning i sit eget liv - også selvom man ikke er født med blåt blod i årene.
Men ak, det må blive en anden dag! Det kommer.
Hmm, siger April. Sådan er det nogle gange. Nogle ideer kræver lidt mere tid og overvejelse. Tænk, det forstår hun. Impulsive April, som skifter mening og vejr, som vi andre skifter en vis beklædningsgenstand. April holder aldrig op med at overraske mig.
I stedet vil jeg lige minde mig selv om ordet restitution. Jeg har virkelig givet den gas i denne uge både hvad løb og cykling angår. Mine ben kvitterede med krampe i lægmusklen forleden morgen, men jeg synes, jeg rådede bod på det ved en løbetur i går eftermiddag, hvor jeg gjorde et stort nummer ud af udstrækningen. I aften skal jeg så på cykeltur med en veninde og i morgen havde jeg tænkt mig at indlede skovløb-sæsonen med en 8-10 km. på den dejlige bløde skovbund og de herlige stier, som slet ikke er så hårde som asfalten på landevejen, hvor jeg slår mine løbefolder i dagligdagen.
Jeg kan godt se, at det er lige i overkanten. Jeg er faktisk træt i mine ben her til morgen. Det er længe siden, jeg har haft det sådan! Min krop om så ikke skriger på restitution, så giver den mig i hvert fald mig en lille vink. Hvisker mig i øret, om det ikke var en ide at lægge mine gode men lidt ambitiøse planer om? Og den har ret. Det har den som regel. Cykelturen i aften gennemfører jeg. Veninden og jeg kører alligevel nok og snakker og så er det begrænset, hvor stærkt man kan køre. Og jeg strækker ud bagefter! Men jeg må med et stort suk erkende, at der ikke bliver nogen lang skovløbetur i morgen. Der bliver slet ingen løbetur. Der bliver restitution. Husk det nu. Restitution! Det er i restitutionen, at vi bliver stærkere og man får intet ud af overanstrengelse, kun skader.
Nemlig, svarer April. Men af skade bliver man klog!
I dag fejrer vi vores kloge Dronning. Skolebørnene og andre møder op på Amalienborg og hylder fødselslaren, mens jeg møder op på job og tager et dronningeoverblik over situationen. Klør på. Jeg er nok stokkenes dronning i dag. Mere om hende senere. Nu kører min morgenkaret.

Billedet er lånt på outscandinavia.dk

torsdag den 15. april 2010

Sprød morgen


Det er koldt om morgenen. Jeg bliver til stadighed overrasket over, at det er frostvejr, når jeg træder ud af døren for at gå med hundene. Min vinterjakke er gemt af vejen. Sådan er det bare! Men vanterne må jeg have på.
Denne morgen har en næsten ubeskrivelig frisk herlighed over sig. Fuglene har skruet op for musikken og synger med i vilden sky. Hvilken volumen! Fugleorkesteret giver den på alle tangenter! Morgenen er sprød. Man kan fornemme den knitrende fornemmelsen af daggry. Man må gå forsigtigt for ikke at bryde igennem det næsten gennemsigtige lag af is. Det er bare en antydning. Himlen er lyserød og solen strækker sig dovent i horisonten. Sådan en dag må man bare smile. Også selvom der venter en travl arbejdsdag forude med kaotiske tilstande i kølvandet af, at min kollega er draget til Rom og ikke har taget sine opgaver med sig. Dem har jeg fået æren af. Men eftersom det faktisk gik meget godt i går, så tænker jeg bare: Det gør det sikkert også i dag!
Citronerne var med i kassen fra Aarstiderne. Jeg blev barnligt glad da jeg så dem. Hvor er de bare smukke! Tænk at de leveres sådan, stadig siddende på kvisten. Jeg nænner næsten ikke skille dem ad. De er så smukke sammen, det gule og det grønne. Jeg bliver forført at deres rene farver og deres enkle skønhed. I mit stille sind glæder jeg mig til at smage på dem - sammen med en grøn avocado eller et godt stykke fisk måske?
Citroner er sure! Det er jeg ikke. Jeg tilgiver dem, der var det i går og drager ud i morgenen med intention om at få en god dag og ønsker det samme for dig.

onsdag den 14. april 2010

Scener fra en cykeltur


Det lyder måske Bergmannsk og man kan sikkert også give dæmoner baghjul på cykel. Der var i hvert fald ingen dæmoner med på min aftentur i går. Kun April på bagagebæren.
I Danmark er jeg født ... skrev HC Andersen og det er jeg også. I gymnasiet skrev jeg en stil af samme navn, inspireret af en flot illustreret bog om Danmark. Det var vist en min far havde fået i Bogklubben. En af de bøger, man glemmer at afbestille. Men jeg fandt inspiration i de smukke billeder af mit land og skrev en stil, som min dansklærer synes var helt fantatisk. Den gav topkarakter og skulle læses op i klassen. Pinligt, synes jeg vist dengang.
I går tænkte jeg pludselig på det igen. Inspireret af en smuk solskinsramt aften i april, hvor jeg bare måtte op på cyklen og tage en tur ud i landskabet. Jeg tog kameraet med og kørte bl.a. forbi Sørup Herregård, hvor kursisterne spiste middag, mens jeg cyklede over gårdspladsen og standsede op for at tage billeder. Jeg kørte 11,5 kilometer og nød hvert sekund. Stolt af mit smukke bakkede land med de yndige runde former - som dengang i gymnasiet.






tirsdag den 13. april 2010

Tomrum


Hvad er tomrum for dig, spurgte en veninde mig i går, for jeg havde nævnt ordet. Tomrum er for mig tilstanden mellem to faser. Det er lige dér, hvor den ene fase er sluttet, men hvor den nye ikke rigtigt er begyndt endnu. Det er hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det er det tidspunkt på året, hvor vinteren faktisk er slut, men foråret ikke rigtigt er i gang endnu. Det er tidspunktet, hvor jeg kan blive noget så utålmodig efter at tage springet og kaste mig ud i næste fase, selvom det slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig også sin berettigelse og er en del af den cyklus, der findes i alt.
I tarotkortenes verden er det Døden, som beskriver dette tomrum. Døden, som illustrerer og rummer afslutningen, den uundgåelige forandring og udvikling. Det der skal ske, sker. Det kan vi have tillid til. Det bliver morgen! Det bliver forår!
Men Døden beskriver selvfølgelig alligevel det "at dø", for for at udvikle os og komme videre, må vi "dø". Vi forlader en tilstand og går ind i en anden. Men i tomrummet er det "lige inden" ... og vi må vente tålmodigt. Noget som jeg altid har så pokkers svært ved :-) Noget er forbi, noget nyt er på vej - bring it on! Jeg kan næsten ikke vente.
Der er mange, som er bange for forandring. Det har jeg også været engang. Dengang jeg ikke helt forstod, at forandringen og evne til forvandling er en af livets største gaver. Men, må jeg sige til mig selv, at derfor skal alting jo ikke forandres hele tiden. Der er nogle ting, som kan forblive og være, mens andre ting ændrer sig. Jeg ændrer mig. Hele tiden. Alting bevæger sig, intet kan ødelægges kun transformeres. Se det synes jeg jo er en dejlig tanke. Jeg har tillid til, at forandringen rummer det, jeg har brug for til at blive et mere fuldendt og "afrundet" menneske.
Jeg håber, at du må få en god dag. Modtage forandringen som en gave. Være fleksibel i forståelsen af, at noget må vige for at noget nyt kan komme til.
Jeg skal arbejde hjemme og det ser jeg frem til. April har lovet at være stille. Ikke forstyrre. Hun er i sig selv en frydefuld forandring, som ændrer sig en lille smule hver dag.

mandag den 12. april 2010

Ikke så ringe endda


Ikke så ringe endda må være et jysk udtryk. Jeg er jo fra København og i øvrigt en ildsjæl, som let begejstres til at bruge store ord. Min udlægning af samme udsagn ville nok være noget i retning af: Det er helt fantastisk!
Det jeg her vil beskrive er eftermiddagens løbetur. Hjem fra arbejde i strålende solskin, mærke varmen og foråret og ud af bilen, hilse på 3 glade hunde, ovenpå og så på med løbetøjet. Ikke spilde tiden, bare på med udstyret og så gøre første hund klar til tur.
Jeg løb jo en mildest talt tvivlsom tur i lørdags, 4 kilometers kamp for god vejrtrækning, en ubamhjertig kold vind, som ikke ville mig det godt ... og i det hele taget bare en af de ture, hvor man tænker: Hvad er der lige galt i dag? Der er ikke altid noget svar. I lørdags løb jeg ved middagstid. Det var nyt for min krop. Men den må vænne sig til det, for inden længe byder jeg den også morgenture og det er tidligt! Kom igen!
I dag kom jeg igen. Det kørte bare ... gode ben, vejrtrækningen var der med samme og så bare ud af landevejen i sol og en noget blidere vind end i lørdags. Der var forår for alle pengene, en duft af ild og brænde i vinden (som fik mig til at længes efter sommer, bål og aftenhygge). Løbe, styre hunden, passe på bilerne, der suser forbi ... og så bare mig og mine gode ben.
Sådan en tur er det hele værd. Jeg løb 6,61 km - hverken mere eller mindre - og var ikke udmattet overhovedet. Jeg svedte som om sommeren, havde nok lidt for meget tøj på, men det var egentlig en god følelse. Varme. I weekenden skal jeg en tur i skoven og have et par kilometer mere på, hvis ben, vejrtrækning, vind og vejr vil. Jeg vil i hvert fald!

Lige fra morgenstunden


Så er det igen mandag. Men der er en forskel: Lyset er kommet! Nu er det igen lyst, når jeg står op og det gør virkelig en stor forskel. Energien er større. Det bliver en travl uge, men jeg er klar. Min kollega skal til Rom senere på ugen (og jeg er ikke spor misundelig!), så jeg får æren af hendes tyske forhandlere og en masse andet salgsarbejde. Det kommer til at gå ud over marketing. Men pyt, jeg iklæder mig praktiker-dragten og går ugen i møde med oprejst pande.
April drikker sin kaffe og ser smilende på mig. Dejligt med sådan en optimisme og et gåpåmod lige fra morgenstunden, siger hun. Hun har forårstøjet på og det ser i sig selv lovende ud. Smuk fra første færd. Men, jeg ved jo også, at hun nemt kan ændre mening i løbet af dagen. Så skifter hun tøj. Intet er sikkert. Kun at det er April og det i sig selv er en forfriskende tanke.
Hun er en stor inspiration for mig, April. Hun tør være sig selv. Hun har åbenlyse styrker men erkender også sine svagheder. Sit vægelsind hvad tøjet angår. Sit skiftende humør. Jeg er jo bare en måned, konstaterer hun. Ja, søde April, og jeg er bare et menneske. Vi går godt i spænd, April og jeg. To ildtegn med hver vores dagsorden og en fælles. April er jo vædder lige nu. Senere går hun ind i Tyren, en helt anden historie.
Lige nu går vi ind i mandagen og en ny uge. Må det blive en god en. Det vil vi gøre vores til, siger April og jeg i kor og skåler i morgenkaffe.

Dådyret stod lige her udenfor på marken og billedet er taget gennem vinduet.

søndag den 11. april 2010

Sol og læ


Jeg var effektiv og dedikeret til mine opgaver og planer i går. Jeg fik købt ind og gjort rent om formiddagen. Ved middagstid trak jeg så i løbetøjet og løb en af de ture, hvor det ikke rigtigt fungerer. I strid modvind og uden helt at kunne få gang i den gode vejrtrækning. Jeg blev drevet frem af musikken fra min IPod og måtte hele tiden sige til mig selv: Videre. Jeg løb kun 4 kilometer, så brugte jeg god tid på at strække ud i solen og blæsten. Gjorde mig umage og kom i bund med øvelserne. Så et velfortjent varmt bad og frokost.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og April legede kispus med vinden. Hun drillede og han blev stærkere og mere voldsom. Hun morede sig og hørte slet ikke min bøn om våbenhvile. Det var en kølig vind, men solen var der og jeg længtes sådan efter at mærke dens varme. Bare sidde i en solplet med læ og slikke solskin. Læse i min bog og drikke kaffe.
Vi har næsten ingen læ her. Vi bor lige ud til marken og kun nogle tuhjaer hjælper lidt på afskærmning men slet ikke nok. Til gengæld er udsigten fantastisk. Men jeg elsker jo at sidde ude i haven og nyde livet og det er ikke altid så let, når vinden suser en om ørerne.
Løsningen kom til mig. Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det før? Der stod min sorte bil, søde James, og var helt varm i solen. Ligeglad med vind og vejr. Jeg åbnede to bildøre, placerede min stol der imellem og så havde jeg en solplads med læ. James sørgede for at tiltrække solen og så kunne jeg sidde der i hans favn på min stol, drikke kaffe, læse bog og tænke tanker. Godt nok med stor trøje og stort tørklæde, men ...det var skønt!
Jeg har fået hele dagen i dag foræret. Mine planer om tur til Søborg og besøge veninden er blevet udsat en uge, fordi hun er blevet pokkers forkølet. Ingen grund til at blive smittet og hun er slet ikke på toppen. Så vi fik os en god sludder på telefonen og så ses vi næste søndag i stedet for! Dagen er min ... og aprils. Hvis hun kan holde op med at flirte med vinden, vil jeg nok cykle mig en tur. Læse mere. Og hvis solen får lov at bryde frem, så er James frisk på at give mig læ og varme igen. Elsker den bil! :0)

lørdag den 10. april 2010

Weekendplaner


Sådan ser morgenen ud derude. Lige nu. April står foran klædeskabet og skal beslutte sig for dagens påklædning. Endnu har hun ikke helt bestemt, hvordan hendes humør er. Jeg smiler bare og drikker min kaffe. Er tidligt oppe, selvom jeg har fri. Jeg kan ikke lave om på min rytme fra den ene dag til den anden! Så selvom jeg havde et håb om at sove "længe", så sagde min krop og rytme noget andet. Så her er jeg. Ekviperet med kaffe og morgentanker.
Dagen er ny. Alting er muligt. Jeg har mange ting, jeg gerne vil i dag. Jeg har også nogle ting, som jeg skal: Købe ind, gøre rent. Kæresten skal i marken, forårsarbejdet er i fuld gang og hans dagsorden er forudbestemt. Dér er ingen hjælp at hente! Nu gælder det markerne og forståeligt nok: Det er hans levebrød. Og livsstil.
Jeg har flere bøger, jeg gerne vil læse i. Jeg vil gerne til Indien igen med Liz. Jeg må bare læse og genopfriske noget, jeg læste og lærte dér. Jeg har også gang i en god roman og så er der også lige en anden bog. En film, jeg gerne vil se. Derudover skal jeg have mig en god løbetur i eftermiddag. Cyklen lokker også. Hundene skal ud, vi skal gå, hygge ...
I aften vil jeg lave et lækkert måltid til kæresten og mig selv. Enkelt og godt. Jeg har friske grøntsager fra Aarstiderne, de lækreste grønne asparges, som jeg elsker med en god dip til. Jeg har sikret mig, at han er inde - og bliver inde - fra omkring kl. 19. Han skal holdes i kort snor, når det er forår og såning. Når han høster, har jeg opgivet at følge med. Jeg laver mad, som kan varmes og han kommer ind, når han kommer. Byboen har lært nogle ting!
April kommer ned af trappen og læser, hvad jeg har skrevet. Det er mange planer, konstaterer hun. Du må vist vælge. Prioritere! Jeg ved det godt. For i morgen søndag skal jeg faktisk en tur nordpå, nord for København. Jeg skal besøge en god veninde. Se hendes nye hus. Dejligt med weekendplaner. Nu skal de bare vælges med omhu ... og nydes!

fredag den 9. april 2010

Manden og hunden


På vej til og fra arbejde kører jeg igennem en lille by, som hedder Fjenneslev. Fjenneslev ligger ved hovedvejen mellem Ringsted og Sorø og er indbegrebet af en sjællandsk landsby.
Når jeg kører igennem om morgenen, står skolebørnene ved stoppestedet og venter på bussen. Jeg ser de samme mennesker gå med tur med deres hund. Jeg forventer nærmest at se dem og bliver glad, når de dukker op. Det er lidt sjovt. I vinter manglede en af mine morgen-hundeluftere. En ældre herre med sin sorte labradorblanding. De går den samme tur hver morgen. Manden og hunden. De skal ligesom være dér, synes jeg. Men de mørke vintermorgener så jeg dem ikke. Jeg håber virkelig, at de har det godt, tænkte jeg ved mig selv. At manden bare venter med at gå turen til det bliver lyst. Og da det blev lysere om morgenen og foråret kom, så dukkede manden og hunden sørme også op igen. Jeg drog et lettelsens suk. Godt så. Alt er som det skal være. Livet går sin gang i Fjenneslev.
Du, siger April og blinker til mig. Du er ved at blive gammel! Fjenneslev og en mand med hund. Skolebørn. Hun puffer drilsk til mig.
Ja og nej, svarer jeg. Men det er jo bare indbegrebet af min morgen. Turen til arbejde ad hovedvejen. Jeg forsøger altid ikke at køre mere end de 80 km i timen, man må køre. Det skal ikke gå for stærkt. Jeg nyder turen og ser mig omkring, mens jeg lytter til musik. Og når jeg kommer til Fjenneslev, så bliver jeg glad indeni, når jeg ser manden og hunden.

Billedet er lånt på highways.dk

torsdag den 8. april 2010

Klæder skaber folk


April er stået op og har taget lyset med sig. Fuglene synger og himlen ser ud som om, den har i sinde at slippe solen fri. Skyerne tøver og det er faktisk ret mildt derude her til morgen.
Frisk er jeg ikke. Kan ikke slippe påskerytmen og har svært ved at falde i søvn så tidligt, som jeg burde. Til gengæld er jeg træt, når jeg skal op og synes lige nu, at det er altfor tidligt. Men jeg er oppe og dagen er i gang. Kaffe og juice, lidt at spise og skriverier, mens hundene venter på deres morgenmad.
Det er et underligt tidspunkt på året. Hov hov, siger April og ser bestemt på mig. Hvad mener du med det?
Et smukt tidspunkt på året, skynder jeg mig at sige, men der er så mange kontraster. De kolde morgener, frostvejr i den helt tidlige morgentimer, og forholdsvis høje plusgrader ud på eftermiddagen, hvis solen da brænder igennem. Svært at klæde sig rigtigt på.
Det går da meget godt, svarer April upåvirket, mens hun drikker kaffe og tænker over, hvad hun skal iklæde sig i dag. Hun har mange muligheder. Hendes kuffert er fyldt op med lækkert designertøj og noget, som man måske ikke lige havde forventet at se April i. Hun har stil og hun har mod til at lade sin personlighed skinne igennem. Også selvom vi måske ikke lige altid kan gennemskue, hvad det lige er, hun står for. Men charmerende, det er hun!
Jeg har taget de mere forårsagtige tunikaer i brug, stadig støvler, men de mere smarte og sarte. En stor cardigan om morgenen, som kan komme af senere på dagen. En lettere jakke. Tørklæderne er jo altid et must og de er ligeså fleksible, som jeg selv praler med at være.
I øvrigt er jeg nu på en arbejdsplads, hvor det kunne klæde flere kolleger at være lidt mere ... velklædte. Gøre sig lidt mere umage. Men der er mange mænd og mange teknikere og ingeniører og langt fra alle har sans for at se bare en lille smule "godt" ud. Men i marketing gør vi en indsats i den retning! Hvis vi selv skal sige det. Klæder skaber folk! Også selvom vi befinder os i en mindre by midt i det sjællandske ... Måske er det byboen, der taler? Den metropolitanske del af min personlighed? Eller også er det bare fordi jeg generelt synes, at man godt kan gøre sig bare en lille smule umage. Sådan helt generelt.

onsdag den 7. april 2010

God energi


Jeg har i mange år brugt tarotkort som et personligt redskab til selvudvikling. For mig er det intet hokus pokus i kortene. Døden handler ikke om fysisk død og tårnet ikke om ødelæggelse som sådan. Kortene har i sig selv nogle enkle og oprindelige symboler. For mig er de en slags adgang til det ubevidste. Kortene rummer arketyper, som er en slags energier i billedform og disse energier findes i vores allesammens psyke. Jeg startede sammen med en veninde med at studere kortene og er blevet ved. Efterhånden har jeg lært dem at kende. Nogle bedre end andre. Jeg stoler på dem og på det budskab, de rummer til mig. I virkeligheden er de jo bare mit ubevidstes forlængede arm.

Der er mange måder at kontakte det ubevidste på. Tarotkortene har altid hjulpet mig.

Dette forårsbillede fra haven, som jeg tog i påsken, er indbegrebet af Stokkenes Es. En ny begyndelse. Der er energi og kraft i grenen med de nye skud og knopper. Den reneste energi, som rummer nye muligheder og inspiration. Et symbol på de muligheder, du/jeg har med hensyn til energi, kreativitet, begejstring, mod og optimisme.

Jeg giver stokkenes energi videre. Må du finde inspiration og begejstring i dag. Glæde i ordets oprindelige betydning. Må du mærke din energi og kraft og have en god dag!

tirsdag den 6. april 2010

Poesi i affaldet


Det her er ikke sjovt, siger jeg til April, som er søster-solidarisk i dagens anledning og er stået op. Næh, svarer hun, mens vi begge prøver at blive bare lidt vågne ved hjælp af kaffe. Det er faktisk ret tidligt! Det er jo ikke engang rigtig lyst.
Som så mange gange før er det ikke lykkedes mig at lave om på mine dagscyklus med ét. Jeg kunne ikke falde i søvn i går, det var for tidligt i forhold til påskerytmen. Jeg lå vågen længe, jeg så på stjerner og jeg tænkte, at det må altså være en fejl, at det lige om lidt igen er arbejdsdag. Desværre var det ikke en fejl. Det er arbejdsdag. Der var pendlere på morgenturen, som om muligt har været endnu tidligere oppe. Nu er de på vej mod København af motorvejen, røde lys i forruden så langt øjet rækker, morgenradio og det samme spørgsmål på alles læber: Hvor blev den påskeferie lige af?
Svaret er simpelt. Tiden åd den. Emballagen ligger nu i skraldespanden, krøllet sammen, brugt og klar til lossepladsen.
Hm, siger April og ser på mig over brillekanten. Hun har nogle ret seje designerbriller, hende April! Det var da ikke særligt smukke ord. Kalder du det poesi?
Jeg trækker på skulderen. Måske har jeg bare ingen poesi denne tirsdag morgen i april. Eller også er der poesi i affaldet. Hvem ved? Jeg ved bare jeg er træt, men at dagen er i gang og jeg går ud i den. Som så mange gange før. Videre. Det bedste fra påsken har jeg gemt i den blå plastikpose, ligesom denne mama fra Napoli.Det smider jeg ikke ud.

Billedet er lånt på italy.dk