onsdag den 31. marts 2010

Forårsløb


Når jeg skal have alle 3 hunde med på løbetur - på skift - så er der en klar disponering, som giver mening. Først løber jeg med Josie. Josie er nu 10,5 år gammel men kan stadig lide at løbe og hun er god til det. Dog løber hun ikke helt så hurtigt som tidligere, kun i små etapper, og jeg tager hende ikke med på længere ture. Hun løber 2-4 kilometer, mere synes jeg ikke hun skal løbe. Josie skiftes så ud med Keeva og her bliver farten sat betydeligt op. Til sidste Aimee, som godt nok er den yngste, men som også helst vil bestemme fart og i det hele taget. Hun er en herlig dunderklump med helt sin egen agenda. Min dedikerede løbemakker bliver hun vist aldrig. Men pyt med det.
Turen i dag var virkelig en tur ud i foråret. Efter en regnfuld morgen med dis og dryp, kom solen frem og her til eftermiddag varmer den virkelig. Jeg nød min løbetur på 6 kilometer i fulde drag. Kunne mærke varmen, den milde luft, benene var gode og jeg følte mig i det hele taget svævende. Det skyldtes helt sikkert også forårsvejret, som gør mig glad og næsten høj. Trænger sådan!
Josie løb lidt over 2 kilometer. Det var opvarmningen, i godt tempo men ikke for hurtigt. Meget behageligt faktisk. Så røg batteriet på min Garmin Forerunner, lidt for pludseligt, synes jeg. Derfor blev turen ikke timet.
Så var det Keevas tur og nu var jeg varm og klar til hendes tempo. Den gamle Garmin Foretrex kom i brug igen og Keeva og jeg løb 2,5 kilometer i rigtig fint tempo. Jeg prøvede at holde lidt igen. Keeva er virkelig en dedikeret løber, det går bare stærkt derudaf og hun elsker det. Men disponere fart, tempo, det gør hun ikke. Hun spurter bare!
Sidst og ikke mindst, Aimee er jo dunderklumpen på 33 kg, fik Aimee mig ned i tempo igen. 1,5 kilometer hvor vi skændtes lidt om, om vi overhovedet skulle løbe eller ej. Farten blev derefter. Aimee ville vist helst bare slippes og var det ikke for den stærkt befærdede landevej, kunne jeg sagtens gøre det. Så ville hun snuse og snaske og komme løbende efter mig, når jeg var kommet for langt væk. Sådan var min gamle hund Molly også. Stædig og med sin egen dagsorden, som så kunne tilpasses min. Men ikke i snor! Aimee ligner hende meget på det punkt.
Men fint nok. Jeg fik gearet ned og tilbage i haven strakte jeg ud i solen, som jeg kunne mærke varme. Åh, det var en dejlig tur. Også selvom Garmin svigtede, men nu er den ved at blive ladet til næste tur i overmorgen.
Josie

Aimee

Keeva

Lidt klogere


Jeg har sovet endnu længere i dag. A mennesket laver langsomt rytmen en smule om og får virkelig sovet igennem. Jeg må have brug for det! Nu er klokken over 8 og jeg har lige fået øjne. Kaffen er god og tiltrængt. Hundene, de yngste, leger og snakker med hinanden. Laver nogle høje lyde og er vældig søde, men en lille smule larmende så tidligt, synes jeg. Sagde jeg tidligt? ;-) Grunden til jeg står så tidligt op om morgenen i hverdagene er mest af alt, at jeg har brug for en rolig morgen og tid, inden jeg skal afsted på arbejde. Jeg kan ikke fare ud af sengen, gribe en kop kaffe med den ene hånd, mens jeg kaster mig i brusebad, spise mad, mens jeg føntørrer hår. Jeg har brug for tid til det, jeg skal. Gåtur med hundene. Morgentanker på bloggen. Kaffe og morgenmad i roligt tempo.
Jeg elsker disse fridagsmorgener, hvor jeg kan tage mig endnu bedre tid. Bare sidde og drikke kaffe i al evighed, skrive, kigge ud af vinduet og se naturen udfolde sig. Dyrene. Fuglene. Det er smådiset derude lige nu, det har regnet og faktisk lover de regn meget af påsken.
Det er Marts' sidste dag på pensionatet. Jeg vil komme til at savne hende. Hun har været en betydningsfuld logerende på mange måder. Nu spiller hun guitar og vimser omkring. Hun har ikke så meget at pakke i rygsækken. I modsætning til mig er hun en, som forstår at rejse "let". Ikke så meget med "just in case ... suitcase". Marts, siger jeg, kan du ikke blive lidt længere? Du må ikke gå, ikke nu, ikke allerede.
Hun smiler og ryster på hovedet. Jeg må videre. Hun tager min hånd, vender den om og placerer noget i min håndflade. Det er til dig, søde ven. Du er nu en erfaring rigere. Husk hvad du har lært, brug det med omhu og du vil være en endnu klogere kvinde, end du var før.

Billedet er fra april, 2009

tirsdag den 30. marts 2010

Fantastisk film ... og ferie


Jeg har sovet længe og er stået op med solen. Den skinner nu over et spædt lysegrønt forårslandskab, hvor frosten stadig dækker jorden som et næsten gennemsigtigt gardin. Marts sover endnu længere og dagen er min til de gøremål - alt og intet - som jeg har lyst til. Påskeferie. En god opfindelse, som jeg trænger til lige nu.
I aften skal veninden og jeg spise italiensk hos Maurizio, endelig kom dagen, hvor vi begge er friske og klar til at lade vores sanser forkæle af den gode italienske mad. Indtil da skal jeg bare være. Små gode planer.
Jeg havde håbet at kunne overtale min mor til at åbne sommerhuset i Nordsjælland her til påske, men hun synes ikke vejret er stabilt nok endnu. Hun åbner jo for sommeren og synes, det er for tidligt at starte sæsonen. Det respekterer jeg selvfølgelig. Jeg kunne ellers godt have brugt havet, stranden, lugten af saltvand og skumsprøjt i ansigtet. Ja altså, havet deroppe er jo fjorden, men det er godt nok. Nu laver jeg planerne om til ikke at have ret mange planer overhovedet. Jeg lader dagen komme og ser, hvad jeg har lyst til. Der er en påskefrokost eller to i vente. Traditionerne kommer altid ind over ved højtiderne. Kæresten håber selvfølgelig på godt vejr til forårsarbejdet, pløjning, såning. Jeg tager nok cyklen frem, så skal jeg løbe, læse, lave mad ... høre musik, se film.
Apropos film, så så jeg en virkelig dejlig og meget stærk film i går aftes. Il ya longtemps que je t'aime (Jeg har elsket dig så længe) med gudinden, skuespillerinden, Kristin Scott Thomas. Jeg vidste på forhånd, at det ville blive en stor og rørende oplevelse, så jeg havde forberedt mig med kleenex og en god kop te. Tæppe og sofa. Kæresten arbejdede på kontoret, så jeg var alene med min filmoplevelse og det havde jeg brug for. Det var slet ikke en film for ham! Det var en film for mig! Kristin Scott Thomas er en af mine yndlingsskuespillerinder og hun skuffede ikke, tværtimod. Det var en fin film, en rørende historie, godt instrueret og fortalt så forsigtigt, langsomt, bevægende, forholdet mellem to søstre efter 15 års adskillelse og det, der er hele kernen i historien. Hovedpersonen, Juliettes (Kirstin Scott Thomas) fængselsophold for et mord, hun har begået. Mordet på sin søn.
Jeg endte selvfølgelig med at tudbrøle, tårene trillede og jeg var dybt berørt. Kristin Scott Thomas spiller fantastisk. En virkelig god filmoplevelse, som jeg kan anbefale.

mandag den 29. marts 2010

Malkekoen og mørket


Det er den samme følelse hver eneste mandag morgen efter vi er gået over til sommertid. Jeg har det ligesom malkekoen i Sebastians sang: Et skridt frem og to tilbage, til dér, hvor jeg var lige før ... sådan er det ofte med køer. Sommertiden tyvstjæler min lyse morgentime. Nu er gåturen med hundene igen i mørke. Det føles virkelig som man bliver kastet tilbage i udviklingen. Eller også er det bare en af de der omveje, der viser sig at være den helt rigtige vej. Hm. Marts trækker på skuldrene. I morgen har du påskeferie, siger hun og det er rigtigt. Det har jeg. Jeg behøver ikke at stå op, før det er lyst. Selvom jeg er morgenmenneske med stort A, så har jeg faktisk aldrig synes det var specielt dejligt at stå op, når det er mørkt. Men at være oppe, når lyset bryder frem (for at citere endnu en Sebastian sang), det er noget helt andet. Det er et smukt syn.
Marts har gjort sin trylledrik færdig. Ja, den er faktisk helt klar. Men virkningen, siger hun og ser pludselig meget klog ud. Den tager sin tid. Alting tager sin tid. Og jo mere jeg prøver på at fremskynde foråret og fange min elskede i nettet, desto længere tid tager det, inden han er helt mør.
Jamen søde Marts, svarer jeg forundret og en lille smule forarget. Du har da vel ikke tænkt dig at overlade Hr. Forår til April sådan helt frivilligt. Man må vel slås for sagen!?
Hun svarer ikke, smiler bare og drikker kaffe. Så det gør vi lidt i stilhed, marts og jeg, drikker kaffe. Mens mørket kapitulerer og lyset kigger frem. Må malkekoen og alle andre have en smuk forårsdag. Det har jeg tænkt mig at ha'!

Billedet er lånt på landsskuet.dk

søndag den 28. marts 2010

Sommertid...ligt


Jeg er slet ikke udhvilet! Det er en konstatering. Vi kom sent hjem i går aftes, langt over midnat efter en dejlig dag i det svenske og en god middag i Kirke Værløse. Klokken 06:30 - som nu pludselig er klokken 07:30 - ringede min ex og proklarmerede, at de ville ankomme her klokken 07:05 - som nu pludselig er klokken 08:05 - og aflevere hundene. Ja, min tøs, skilsmissehunden Josie og så deres egen labrador Chili, som vi skal passe i dag. Nu sidder jeg her og hænger. Jeg er træt! Der er helt sikkert dømt morfar på sofaen senere, hvis jeg da ellers kan få fred for de legesyge og meget dejlige hundetøser, som er fuldstændigt ligeglade med sommertid og for få timers søvn.

Det var en god tur til Sverige i går. Regnen stod ned i stænger hele formiddagen. Derfor blev butikkerne vores læ for regnen, vores varmestue og jeg må sige, der er virkelig nogle vældig gode og meget fristende forretninger i Lund. Jeg falder for fristelser! Det er også en konstatering. Svigerinden og jeg fandt en fantatisk tøjbutik, som var helt sin egen med både indretning og udvalg. Det var noget med at udvælge sig "lidt" og så ellers lukke øjnene. Eller i hvert fald: Se ikke røre. Ikke noget med lige at skulle mærke, vurdere ... NEJ! Ud igen ...

Her lidt stemningsbilleder ... mens jeg forsøger at få øjne og indstille mig på sommertiden og de nyudsatte havemøbler.




lørdag den 27. marts 2010

Regn, tvivl og tro


Det regner. Regn så langt øjet rækker. Silende forårsregn og noget, som ligeså godt kunne være efterår eller det, der er værre.
Marts ryster fortvivlet på hovedet. Hun ser træt ud. Hvad gik der galt? Nu gik det lige så godt. Vejret var intet mere pragtfuldt i går. Tocifrede varmegrader, solskin, en mild og kærlig forårsvind, som tog os alle med i noget, der godt kunne minde lidt om paradis. Jeg dansede afsted på tur med hundene, måtte bare smile og følte mig mange kilo lettere. Alting gav mening igen. Men nu?
Marts har skyllet trylledrikken ud i vasken. I et øjebliks raseri og fortvivlelse kastede hun sit mesterværk fra sig. Alt det arbejde. Alle de timer. Jeg kan se, at hun er tæt på at græde og jeg må trøste hende, så godt jeg kan. Der er ikke så meget at sige. Du må på den igen, Marts. Regnen er også en del af foråret.
Jamen, svarer hun, det er ikke den del, jeg er forelsket i. Slet ikke! Og jeg kan ikke se ham mere. Det forår, jeg dansede kinddans med i går. Jeg kan slet ikke kende ham!
Jeg kigger ud på regnen og synes nu stadig, at det ligner forår derude, men ærligt talt: Det var heller ikke det vejr, jeg havde drømt om i dag. Vi skal til Sverige, turen går til Lund og vi har fine planer om gåtur, butikker, madvarer på torvet, frokost på den gode italienske restaurant, altid deres pasta, som de bare kan trylle med. Fire danskere i Sverige med hver vores agenda og en fælles. Vi må huske paraplyen! Jeg skal i boghandlen! Kæresten og min bror skal i jagtforretningen, svigerinden og jeg skal altid i te- og kaffehandlen og så videre ...
Jeg ved heller ikke altid, om jeg siger og gør det rigtige. Marts kigger forsigtigt på mig. Det gør jeg ikke, Marts! Men jeg prøver. Jeg gør det så godt, jeg kan. Nogle gange siger jeg noget forkert. For meget. For lidt. Men intentionen, den gode, velmente intention ... den er faktisk hovedsagen.
Ja ja, siger hun og smiler. Jeg ved det godt. Op på hesten! Jeg laver en ny trylledrik. God tur til Sverige!

fredag den 26. marts 2010

Byboen og landet


Det er fin forårsmorgen. Fuglene synger. Mars og mosekonen brygger. Trylledrikkens aroma breder sig over morgenlandskabet og lyset træder i karakter. Dådyr overalt på markerne, nu er de igen camouflerede, men jeg kan tydeligt se dem og de ser mig. Betragter mig, men flytter sig ikke. Jeg tror de ved, at jeg kun vil dem godt. Jeg er ingen jæger. Skytte, jo, sådan astrologisk, men jeg kunne aldrig skyde et dyr. Forleden eftermiddag kom jeg gående med Keeva, da et dyr løb over vejen og ind på marken foran os. Jeg så, at der var et andet dyr lige efter, men det tøvede, fordi Keeva og jeg var kommet tættere på. Stod stille. Jeg stoppede op og trak Keeva ind til mig. Kiggede på dyret og sagde stille: Kom så, smut du over vejen. Vi bliver her og gør dig ikke noget. Dyret så på mig og så løb det også over vejen. Hen til sin ven, så de kunne løbe videre sammen.
Bybo på landet, ja det er jeg! Jeg kalder markvejene for stier til stor irritation for min landmandskæreste. Ja, nogle gange griner han jo bare af mig. Jeg bruger de forkerte udtryk. Bybo, siger han og ryster på hovedet! Jeg har i øvrigt også en anden dialekt, men det er noget helt andet. Der er visse ord, vi udtaler anderledes. Onsdag. Midten. Resten. Her, midt i det sjællandske, siger de oonsda', mitten og risten. Risten er for mig noget helt andet. Man kan ikke spise risten. Man kan spise resten. Men herude på landet kan de lidt af hvert!
Jeg "løver" mig en lige en tur og jeg "køver" ind. Det gør man ikke her. Man løber og man køber. At jeg lidt oppe nordfra, kan jeg vist ikke "løve" fra ...

Det var et sidespring. Jeg var ved at beskrive den smukke forårsmorgen. Marts er glad, for Hr.Forår kommer tættere på og er mere nysgerrig, interesseret, hendes udkårne. Hun har gang i trylledrikken, fuld af energi og vigør her tidligt på morgenstunden. Landmanden er i gang med forårsarbejdet. Markerne skal pløjes, der gødes og snart skal der sås. De kommende uger ser jeg ikke så meget til ham og det har jeg vænnet mig til. Ser det faktisk som en fordel. Vi har fundet en rytme efter 5 år. Han gør sit, jeg gør mit og så gør vi noget sammen. Lige nu skal jeg gøre mig færdig med kaffe og morgenmad og tage hul på en smuk forårsdag. Jeg er vist en heldig kvinde!

Et smukt syn fra august

torsdag den 25. marts 2010

Livets Gave


I dag ville jeg gerne sige noget klogt. Jeg har masser af kloge tanker (hvis jeg selv skal sige det), men de tøver med at stå op denne tidlige morgen. Fuglene synger, dagen er i gang, men mine tanker forbliver dér, hvor de opstod. Det synes jeg de skal have lov til.

Jeg låner i stedet lidt ord af den kloge Piet Hein og bevæger mig ud i morgenen.

Livets Gave
Vi var så små da vi fik det, livet.
Vi vidste slet ikke hvad det var.
Vi vidste knapt, vi fik noget givet,
det blev jo borte i perspektivet
af øjeblikkenes angst og uro
med vækst og kvaler i væv og kar.

Nå, siden fulgte vi livets bane
bestandigt opslugt af små tings spil,
af det konkrete, det momentane.
Og livet selv blev en gammel vane.
Det blev selvfølgeligt og mekanisk,
vi vidste knapnok, at vi var til.

Men livets udvalgte blir det givet
at ta imod det igen fra nyt.
Som vintersol gennem skyer sivet
skal noget dæmre og blive livet,
blir livet til mellem vore hænder,
bliver verden broget og rummet lydt.

I sanatoriets blege øde,
hvor livets svigtende kraft forlod det,
såe jeg det genfødt stå op af døde
og flyve forårets lys imøde,
et gry af rislen, en rus af grøde.
Og jeg stod stille i parkens gange
og tog imod det, og tog imod det.

Piet Hein

onsdag den 24. marts 2010

Drømmeret


Onsdag morgen og den 24. dag i marts. Tåget, frostet morgen, hvor huen igen måtte på. Kold, klar luft i lungerne på morgenturen, hvid rimtåge og fuglesang. Jeg har sovet godt og føler mig lidt friskere i dag. Klar til en aktiv dag på jobbet? Tja ...
Marts er gået ud for at kigge efter foråret. Jeg savner hende lidt her ved morgenbordet, men hun er ved at være en smule desperat. Synes ikke rigtigt, at hun kommer nogen vegne, selvom jeg har sagt til hende, at meget er sket. Men på et tidspunkt bliver man utålmodig i sin søgen efter kærligheden. Så skal der ske noget drastisk. Jeg ved ikke, hvad marts har tænkt sig at gøre. Trylledrikken står ufærdig hen. Jeg håber sørme ikke, at hun har givet op. Synes virkelig, at hun har kæmpet og gjort det godt. Det ville være synd for hende, hvis April snupper drømmefyren lige for næsen af hende.

I går drømte jeg noget, som jeg helst havde været foruden. I nat havde jeg håbet på en god drøm, men husker ingenting. Marts drømmer om foråret. Sådan rigtigt forår. En dedikeret bejler, som går hele vejen og gør tingene på den helt rigtige måde. Så man bare må overgive sig. I dag bliver jeg vist lidt af en dagdrømmer ... for jeg har noget godt og vigtigt at tænke over. Tænke på. Alle har ret til en god drøm!

tirsdag den 23. marts 2010

Pay It Forward


For et stykke tid siden spurgte Elisabeth (Livet i Lønnetunet) mig, om jeg havde lyst til at være med i Pay-It-Forward udfordringen. Det ville jeg selvfølgelig meget gerne. Det er da en hyggelig lille ting at skulle sende en spændende gave til 3 blogveninder.

Reglerne er som følger: Jeg får en gave af Elisabeth (den kom i går!) og til gengæld giver jeg gaver indenfor 365 dage. Nu skal jeg "udfordre" 3 blogveninder og det bliver

Katrine - Bekendelser & Forbandelser fra en Løbeheks
Karina - Skriblerier fra en Dagdrømmer
Guri - Major&Meg

Piger, hvis I har lyst til at være med, så sender I mig en e-mail til megan.paradoks@gmail.com og pludselig en dag er der en lille gave til jer med posten.

Siger I ja, skal I til gengæld udfordre 3 af jeres blogvenner på samme måde, som jeg har gjort det i dag.

Elisabeth, tusind tak for den fine gave. Den skal bare nydes! :0)

Tæt på målstregen


I dag er jeg træt. Forkølet. Hele salgsafdelingen og nu også marketing er forkølede. Hvor herligt, vi behøver ikke blive hjemme, vi er alle sammen snottede og trætte. Vi kan ikke smitte hinanden. Vi har smittet hinanden!
Jeg skulle elles have været på italiensk restaurant med min veninde i aften, den aftale, som blev aflyst sidste tirsdag, fordi hun blev syg. Nu vil jeg aflyse, for jeg skal hverken smitte hende eller sidde og hænge over Maurizios gode mad. Den skal nydes med alle sanser og nogle af mine er mildest talt lidt slørede i dag.
Jeg tænker, at vi alle har brug for det forår nu, for saft og kraft og vitaminer fra solen. Det er den sidste del af et længere løb, som f.eks. Eremitageløbet på 13,3 km. Det har jeg løbet mange gange. Når man når 10 km skiltet, løber man hen over ridestierne. Det er lidt hårdt og tungt, men det mærker man ikke, for nu er målet i sigte. Tænker man og giver den måske lidt gas. Har jo gemt lidt kræfter til sidst. Men sidst er en ret sejlivet bakke, det går opad mod målet hele det sidste stykke. Lidt over 1 km, tror jeg det er. Så kan man altså mærke, hvor træt man er. Mest, tror jeg, fordi man mentalt allerede er i mål. Heldigvis står der mange mennesker på denne del af ruten og hepper. Bærer en afsted. Det er en fantastisk fornemmelse. Man løber på stemmer og klappen og hujen. Og pludselig er man dér - i mål! En skøn følelse!

Sådan er det lige nu. Vi har løbet langt gennem vinteren og snedriver, gennem mørke, kulde, is og frost. Nu nærmer vi os målstregen. Forår.

Billedet er lånt på kulturarv.dk

mandag den 22. marts 2010

Mudrede morgentanker


Mandag morgen igen. Jeg synes altid, jeg ender her, mandag morgen. En ny start på arbejdsugen og en smule træt. Jagtet af drømme de to sidste nattetimer, ikke mareridt, men alligevel noget, som hænger ved og som jeg må tænke lidt over. Jeg kunne sagtens sove mere. Men det skal jeg ikke. Jeg skal drikke min kaffe, spise min mad og komme i gang med dagen og ugen.
Marts nikker. Hun ser også lidt træt ud. Hun har været på weekend og kom først tilbage til pensionatet sent i går aftes. Hun har haft sin første date med foråret. Jeg vil selvfølgelig gerne høre ALT om, hvordan det er gået, men hun er ikke sikker. Han er lidt flygtig, svær at nå. Hun sukker dybt. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad han mener om mig. Han ser mig, men alligevel er det som om, at han ser lige igennem mig. Som om han vil og alligevel ikke vil.
Så må jeg le. Sådan er mænd, Marts! Kvinder er fra Venus, Mænd fra Mars og ikke marts ... Jeg vrøvler. Marts ler. Lad os bare sige, at foråret er som de fleste mænd. Man får lidt af hvert. Mest godt? Måske.
Men Marts, siger jeg, for nu at snakke om noget andet. Det ser altså godt ud derude. Der er kommet vintergæk og erantis frem. Krokus sågar. Jeg var i skoven i går og det virkede forårsagtigt. Ja, vinden er kold, men det er ikke vinter mere. Overgang men mest forår. Hun nikker. I dag skal jeg arbejde videre med min trylledrik!

Hvis jeg kunne trylle, så sad jeg på en sandstrand under parasollen og så ud på det blå hav. Mærkede varmen. Svømmede i havet. I stedet må jeg ud og finde magien i hverdagen denne mandag morgen. Mig og mine mudrede mandagmorgentanker.

søndag den 21. marts 2010

Køreglæde


Jeg har haft kørekort i 14 år. Nej, ikke længere. Jeg var ikke en af dem, der drømte om kørekort som helt ung og blev udklækket som billist i en alder af 18-20 år. Jeg havde ikke brug for en bil. Jeg havde min cykel! Jeg boede i København og cyklede rundt til det hele. Desuden ville jeg ud og rejse. Hellere bruge pengene på det end et kørekort. For jeg var heller ikke en af dem, hvis forældre sponserede kørekort, hvis jeg lod være med at ryge. Jeg røg ikke! Måske var det derfor? ;-)
Min ex og jeg købte bil sammen, da jeg var omkring 31. Og så blev det pludselig svært at undvære et kørekort. At have en bil, som jeg ikke kunne køre i og altid skulle være afhængig af, at vi kørte sammen eller at han kørte mig. Nej vel? Så jeg tog kørekort!
Min egen bil fik jeg nogle år efter. Min ex brugte altid den anden til jobbet og var tit længere tid væk. Øv, tænkte jeg, nu har jeg kørekort, jeg har faktisk også en bil, MEN den er aldrig tilgængelig om eftermiddagen, så hundene og jeg kan komme udenfor byen. Ud til hundeskovene, vandet ... Derfor købte vi "hundebilen" - bil nummer 2. Den bil, jeg stadig har i dag. Min fantastiske toyota corolla stationcar. James! Den har virkelig været god. Stabil. Pålidelig. Den har været mit hjem i en svær skilsmisseperiode. Hver eneste weekend, fredag aften, pakkede jeg mine ting og hundene og kørte væk fra byen og alt det, som gjorde ondt. Ned til en god og rummelig veninde, som altid holdt sit hus åbent for mig. Jeg fik sågar en nøgle! Eller op i sommerhuset i Nordsjælland, hvor min mor jo bor halvdelen af året. Bilen var mit tilflugtssted. Bare køre. Bevæge mig. Frem og tilbage. Væk. Det gav mening. Høj musik og landskaber, der sejlede forbi.
I dag har vi mere ro på, James og jeg. Han har sin faste holdeplads herude, James. Vi kører på arbejde hver morgen og hjem hver aften. Vi kører på landevej og gennem små landsbyer. Han har ikke svigtet mig en eneste gang i vinter. Han er bare startet, når jeg har drejet nøglen selv i tociferede frostgrader!

I fredags talte vi om biler ude i frokoststuen. Køreglæde. Fart. Komfort. Jeg nævnte sådan lige i forbifarten, at jeg er vældig glad for min gamle pålidelige toyota. Min ellers ret søde chef smilede til mig med glimt i øjet og sagde: Ja, men den er altså ikke særlig sexy!
Sexy, svarede jeg, jeg er da ligeglad! Jeg skal fra A til B!
En anden kollega nikkede og så fra den ene til den anden. Smilede til mig og sagde: Hvad gør det, at bilen ikke er særlig sexy, når bare kvinden indeni er det!
Se, det er en rigtig mand! Og James ... han er rigtig bil!

lørdag den 20. marts 2010

Balance


I kristen symbolik er sommerfuglen billedet på genopstandelsen. Mere alment er sommerfuglen et symbol på menneskets spirituelle udviklingsproces. Sommerfuglen ligger trygt i sin puppe. Den må bruge sin vækst til af al kraft at kæmpe for at bryde ud af sin begrænsning. Hvis et menneske hjælper sommerfuglen med at komme fri, vil den aldrig komme til at flyve. Kun når den af egen kraft frigør sig selv fra denne sidste forhindring, vil den i sin fulde skønhed kunne flyve frit. Kampen for at bryde ud af puppen udvikler sommerfuglen, så den flyve. Uden denne kamp vil sommerfuglen aldrig få styrke til at opnå formålet med sin eksistens. Den vil aldrig udvikle den styrke, der skal til, for at blive til noget ekstraordinært.

Jeg har altid været fascineret af sommerfuglen og dens tilsyneladende korte liv. Tilsyneladende. For hvad ved jeg? Nu ville jeg undersøge sommerfuglens symbolik nærmere og ovenstående er hvad, jeg fandt ud af. Det giver mig kuldegysning! For sommerfuglen er symbol på, at den modgang, vi alle oplever i livet, på forskellig plan og i forskellige sammenhænge, giver os styrke. Giver os styrke til at blive den, vi er. Jeg ved sørme godt, hvorfor jeg i dag tør kalde mig selv en ret klog kvinde :0) Erfaring. Erfaring høstet på mange planer. En udvikling, som har taget mange år. Følelsesmæssige rutschebaneture, møder, oplevelser, skuffelse, begejstring, sorg, glæde, tårer, smil. En god blanding af surt og sødt.

Mit nøgleord i alt, hvad jeg foretager mig og alt, hvad jeg gør, er balance. Øjeblikkets balance. At kunne finde en vis ro i den situation, jeg befinder mig i, selvom den må synes nok så svær. Balancere. Acceptere. Have tiltro. Det hjælper mig. Fremover vil jeg tænke på sommerfuglen, når tingene ikke lige arter sig, som jeg gerne vil have det. Den smukke, skrøbelige men stærke sommerfugl, som vi snart kan nyde synet af derude. Nu ved jeg, hvad det er, der gør den så forunderlig smuk!

Billedet er lånt på www.newheartspirit.com

fredag den 19. marts 2010

Keevas historie


Der er forår i luften. Fuglene synger, det er lyst udenfor og det er mildt. I går nåede temperaturen op på over 12 plus grader. En helt fantastisk følelse efter måneder med frost, sne og bidende kulde. En lang vinter har pakket sammen og bliver nu skubbet ud i kulissen af foråret.
I dag er en helt speciel dag, for det er Keevas 4 års fødselsdag. Hun kom til verden d. 19. marts 2006 og kuldet kom til at hedde De Sorte Pirater. Hun kommer fra Jylland, så jeg var kun ovre og se og vælge hende én gang. Jeg tilbragte en lang eftermiddag hos opdrætteren og fik lov at betragte og udvælge mig en blandt 3 tæver. Bortset fra at det egentlig slet ikke var mig, som valgte Keeva. Hun valgte mig. Med det samme! Hun var der hele tiden, kravlede op på mig, ville nusses, lege og så på mig - lige ind i mig - med de dér øjne! Jeg var umiddelbart vild med hende, den smukke lille og insisterende tøs, men opdrætteren og jeg var enige om, at jeg skulle give det lidt tid, inden jeg sagde, at hun skulle være Keeva. Men hun var allerede Keeva. Det ændrede 4 timer ikke på. Så selvfølgelig var det hende, valget faldt på, inden jeg igen drog hjem til øen.
Keeva og jeg har været meget igennem sammen. Som nogle af jer ved lidt om, har hun i 2008 været igennem en stor maveoperation og har haft mange problemer med sit sarte fordøjelsessystem efterfølgende. Syreangreb, refluks. Det har taget os 1,5 år at få hende på ret køl og tro mig, der var flere gange jeg troede, at jeg ville miste hende. Situationen opstod, fordi en dyrlæge (efter at hun havde fået watertail)i telefonen sagde til mig, at jeg roligt kunne give hende en kodimagnyl. Jeg blev ved med at spørge, om han virkelig mente det, og det gjorde han! Jeg havde mine tvivl, men jeg var desparat fordi tøsen havde virkelig ondt, så jeg kørte afsted til tanken, købte kodimagnyl og gav hende en. Resten er historie. Det gør så ondt, at jeg slet ikke skal fortælle den nu.
Keeva har været glad og ved godt mod hele vejen igennem. Hun er intet mere end fantastisk. Hun er sød, følsom, dygtig og meget nem at træne ... Og så har hun jo de dér øjne, som ikke kun forfører mig, men også alle andre, hun møder på sin vej. Der er noget med det blik! Hun er min trofaste løbemakker og tro mig, hun holder "mor" i form! Vi har trænet lydighed, gået til samarbejdstræning med klikker, jagttræning, apportering og markprøve og ikke mindst rally, som vi fortsætter her i foråret.
Jeg er dybt taknemmelig for, at Keeva er hos mig i dag og kan fejre sin 4 års fødselsdag. Hun er så speciel. Tillykke søde Keeva.

Keeva betyder smuk på Gælisk. Og det er hun!


torsdag den 18. marts 2010

Pause


Det er morgen på pensionatet og kaffen er klar. Den absolut nødvendige morgenkaffe med mælk, som både Marts og jeg kan lide den. Marts er stået op, som hun har det for vane, og har sat sig ved bordet overfor mig. Hun ser træt ud. En smule slukøret.
Hvad er der dog galt med dig, søde Marts, spørger jeg forsigtigt. Hun ryster på hovedet. Egentlig vil hun ikke svare, men hun gør det alligevel.
Jeg er træt, siger hun. Træt af hver eneste dag at kæmpe med min såkaldte trylledrik, der skal få Hr. Forår til at ænse mig. Jeg prøver og jeg prøver. Jeg har tilsat de mest oplagte ingredienser, som ikke helt virkede efter hensigten. Jeg har fundet alternativer, været kreativ, opfindsom, modig. Men, sukker hun højlydt, intet sker!
Jeg er ikke helt enig, svarer jeg opmuntrende. Det er meget mildere udenfor nu. Sneen er næsten forsvundet. Det var regnvejr i går! Men Marts er ikke sådan at gøre glad igen.
Ved du hvad Marts, siger jeg og ved ikke, hvor den klogskab kommer fra så tidligt på morgenen, hvor jeg i øvrigt selv er lidt mere træt end hvad godt er, når jeg nu har en lang arbejdsdag foran mig. Jeg tror det er sådan her: Du kan ikke se skoven for bar' træer! Du er så dybt inde i opgaven, så involveret og dedikeret at du er kørt surt i det. Du ser ikke det åbenlyse. Du er for tæt på! Tag fri i dag. Lad tankerne hvile og glem alt om Hr. Forår. Gå en lang tur og mærk efter. Bare vær!
Men det er tåget udenfor, svarer hun, dog med en lille åbning, en lille sprække af håb.
Ja, det er tåget. Det er tomrumsvejr. Det er ingenting, men måske i virkeligheden alt. Marts holder fri i dag. Bare så I ved det. Det gør jeg desværre ikke.

Pausebillede: Geder fra Nordjylland

onsdag den 17. marts 2010

Nå ja forresten


Jeg har jo fri i dag. Vi skal til 80 års fødselsdag ved middagstid. Kl. 12:30 skal vi sætte os til bords et sted i Haslev. Det er kærestens faster, som fylder rundt og hun har inviteret hele famililen og uden tvivl en masse andre også. Hele familien er mange. Den er stor. Min familie er meget mindre. Jeg bliver stadig lidt forvirret over alle de fætre og hvem, der storebror til hvem. Der er altid en fætter! Flest fætre men også nogle kusiner.
Jeg er ikke særlig god til den slags fester. Det må jeg indrømme. Jeg ville gerne være det. Jeg kommer til at kede mig. På et tidspunkt har jeg svaret på for mange velmente men overfladiske spørgsmål og det sædvanlige, som altid kommer op eller ligger uspurgt i luften: Skulle I ikke have børn?
Svaret er nej. Det skulle vi ikke! Da jeg mødte kæresten, var jeg netop fyldt 40 og havde besluttet mig. Jeg skal ikke have børn. Nu er jeg for gammel! Det var en lettelse. Men det er stadig irriterende til tid og evighed at skulle forklare, hvorfor jeg som kvinde valgte ikke at få børn, når jeg tilsyneladende godt kunne få dem. Hvorfor? Svaret kommer egentlig slet ikke dem ved. Sådan er det bare!
Ja, jeg ved godt at andre har fået børn i en sen alder. Har selv en kær veninde, som fik sit første barn som 40 årig. Tillykke og gud velsigne, verdens sødeste dreng. En anden veninde, som var 43. Det er bare ikke mig! Jeg elsker børn. Jeg er god til dem og de kan lide mig. Vi kan noget sammen! Men jeg er tanten!
Da jeg var en stor pige, blev der altid sagt: Når du bliver voksen så skal du giftes og have børn! Det skurrede i mine ører. Alt strittede imod. Nej, svarede jeg fuldstændig sikker: Jeg skal ikke have børn. Jeg skal have hunde! So be it! Jeg var en klog pige. Jeg vidste lige, hvad den store voksne kvinde skulle og ikke skulle.
Men festen ja. Nu kvinder jeg mig op til den. Jeg går i bad, sætter hår, finder noget passende festtøj og ser godt ud. Er høflig og stiller de rigtige spørgsmål. Smiler. Jeg er nok mest introvert. Nej, jeg er sammensat med en hang til det introverte! Når jeg har siddet dér om bordet for længe, så hører jeg ikke rigtigt stemmerne mere. Så har jeg lyst til at komme ud og gå tur. Men jeg kan godt, når jeg skal! Jeg er professionel efterhånden. Jeg har lært det!

Billedet er fra april sidste år. Sig ikke noget til marts!

tirsdag den 16. marts 2010

Forkælelse


En helt ny morgen og miraklet er sket: Det er lyst, når jeg står op. Det er lyst, når jeg går med hundene. Jeg er tidligt på færde, en morgensjæl med sans for den nye dag og de muligheder, der står op sammen med solen. De fleste morgener rummer magi. Den gør denne også. En friskhed, sprødhed, lette skridt i støvler mod asfalten, frostvejr og himlen, der med ynde og ganske langsomt iklæder sig sin blå forårskappe. Ja ja, det er stadig lidt koldt, men ikke mere end man kan mærke den første varme fra forårets kærtegn i blodet. Jeg nikker anerkendende til Marts. Det går jo meget godt med alkymien alligevel. Ting tar tid. Man kan ikke lave et godt måltid, en opskrift, som har timer som vigtigste ingrediens, på få minutter.
Det gør Maurizio Mosconi heller ikke. Maurizio kæler for hver eneste detalje på sin restaurant: Den veltilberedte italienske mad, den store sorte tavle med dagens menu, sirlige bokstaver skrevet med kridt, italiensk gloser som lover noget stort - også selvom man ikke kan italiensk, vinen fra Sicilia, det gode brød og olivenolien, de små marinerede oliven ... og så videre.
I aften skal en veninde og jeg besøge Maurizio Mosconi på hans italienske restaurant og jeg glæder mig. For jeg ved, at jeg roligt kan glæde mig. Maurizio tager hånd om os, fra det øjeblik vi træder ind ad døren. Intet er overladt til tilfældighederne. Man er velkommen. Man er ventet. Dagens vigtigtigste gæst intet mindre. Selvom han har en godt personale og måske ikke selv betjener dig, så er han der. Han nikker. Han kommer lige hen og ser, om du har det godt, har fået det mad, du gerne vil have og om det hele er, som det skal være.
Maden er altid god! Maurizio er altid den perfekte vært til fingerspidserne. Sådan skal det være! Ingen middelmådighed ... Min mave har det efter en god nats søvn fint igen og i aften skal den forkæles! Gioia Pura!

mandag den 15. marts 2010

Noget om en Poet



Kære Halfdan i din himmel - tak for evig inspiration!

Noget om en Poet

Det kan ikke være mig
der går om i denne nat
med en månestråleglorie
som skygge på min hat
Denne nat er kun en drøm
Denne drøm er blot en leg
Denne mand er kun et barn
Det kan ikke være mig.

Hvad er det, som går omkring
med en sjæl, der ligner min
med en brillestang på næsen
og med stille musetrin?
Jeg kan se ham, hvor han går
Jeg kan ikke få ham fat
Denne mand, som er en dreng
med en månestrålehat.

Se, nu standser han og ler!
Se, nu bøjer han i knæ
mens han snakker med en skovmus
bag et lille kroget træ
Jeg er her og han er der
Å, nu flyver han sin vej!
Han har store vinger på ...
Det kan ikke være mig!
Halfdan Rasmussen

Take It Away


Aldrig mere, tænker jeg, mens jeg sidder her med rumlende mave. Nej, den er ikke helt god! Kæresten og jeg fik mad fra en kinesisk take-away restaurant i går aftes. Det var hans tur, så han kørte afsted, eftersom han ikke kan lave mad og er - hvis jeg må være så direkte - fuldstændig håbløs i et køkken! Men han er sød til at smutte afsted og hente noget i stedet for. Sådan er det! Man skal heller ikke bede mig om at samle et skab fra Ikea eller spartle huller og den slags. Det er jeg til gengæld håbløs til. Jeg køber aldrig et håndværkertilbud!
Maden, vi fik, var intet mindre end ringe. Kæresten bryder sig slet ikke om kinesisk, men det gør jeg, så jeg fik noget and med forårsløg og chili og han valgte noget fra deres danske menu. Når jeg skriver noget, så er det ikke fordi, at jeg ikke kender navnet på retten. Det stod på menukortet! Men det, der gemte sig i boksen, var noget ... og så er jeg nødt til at sige det ... værre lort! Aldrig har jeg set noget så kønsløst, håbløst ... en snitzel forklædt som fiskefilet forklædt som ... sålelæder. Tørre pommes frites og salat, der havde kendt bedre dage. Vi kom til at grine. Du må køre tilbage med maden, sagde jeg, smide det dér lige i hovedet på dem. Men det gad han selvfølgelig ikke. "Noget" var tørt som ørkenen. Sejt. Uden smag. Han endte med at smide det ud og tage sig en ostemad. Og det havde vi givet penge for. Min and var såmænd ikke så dårlig, men den var ikke rigtig varm. Det blev faktisk lidt vammelt. Og jeg har fået en smule ondt i maven, rumlen ... føj!
Så savnede jeg, byboen, virkelig udbuddet i København. Dér er take-away ikke bare. Jo, den slags steder er der selvfølgelig også, men dem vælger man fra! Fordi man tager maden med hjem, betyder det ikke, at den skal være dårlig. Eller middelmådig for den sags skyld. Da jeg boede på Vesterbrogade, var der et mekka af små listige take-aways i umiddelbar nærhed. Det Indiske Spisehus. Gastronomia Italia. Hing's Cuisine med en lille og rigtig god sushi bar ved siden af. En lille mexikansk joint, som nogle sydamerikanske studerende havde åbnet og som de skiftedes til at styre. De tog billeder af os og hængte billeder af alle deres dejlige kunder op på væggen. Og serverede god take-away. Det savnede jeg i går. Og så savnede jeg selvfølgelig København lidt igen. Frederiksberg!

Marts? Hun gør hvad hun kan. Tro mig, hun kæmper med alkymien. Hun ved godt, at den gik helt galt i går, snestorm, hagl og ... er det lige koldt her til morgen? Hun nikker. Ja, det er koldt, men smukt! Himlen er blå, solen er på vej op, fuglene synger. Frostvejr og bid i vinden. Så jeg tager det med. Ville bare ønske, jeg ikke havde det sådan lidt skidt i maven.

søndag den 14. marts 2010

En tur til drømmeland


Jeg havde en drøm om blåt hav, blå himmel og, må jeg indrømme, en endeløs finkornet sandstrand. Sol i horisonten. Jeg kunne næsten mærke varmen.
Brat opvågning! Afsted det gik til Møn i bondebil med hunde og proviant. Det var snestorm! OK, snestorm er en mild overdrivelse, men himlen var i hvert fald ikke blå, solen skinnede ikke og ... det var snevejr. Hagl!
Men man skal drømme! Hvis man ikke drømmer, hvordan skal drømmen så kunne gå opfyldelse? Min skal nok rette sig ind ... med tiden. Jeg tror på det!


På vej



Stege ... der er rigtig hyggeligt om sommeren




Aimee, Keeva & mig - det var koldt!!!


Sådan så min drøm ud i virkeligheden


Fryser svaner?


Møn Broen

THIS IS YOUR WAKE-UP CALL!!!

Personlig træner


Jeg er for tidligt oppe! Altså i forhold til det tidspunkt, jeg kom i seng. Hvad sker der? Jeg er blevet et morgenmenneske OG en natteravn! Kombinationen er interessant. Udfaldet er ... lige for lidt søvn!
Men hvad. Det er en smuk morgen. Solen skinner og fuglene synger. Når jeg har drukket kaffe og siddet lidt her i solskinnet, skal jeg ud og gå med hundene! Igen.
I går læste jeg en artikel i "Hunden", som gjorde mig vældig glad og tilfreds med det faktum, at jeg hver eneste dag traver vejen op og ned med mine hunde. Og ja, jeg går jo altså flere ture, fordi jeg går med én hund ad gangen. For det meste.
For i "Hunden" læste jeg følgende: Ikke engang folk med en personlig træner opnår så gode kondiresultater, som en helt almindelig og ikke spor sveddryppende hundeejer får ved bare at passe de daglige gåture med hunden. Britiske forskere har konditions-undersøgt en lang række mennesker og fundet frem til, at hundeejere gennemsnitligt går to ture på 24 minutter med deres hund - plus ekstra lange ture i weekenden. Det bliver sammenlagt til over otte timers rask trav ugentligt for mennesker med hund! Og jeg? Jeg går jo altså i hvert fald det dobbelte!
Langt over halvdelen af undersøgelsens hundeejere udtrykte glæde over deres ture med hunden. De fortalte at de bliver i godt humør. De holder fast ved deres daglige gåture - uanset vejr og tidspres. Konklusion: Ansvarsbevidste hundeejere bliver både sundere og gladere!
Jeg kan godt mærke - når jeg er ude at løbe - at jeg har en god kondition. Se bare i fredags. Ovenpå 2 ugers pause (fra løbet), ondt i halsen-syg og træthed, kunne jeg løbe 5 kilometer i højt tempo og slå min egen rekord på ruten! Hvorfor? Fordi jeg hver eneste dag traver afsted med mine hunde! Og ja, jeg bliver glad. Jeg bliver gladere. Det giver mening. Jeg er tæt på naturen. Tæt på alt det smukke og forunderlige derude. Jeg har verdens bedste personlige træner. Ja, det må være Keeva! Men de andre to tøser, Aimee og Josie, skilsmissehunden, gør det også godt.

I dag skal vi til vandet! Jeg må ud og se havet. Har overtalt kæresten til at køre til Møn, ned til Øhavet og ud til stranden. Vi skal ud og gå og med hundene. På stranden ved havet.

lørdag den 13. marts 2010

The Sensual World



De sidste par uger har jeg været på rejse i musikken fra tidligere. Musikken, jeg hørte og som berørte mig! Kate Bush er nok det største, jeg ved! Hun har måske været gemt - men bestemt ikke glemt! Ravheks, du skrev, at du også skulle finde hende frem igen, efter jeg havde nævnt Cloud Busting. Tror at vi er mange derude, som elsker Kates fantastiske sange, hendes holistiske udtryk, hvor ord, musik og billeder går op i en højere enhed.

Enjoy!

Tillid


Marts, solen og jeg er stået op. Lørdag morgen er et dejligt tidspunkt på ugen. Weekenden ligger klar som den røde løber for vores fødder. Hundene har været i haven, gåturen kommer senere. Det er tilladt, når man har fri.
Som jeg fortalte i går, er Marts i gang med at brygge den helt rigtige love potion, som skal tiltrække foråret. Hun er forelsket og når man er forelsket, så vil man gøre ALT for at gøre opmærksom på sig selv overfor den, man har kastet sin kærlighed på. Marts har kastet sin kærlighed på foråret og på tanken om, at hun i sin tid på pensionatet kan indlede en affære med ham. Han er som prinsen på den hvide hest. Han rummer alle drømmene. Han har nøglen til forandringen, til det, vi alle drømmer om.
Jeg vil gøre alt for at hjælpe Marts. Hun er så dedikeret til sin opgave, til det, som opfylder og tænder hende. Elementerne har opgivet at kæmpe om hendes gunst. Jeg håber bare ikke, at de venter på at April skal komme og så vil forsøge sig!
Marts og jeg er blevet venner. Et venskab, som rummer mere end man kan beskrive. Jeg er taknemmelig for, at hun vil bo her på mit pensionat, drikke kaffe med mig hver morgen og gøre sig sådan umage med sin trylledrik - elskovsdrikken.
I dag er der sket lidt. Solen kigger frem. Blå himmel dukker op i mellem hvide skyer sejlende over himlen ... fuglesang og smeltet sne. Man kan se græsset derude nu, græsplænen, som er en kombination af smeltevand, sø og sjap. Græsset er nærmest gråligt efter måneder under sne.
Trylledrikken er begyndt at virke. Marts leger stadig med måleforhold og ingredienser, men jeg kan se på hende, at hun er ved at knække koden. Tæt på.
Og jeg kan bare sidde her og .. nej jeg venter ikke! Jeg kan gøre mit, så gør Marts sit. Tillid. Vi har tillid til hinanden, Marts og jeg!

fredag den 12. marts 2010

Vådt hurtigløb


Så kom jeg endelig ud og løbe igen. Der er gået næsten to uger siden sidste tur. Jeg har været syg og og og ... så har jeg restitueret. Lad os sige det sådan.
I dag vidste jeg bare, at jeg skulle afsted igen. Det er regnvejr, luften er fugtig, vejene er våde. Haven har fået helt sin egen sø. Det er tåget og det er gråt.
Jeg lagde ud med at løbe med Keeva, turbotøsen. Hun er en spæner og jeg kunne da godt mærke, at det gik ret stærkt, men jeg trængte bare sådan, at mine ben fulgte med. Jeg nød lyden af løbeskoene mod asfalten, rytmen kom med det samme. Derudaf!
Efter et stykke tid fik jeg set på farten. Vi var klart over gennemsnittet og jeg begyndte at tænke: Er det her smart? Du har jo lige været syg. Så kunne jeg mærke de tanker i benene, som blev lidt tungere, men Keeva mærkede ikke noget. Hun havde fokus på vejen foran os og løb i front ... stærkt!
Vi løb 5 kilometer og slog vores egen rekord på den distance og den rute, jeg kalder "løb med hund på skift". Aimee gad ikke rigtig løbe i dag, så jeg løb en lille langsom tur med hende ... gearede langsomt ned. Det var nok en fornuftig disposition.
Da jeg strakte ud, kunne jeg mærke benene sitre under mig. Jeg var virkelig "udmattet". Jeg havde ikke åndenød, konditionen fejlede ikke noget, men jeg kunne godt mærke, at jeg har været syg og energien ikke er helt i top. Men hvilken tur! Man bliver lidt høj ..
Nu skal vi have pizza og rødvin, skal vi, kæresten og jeg.

Billedet? Fik bare lyst til at se på solbær. De er smukke. Og de smager!

Tålmodighed


Tålmodighed har aldrig været en af mine dyder. Hele mit liv har jeg fået fortalt, at tålmodighed var en dyd. Bare vent, det kommer ... Jeg ved tilfældigvis, at det er en dårlig ide at gå ind i en venten. Fanger du sig selv i at vente, så forlad den tilstand. Nærværet er ikke i den venten! Men hvorfor er tålmodighed så en dyd? All in good time. Good things come to those who wait ... og sådan kan jeg blive ved. Der er ingen tvivl om, at tålmodighed er et stort tema i mit liv. At lære det. Mestre det ... aaaahrr det er svært!
Marts nikker, mens hun kæmper med endnu et forsøg på at lave den ultimative love potion. Jeg må sige, at hun rummer en vis tålmodighed i forsøget på at sammensætte den helt rigtige blanding. Det er alkymi og det er såmænd heller ikke det letteste her i livet. Men det er fantastisk, når det lykkedes. De helt rigtige ingredienser tilsat i den helt rigtige rækkefølge. Prøve sig frem. Mærke efter.
Marts prøver! I går resulterede hendes forsøg sig i en gråhvid tåge over landskabet. En uigennemsigtig dis. Fugtighed. Noget er der sket, siger jeg til hende, mens vi drikker kaffe og hun skriver formler ned på et stykke papir. Jeg kan høre noget vågne. Jeg kan mærke noget ske. Bare i et brøkdel af et sekund fornemme noget spire.
Bare bliv ved, søde Marts. Du skal nok få sammensat den helt rigtige blanding, den blanding, som vil tiltrække Hr. Forår og gøre ham elskovsklar. Jeg kan se i hendes øjne, at hun tror på det!

Som Kate Bush synger i sin smukke sang "Cloud Busting" ... I just know that something good is gonna happen ...

Billedet lånt på TV2.dk

torsdag den 11. marts 2010

Anderledes



Noget er anderledes derude i dag. Noget er anderledes herinde. Bedre. Så meget bedre!
Morgenturen med hundene var en tur ud i foråret. Fuglesang i mørket, en mild luft og ingen vind. Trods tidspunktet, som jo er dér, hvor jeg normalt møder i hvert fald et par pendlere i deres bil på vej mod motorvejen, på vej mod København, så mødte jeg ingen i dag. Vi gik over broen ved åen og jeg kunne høre vandet risle. Strømme. Vandet er vågnet!
Jeg er blevet helt vild med marts! Hun er fuld af sødme og gode intentioner. Kom, sagde hun til mig inden turen, du kan godt glemme støvlerne i dag. Tag bare dine salomon kondisko på (de er simpelthen så gode at gå i!). Det var en befrielse at kunne smide bare lidt af alt det tøj, som har tynget mig gennem vinteren. Holdt mig varm, ja, men alligevel tynget.

Der er forår på vej, tro mig!

Billedet er fra mit besøg hos en kær ven i Nordjylland sidste år i marts. Katten var godt klar over, at mine tøser ikke er vant til katte - MEN hvor ville hun dog gerne ind alligevel!

onsdag den 10. marts 2010

Tomrumstrold


Når jeg holder op med at stræbe efter at blive, kan jeg begynde at være. Være den, jeg er.

Kloge ord en altfor tidlig onsdag morgen, hvor marts og kæresten sover endnu. Hvorfor ligger jeg ikke godt og varmt under dynen? Hvorfor sidder jeg her med min kaffe og hunde, som larmer med pivedyr og hygger sig med en energi, jeg ikke selv kan finde i dag? Tomrum. Jeg sender en kærlig tanke til mit idol, den nu afdøde og helt geniale Halfdan Rasmussen og siger med hans ord:

Jeg er glad, jeg er mig
For hvis ingen var mig
Var det slet ikke mig, der var glad
Og hvis ingen var glad for at være som jeg
Er det trist, og jeg ved ikke hvad
Såfremt man bliver født som en brik i et spil
Og Vorherre tar' fat på en leg
Hvor han spør' hvad man synes, man bør være og vil
Er det klart, jeg vil helst være mig!

Tegning: Ib Spang Olsen

tirsdag den 9. marts 2010

Cornelius og metaforerne


I går hilste jeg igen på Cornelius. Kamelen Cornelius. Nogle af jer kan måske huske ham fra tidligere. Cornelius er min ven og mit dilemma. Et af de sjove paradokser i mit liv. Og et af de smukke, for jeg synes han er ualmindelig smuk, denne prægtige kamel. Derfor har jeg heller ikke lyst til at sluge ham. Og guderne skal vide, at jeg har kæmpet imod.
Kollektiv skideballe på kontoret i går. Fælles møde og uklare ord, som hang i luften og gjorde alle forvirrede og vrede. Jeg blev i hvert fald vred! Jeg kan ikke med kollektive skideballer. Jeg er fan af at tage ansvar. Cornelius, du stod derude og kiggede ind på mig og du så, hvor svært det var for mig. Er dette mon dagen, hvor jeg er nødt til at sluge min gamle ven Cornelius? Er den time virkelig kommet og så her på kvindernes internationale kampdag? Du stod så roligt og betragtede mig, Cornelius, det skal du have!
Heldigvis er du her endnu. Jeg formåede endnu engang at beherske mig og samle mine ord i en velvalgt metafor, som var helt passende til lejligheden, fordi uddeleren af skideballen allerede var dybt inde i sin skole/elev metafor. Faktisk sad den lige i skabet! På det kollektives vegne gav jeg igen med velovervejede ord ... en lille tale og en bøn om ansvar, om at bruge aktiv i stedet for passiv og at jeg, som den elev jeg tilsyneladende var blevet, nu gerne ville høre læreren, hvad jeg så skal have fokus på for at forbedre min karakter. HA! en farce. Og nøj, hvor var jeg god til at beherske mit våben, mine ord, min metafor.
Cornelius så stolt på mig, blinkede til mig, vendte sig om og gik. Vi ses, min ven!

Til jer, som har været så søde at spørge til Keeva, hendes mave og sarte system. Hun har det fint nu. Det er nu 3. dag at hun ikke kaster op! Den virker, vores kur, vi kender vejen. Syrehæmmer, Antepsin mikstur og skånekost, som jeg fortsætter med en lille uges tid endnu. Så går vi langsomt over til normal mad igen. Når jeg går med tur Keeva, så er hun udstyret med en dåse (ja, en dåse!), som hun gerne bærer på, ikke slipper og dermed ikke kan snaske.

mandag den 8. marts 2010

Kvindedag


I år er det 100 år siden, at Den Socialdemokratiske Anden Internationales Kvindekonference besluttede, at der skulle være en årlig kampdag for kvinderne. Beslutningen blev taget i august 1910 i København. Man må sige, at den internationale kvindedag siden da fået en gennemslagskraft, som initiativtagerne måske drømte om, men vel næppe turde håbe på. I dag fejres 8. marts af de fleste kvindeorganisationer, uanset politisk ståsted, med arrangementer om ligestilling og feminisme.
Jeg kan godt lide tanken om, at kvindedagen fejres uanset politisk ståsted! Og hvor ville jeg være i dag, som kvinde, hvis ikke alle disse gæve kvinder havde kæmpet for kvindesagen i nu 100 år!? Der er mange tanker i kølvandet ...
Marts er stået op og drikker morgenkaffe sammen med mig. Jeg er lidt forbavset over, hun gider sidde her sammen med mig sådan en tidlig mandag morgen. Jeg har gået tur med hundene og er nu i retro for en stund. Kæresten er stået op og min morgen er pludselig anderledes, fordi der ikke er samme ro som ellers. Stakkels kæreste! Gå lige i seng igen, så jeg kan skrive i fred. Ti stille! Jeg tænker kvindetanker sammen med marts.
Vejret er roligt derude. Frostvejr. Næsten ingen vind. Sig mig engang marts, siger jeg og kigger på min logerende, lever du i cølibat?
Hun slår en skraldlatter op. Hvad mener du? Det har jo faktisk været skønt vejr, siden du kom til, svarer jeg. Vinden er forholdsvis rolig. Ikke det store snefald på disse kanter.
Hun ser pludselig lidt trist ud. Så smiler hun igen med en let rødmen i kinderne. Ser ung og uskyldig ud, selvom jeg har mine tvivl. Uskyldigheden selv og alligevel så vis?
Jeg er forelsket, siger hun. Der er kun én, jeg virkelig drømmer om! Hvis du tænker dig godt om, så tror jeg godt, du ved hvem.
Jeg tænker mig om, men mine retro morgentanker er ikke så klare lige nu. Jeg ryster på hovedet.
Foråret, siger hun drømmende. Foråret. Jeg er forelsket i foråret! Jeg ville så gerne, hvis jeg kunne tiltrække ham og vi kunne have en varm affære i min tid her på pensionatet. Men han er ikke sådan at imponere ... Hun sukker, mens hun drikker sin kaffe. Jeg forstår, svarer jeg! Hvis jeg ikke allerede ikke havde en kæreste, så ville jeg såmænd også gerne have en hed affære med foråret. Faktisk, tænker jeg og siger ikke noget til marts, så måske endda alligevel. En affære med foråret.

søndag den 7. marts 2010

Hos Aimees familie


Aimee, klar til at vinde ALT på udstilling :0)

I eftermiddag har vi været på besøg hos Aimees opdrætter Mette og hendes familie. Først fik hundene en god legetur og efterfølgende drak vi kaffe og hyggesnakkede.

På tilbagevejen var kæresten, Keeva, Aimee og jeg en tur i skoven. Smukt vejr og isglatte skovstier. Godt jeg har mine Icebugs! Der er desværre ingen billeder fra den dejlige skovtur, da mit kamera "pludselig" løb tør for batteri, men her er lidt fotos fra hundenes leg.


Afsted det går!

3 generationer

Mette & Cassie, 3 mdr. Nåhhr, hun er sød!

Kys kys