mandag den 6. december 2010

Bjergbestigning


Alle veje fører til mandag! December spiser sin ostemad, mens hun gestikulerer med armene og fortæller mig røverhistorier. Hun er underholdende fra første færd. Man kan altid regne med hende, hvis man trænger til en god historie. Og hvem gør ikke det? Pludselig tier hun stille og et langt minut snegler sig afsted. Sekunderne tikker, mens hun gransker mig. Så kan hun ikke holde ordene væk fra munden længere. De presser sig på og springer ud, så snart hun åbner læberne. Hvordan har du det i dag? For mandag, tilføjer hun og lægger sit smukke vinterhoved i finurlige pressefolder. Mandag er ikke ligefrem din yndlingsdag på ugen, vel?
Jeg trækker på skuldrene. Sådan er det faktisk ikke December! Mandag har bestemt sin berettigelse. Ligger som en bro mellem søndag og tirsdag og vi skal over, hvis vi ikke vil falde i vandet og forsvinde i intetheden. Men mandage har det med at komme lidt for hurtigt. Lidt for ivrigt indfinder de sig ved midnatstid og skubber søndagen og weekenden væk med sine arbejdssomme sliderhandsker. Nu skal vi igen afsted på job! Tage fat og holde ved.
Og hvis man er glad for sit arbejde, så er det jo bare endnu en leg. December nikker. Men hvis ikke ... sååå kan det godt være lidt tungt. Hun drikker sin kaffe. Det gælder om at finde et job, man er glad for! Så man ligefrem glæder sig til at komme afsted mandag morgen. Eller at man i hvertfald, når man er ankommet og har sagt godmorgen til sine kolleger, kan mærke, at man befinder sig lige dér, hvor man gerne vil være lige nu. At der er brug for en! Og at man har det sjovt! Hun peger på mig med sin lange slanke pegefinger. Også den er pyntet med en smuk enkel ring. Stenen er rød og formet som et hjerte. Det er jo ikke for ingenting, at vi kalder julen for hjerternes fest!
Du har helt ret, December. Det skal være sjovt! Og her mener jeg selvfølgelig ikke, at man skal sidde og more sig 8 timer om dagen. Men man skal have stunder, hvor man ler sammen med sine kolleger. Hygger sig og nyder det job, man skal have fra hånden. Og som bekendt er mit nuværende job løbet ud i sandet, som et timeglas, der rinder ud. 2,5 uge endnu. Det er jo ingenting, men det føles som at forcere en berlinermur. Før den faldt altså! Eller et bjerg!
December hopper ivrigt i stolen. Sådan skal du da se på det, min ven! Du er en berømt bjergbestiger og i de næste 2,5 uge hviler verdens øjne på dig. For første gang skal du bestige et mægtigt bjerg og gå dér, hvor ingen andre før har trådt. Du er en helt af verden og så er du endda kvinde! Bagefter kan du skrive om, tilføjer hun og blinker indforstået til mig.
Så griner vi lidt, December og jeg. Og til vores norske læsere skal jeg måske lige pointere, at grine på dansk betyder at le. Græde gør vi ikke! Vi er nemlig egentlig ganske glade og i godt humør, selvom det holder hårdt at komme i gang, Skrabe is og sne af bilen og snegle os afsted  ned af vejen og over broen. Jeg kunne sagtens finde på andre gode ting at lave, MEN jeg sætter såmænd også en ære i at afslutte på en ordentlig måde. Det giver mening. Jeg er ved at lukke den dør, der skal lukkes, for at den nye kan åbnes. Så enkelt er det. Og måske er min tålmodighed ikke den største, men det har December fuld forståelse for. Hun er jo ligeså. Døtre af Jupiter, du ved ...
Morgenen er ny! Ugen er frisk! December hejser sin kaffekop og lægger an til en skål. Skål for pionerånden, siger hun. Skål for den berømte kvindelige bjergbestiger, der nu begiver sig ud på den sidste etape af turen mod toppen. Hun tager min hånd og ser pludselig alvorligt på mig. For deroppe på toppen, min ven, der kan du nemlig skue ud i horisonten. Og måske får du øje din fremtid dér blandt andre bjergtinder. Eller trætoppe!

December, bjergbestigeren og jeg ønsker alle en god mandag. Hvis du ikke kan se noget lige nu, så kravl lidt højere op! ;)

Billedet er lånt på seven-summits.dk

8 kommentarer:

  1. Der er kommet liv i pensionatet med hende den skønne December :-)
    Men , åh, hvor jeg forstår dig..De sidste 2,5 uge ER en lang rejse.

    SvarSlet
  2. Det er altid godt ikke at brænde alle broer bag sig Lene, så føler man sig også i bedre form til at starte et nyt sted, når man ved med sig selv at man fik taget behørig afsked med det gamle.
    Men det bliver spændende at se hvad der gemmer sig bag den anden dør i 2011.
    God dag og klem herfra Odense.

    SvarSlet
  3. Dine ord hjælper mig ud af mit tungsind. Jeg er også på bjergvandring, men jeg har lidt højdeskræk, så det kræver sin kvinde, men jeg er på vej.
    Tak Lene, fordi du deler din vandring med os andre. Rigtig god mandag:-)

    SvarSlet
  4. Jeg fandt dig tilfældigt hos Mette B, og har kigget rundt på din blog. Den er spændende, og du har ordet i din magt.
    Apropos din chiliberetning mindes jeg med gru en pige, som jeg kendte for længe siden. Hun ville lave bøf stroganoff til os i mit køkken. Desværre læste hun ikke etiketterne på krydderiglassene, så hun brugte chilipeber i stedet for paprika.....

    SvarSlet
  5. Det kan være hårdt at bestige bjerge men når du når toppen er det, det hele værd.
    Sne knus fra øen.

    SvarSlet
  6. Heisann
    og gratulerer med fødselsdagen sist uke. jeg har ikke rukket å være så mye på nettet, pga oppussing, jobb ol, men jeg følger med så godt jeg kan!
    Å være glad i sin jobb er vel et privilegium? Når noen sier de ønsker en jobb hvor de kan tjene mye penger, så grøsser jeg. Jeg vil heller tjene nindre og elske mitt jobb. Ellers er det ikke verdt det!
    Her er det knusende kaldt for tiden. Det er godt man har ulltøy å varme seg med. Knus

    SvarSlet
  7. Hei Lene Tindebestiger! Ja, for det er du, og en riktig så modig og flinke en. En som inspirerer til å ta valg, tørre, kaste se gut i det og leve livet, helt og til fulle og på egne premisser - slik Lene selv gjør!
    Lykke til med de siste ukene, de klarer du så lett som bare det!

    SvarSlet
  8. Jaaa! Fantasisk og optimistisk skrevet!
    Mandag er som våren - ny start og nye muligheter! Og desember fortryller meg med sitt gode humør og smittende latter!!!
    Jeg ønsker deg en herlig uke, Lene - og lykke til med bergvandringen
    Klem fra Lunalu

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.