tirsdag den 23. november 2010

Hjemve


Det sludrer derude. Vinden vrøvler om vintervejr og kulden er ganske gennemtrængende. Refleksveste, pandelampe og noget, der godt kunne minde om sne i lyskeglen. Våde marker og mørk himmel. Fuldmånen har gemt sig godt under skydækket. Hun fryser nok lidt. Og jeg ved ikke, om det er fordi hun har gemt sig så godt, at jeg har sovet som en sten, men det har jeg! Det var svært at komme op. Svært at få øjne i mørket og komme ud af den varme dyne. Den insisterede nærmest på, at jeg bare blev liggende og glemte tid og sted. Men jeg adlød ikke. Og nu har jeg gået med hundene i kulde og slud og sidder her med kaffe og November og noget, der minder om morgengidelighed.

Alice taler med en kat. Og jeg taler med fantasien. Tænk, jeg kan begynde at mærke en lille fantasispire som den, jeg kan huske fra min tidlige barndom. Glæden ved at finde på. Glæden ved slet ikke at kunne lade være. Tror du på, at vi alle er født med en gave, som er helt enestående for den, vi er? Og tror du på, at der er en vej, som er som skabt for lige dig, hvis du da bare kunne finde den blandt alle de andre veje? Det gør jeg! Det gør jeg nu, skulle jeg måske tilføje, for jeg har ikke altid følt det sådan her. Jeg har været på omveje, jeg har faret vild og jeg har brugt dage, måneder og år på at tillære mig helt andre egenskaber. Spild af tid, vil nogen måske sige? Du har spildt al den tid! Men ved nærmere eftertanke, så tror jeg faktisk ikke at jeg har spildt et eneste sekund. Der er en mening med, at tingene er sket, som de er sket. For ellers var jeg ikke blev den, jeg er nu. Ellers var jeg nok slet ikke blevet klar og jeg ville da slet ikke have følt en så stor taknemmelighed over at kunne udpege min vej, omend den er fyldt med træer og krat og ufremkommelige småstier. Tilsyneladende ufremkommelige. For hvad ved jeg om det? Jeg står jo stadig her og spejder ud i horisonten, drømmer, tænker på det, der skal ske. Og lige nu holder jeg en lille pause. Bare sådan mens jeg afslutter det, jeg skal.

Og sådan nogle pauser er sjove. De er uforudsigelige. Ligesom man læner sig tilbage i sofaen, lukker øjnene og lytter til noget godt, afslappende musik, som man har udvalgt helt specielt til lejligheden, så kommer der en ide. En tanke. Plob, plop ... Og ideerne banker ikke på.  De springer bare frem. Et usynligt tæppe går til side og så står de der i rampelyset, selvsikre og fulde af gåpåmod. Gå væk, hvisker jeg og holder øjnene lukkede. Ikke nu! Jeg hviler mig! Restituerer. Hvordan skal jeg dog holde styr på jer? Og huske jer, når jeg for alvor sætter mig ned til tastaturet? Men de fortsætter bare med at smile, danse og synge. Peger kækt på min notatbog og så er det op til mig at følge med! Skrive ned. Ikke alle ideerne er lige tydelige. Nogle har klædt sig ud i farvestrålende gevandter og har sågar maske på. Og jeg må smile med, for det her er jo spændende. Jeg kan mærke den dér ild af entusiasme, mærke varmen og glæden ved at være dér, hvor jeg var engang. Genkendelse. Jeg har vist haft hjemve. Hjemve i mange mange år.

Men nu er jeg her. Og det er tirsdag. November nikker og peger på min kaffekop, signalerer til mig, at jeg skal se at få den drukket, inden den bliver helt kold. Det gør jeg så. Tiden er næsten gået og det er jeg også.

Ha' en dejlig dag og husk, at hvis du leder efter den og tror på det, så finder du vejen hjem! ;)

12 kommentarer:

  1. Megan, du er en spændende kvinde.
    Jeg er fuld af beundring.
    Knus her fra et regnfyldt Ballerup :-)

    SvarSlet
  2. Vi er alle ikke fysiske væsner der har taget plads i vores fysiske kroppe, for derfra at inspirere andre med det der lige er bestemt for os at kunne, og så ellers lade os inspirere af det andre har at byde ind med, Lene.
    Varme klem fra Odense.

    SvarSlet
  3. Det er en daglig glæde at følge dig på din vej/sti. Tusinde tak. Dine ord rammer en grundtone i mig som har brug for at klinge.
    Rigtig god tirsdag til dig:-)

    SvarSlet
  4. Smukke ord, Lene - dejligt at læse! De får mig til at tænke på en udsendelsesrække i radioen, som handlede om at skifte spor. Om at vi alle har mange talenter. Der var fx en kvindelig gymnasielærer, der heller ville være tømrer og nu er lykkelig i sit nye fag.
    Klem og en dejlig dag til dig :)

    SvarSlet
  5. Jeg blir så glad, når jeg læser dine ord! :-) Glad og opmuntret. :-) Dejlig dag til dig!!!

    SvarSlet
  6. Jeg er helt sikker på at veien er lagt for oss...og hendelser i livet gjør til at vi blir den vi er...
    Nydelig skrevet nok en gang....hos meg snør det...vinteren er her for fullt!!
    Ha en fin dag videre Lene, klem fra meg:)

    SvarSlet
  7. Glæder mig at læse andre steder at du er i bedring! Så får vi snart lidt løbetanker......

    SvarSlet
  8. Jeg tror at veien er lagt, har en slags skjebnetro, og alt der skjer, har en mening;)...ikke alltid lett å godta, men slik er det, tror jeg;)
    Her snør det ikke, og idag er det bare 4 minus, men de melder kaldt utover i uka.
    Nyt dagen og iddene som dukker opp;)
    Klem fra meg;)

    SvarSlet
  9. Har en tro på at skæbnen er lagt for os, at vi skal ad omveje, krogede stier og måske over et bjerg elle rto, før vi finder den indre kerne, er en del af livets veje, tror jeg! Endnu et dejligt indlæg fra din hånd, glæder mig hver dag efter job til at klikke ind på din blog og tænke "Hvad har hun nu fundet på idag" :-) Du rammer noget inden i:-)
    Knus og Tak!

    SvarSlet
  10. Ide-rigdom, fantasi, kreativitet - hvordan undgår vi at leve med den? Svaret er nok, at det gør vi ikke - undgår det, altså - men den rettes ind af livets erfaringer,jantelov og den slags... Men det er SÅ fantastisk at få lov at leve den og leve den ud... Du er modig og klog og inspiration! ;o)

    SvarSlet
  11. Jeg har vist ikke fået det skrevet til dig før, så: Hvor er du altså bare god til, at skrive.

    Tak for mange gode tekster.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.