tirsdag den 12. oktober 2010

Tiden er en mærkelig fugl

I dag må du finde et billede af en isklar morgen. Eller stjerneklar. Oktober var med på morgenturen, som nu foregår helt i mørke. Vi har vænnet os til det. Jeg går ind over marken her overfor og undgår således at skulle tage refleksvest og andet godt på. Desuden er det skønt at gå der helt i fred og ro. I dag er det, som Oktober rigtig nok nævner, helt stjerneklart og frosten ligger som et knitrende tæppe over landskabet. Jeg kom til at tænke på julenat. Sådan er stemningen bare derude. Der manglede bare "Et barn er født i Bethlehem" og risengrød med kanel og smørklat. Måske er det fordi en kollega havde pebernødder med i går, at jeg sådan bliver i julestemning på forskud. Det er ganske usædvanligt for mig. Eller måske er det den dér pige i mig, som er så livlig i øjeblikket og som påstår, at voksne også kan lege. Ja, som ligefrem insisterer på, at det bør man gøre. Jeg giver hende ret. Jeg kan mærke noget boble i mig og tro mig, det er ikke den voksne rationelle fornuft, der taler med høj stemme derinde.
Jeg tror faktisk, at det er bogen. Den har gjort noget ved mig. Ændret noget, som nu langsomt fordøjes og implementeres. Jeg kommer hele tiden i tanke om små sætninger. Jeg må tilbage og læse, hvad det nu lige var, hun skrev. Og hun er altså Sue Monk Kidd og bogen "Når hjertet venter", som jeg læste og skrev lidt om i sidste uge. Jeg har læst den færdig, men jeg er slet ikke færdig med den. Jeg er kun lige begyndt ... Ja, faktisk er jeg startet på en ny bog af samme forfatter, Traveling with Pomegranates" som egentlig var den, jeg blev anbefalet. Den er helt anderledes men absolut god.
Hvad er det, du sidder og mumler om? Oktober får mig ud af min tankerække og tilbage til morgenbordet i pensionatet. Hvor kom vi fra? Vi talte om den smukke, mørke, frostklare morgen og så begynder du at drømme om den dér bog igen! Hun smiler overbærende. Ja, jeg ved godt, at den landede på din flyveplads lige i rette tid og jeg ved, at du er gået ombord med glæde. Har fået en dybere forståelse for, hvem du selv er og hvor du er på vej hen. Men, tilføjer hun og klapper mig på hånden, du skal ikke sådan flyve afsted uden mig, vel?
Selvfølgelig flyver jeg ikke afsted uden dig, kære Oktober. Jeg ryster bare på hovedet og ser smilende på hende. Jeg er jo lige her! Lige her på oktobers 12. dag og lige midt i efteråret, der nu har taget vinterfrakke på. Jeg skal vist også snart finde vanterne frem. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig, men nu ser jeg frem til min rejse gennem vinteren. Jeg ved, at mørket er nødvendigt og jeg frygter det ikke. Jeg har en pandelampe og jeg er bevæbnet med kloge ord, citater og en lille indre pige, som slet ikke er så lille endda. Jeg forbavses til stadighed over hendes umiddelbare visdom og forståelse for livets rytme.
Den er god med dig! Oktober skænker lidt mere kaffe i mit krus. Du er da helt forandret. Helt anderledes, end da jeg først trådte ind af døren på pensionatet. Og det er ikke mere end 12 dage siden!
Og hun har ret. Noget er sket. Forandringer tager tid og ventetiden er vigtigt. Men tiden er en mærkelig fugl. Midt i accepten af, at sådan er det altså bare, sker forandringen. Jeg er gået ombord på det fly og ja, det er vist lettet. Synes jeg kan se landjorden forsvinde under mig og mærke suget i maven, som vi sejler op i skyerne ...

2 kommentarer:

  1. Jeg blev sørme helt glad, da jeg læste dine ord !
    Jeg vil begive mig ud i mørket, med et smil :-)

    SvarSlet
  2. Der er rigtigt mange gode selvudviklingsbøger Lene, og man bliver aldrig færdig med dem, jeg når som regel at læse dem to gange inden de skal afleveres på biblioteket igen, og anden gang giver de noget mere indhold, og køber man dem, er de gode som opslagsværk.
    Klem herfra.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.