torsdag den 7. oktober 2010

Kodeordet

Hvad er kodeordet? Jeg har stor tiltro til Oktober, som hun sidder dér i sine efterårsfarver. Den nye frisure, som virkelig klæder hende og det varme glimt i øjet, jeg næsten ikke kan tage blikket væk fra. Dér vil jeg gerne putte mig i dag. Hun ser på mig og ser lige igennem mig. Hun behøver egentlig ikke at sige noget. Men fordi hun er min ven og fordi hun ved, at jeg har stor brug for at snakke lige nu, så kommer hun med et svar. Eller ... hun kommer med et spørgsmål.
Kodeordet? Hvorfor i alverden spørger du mig om kodeordet? Hvis jeg kendte kodeordet, så var jeg en rig måned. Og tilføjer hun og blinker til mig, så jeg kan mærke et smil røre min læber, hvis jeg solgte kodeordet og det var ens for alle, så var det godt nok nogle kedelige og flade mennesker, jeg mødte på min vej gennem året.
Tak Oktober. Den sad lige, hvor den skulle! Hvis jeg bare kendte kodeordet.
Det er nu, du skal ud og lede efter kodeordet. Hun drikker sin kaffe og lader tiden flyde i håndfladerne. Den ligger helt stille et kort sekund, så ruller den forsigtigt mod fingerspidserne og drypper ned på bordet. Jeg kan høre hvert sekund. Men du skal vide, og det ved du allerede, at der måske slet ikke findes et kodeord. Nu ler hun og jeg må le med. Livet er jo ikke en computer. Livet er ikke som din PC, hvor du hver morgen kan logge ind med det samme kodeord og se den selvsamme skærm med de samme programmer, som fungerer nøjagtigt som i går. En morgen logger du ind, hvis du overhovedet kan komme ind, og så ser du, at et program er forsvundet. Pist borte væk! Eller programmet fungerer simpelthen slet ikke, som det har gjort de forrige gange, du brugte det.
Det er nu, jeg skal ud og lede efter kodeordet. Tak for kaffe! Det er nu, jeg skal ud og lede efter et kodeord, som måske slet ikke findes. Jeg føler mig modløs og træt. Tror bare, at jeg går op i seng igen. Ligger dér i mørket og lader det indhylle mig. Dér kan jeg såmænd godt bo resten af året. Ligge i min hule og ...
Dig? Oktober smiler bredt. Hun læser jo tanker, som du ved. Du kan ikke ligge stille dér så længe. Og det skal du heller ikke. Nogen ville måske gøre det, men ikke du. Du er en handler. Selvom der ville være stunder i denne proces, hvor du virkelig får stillet din utålmodighed på prøve. For her kan du ikke handle!
Nu bliver det hele lidt for kryptisk for mig. Jeg kan ikke rumme mere denne regnvåde oktober måned. Dråberne falder stille derude; hvis jeg lukker øjnene (og hvis jeg slukkede for PCen og dens summende sang), så kan jeg næsten høre dem. Helt stille, helt forsigtigt. Og det er måske i virkeligheden i de dråber, at jeg finder ...
Kodeordet! Oktober nikker. Måske. Men lad dig indstille på overraskelser. Lad dig indstille på omveje og mørke, kringlede kroge. Væbn dig med tålmodighed og bevar din barnetro. Og lige netop din barnetro, min ven, den tror jeg kommer til at stille en stor rolle på den rejse, du nu begiver dig ud på.
Den første del af min rejse er en arbejdsdag. Den næste er responsaften på skrivekurset. Jeg har udsat det til sidste øjeblik, ved midnat er der deadline. Men jeg har ikke kunne lægge bogen væk, bogen, som på så kort tid har givet mig så meget: When the Heart Waits af Sue Monk Kidd. Jeg har gemt de allersidste kapitler til i aften. Jeg spiser dem langsomt, som et meget lækkert stykke chokolade. Jeg forlænger smagen til den simpelthen ikke kan holde mere, til den brune masse af visdom smelter mellem hænderne på mig og jeg kun kan slikke de sidste stumper af fingrene. Bogen er fuld af grønne dimser, som jeg har sat i marginen. Fuld af udråbstegn og aha-koder. Og ved siden af ligger min notesbog, som også er blevet brugt flittigt. Sådan en bog vil jeg gerne skrive en dag. En dag. Lige nu skal jeg strikke ord af hverdagen og i aften skal jeg læse de andres og komme med min ros og min konstruktive kritik. Også det er en del af min rejse.
Jeg rejser mig langsomt og begiver mig ud i mørket og regnen. Oktober følger med ligeså stille. Som en skygge, der bare er dér. Hvis jeg nu skulle få brug for nogle kloge spørgsmål ...

4 kommentarer:

  1. Hærlig lesing Lene. du er virkelig flink med ord, flotte skildringer. Jeg kjøper gjerne boka når den kommer :) Lykke til på skrivekurset i kveld, blir sikkert moro å lese hva de andre har skrevet samt få tilbakemelding på det man har skrevet selv.

    Her er det en stålende dag, sola skinner og for første gang på mange dager blåser det ikke... dagen i dag skal nytes.. I dag skal vi til fjells å finne en bortgjemt liten hytte som ligger under en berghammer.

    Ha en fantastisk dag, klem

    SvarSlet
  2. Slik er jeg også når det gjelder bøker jeg liker, jeg uthaler i det lengste, leser korte snutter, og gruer meg til siste side er snudd. Slik var det med Lykka er ein sjeldan fugl, av Anna Gavalda; jeg bare elsket den boken, og gjennomgikk nesten en sorgprosess da den var ferdiglest.

    Gleder meg til Lene Fransen debuterer...:-)

    Lykke til med responsrunden i kveld.

    Klem

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt med sådan en bog der er så givende Lene, jeg har læst flere bøger de senere år der også kræver overstregningstush samt noter, de glider bare ned i en lind strøm.
    God aften.

    SvarSlet
  4. Du skriver så vakkert, Lene - jeg setter pris på dine forunderlige reiser!
    Og det er bare helt fantastisk å fordype seg i en altoppslukende bok!!!
    Lykke til med responsaften!
    Klem fra Lunalu

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.