onsdag den 8. september 2010

Sommeren er forbi


Sommeren er forbi nu og det er ganske vist. September er ikke længere så blød og blid. Hun har klædt sig i lidt mere markante farver, malet læberne røde og taget sig en gevaldig svingom med efterårets første storm. Måske er det bare stiv kuling, men for min sommerkrop føles det som storm. Her ligger en fiskerbåd på stranden, trukket op på land og sådan føler jeg mig lige. Strandet. Synes pludselig alligevel ikke, at jeg er helt parat til kolde, blæsende dage og mørket, som presser sig på fra begge sider af døgnet. Spiser ligeså stille af de lyse timer, helt ubemærket, indtil jeg en morgen må stå op i totalt mørke. Det er allerede tæt på. Lidt for tæt på ...
Jeg vågnede klokken 3 i nat ved lyden af den rasende vind derude i efterårsmørket. September sov vist. Kæresten gjorde i hvert fald og jeg kunne høre Aimees snorken fra buret nedenunder. Dér lå jeg en times tid, forladt af søvnen, overladt til mig selv og mine tanker. Faktisk følte jeg mig en overgang så frisk, at jeg overvejede at stå op, lave te og sætte mig til at skrive. Hvem ved, hvilke genistreger der kunne formuleres på den tid af døgnet? Det blev nu aldrig til noget, for så sov jeg igen. Drømmene tog mig med, jeg var på togtur, landskabet for forbi. På et tidspunkt gik jeg gennem toget for at finde en ven, som jeg gerne ville tage ordentlig afsked med. Men jeg fandt aldrig vedkommende, for så ringede uret. God morgen min egen, det er tid til at stå op! Nej! Det føltes overhovedet ikke som tid til andet end at sove videre. Drømme videre. Jeg ville finde den ven og sige det, jeg skulle sige. Men de ord er kørt med toget. Mens jeg gik morgentur gennem stormen med hundene, sprang en sang op i mig. Ordene kom, melodien ...
Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted,
tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med.
Det sortner for dine øjne, mens du stirrende står her og ser,
endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager
C.V. Jørgensen. Gode gamle C.V. med sine vidunderlige tekster. Altid noget på hjerte. Jeg har stadig sangen i hovedet, så skal vi ikke bare høre den? For sommeren er forbi! God efterårsdag :-)

Lad dig ikke narre af det fjollede billede! :-) Bare luk øjnene og lyt til tekst og melodi.


10 kommentarer:

  1. Meget ved vejret har forandret sig. Husker for 5 år siden, hvor vi på dagen i dag, sad på Rungsted havn og spiste aftensmad udenfor en restaurant, iført top, shorts og en tynd cardigan. Det er vist en del for lidt til dagen i dag.
    Sæsonen er slut og vi må vist vente en 8 måneder til det er 'den tid på året' igen.
    Rigtig god onsdag i september :0)

    SvarSlet
  2. Godmorgen Megan,
    Jeg ville også løbe en morgentur i dag, men det var bare for mørkt og surt, så det må blive i eftermiddag...

    Det er som om tankerne og verden er anderledes, når man som den eneste er vågen og det er nat.

    Håber ikke du bliver for træt i løbet af dagen.

    knus Karina

    SvarSlet
  3. Jeg elskede CV, da jeg var ung ! Har ikke hørt ham i mange mange år- så tak :-)

    SvarSlet
  4. Allerede ved din overskrift begyndte melodien inde i mit hoved :)

    Her blæser det ganske vist, men dagene er alligevel stadig lune, omend også lidt omskiftelige og lunefulde. Man ved ikke, hvordan det ter sig om et øjeblik.

    Rigtig god onsdag til dig, klem fra
    mette

    SvarSlet
  5. Åh ja, CV var en meget vigtig del af min ungdom - han ramte en følelse inde i en med sin sørgmodige stemmeføring. Tak fordi du minder mig om ham.
    Klem og ha' en dejlig dag, Lene!

    SvarSlet
  6. jeg vet så vel at det blæser vildt noen ganger men, min svoger melder sol og varme i Hjørring.. og jeg synes synd om deg nu !! der er ikke bedre her.. vindstille men tåken ligger tett helt ned i havet.. håper den forsvinner snart..

    ha en god dag Lene.. klem

    SvarSlet
  7. Hallo:-)))
    Ich schicke dir mal schnell ganz ganz liebe Grüße von der Ostsee in mein Lieblingsland:-)))
    God Dag til dig...Kiki

    SvarSlet
  8. Jeg holder fast på sensommeren enda...sol og varme grader, til og med om natten. I går var det så varmt her, at jeg ikke helt visste hvor jeg skulle gjøre av meg:)
    Nyt høstdagen...klem fra meg:)

    SvarSlet
  9. Vakker sang du delte med oss, Lene :-) Her føles det som om sommeren er tilbake - sol fra skyfri himmel og 20 grader :-D Mmmmm jeg bare nyter!

    Ha en flott onsdag og klem fra Siv

    SvarSlet
  10. En dejlig sang Lene og Carsten Valentin kan bare noget med ord, ja vi må nok belave os på at sommeren er forbi nu, men så må vi nyde efterårets farver, lige noget for en nysgerrig kameralinse.
    God aften.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.