søndag den 11. juli 2010

Tiden og Thy


Hvor blev tiden af? Har du nogen sinde stillet dig selv det spørgsmål? Det har jeg ofte gjort og i de fleste tilfælde, når jeg har haft det rigtig dejligt. Spørgsmålet har igen været oppe og vende. For her sidder jeg tilbage på Sjælland midt i hedebølgen og altfor langt fra havet. Thy ligger bag mig. En ferieuge er forbi. Jeg har endnu engang måtte tage afsked med Thy og et hus, som egentlig ikke er mit, men som er det alligevel. Jeg er forelsket i det! Jeg føler mig hjemme og jeg fornemmer, at det gengælder mine varme følelser. I hvert fald er der en vis gensidig sympati. Sidste år drømte jeg om at købe det. Jeg svor, at jeg kom tilbage og det gjorde jeg jo. Huset har nu nye ejere, men de er heldigvis villige til at leje det ud. Ydermere har de gjort mig den store tjeneste at indhegne haven med hvid havelåge og hegn hele vejen rundt. Hundene kunne bare være ude og hygge sig, når vi sad og dasede i solen med bøger og dovne tanker. Det gjorde bare det hele endnu mere attraktivt! Det er som om det hus åbner sine arme og tager imod mig af hele sit hjerte. Jeg flytter ind med det samme og føler mig hjemme. Mine ting finder hurtigt deres rette plads. Når jeg lukker øjnene, kan jeg høre havet bruse for enden af stien. Ja, det er jo egentlig fjorden, men Thy ligger jo så perfekt mellem fjord og hav og det er vandet, som drager mig. Som giver mig ro.

Lige netop det sted bor der inspiration. Tankerne bliver større og dristigere. Jeg tænker mig, at jeg kunne sidde dér og skrive, helt alene, tæt på vandet, bare hundene og mig og en masse ord, som lægger sig til rette og giver mening. Næste gang. Jeg kommer tilbage! Der er bare noget med det sted!

Juli var selvfølgelig med på ferie og hyggede sig gevaldigt. Flirtede lidt med vind og vejr og havde da også en dagslang affære med regnen. Jeg sendte hende et formanende blik, men hun var så glad og afslappet, at jeg ikke kunne være vred på hende. Faktisk inspirerede det mig til at købe nyt regntøj - som jeg ikke fik brug for dér - for dagen efter legede Juli igen kæreste med solen. Den blev så fortryllet af smukke Juli, at vi nu har hedebølge!

Der kommer nok mere om Thy de næste par dage. Jeg skal lige fordøje det hele. Det kan jeg gøre på mit job! Jeg har nu en arbejdsuge foran mig, inden jeg igen går på ferie. Denne gang venter helt andre og uden tvivl mindst ligeså voldsomt inspirerende oplevelser. Nordnorge!

Men her lidt fotominder fra Thy ... ha' en god varm søndag!




10 kommentarer:

  1. Hej Lene. Velkommen hjem. Lyder til at I haft en dejlig ferie alle sammen. Glæder mig til at læse mere.
    Klem Betina

    SvarSlet
  2. Jo, tid er en underlig størrelse. Selvom hver dag er lige lange, føles de fleste meget kortere og kun enkelte er lidt længere.

    Det er dejligt, når man føler at et sted er skabt til en og tager glædeligt imod en. Så er det kun tiden der er imod en, den korte tid altså.

    Men velkommen til Sjælland igen og varmen og vasketøjet ;0)

    SvarSlet
  3. Det med tiden, hvor den bliver af, gør det endnu mere vigtigt at leve i nuet, at være beviste om at nyde lige nu lige her.
    Det lyder/ser ud til at du har haft en skøn ferie Lene, jeg ser frem til at høre mere.
    God Søndag.

    SvarSlet
  4. Det lyder vel nok dejligt, Lene - og sikke nogle skønne billeder du har taget! Og Nordnorge har du også på ferieprogrammet, det lyder meget spændende!

    Ha' en dejlig søndag nede sydpå, klem :-)

    SvarSlet
  5. Heisann.
    Velkommen hjem.
    Det høres og ser ut til at du har hatt en fantastisk ferieuke på et nydelig sted :).
    Flotte bilder :)

    Klem

    SvarSlet
  6. YOU'RE BACK! :-D Jeg har savnet dig og de daglige, men uundværlige betragtninger over stort og småt. Sidder og sveder ingenfor!!! Det er det køligste sted her på matriklen, så alle er trukket indenfor.
    Og dejlige billeder fra dit ferie-hi. Der ser vidunderligt ud.
    Knus Katrine :-)

    SvarSlet
  7. Velkommen tilbage - jeg har også savnet dine daglige betragtninger. Skønne feriebilleder mættet af stemning - lyder som en pragtfuld ferie.

    Kh. LisbethK

    SvarSlet
  8. Jeg sier også velkommen tilbake; og liksom de andre her, har jeg savnet dine kloke, varme betraktninger om smått og stort.

    Det høres ut som du har hatt det så bra som man bare kan ha det i nærheten av havet, og jeg kjenner at lengselen hjem er stor; jeg kommer egentlig fra så langt nord-øst i landet du kan komme- fra Øst-Finnmark, fra et fraflyttet fiskevær og en liten forblåst øy der menneskene er fantastisk vennlige og imøtekommende, og byr på den varmen som naturen dessverre som oftest ikke kan oppvise. Men omgitt av hav på alle kanter er det likevel det vakreste stedet jeg vet om på jord, og jeg puster alltid så mye lettere og friere når jeg kommer hjem dit; til det åpne landskapet der ingenting stenger for utsynet, og der himmel møter hav i all evighet.

    Men jeg har også fått lyst til å dra til Danmark, og hvem vet; neste år er det kanskje nettopp til Thy turen går...

    Ha en fin søndagskveld.

    Mvh
    Janna

    SvarSlet
  9. Velkommen hjem igen! Jeg kan høre, at du har det lidt med dit Thy-hus, som jeg havde det med mit engelske hus. Jeg var nemlig også forelsket i det, og det var så svært at slippe det, når ferien var forbi. Jeg endte jo med at købe mit hus, så hvem ved hvad fremtiden vil bringe, Lene... ;-)

    SvarSlet
  10. Dejligt du er tilbage igen - du lyder til at have haft en skøn ferie. Der ser skønt ud på dine billeder. Dejligt med en ny ferie at se frem til. Knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.