fredag den 11. juni 2010

Fredag og fiskebar


Vi taler ikke om vejret, Juni og jeg. Vi taler ikke om, at det er helt diset udenfor her til morgen. Vi taler ikke om den stille regn. Når den er stille, så er vi også! Men helt stille er vi ikke. Vi sidder over morgenkaffen, som så mange andre morgener. Forskellen er bare, at det er fredag i dag. Weekenden venter rundt om hjørnet. Står tålmodigt dér for at tage imod os med åbne arme. Velkommen tilbage!

Jeg har gode planer for fredag aften, betror jeg Juni. Og jeg har også planer for dig. Du skal passe hunde og kæreste. Jeg drager nemlig til København direkte fra arbejde. Direkte fra fyraften kører jeg på motorvejen og sætter kurs mod min elskede hovedstad. Som altid glæder jeg mig til gensynet. Selvom jeg elsker landet og at bo herude, så længes jeg altid mod stenbroen og mod de små eventyr, min by gerne vil give mig.
Juni nikker og ser nysgerrigt på mig. Det lyder som en god plan. Hun slår et stort smil op og blinker til mig. Hey, det ser jo ud til, at du i dag har helt styr på, hvad du har brug for!
Det tror jeg faktisk jeg har. I går overlod jeg rattet til Juni og hun fik mig gennem dagen på bedste vis. Jeg stolede på hendes retningssans og hun lod mig ikke i stikken. Men i dag tager jeg selv over igen. Jeg kører til København og mødes med en god veninde, som jeg ikke har set længe. Vi har snakket i telefon, sendt e-mails, men et egentligt møde er det ikke blevet til. Det bliver det i aften!
Vi mødes på hovedbanen og går mod Halmtorvet og Flæsketorvet. Vi skal på fiskebar! Et sted, hvor de har specialiseret sig i fisk og skaldyr. Et sted, som veninden har prøvet og har sagt god for. Et sted midt i hjertet af København, hvor vi kan sidde og lade aftenen overtage byen, mens vi tager for os af retterne, drikker god vin og har gode snakke. Jeg glæder mig!

Har du også gode fredagsplaner? Ha' en fin fredag i hvert fald!

4 kommentarer:

  1. Hvor lyder det dog dejligt, Megan - rigtig god fornøjelse i aften! Håber du fortælle lidt bagefter :-)

    Varme klem!

    SvarSlet
  2. Jeg tror næsten, jeg ved, hvor I skal hen :)

    Rigtig god fornøjelse, Megan :-)

    SvarSlet
  3. God fornøjelse i aften. Det lyder skønt ;) Knus

    SvarSlet
  4. Ja jeg har i skrivende stund været af sted, jeg var med stokkeklubben fredag eftermiddag/aften til sammenkomst, det er partikredsen der en gang om året arengerer en tur for alle medlemmer af partiet over 50 år, deraf navnet, stokkeklubben, vi skal nemlig være i besiddelse af en stok for at kan deltage.
    Vi startede med rundvisning på Dalum Papirfabrik, derefter generalforsamling med ostemadder, gerne gammelost og øl og snaps, så bliver stokkene luftet med en gåtur videre til det sidste spisested, hvor vi får biksemad med øl og snaps.
    Så lige nu restituerer jeg her lørdag.
    God weekend Lene

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.