onsdag den 2. juni 2010

Sushi for begyndere


Og hvad skal vi så lave i dag? Juni kommer ned af trappen med raske skridt. Hun dufter af vilde blomster. Hendes udtryk er åbent og nysgerrigt og jeg må bare smile af hendes spontane glæde over en ny dag og nye muligheder.
Jamen, jeg skal jo på arbejde, svarer jeg. Kan godt høre, det lyder lidt kedeligt. Min begejstring er ikke at spore. Jeg har aldrig været god til at forestille mig. Jeg undlader at tænke på, hvad Juni og jeg ellers kunne have foretaget os, hvis ikke ... For det er jo kun onsdag.
Arbejde, ja. Juni nikker. Hun skænker kaffe og ser eftertænksomt på mig. Og lige nu drømmer du om noget helt andet?
Jeg nikker bare. Man har jo lov at drømme. Og tro på, at drømmene bliver til virkelighed, hvis man ønsker det nok og også selv tager de nødvendige skridt.
Og chancer! Juni ler. Man skal tage nogle chancer!
Det er vi enige om, Juni og jeg. Hun er faktisk en god gæst at have på pensionatet, Juni. Hun snakker fra det øjeblik, hun slår øjnene op. Kan måske virke en smule overfladisk, men det er kun til man lærer hende at kende. Vi går fint i spænd. Hun besidder den objektivitet, som jeg så ofte mangler. Hun ser det hele lidt fra oven.

Solen har rejst sig på himlen og tørrer græsset. Der er skyer på himlen, men der er også store blå flader af løfter om en tørvejrsdag. Vi må se, hvad der sker. Åh jo, forresten. Jeg glæder mig til min gode aftenaftale med en veninde. Vi skal ud og spise sushi. Tror, jeg inviterer Juni med. Det vil hun også kunne lide! Hun nikker ivrigt. Det vil jeg gerne! Det har jeg aldrig smagt før! Og så skal vi spise med pinde! Det bliver sushi for begyndere!

3 kommentarer:

  1. Uhmmm - sushi! Hun lyder lovende hende, Juni.

    SvarSlet
  2. Lyder som en god aftale! Juni er i godt humør, her har solen, fuglene og den blå himmel i hvert fald været fremme hele dagen.
    God aften til dig - med sushi. My favourite!
    Knus

    SvarSlet
  3. Juni tegner godt for landevejscykling, jeg tror hun bliver lidt mere hård overfor mit løberi (tænker på varmen); men bortset fra om 10 dage, så behøver jeg ikke så meget løberi de næste måneder, vil nok have godt af ikke, at øge mit løberi.


    Det er ikke tre uger siden jeg fik sushi for første gang i mit liv, men der går over 30 år inden næste gang?

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.